Marxistiske Studerende støtter lærerne


Marxistiske Studerende



2 minutter

UDTALELSE: Marxistiske Studerende støtter fuldt og helt lærerne.

KL har i tæt samarbejde med regeringen lanceret et angreb mod lærernes ret til kollektive overenskomster. De ønsker, at lærerne skal betale for regeringens skolereform ved at arbejde mere til samme løn.

Lærernes kamp er alle elever og studerendes kamp. Det er klart, at dårligere arbejdsvilkår, med bl.a. mindre forberedelsestid, ikke bare rammer lærerne, der i forvejen knokler og vil blive mere stressede, men også rammer undervisningens kvalitet.

År efter år er der blevet skåret ned på uddannelserne. KL’s lockout er senest nye skridt i denne slagtning af velfærden, men desværre ikke det sidste.

Lærernes kamp er alle offentligt ansattes kamp. Regeringen har i sin Vækstplan skrevet, at den vil spare 12 milliarder gennem effektiviseringer af arbejdstiden. Lærerne er altså bare de første, og lykkes det KL og regeringen at knække dem, så står politibetjente, sygeplejersker, pædagoger osv. for tur.

Lærernes kamp er hele arbejderklassens kamp. Hele arbejderklassen rammes, hvis KL får magt, som de har agt. For det første fordi det er Folkeskolen, hvor arbejdernes børn går, der forringes, mens overklassen bare kan flytte deres børn på privatskole og betale sig ud problemerne. Men KL’s angreb er samtidig et led i en større arbejdsgiveroffensiv, hvor arbejdsgivere (desværre med hjælp fra regeringen) angriber retten til kollektive overenskomster om løn- og arbejdsforhold. Målet er at få arbejderne til at betale for krisen.

Der er stor opbakning til lærernes kamp. Skal lærerne vinde, så kræver det, at de ikke står alene.

Lærerne må mobilisere blandt alle arbejdere til fælles demonstrationer, stormøder og sympatistrejker.

Regeringen planlægger et indgreb og ønsker at ophæve KL’s diktat til lov. Det må vi forberede os på.

Der må allerede nu holdes et stormøde med repræsentanter for de største arbejdspladser, private og offentlige, samt elever og studerende, der kan diskutere, hvordan et indgreb skal imødegås. Griber regeringen ind, har den med al ønskelig tydelighed vist, at den blæser på den ”danske model”. Et indgreb må mødes af strejker fra hele arbejderklassen, for med samme tydelighed at vise at arbejderne ikke længere vil acceptere arbejdsgivernes offensiv eller at regeringen hjælper dem.

Allerede nu er der massivt pres i arbejderpartierne mod et indgreb. Det pres må og kan øges gennem en effektiv kamp.

Marxistiske studerende støtter lærerne!

Bred kampen ud – enhed skaber styrke!

København, 4. april 2013