Vi bringer her, andet kapitel af vores bog Marxisme og feminisme – Hvorfor klassekamp er kvindekamp. Bogens indhold vil løbende bliver udgivet på marxist.dk som en artikelserie i fem dele. Bogen kan i sin helhed købes over vores forlag Forlaget Marx. I denne del af bogen fremføres den marxistiske kritik af queer-teori og dets filosofiske grundlag. Klik her for at læse bogens første del.

Queer-teori

En af de mest markante retninger inden for feministisk teori er queer-teori. Queer-teorien opstod i USA i 1990’erne i akademiske cirkler og blandt aktivister i homomiljøet omkring HIV/AIDS-krisen. “Queer” betyder mærkelig eller afvigende og var oprindeligt et skældsord, der blev brugt om homoseksuelle, men dele af det homoseksuelle miljø og queer-teoretikerne tog ordet til sig som en form for protest. Queer-teori breder feminismen ud til ikke “kun” at handle om kvinder men også seksualitet. Queer-teorien ser seksualitet som afgørende for at forstå samfundet og undersøger forholdet mellem biologisk køn, socialt køn og seksualitet samt de magtstrukturer, der ligger bag. Queer-teori er ikke én sammenhængende teori men mere forskellige former for kritik af “to-kønnetheden” og den “den voldelige normativitet, der styrer konstruktionen af kønnet”^[1].

Queer-teorien undgår klare definitioner og kategorier, fordi de deri mener, at der ligger en definitionsmagt, som de vil forsøge at sætte sig udover. Udover at det gør teorien ekstremt vanskelig at forstå, har det også den for queer-teorien belejlige bivirkning at afskærme mod kritik, for hvis man kritiserer ét element, kan tilhængerne af queer-teori vige uden om ved at argumentere for, at ikke alle tilhængere af queer-teori mener sådan. Den feministiske akademiker Annamarie Jagose anerkendte denne uklarhed i sin kendte introduktion til queer-teori: “Dets uklarhed beskytter queer fra kritik såsom beskyldningen om ekskluderende tendenser i identitetskategorierne ‘lesbisk’ og ‘bøsse’.”^[2]

At queer-teori ikke er klart defineret betyder ikke, at der ikke er et fælles grundlag for tilhængerne af queer-teori. Teorien er baseret på et idealistisk filosofisk grundlag, som udtrykker en bestemt forståelse af verden, og af hvordan vi forandrer den. Det nok vigtigste teoretiske ophav til queer-teorien kommer fra den amerikanske filosof og professor i retorik Judith Butler. Hun udgav i 1990 bogen Gender Trouble, der på dansk er oversat til Kønsballade, og som har været toneangivende for queer-teorien lige siden.

Butler er notorisk svær at forstå^[3]. Men det er et bevidst valg fra hendes side. Hun adresserer således selv kritikken i forordet til Kønsballade fra 1999:

At lære de regler, som styrer forståelig tale, er at få indpodet et normaliseret sprog, hvor prisen for ikke at opfylde kravene, er tabet af forståelighed.[…] Der er ikke noget radikalt ved common sense. Det ville være forkert at tro, at den vedtagne grammatik er det bedste middel til at udtrykke radikale synspunkter, givet de begrænsninger som grammatikken påtvinger tænkningen, ja, påtvinger det, som overhovedet kan tænkes.^[4]

Butler fremstiller det vanskelige sprog som en radikal handling i sig selv. “Hvem udtænker protokollerne for ‘klarhed’, og hvis interesser tjener de?”^[5]

Jeg vil dog mene, at marxismen og andre radikale teoretiske retninger til fulde har bevist, at det er muligt at formulere yderst radikale ideer klart og grammatisk korrekt. Selvfølgelig har teorier generelt og således også både queer og marxisme særlige teoretiske begreber, som ikke bare kan erstattes af andre. Men Butlers vanskelige sprog opstår ikke ud af hendes brug af særlige begreber men i selve hendes måde at formulere sig på. Butlers sprog er ekskluderende for alle andre end en snæver kreds af akademikere. Ikke bare er det muligt at udtrykke radikale ideer klart og tydeligt, det er også absolut nødvendigt, hvis disse ideer skal udover universiteternes elfenbenstårne og føre til radikal handling.

For at præsentere Butlers ideer så retvisende som muligt, har jeg valgt at holde mig til Butler selv og Christel Stormhøjs præsentation af Kønsballade. Christel Stormhøj er en dansk sociolog og lektor i bl.a. kønsforskning, queer-teori, ligestilling og videnskabsteori (poststrukturalisme) og er derudover ekspert i Judith Butler.

Helt centralt for queer-teorien er begrebet diskurs, der kan beskrives som “en sammenhængende kæde af udsagn, fx i samtaler, fortællinger, udredninger, argumenter og taler.”^[6] Ifølge queer-teorien er det diskurserne, der skaber køn og seksualitet og queer-teoriens opgave er at udfordre disse diskurser. Stormhøj beskriver queer-teori således: “Det er det poststrukturalistiske^[7] perspektiv indenfor studiet af seksualitet, som betegnes queer theory^[8]. Perspektivets primære analyseobjekt er oppositionen mellem hetero- og homoseksualitet, der betragtes som en diskursiv kategori en måde at definere og strukturere identitet, begær, adfærd og sociale relationer på. Queer theory udfordrer heteroseksualiteten ved at anskue den som en diskurs eller magtstruktur.”^[9]

Butlers udgangspunkt for Kønsballade er, at feministisk teori i forsøget på at repræsentere “kvinden” hidtil har forudsat, at kategorien “kvinde” eksisterer. Butler sætter spørgsmålstegn ved, om “kvinde” er en brugbar kategori: “Feministisk teori har ofte antaget, at der er en eller anden eksisterende identitet, forstået gennem kategorien kvinder, som ikke kun iværksætter feministiske interesser og mål inden for en diskurs, men konstituerer det subjekt, for hvem politisk repræsentation bliver forfulgt.”^[10]

Butler kritiserer altså feministerne for at have en for snæver opfattelse af, hvad “kvinden” er, og derigennem for at have været med til at definere, hvad en kvinde kan være, og hvilke slags kvindelige interesser feministerne kan repræsentere. Ifølge Butler må man gøre op med forestillingen om, at “kvinden” findes som en homogen identitetskategori, og hun påpeger, at der findes mange forskellige slags kvinder gennem historien, verden over og inden for de enkelte samfund:

Hvis man ‘er’ en kvinde, er det ikke alt hvad man er; udtrykket er ikke udtømmende, ikke fordi en førkønnet ‘person’ transcenderer sit køns specifikke udstyr, men fordi køn ikke altid er konstitueret kohærent eller konsekvent i forskellige historiske kontekster, og fordi køn gennemkrydses af diskursivt konstituerede identiteters racemæssige, klassemæssige, etniske, seksuelle og regionale modaliteter.^[11]

Butler kritiserer den klassiske feminisme for at skelne mellem det, der på engelsk kaldes “sex” og “gender”, det der på dansk oversættes til henholdsvis biologisk køn og socialt køn (kønsroller), fordi hun mener, at den forestilling bygger på en implicit antagelse om, at det sociale køn afspejler det biologiske som noget naturgivent. Det giver for Butler ingen mening at tale om biologisk køn før en social konstruktion. Ifølge Butler er ikke bare det sociale køn socialt konstrueret, men også det biologiske køn er en social konstruktion. Stormhøj formulerer det således:

Det biologiske køn er med andre ord slet ikke før-kulturelt, men i stedet en forestilling der skabes af bestemte diskurser, hvorigennem kønnet naturaliseres, dvs. konstrueres som essentielt.^[12]

Mens Butler formulerer det samme med lidt andre ord:

Denne produktion af biologisk køn som det prædiskursive bør forstås som effekten af det kulturelle konstruktionsapparat, der betegnes af socialt køn.^[13] […]  Men ‘kroppen’ er i sig selv en social konstruktion […]^[14]

Her kommer Butler og queer-teoriens filosofisk set idealistiske synspunkt klart til udtryk. Deres helt grundlæggende påstand er, at det biologiske køn ikke eksisterer uden for eller før diskursen men derimod bestemmes af den. “Det materielle får kun betydning indenfor diskurserne, hvilket er det samme som at sige, at al mening gives i sproget.”^[15]

Butler sætter endnu et stød ind imod de traditionelle feminister, som hun skarpt kritiserer for at være præget af, hvad hun anser for at være en implicit heteronormativitet og en rigid kønsbinær tænkning, hvor alt kan deles op i mand og kvinde. Ifølge Butler er alle tvunget ind i to-kønnethed, som hun kalder “påtvungen heteroseksualitet”, hvor identitet kun kan forstås indenfor den binære kønsopdeling, som alle med vold tvinges til at passe ind i. Kun ved at passe ind i normen kan man få en identitet, der “giver mening.”^[16] Butler kritiserer desuden feministerne for deres adskillelse af køn og seksualitet, hvor feministerne så køn som deres område, mens de overlod seksualiteten til queer-teoretikere og homoseksuelle. Det betød, ifølge Butler, at feministerne med deres identitetskategorier var med til at opretholde de heteroseksuelle magtstrukturer.

Årsagen til, at det er nødvendigt at gøre op med identitetskategorier som forskningens udgangspunkt, er, at kategorierne er effekter af diskurser, der altid implicerer magtforhold. Det betyder, at de altid indgår i hierarkiserings og marginaliseringsprocesser. For hvordan skal man for eksempel afgøre, hvad der definerer en ‘rigtig’ lesbisk, og hvem eller hvilke instanser skal fastsætte det? Diskurserne strukturer indholdet i kategorierne.^[17]

De klassiske feminister har altså ifølge Butler med deres kategorier været med til at reproducere de eksisterende magtforhold.

Butler går videre end den gængse opfattelse af diskurs. Ifølge Butler består diskurs ikke blot af ord men af performativitet: køn og identitet bliver til i kraft af individets handlinger. Køn er ifølge Butler ikke noget man “er” men noget man “gør”. Performativitet er en “gentagende og citerende praksis, gennem hvilken diskursen producerer de effekter, som den almindeligvis siges at benævne.”^[18] På den måde mener Butler at have overskredet oppositionen mellem materialitet og diskursivitet – kroppen materialiseres i den diskursive praksis.

Butler påviser ifølge Stormhøj, at “[…] kvinde- og mandekroppe er de materielle effekter af citeringen af de herskende kønsnormer. Den erkendelsesmæssige gevinst er, at opfattelsen af sex [red.; biologisk køn] som noget ‘rent’ materielt – en naturlig anatomisk forskel, der foreligger før og uafhængig af forståelsen af køn – ikke længere kan opretholdes.”^[19]

Biologi, materialisme og køn

Som marxister afviser vi Butlers påstand om, at biologisk køn ikke findes. Vi forstår det biologiske køn som betegnelse for de biologiske egenskaber såsom kønsorganer, kromosomer, hormoner, gener o.l., der er bestemmende for, om et individ har enten mandlige eller kvindelige reproduktive systemer.^[20] Kategorierne “mand” og “kvinde” er generaliseringer af en række biologiske egenskaber, der bestemmer individets rolle i reproduktionen. Naturen er naturligvis mere kompleks end som så, og det kommer jeg tilbage til.

Ved at reducere køn til en social konstruktion baserer Judith Butler’s queer-teori sig eksplicit på filosofisk idealisme. Billede: Miquel Taverna

Der opstår ofte en vis forvirring i debatten om køn, fordi biologisk køn blandes sammen med seksualitet og kønsidentitet i én stor pærevælling. Det biologiske køn udgøres som sagt af en persons biologiske egenskaber mens spørgsmålet om, hvordan seksualitet og kønsidentitet dannes er langt mere komplekst, og ikke noget som videnskaben indtil nu har fundet et klart svar på. Dertil kommer det sociale køn. Det sociale køn fremstilles som naturligt givet ud fra et individs biologiske køn men dækker over de historisk opståede kønsroller, de forventninger, som et individ mødes med i samfundet alt efter deres biologiske køn.

Det “biologiske argument” er et af de mest yndede argumenter for den reaktionære højrefløj: mænd og kvinder er biologisk forskellige, og derfor er det blot naturligt, at de har forskellige roller i samfundet, at kvinder hører til bag kødgryderne, mens mændene ordner verdenssituationen. Samme biologiske argumentation bruger højrefløjen når de hævder, at homoseksuelle og transpersoner er unaturlige og lignende reaktionære, chauvinistiske påstande. Jeg kommer tilbage til, hvorfor disse reaktionære fossiler tager fuldstændig fejl. I afsky over disse reaktionære argumenter skubbes mange i armene på queer-teoriens idealistiske påstand om, at biologisk køn ikke findes, men blot er en social konstruktion. Vi deler afskyen over for højrefløjen, men det må ikke få os til at opgive at sige tingene, som de er. Nazisterne kaldte sig nationalsocialister, men det har ikke fået os til at opgive brugen af ordet socialisme, og på samme måde må højrefløjens misbrug af det biologiske argument ikke få os til at opgive det biologiske køns eksistens. Vi kan ikke tilpasse virkeligheden efter hvad andre har sagt. 

Det er på dette helt grundlæggende filosofiske plan, at marxisme og queer-teori adskiller sig fundamentalt. Queer-teorien er en idealistisk filosofi: Ifølge den er det ideerne, eller i queer-teoriens tilfælde diskurserne, der er det bestemmende. Den materielle verden er blot en afspejling af diskurserne, og det biologiske køn findes ifølge queer-teorien ikke førend eller udenfor diskursen.

Marxister  er derimod materialister. Den materielle verden eksisterer uanset vores ideer om den. Ideer, diskurser og bevidsthed opstår i en materiel hjerne, i en materiel krop, der lever i en materiel verden. Biologisk køn findes uanset vores erkendelse heraf, og mennesket har siden tidernes morgen helt materielt reproduceret sig ved sex mellem de to køn ligesom utallige andre dyrearter. Kvindeundertrykkelsen opstod på baggrund af kvindernes biologiske rolle i reproduktionen og består på baggrund af den krop, de er født i, der betyder, at de i samfundet mødes med bestemte forventninger og påduttes undertrykkende kønsroller.

Queer-teoretikernes afvisning af biologisk køn medfører, at de ikke er i stand til at forklare kvindeundertrykkelse for slet ikke at nævne den rent materielle og biologiske reproduktion. For materialister er det afgørende at se på, hvordan mennesket reproducerer livet, og udover mad, klæder, boliger osv. kommer man ikke udenom, at der skal mænd og kvinder til en fortsat menneskelig reproduktion. Man må kunne besvare det helt essentielle spørgsmål om, hvor børnene kommer fra. For queer-teoretikerne, der er idealister, giver det materielle og historiske ikke mening som forklarende faktorer. 

Det betyder, at queer-teorien ikke kan give en forklaring på, hvorfor halvdelen af jordens befolkning undertrykkes. Butler og queer-teorien ender i stedet for svar med en lang række ubesvarede spørgsmål: Hvis hverken mænd eller kvinder eksisterer, hvordan og hvorfor er kvindeundertrykkelsen så opstået? Er kategorien kvinde opfundet ud af den blå luft, og i så fald hvorfor netop kvinder og ikke en anden? Hvordan opstod diskursen om, at kvinder er mindre værd end mænd? Hvordan har diskursen udviklet sig siden den opstod? Og hvorfor har den udviklet sig som den gjorde og ikke på en anden måde?

Butler afskriver med et pennestrøg Engels og andre “socialistiske feminister” og latterliggør deres “forskellige forsøg på at lokalisere momenter eller strukturer inden for historien eller kulturen som etablerer kønshierarki.”^[21] Butler anerkender, at Engels og de socialistiske feminister er “stærke kritikere af kønshierarkier”^[22] men hun påstår, at de “gør brug af forudsatte fiktioner, der medfører tvivlsomme normative idealer.”^[23] Uden et eneste bevis i videnskaben andet end hendes private mening afviser Butler påstanden om, at der har eksisteret samfund før kønshierarkierne, og dermed også at de er opstået på et tidspunkt. For Butler eksisterer der dermed ikke en tid før kvindeundertrykkelse. Det har udover at undergrave hendes argument alvorlige politiske konsekvenser. Queer-teorien vil gøre op med ideen om, at kvindeundertrykkelse skulle være naturlig. Men i mangel på en forklaring ender de i stedet med at åbne en ladeport for højrefløjens argument om, at det skulle være indbygget i mænd at være undertrykkere eller i kvinder at være undertrykte. Det gør Butler og queer-teorien ude af stand til at at modgå den reaktionære højrefløjs argument om, at kønshierarkierne og kvinders undertrykkelse er naturlige, fordi “det jo altid har været sådan”.

Den marxistiske forklaring er, at biologisk køn eksisterer og også eksisterede, før kvindeundertrykkelsen opstod. Kvinder har altid været dem, der fødte børnene, men før klassesamfundet betød det ikke, at de blev undertrykt. Biologien har spillet en afgørende rolle, men der er intet naturligt i kvindeundertrykkelsen eller de kønsroller, der er opstået herudaf. Kvindeundertrykkelsen opstod på grundlag af den rolle, som kvinderne spillede i den oprindelige arbejdsdeling, der var bestemt af biologien. Men det betyder ikke, at kvindeundertrykkelsen er biologisk determineret. Engels beskriver moderrettens omstyrtelse, “kvindekønnets verdenshistoriske nederlag”^[24], som en historisk begivenhed. Ifølge Engels har kvindeundertrykkelsen et biologisk element, som var afgørende for, at det netop var kvinderne, der blev de undertrykte, men kvindeundertrykkelsens opståen var ikke en biologisk betinget naturlov. Den er et socialt fænomen, der er opstået historisk og betinget af faktorer uden for biologien. Disse var udviklingen af produktivkræfterne, der gjorde det muligt for den menneskelige arbejdskraft at producere et overskud, der førte til klassesamfundets opståen. Fordi det var de områder, som mændene traditionelt havde stået for, der gav dette overskud, så var det mændene, der i klassesamfundet blev de dominerende, og kvinderne er derfor siden blevet undertrykt.

Et af de nyere argumenter indenfor identitetspolitiske kredse er, at det er transfobisk at sige, at der findes mænd og kvinder, og at der findes langt flere biologiske køn end bare de to. Med ind i argumentationen hives den seneste forskning indenfor biologien frem. Nyere biologisk forskning viser, at ikke alle individer kan kategoriseres som enten mand eller kvinde, og at biologisk køn er mere komplekst, end man hidtil har antaget. Der findes mennesker, der er født med f.eks XXY eller XXXY kromosomer. Og selv hvis man er født med XY eller XX kromosomer, så er det biologiske køn ikke naturligt givet deraf. Der kan være genetiske variationer, som påvirker udviklingen af kønsdele og de sekundære kønstræk som bryster og skæg, ligesom et barn kan være født med kønsdele, der ikke klart indikerer det ene eller andet køn. Også hormoner kan påvirke den biologiske kønsfremtoning. Postdoc i neurobiologi ved New York University Christian L. Ebbesen anslår, at andelen af biologisk nonbinære ligger et sted mellem 0,5 og 1,7 %^[25]: “Der findes med andre ord personer med et biologisk køn, som ikke er klart ‘biologisk han’ eller ‘biologisk hun’, men bedst kan beskrives som ‘biologisk nonbinært’.”^[26]

Det ville være vanvittigt at benægte, at disse mellemformer eksisterer, ligesom dele af højrefløjen gør. Denne afvisning af enhver mellemform er stadig indbygget i de fleste (alle) samfund, hvor alle børn, helt fra de bliver født, skal kategoriseres som enten pige eller dreng, uanset om deres biologiske køn er uklart eller non-binært. Det ville ligeledes være vanvittigt at påstå, at disse mennesker var mindre værd end de, der nemt kan kategoriseres. Men det må ikke få os til at smide babyen ud med badevandet. Disse mellemformer eksisterer absolut, men de udgør ikke et tredje, fjerde eller femte biologisk køn. Deres eksistens ændrer ikke på, at der findes mænd og kvinder, og at størstedelen af befolkningen kan kategoriseres som enten mand eller kvinde og kan reproducere sig med den anden gruppe.

Der findes personer med et biologisk køn, som ikke er klart ‘biologisk han’ eller ‘biologisk hun’. Men deres eksistens ændrer ikke på, at der findes mænd og kvinder, og at størstedelen af befolkningen kan kategoriseres som enten mand eller kvinde og kan reproducere sig med den anden gruppe. Billede: Flickr Eric Parker

Det er klart, at der også indenfor hver gruppe er variationer. Der er kvinder, der ikke kan føde børn, der er mænd, der har et lavt testosteronniveau osv. Der er et eksempel med en mand, der i en meget sen alder efter at have være blevet far til flere børn under en operation opdagede, at han havde en livmoder. Og der er kvinder der føder børn, selvom de har mandlige kromosomer i kroppen. Inden for hver kategori er der variation, og ethvert individ er sit eget unikke sæt af gener, hormoner, kromosomer osv.^[27] At anerkende at virkeligheden er mere kompleks, end højrefløjen og alverdens lovgivere fremstiller det, har dog intet at gøre med queer-teoriens afvisning af det biologiske køns eksistens.

En kategori er en generalisering, og den konkrete virkelighed passer meget sjældent præcis til den abstrakte kategori. Det partikulære adskiller sig altid fra det universelle. De fleste vil have en ret klar ide om, hvad der menes, når de hører ordet kat. I Den Danske Ordbog defineres en kat som et “mindre pattedyr med smidig krop, kort snude, spidse, opretstående ører og blød pels; er god til at fange mus og holdes ofte som husdyr”^[28]. Men det dækker ikke nødvendigvis den enkelte kat. En kat er stadig en kat, selvom den mangler et øre eller ikke har en blød pels. Ingen individuel kat er lig med abstraktionen. Det ændrer dog ikke på, at der findes katte, og at vi kan adskille katte fra andre dyr. Den abstrakte “perfekte” kat findes ikke i virkeligheden men er en generalisering over de konkrete katte. At der findes mellemformer og gråzoner, og at virkeligheden adskiller sig fra generaliseringen betyder ikke, at abstraktioner, generaliseringer og kategoriseringer er overflødige (eller reaktionære). De er fuldstændig afgørende for videnskaben og vores evne til at forstå verden. Kategorierne “mand” og “kvinde” er generaliseringer af nogle biologiske egenskaber, som de fleste passer ind i set i forhold til den menneskelige reproduktion.

Afvisningen af det biologiske køn og opgøret med adskillelsen af biologisk og socialt køn er med til at skabe forvirring i debatten om køn. Som når det f.eks. fremhæves, at det oprindelige folk i Nordamerika havde flere køn end to. Men ser man nærmere på, hvad der ligger bag disse “køn”, dækker det ikke over flere biologiske køn, men forskellige kombinationer af biologisk køn, kønsidentitet, seksualitet og socialt køn.^[29] Det kan i parentes bemærkes, at studierne af de oprindelige folk i Nordamerika viser, at der har eksisteret samfund, hvor transpersoner og homoseksualitet var en accepteret del af samfundet. Det var samfund uden privat ejendom, hvor heller ikke kvindeundertrykkelsen eksisterede, hvor familien ikke spillede nogen rolle i forhold til formue og arv. Transfobi og homofobi er altså heller ikke “naturlige” fænomener men er ligesom kvindeundertrykkelsen opstået historisk.

En af grundene til at så mange gør oprør mod ideen om biologisk køn er, at de undertrykkende og snævre kønsroller fremstilles som “naturlige” og som den logiske konsekvens af det biologiske køn. En stor del af problemet ved identitetspolitikken, som queer-teorien er en stor teoretisk inspirationskilde til, er, at nok gør de op med biologisk køn, men i stedet er al fokus på kønskategorier. Alle skal definere sig selv som “noget” og puttes i en kasse. Identitetspolitikkens fokus på kategorier og hele diskussionen indenfor den feministiske bevægelse om, hvad der udgør en “rigtig” kvinde er formålsløs og reaktionær. Butler foregiver at ville gøre op med kønskategorierne, men queer-teorien opfinder blot endnu flere kasser. Nogle identitetspolitiske lister, der optegner, hvor mange køn der eksisterer, er oppe på 37. Men her dækker “køn” også over kombinationer af biologisk køn, kønsidentiteter og seksualiteter m.m. For hver mellemform og for hvert individ, der ikke føler de passer ind i kønsnormerne, skal der opfindes en ny kasse. Men undertrykkelsen og den udbredte følelse af ikke at “passe ind” ophører ikke, fordi der skabes flere kategorier og kasser, de er opstået på grund af samfundets materielle strukturer ikke i mangel på kasser.

Som marxister kæmper vi for et samfund, hvor ingen skal presses ned i en bestemt kasse, et samfund hvor alle kan være den de er uanset kønsidentitet, seksualitet osv., og hvor en kønsskifteoperation er mulig, for dem der ønsker det. I et kommunistisk samfund vil der stadig eksistere mænd og kvinder, men de undertrykkende kønsroller vil være ophævet: Det biologiske køn vil ikke have betydning for vores forventninger til opførsel og evner.

Den biologiske forskel bruges til at retfærdiggøre alverdens reaktionære politiske konklusioner vedrørende kønsroller og seksualitet. Der findes et hav af bøger over temaet om, at “mænd er fra Mars og kvinder fra Venus”, som er titlen på en populær selvhjælpsbog fra 1992, der fremhæver alle myterne, som  f.eks. at mænd er bedre til at læse kort og parallelparkere, mens kvinder har mere empati. Den logiske konklusion i alle disse argumenter er, at kvinder egner sig dårligere til ledende positioner i samfundet og har et naturligt anlæg for at tage sig af børnene og hjemmet.

Alverdens selvhjælpsbøger og damebladsartikler klæder sig i videnskabelige fjer ved at henvise til et hav af undersøgelser f.eks. hjerneforskning, der angiveligt viser, at der er en grundlæggende biologisk forskel på mænds og kvinders hjerner. Men meget af denne forskning fejlciteres eller kan kritiseres som hjerneforsker Gina Rippon påviser. Hun slår én for én myterne i stykker i sin bog The Gendered Brain – the neuroscience that shatters the myth of the female brain (2019), hvor hun gennemgår al forskning vedrørende forskellene på mænds og kvinders hjerner. Hun er meget kritisk overfor en rigid opdeling i mande- og kvindehjerner, og henviser til et studie, der viste, at hver hjerne bestod af en mosaik af egenskaber – nogle mandlige nogle kvindelige. Kun omkring 20 % havde en vifte af egenskaber, der kunne betegnes som overvejende det ene eller det andet.^[30]

Hun kritiserer en stor del af den hidtidige hjerneforskning i kønsforskelle, og ikke mindst hvordan resultaterne fremstilles. Når resultaterne skal fremlægges, fremhæves forskelle mellem de to køn i stedet for ligheder, bl.a. fordi det er de mest opsigtsvækkende resultater. Desuden kritiserer hun, at forskningen ofte fremstiller forskelle, der lige så vel kunne være kulturelt såvel som biologisk bestemte.

Rippons hovedpointe er, at hjernen udvikler sig, som den påvirkes til. Så når vi påvirker drenge og piger forskelligt fra det øjeblik, vi kender deres køn, så vil deres hjerner også udvikle sig forskelligt, og det vanskeliggør en videnskabelig isolering af arv fra miljø. Hun nævner et eksempel, hvor forskningen viste, at pigers præstation i en matematisk test afhang af, om de forinden havde fået at vide, at kvinder klarede sig godt eller dårligt. Når man i et forsøg påviser, at mænd er bedre til at løse en matematisk opgave end kvinder, er det derfor sandsynligt, at resultatet har langt mere med kønsroller at gøre, end med reelle evner baseret på det biologiske køn.

Mennesker fødes ind i verden med en krop der har en vis sammensætning af kønsorganer, gener, hormoner, hjernestruktur osv. Men dermed er individets skæbne ikke forudbestemt. Det biologiske grundlag er det lærred, som samfundet, miljøet og “den sociale væren” maler på. Bevidstheden udvikler sig gennem hele livet, og det samme gør kroppen i mødet med det omgivende samfund. Det er ikke på forhånd fastlagt hvilke gener, der kommer til udtryk og hvordan. Hormonniveauer påvirkes af samfundet og ændrer sig livet igennem, ligesom hjernen er plastisk og forandrer sig. De dele af hjernen, der stimuleres, udvikler sig, mens andre sygner hen. Gippon beskriver i artiklen “Eight Things You Need to Know About Sex, Gender, Brains, and Behavior: A Guide for Academics, Journalists, Parents, Gender Diversity Advocates, Social Justice Warriors, Tweeters, Facebookers, and Everyone Else”, skrevet sammen med en række andre forskere, samspillet mellem biologi og samfund:

Kønsroller kan påvirke komponenter af det biologiske køn. For eksempel, er der blevet rapporteret lavere testosteron niveauer blandt fædre, der lever, hvor det er den kulturelle norm, at fædre tager sig af deres børn, sammenlignet med fædre, der lever steder, hvor fædrene typisk tager lille eller ingen del i omsorgen for børnene.^[31]

Det er i det dialektiske samspil mellem det biologiske køn og samfundet at individer skabes og udvikler sig. Den ældgamle diskussion om hvorvidt arv eller miljø er det afgørende for udviklingen af mennesket, besvares derfor af marxister med, at mennesker er et resultat af det dialektiske samspil mellem arv og miljø. Som marxister kæmper vi for et samfund uden ulighed og undertrykkelse, hvor vi for første gang vil se menneskets virkelige evner og potentiale udfolde sig uanset biologisk køn, seksualitet, kønsidentitet osv.

Når så mange unge tiltrækkes af queer-teori og identitetspolitik, så afspejler det uden tvivl et ønske om at gøre op med de snævre og undertrykkende kønsroller, som kun er blevet endnu snævrere de sidste årtier. En undersøgelse af et legetøjskatalog fra den amerikanske varehusgigant Sears viste for eksempel, at i 1970’erne blev kun 2 % af legetøjet markedsført til et bestemt køn, mens det i 1995 var 50 %. Reklamerne var desuden langt mere kønsstereotype i 90’erne end i 70’erne.^[32] 

Kapitalismens blindgyde afspejler sig i en degenerering af kultur og sociale relationer. Det skaber en udbredt følelse af frustration blandt et bredt lag af især unge, der på egen krop føler, hvordan samfundets snærende og undertrykkende strukturer begrænser deres frihed. Men queer-teorien er ikke i stand til at tilbyde disse frustrerede unge et svar på, hvordan vi kan gøre op med de snævre kønsnormer, den har ingen bud på, hvorfor undertrykkelsen eksisterer eller hvordan vi bekæmper den. Den bruger al tiden på at diskutere kategorier og kasser og definere, hvor folk hører til, i stedet for kampen for et samfund uden undertrykkelse og diskrimination og hvor alle er frie til at udvikle sig fuldt ud som mennesker, dvs.et socialistisk samfund.

Magt og forandring

Judith Butlers forståelse af magt og identitet bygger på den franske filosof Michel Foucault en af hovedtænkerne indenfor den poststrukturalistiske teoretiske retning og dermed indenfor postmodernismen. Foucault ser magten som en konstant proces, hvor individet disciplineres og magten internaliseres, og dermed er magten noget iboende, noget man ikke kan stille sig udenfor, og som individerne selv er med til at opretholde. “Det ser ud til, at magten ‘altid allerede er der’, at man aldrig er ‘uden for’ den, at der ikke er nogen ‘marginer’ for dem, der bryder med systemet til at boltre sig i.”^[33]

Den poststrukturalistiske retning, som queer-teorien udspringer af, opstod i akademiske kredse i kølvandet på de revolutionære bevægelser, der ramte verden fra 1968. Bevægelserne led nederlag og et lag af intellektuelle, der havde været i bevægelsernes periferi, drog pessimistiske konklusioner. De mistede enhver tiltro til arbejderklassen og kollektiv handling. De forstod ikke de revolutionære bevægelsers dynamik. De konkluderede, at det var arbejderklassen, der havde svigtet. At arbejderne og de undertrykte verden over i virkeligheden til overmåde havde vist sig parate til at kæmpe mod undertrykkelse og for et andet samfund til den bitre ende, men at problemet var arbejderklassens ledelse, det var uden for disse akademikeres intellektuelle rækkevidde.

De drog den for dem nærliggende konklusion, at det var ideerne, “de store fortællinger” om samfundets strukturer, som f.eks. marxismen, der var problemet. Der var ingen samfundsstrukturer kun ord og diskurser – en meget belejlig konklusion, når man som disse akademikere lever af ord og af at analysere diskurser. Poststrukturalismen er en typisk småborgerlig politisk retning, der ser alt ud fra individets synspunkt. Ifølge poststrukturalismen handlede det ikke om at forstå eller ændre den materielle verden men at analysere diskurserne og dermed udstille og udfordre dem – en opgave der var overladt til akademikeren, der sidder i sit elfenbenstårn og analyserer ordenes verden.

Michel Foucaults internaliserede forståelse af magt, er centralt for queer-teori . Billede: Flickr Thierry Ehrmann

Poststrukturalisterne afspejlede “tidsånden” perfekt. Massebevægelserne havde lidt nederlag og demoraliseringen og pessimismen bredte sig. Den konservative højrefløj vandt frem med Ronald Reagan i USA, Margaret Thatcher i Storbritannien og  Poul Schlüter herhjemme. Sovjetblokkens fald i slut 1980’erne og start 1990’erne gav den småborgerlige og akademiske venstrefløjs pessimisme endnu et nøk. Og filosoffen Francis Fukuyama erklærede, at historien var slut.

Poststrukturalismen opstod som et bevidst opgør med marxismen. Foucault, der i sine unge dage havde været medlem af Frankrigs Kommunistparti, gjorde op med enhver ide om et andet samfund:

 [D]en historiske ontologi^[34] om os selv må vende sig fra alle projekter, der hævder at være globale eller radikale. Faktisk ved vi af erfaring, at kravet om at flygte fra det moderne virkelighedssystem for at producere de overordnede programmer om et andet samfund, en anden måde at tænke på, en anden kultur, en anden vision for verden, kun har ført til de farligste traditioners tilbagevenden.^[35]

Alligevel anses poststrukturalisterne blandt deres følgere for at være radikale, fordi de fremstår som magtkritiske. Men det siger alt om denne retnings såkaldte radikalitet, at CIA så yderst positivt på deres bidrag til uddannelsen af nye generationer og endda finansierede flere poststrukturalistiske publikationer. I en CIA-rapport fra 1985 med titlen “France: Defection of the Left Intellectuals”, der for nylig blev deklassificeret, står der, at selvom kritikerne beskylder denne nye venstrefløj og bl.a. Foucault for at være for svære at forstå, “mener vi [red.: CIA], at deres kritiske nedbrydning af den marxistiske indflydelse i samfundsvidenskaberne sandsynligvis vil vare ved som et markant  bidrag til den moderne videnskab både i Frankrig og andre steder i Vesteuropa.”^[36]

Efter bevægelsernes nederlag og Sovjetunionens sammenbrud drog mange den konklusion, at et alternativ til kapitalismen var umuligt. De marxistiske kræfter blev reduceret til næsten ingenting godt hjulpet på vej af stalinisternes sterile vrangbillede, der ikke var tiltrækkende for selvstændigt tænkende unge. Marxismens tilhængere stod svækket og var ikke stærke nok til at kunne tilbyde et alternativ. Poststrukturalismen kom derfor by default til at fremstå som det eneste kritiske alternativ til det bestående på universiteterne og i de venstreorienterede kredse. Men der er reelt intet kritisk eller radikalt ved poststrukturalismen: Ifølge poststrukturalismen kan man ikke gøre op med magten i samfundet, kun udfordre den, indenfor magtens egne rammer, med andre ord en frugtesløs individuel kamp.

Butler anses ligesom Foucault for at være radikal og revolutionerende, men der er lige så lidt radikalt eller revolutionerende i hendes teorier som i Foucaults.

Butler mener ligesom Foucault, at individerne internaliserer og opretholder magten. Magten kan i den poststrukturalistiske opfattelse ikke tilskrives nogen eller noget, og man kan ikke kan stille sig udenfor magten; den eksisterer som internaliseret diskurs. I forhold til køn og seksualitet betyder det, at individerne opretholder den sociale konstruktion af det heteroseksuelt strukturerede køn. Straffen for ikke at være med til at opretholde diskursen om “han” og “hun” er at blive udstødt fra det sociale liv – at være udenfor. Med andre ord er vi allesammen med til konstant at opretholde magten. Magten er ikke noget udenfor individet men noget iboende i os, som vi konstant reproducerer i en uendelig proces. Butler beskriver det som en “genanvending” af magten: “Derfor kan magten hverken trækkes tilbage eller afvises, men kun genanvendes. Faktisk mener jeg, at det normative fokus for bøsse- og lesbisk praksis bør rettes mod subversiv og parodisk genanvending af magt snarere end på den umulige fantasi om en altomfattende transcendering af magten.”^[37] Og Jagose formulerer direkte i sin introduktion til queer-teori, at queer-teori ikke anser grundlæggende sociale forandringer eller frigørelse for mulige: “Nylig indsigt og praksis omkring ‘queer’ sætter spørgsmålstegn ved troen på muligheden for langvarig social forandring eller frigørelse generelt.”^[38]

Butler og queer-teoriens ide om modstand mod undertrykkelse og magten er altså ekstremt begrænset. Man kan ikke bekæmpe magten eller gøre op med den, man kan kun “udvide forståelsen af, hvad der er et kulturelt genkendeligt og socialt legitimt køn.”^[39] Med andre ord: queer-teori er kapitulationens og acceptens teori.

Forståelsen af hvad der er “kulturelt genkendeligt og socialt legitimt køn” kan udvides,  fordi normerne for at blive opretholdt skal gentages eller med Butlers ord “citeres” igen og igen:

Det er med udgangspunkt i forståelsen af kroppe som en dynamisk materialiseringsproces, at der kan øjnes sprækker og mellemrum, som giver plads for subjektivitet. Kløfterne opstår mellem de regulerende normer og de kroppe, gennem hvilke normerne normaliseres via den gentagne citering.^[40]

Kroppe indeholder nemlig ifølge Butler “flere identifikationer og mere begær end dem, som kan trænges sammen i de foreskrevne positioner.”^[41] Butler kommer med eksemplet homoseksualitet, hvor identifikationsprocessen mellem kønsidentitet og begærsretning har slået fejl…

eftersom der ikke kan skabes identitet mellem de herskende heteroseksuelle normer og de identifikationer og begær, som faktisk skabes i mennesker, sammenlagt indikerer det, at det ekskluderende og afviste, hvilket vil sige den normative heteroseksualitets konstitutive udenfor, kan vende tilbage. Ulydighed og opsætsighed kan forekomme.^[42]

Det, som Butler konkret foreslår som en modstandshandling, er at parodiere kønsidentiteter. “Forestillingen om en oprindelig eller primær kønsidentitet er ofte parodieret inden for kulturelle praksisser som drag, transvestisme og den seksuelle stilisering af butch/femme-identiteter.”^[43] 

Det er det eneste konkrete forslag til, hvordan man kan bekæmpe magten og undertrykkelsen i hele Kønsballade!

I forordet fra 1999-udgaven tager Butler igen fat på dette spørgsmål og siger, at hun ikke anser drag for at være den eneste form for modstandshandling. Men hun kommer ikke med et eneste andet forslag:

Tekstens pointe er ikke at fejre drag som udtryk for et sandt køn og forbillede for køn (ligesom det er vigtigt at modstå den bagatellisering af drag, der undertiden finder sted), men at vise, at naturaliseret viden om køn fungerer som en forebyggende og voldelig indskrænkning af virkeligheden. I det omfang at kønsnormer (ideel dismorfisme, kroppenes heteroseksuelle komplementaritet, idealer og regler for korrekt og ukorrekt maskulinitet og feminitet, hvoraf mange er garanteret af racemæssige koder om renhed og tabuer mod raceblanding) etablerer, hvad der vil og ikke vil være menneskeligt forståeligt, hvad vil og vil ikke blive anset for at være ‘virkeligt’, etablerer de det ontologiske felt, hvori kroppe kan gives legitime udtryk. Hvis der er en positiv normativ opgave i Kønsballade, er det at insistere på en udvidelse af denne legitimitet til de kroppe, som er blevet betragtet som falske, uvirkelige og uforståelige. Drag er et eksempel, der er beregnet til at etablere, at ‘virkeligheden’ ikke er så fast, som vi normalt anser den for at være. Formålet med eksemplet er at afsløre køns’realitetens’ stædighed med henblik på at imødegå den vold, der udføres af kønsnormer.^[44]

Igen slår Butler fast, at hun ikke ser nogen anden form for mulig modstand end at udfordre kønsnormerne. Ifølge hende udgør parodierede kønsidentiteter modstand, fordi de kan fremstille det konstruerede i alt det, vi anser for at være ægte, autentisk og naturligt. Det, hun i realiteten siger, er, at hun blot vil udvide “det mulige”, dvs. hvilke identiteter der kan tænkes, inden for det nuværende systems rammer. Det er hverken radikalt eller revolutionerende men derimod dybt reaktionært. At udvide, hvad der opfattes som “virkeligt”, ændrer ikke på, at undertrykkelsen består, så længe dette undertrykkende samfund består.

Der er ingen tvivl om, at den herskende klasse styrker sin dominans gennem ideologi, der er baseret på bl.a. ekstremt skadelige, reaktionære og diskriminerende holdninger til kvinder, homoseksuelle eller transpersoner og at dette udmønter sig i vold og andre former for undertrykkelse. Butler beskriver selv i forordet til Kønsballade, hvordan det har været at vokse op som lesbisk, og hvor hårde kampe hun selv og andre i det homoseksuelle miljø har været igennem. Marxister forsvarer fuldt og helt enhvers ret til at udtrykke deres seksualitet og kønsidentitet og naturligvis også retten til at skifte køn. Men det gør det hverken progressivt eller reaktionært at være queer. At være queer er ikke noget, man bare kan vælge til eller fra, og det er i sig selv ikke en politisk modstandshandling. At være queer ændrer ikke kønsnormerne eller ideen om den borgerlige familie, ligesom det ikke udfordrer magten. Marxister bekæmper kønsstereotyper, som f.eks. at kvinder skulle høre til i hjemmet og at mænd skulle være fødte ledere, men det ændrer ikke på, at det store flertal af befolkningen ikke er queer. Og det store flertal er ikke med til konstant at opretholde undertrykkelsen og volden, bare fordi de ikke er queer, som Butler påstår. Tværtimod kan og må de være en afgørende del af kampen mod denne vold og undertrykkelse, ikke ved at udfordre kønsnormerne, men ved at bekæmpe de undertrykkende strukturer, der ligger bag.

Queer-teorien individualiserer kampen og promoverer atomisering af individer på grundlag af seksualitet i stedet for at samle arbejderklassen i en fælles kamp mod de magthavere, der profiterer på undertrykkelsen. Billede: FULBERT

Uanset hvor meget vi analyserer diskurserne, hvor meget vi ændrer ordene, så ændrer det ikke på, at undertrykkelsen består. Undertrykkelsen udspringer hverken af ordene eller diskursen men af de underliggende materielle samfundsstrukturer, som ordene og deres betydning er et udtryk for.

Undertrykkelsen har en yderst materiel karakter. Undertrykkelsen og uligheden udspringer af klassesamfundet og får sit helt eget brutale præg under kapitalismen. Det er baseret på samfundets opdeling i klasser: I toppen er der en lille elite, kapitalisterne, der ejer produktionsmidlerne, dvs. fabrikker, virksomheder osv. De tjener styrtende på arbejderklassens ubetalte arbejde. Hele samfundet er indrettet efter jagten på profit: Kun det, der kan give profit, bliver produceret, og kun de, der har penge, kan købe. Så mens der findes mad nok til at brødføde 10 milliarder mennesker, dør børn af sult.

Den herskende klasse udgør et lille mindretal og kan ikke holde sig ved magten ved rå magt alene. De kan kun holde sig ved magten gennem ideologi, ved at den herskende klasses ideer transmitteres til arbejderklassen gennem utallige kanaler som f.eks. familien, skolen, kirken og medierne. Fra vi fødes bombarderes vi med ideer, der tjener den herskende klasses interesser. Dertil kommer at det lille mindretal, den herskende klasse, holder sig ved magten gennem en opsplitning af arbejderklassen, hvor arbejderne spilles ud mod hinanden med en klassisk “del-og-hersk”-taktik. Kvinder mod mænd, heteroseksuelle mod homoseksuelle, danskere mod indvandrere osv.

Poststrukturalismen skjuler, at undertrykkelsen har materielle rødder, og spiller dermed en direkte reaktionær rolle på trods af sin progressive maske. Queer-teorien lyder kritisk, men taler ikke magten imod. Tværtimod opretholder de illusionen om, at “magten”, det bestående system, er uovervindelig, og dermed slører de de virkelige magthavere bag diskursen om, at vi alle er undertrykkere.

Queer-teoretikerne fortæller os, at det at være queer eller non-binær er progressivt og endda revolutionært i modsætning til at være heteroseksuel mand eller kvinde, som størstedelen af menneskeheden er. Det tydeliggør queer-teoriens reaktionære side. For al sin radikale snak er det eneste oprør, som de foreslår, individdets oprør mod kønsnormerne. I realiteten tilbyder de ingen vej til modstand og oprør. Tværtimod afskrives størstedelen af befolkningen indirekte som en del af den voldelige opretholdelse af heteronormativiteten – altså som reaktionære. Queer-teorien individualiserer modstanden og kampen og promoverer atomisering af individer på grundlag af seksualitet i stedet for at samle arbejderklassen i en fælles kamp mod de magthavere, der profiterer på undertrykkelsen. Hele kapitalismens udbytning får lov at bestå uden at blive italesat.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Kilder

^[1] Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 53

^[2] Citeret i Kipcak “Marxism vs. Queer Theory”, egen oversættelse.

^[3] “Et i de flestes øjne retfærdigt klagepunkt går på sprog og stil: Hvorfor i alverden er det, at Butler skal være så skidesvær at forstå?”. Mertz, “Judith Butlers feministiske klassiker”.

^[4] Butler, Kønsballade, XIX.

^[5] Butler, Kønsballade, XX.

^[6] denstoredanske.dk okt.19

^[7] Stormhøj definerer poststrukturalisme således: “Poststrukturalisme er ikke at betragte som en teori i traditionel forstand, men er snarere en række kritiske strategier, der undersøger, hvordan sandhed skabes (sandheden om fx. mennesket, kønnet, seksualiteten, det sociale etc.). Formuleret bredt indebærer poststrukturalismen en kritik af metafysikken, dvs. begreber om kausalitet, identitet, subjekt og sandhed […]”. (Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 64)

^[8] Stormhøj bruger konsekvent det engelske “queer theory” og det beholder jeg naturligvis i hendes citater, men jeg synes det letter læsningen at bruge det danske queer-teori og gør det derfor i resten af teksten.

^[9] Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 64.

^[10] Butler, Kønsballade, 37.

^[11] Butler, Kønsballade, 40.

^[12] Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 57.

^[13] Butler, Kønsballade, 46.

^[14] Butler, Kønsballade, 48.

^[15] Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 57.

^[16] Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”,  53.

^[17] Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 56.

^[18] Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 58.

^[19] Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 61.

^[20] Inspireret af Fine, Joel og Rippon. “Eight Things You Need to Know About Sex, Gender, Brains, and Behavior: A Guide for Academics, Journalists, Parents, Gender Diversity Advocates, Social Justice Warriors, Tweeters, Facebookers, and Everyone Else”

^[21] Butler, Kønsballade, 86.

^[22] Butler, Kønsballade, 86.

^[23] Butler, Kønsballade, 86.

^[24] Engels Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, 214

^[25] Andre kilder anslår lidt andre intervaller, men ikke nogen der adskiller sig markant herfra.

^[26] Ebbesen, “Det er lige så biologisk korrekt at sige ’hen’ som at sige ’rødhåret’”.

^[27] Ainsworth, “Sex redefined”.

^[28] Den Danske Ordbog, opslag om “kat”.

^[29] Blackwood, “Sexuality and Gender in Certain Native American Tribes: The Case of Cross-Gender Females”.

^[30] Rippon, “Ny forskning viser sandheden om mænds og kvinders hjerner”.

^[31] Fine et. al, “Eight Things You Need to Know About Sex, Gender, Brains, and Behavior: A Guide for Academics, Journalists, Parents, Gender Diversity Advocates, Social Justice Warriors, Tweeters, Facebookers, and Everyone Else”, egen oversættelse.

^[32] Sweet, “Toys Are More Divided by Gender Now Than They Were 50 Years Ago”.

^[33] Citat fra Callinicos, Against postmodernism, 83, egen oversættelse. Oversat fra: ”It seems to me that power is ´always already there´, that one is never ‘outside’ it, that there are no ‘margins’ for those who break with the system to gambol in.”

^[34] Ontologi: retning inden for filosofien som beskæftiger sig med virkelighedens beskaffenhed og forudsætningerne for væren og eksistens – ordnet.dk okt.19

^[35] Citat fra Rabinov, The Foucault reader, 46, egen oversættelse.

^[36] Citeret i In Defence of Marxism, “Marxism vs. Identity Politics”, egen oversættelse.

^[37] Butler, Kønsballade, 210.

^[38] Kipcak, “Marxism vs. Queer Theory”, egen oversættelse.

^[39] Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 62.

^[40] Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 60.

^[41] Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 60

^[42] Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 61

^[43] Butler, Kønsballade, 228.

^[44] Butler, Kønsballade, XXIVf.