Et argument der nogle gange benyttes imod marxismen er, at det er et deterministisk system. Angiveligt skulle marxismen se udviklinger som forudbestemte eller som noget, man kunne forudsige, hvis man kendte ethvert aspekt af en given konkret situation. Baseret på denne præmis konkluderes det, at marxismen må være et ringere eller endda et obskurt system. For er det ikke sandt, at tilfældigheder eksisterer, og at det ikke er muligt at forudsige visse processer? Dette efterfølges nogle gange af et postulat om, at enten er man determinist, eller så tror man, at verden udvikler sig gennem et virvar af tilfældigheder. Men er disse påstande virkelig sande, og hvorfor er denne diskussion overhovedet interessant?
Det abstrakte og hurtige svar er, at marxisme ikke er et deterministisk system, da dette ville modsige marxismens filosofiske forståelsesramme, som er den dialektiske materialisme. Men et sådan svar ville i sig selv være udialektisk og udtømmer ikke spørgsmålet. Et tilnærmelsesvis udtømmende svar er mere omfattende, men til gengæld nærmere virkeligheden og tro mod dialektikken. Lad os starte med et konkret eksempel.
Betragt en beholder, der har et låg på toppen af sig, og som påfyldes mere og mere luft. En marxist ville analysere situationen på den følgende måde: På et tidspunkt vil den kvantitative ophobning af tryk resultere i en kvalitativ forandring af systemet; Det kunne resultere i, at beholderen eksploderer, låget falder af eller noget helt tredje, således at det akkumulerede tryk inde i beholderen udlignes med trykket udenfor. Der vil ske noget, der løser modsætningen mellem trykket indenfor og udenfor.
Denne analyse er baseret på den dialektiske lov, at en ophobning af kvantitet i et system over tid på et eller andet tidspunkt vil resultere i en kvalitativ forandring af dette system. Denne lov siger dog ikke, konkret hvad den kvalitative forandring vil være, eller hvornår den sker. Den siger blot, at hvis ophobningen fortsætter, så vil en kvalitativ forandring nødvendigvis ske på et tidspunkt. Selv hvis man kendte alle variable i hele verden, så er der ifølge marxismen visse systemer, hvor man ikke kan sige, konkret hvad der vil ske; Sandheden om hvad der vil ske, og hvornår det vil ske, vil først vise sig, når begivenheden indtræffer.
Ifølge marxistisk teori vil en nødvendighed udtrykke sig gennem en tilfældighed. Dette er en modsigelse af determinismen, som omvendt tror, at inden for et system kan man forudsige alle begivenheder, og hvornår de udfolder sig, hvis man kender alle variable, eller som tror, at begivenhederne, og hvornår de sker, er forudbestemte. Modsat er begivenheder i ikke-deterministiske systemer ud fra en marxistisk forståelse ikke fuldstændigt tilfældige. Den kvalitative forandring vil til en vis grad udtrykke karakteren af den kvantitative ophobning i systemet. Det stigende tryk i beholderen vil ikke komme til udtryk ved, at en ufo ankommer til jorden med 10 marsmænd, der synger en Elvis Presley-sang og forsvinder igen, men igennem noget, der reflekterer behovet om trykudligning.
De mest populære eksempler om årsag og virkning, som falder under den tidlige naturvidenskab (såsom Newtons mekanik) har få variable. Her er det enten muligt at komme med helt sikre forudsigelser om, hvad der vil ske, eller det er i hvert fald markant nemmere end for sociale fænomener, hvor det kan synes, som om der er uendeligt mange variable. Imidlertid er det dog muligt, selv for disse processer at lave en prognose, eller kvalificerede gæt ved at bruge dialektik.
Historien har vist gentagne gange, at en ophobning af frustrationer forårsaget af nedskæringer og konstant forværring af leveforholdene og jobforhold kan lede til en præ-revolutionær situation. Men hvad der udløser denne bevægelse vil være en tilfældighed. Det kunne være, at universitetsstuderende besætter deres universiteter, visse lag af arbejderklassen bevæger sig mod systemet, endskønt fagtoppen ikke ønsker dette eller noget andet på et eller andet tidspunkt. Hvad og hvornår noget vil ske, er ikke givet, kun at noget vil ske før eller siden, og at det vil reflektere denne ophobning af frustration. Nødvendigheden kommer til udtryk gennem en tilfældighed.
På baggrund af disse eksempler kunne man få indtryk af, at marxismen mener, at tilfældigheder kun sker, når de udtrykker en bagvedliggende nødvendighed. Dette er ikke tilfældet, for marxismen mener også, at hvad man kunne kalde for ”totale tilfældigheder” eksisterer. Det klassiske eksempel er personen, der ved en tilfældighed, hvor ingen nødvendighed er tilstede, falder ned ad en trappe og dør.
Med andre ord så siger den marxistiske teori ikke at alting – særligt massebevægelser, sociale fænomener og andre udviklinger i komplekse systemer – bare er fuldstændigt tilfældigt, og at verdenshistorien er et virvar af denne og hin forfærdelige krig og denne og hin geniale opdagelse og så videre. Den dialektiske materialisme siger, at der er nogle udviklingslove, der er sande uafhængigt af menneskers erkendelse af dem. En af disse er nævnt tidligere, kvantitet og kvalitet.
Ifølge marxismen kan der være mange mulige virkninger af en bestemt årsag omend ikke alt kan ske. Det er interessant, for som nævnt så tror nogle, at enten er man determinist, eller også mener man, at alting er en tilfældighed. Men marxisme kan på en måde ses som en syntese af disse to positioner. Det betyder filosofisk, at den er enig og uenig med dem begge, at den har træk og afvigelser fra dem begge. Ydermere har den noget kvalitativt nyt, hvilket er en filosofisk ramme, som gør én i stand til at forstå processers udviklingslove, selv de komplekse, uden på noget tidspunkt at være deterministisk. Det betyder, at ingen af påstandene i begyndelsen af artiklen er sande. Marxismen er ikke en determinisme, og der findes flere nuancer end sort og hvid. Man behøver ikke nødvendigvis være determinist eller det fuldstændigt omvendte.
Med dette på plads er det naturligt at spørge, hvorfor en sådan diskussion overhovedet er relevant? Dem som ikke går op i teori vil nok sige, at konkret leder det jo ikke til bedre forhold for arbejderklassen eller til socialisme. Men det der glemmes her, er at for at kunne forstå en proces og eventuelt intervenere i den hensigtsmæssigt, må man altid analysere den konkrete situation, og når situationen ændrer sig, må man ændre den konkrete analyse. Det er netop her, at denne diskussion om udvikling af processer spiller ind, for den gør en i stand til dette. Ved at lave en dialektisk analyse af processen ved at spotte dens underliggende tendenser, kræfter, modsætninger samt indse hvordan disse spiller sammen og de mulige udviklingsveje, men samtidig huske, at noget helt uventet kan ske, der dog afspejler en nødvendighed i systemet, kan man på det nuværende tidspunkt finde de mest sandsynlige udviklingsveje og eventuelt en interventionsmulighed.
Trotskij brugte også denne metode i sin bog Revolutionen Forrådt til at analysere Sovjetunionen, dens karakter og dens mulige udviklingsveje. En analyse der efter 60 års tid blev bekræftet af historien. Han fandt ikke frem til en lukket formel, men at USSR var et modsætningsfyldt samfund, der lå på halvvejen mellem kapitalisme og socialisme, og hvor der var 3 hovedvarianter for, hvordan Sovjetunionen højst sandsynligt ville udvikle sig.
Efter sin analyse baseret på disse dialektiske principper skrev han: ”De doktrinære vil uden tvivl ikke blive tilfredsstillet ved denne hypotetiske begrebsbestemmelse. De ville synes om ubetingede formler: ja-ja, og nej-nej. Sociologiske problemer ville bestemt være enklere, hvis sociale fænomener altid havde en bestemt og afsluttet karakter. Der er imidlertid ikke noget, der er mere farligt end for den logiske fuldkommenheds skyld at fjerne de elementer, der i dag forstyrrer ens skema og i morgen måske helt kuldkaster det. Vi har i vor analyse frem for alt undgået at krænke dynamiske sociale dannelser, som er uden fortilfælde og uden sidestykker. Den videnskabelige opgave, så vel som den politiske, er ikke at give en fuldt færdig definition af en ufuldendt proces, men at følge alle dens trin, udskille dens progressive tendenser fra dens reaktionære, fremstille gensidige påvirkningsforhold, forudse mulige forskelligheder i udviklingen og i et sådant fremsyn finde et grundlag for aktion”.
