Der spredte sig stor skuffelse blandt Zizek-tilhængere, da han i debat med Jordan Peterson overraskede ved, at erklære sig enig i en række af Petersons påstande. Foto offentligt tilgængeligt.
En række selverklærede marxister i universitetsverdenen, har de sidste år fået en del opmærksomhed og er blevet referencepunkter på venstrefløjen. Problemet med den akademiske marxisme er, at den løsriver marxismen fra arbejderbevægelsen og gør marxismen til en akademisk øvelse.
Filosoffer har kun fortolket verden på forskellige måder. Hvad det kommer an på, er at forandre den. (Karl Marx)
Krisen i 2008 markerede på mange måder et skift, hvor særligt den unge generation er blevet radikaliseret og åbne over for revolutionære idéer som marxismen. Denne proces er til dels også blevet afspejlet i den akademiske verden.
De to mest indflydelsesrige akademiske marxister er David Harvey og Slavoj Zizek. David Harvey har igennem sine online-forelæsninger om marxistisk økonomi, fået stor udbredelse. Slavoj Zizek, er blevet lidt af en rockstjerne-figur på venstrefløjen også gennem internettet. Hans popularitet toppede dog i 2019 da han debatterede imod den højreorienterede professor, Jordan Peterson, i hvad der blev omtalt som “årtiers debat”. Dem vil vi se nærmere på senere, og her blot konstatere, at de akademiske marxister udmærket kan være i stand til, at formulere korrekte og interessante udlægninger af marxistisk teori i abstraktionernes verden.
Men utilstrækkeligheden i den akademiske marxisme bliver for alvor åbenlys, når disse folk forsøger at anvende den, i den virkelige verden. Så mens det på sin vis er positivt, at marxismen som navn bliver promoveret for flere igennem universiteterne, så er det fælles for næsten alle akademiske marxister, at de udelukkende ser marxismen, som en måde at kritisere kapitalismen på og ikke som et værktøj for arbejderklassens befrielse gennem klassekamp.
Når det er sagt må vi også slå én ting fast – når vi afviser, at marxisme er et akademisk spørgsmål, er det langt fra lig med, at vi afviser behovet for teori. Tværtimod. Marxismen er først og fremmest en filosofi – altså et teoretisk sammenhængende verdenssyn. Som politisk værktøj vil marxismen fejle, hvis den kun lader sig styre af forargelse over de rædsler som kapitalismen byder os. Kampen for socialisme er ikke bare et spørgsmål om vilje eller moral. Den kræver af os, at vi forstår kapitalismens love og historiens logik. Uden teori ville vi uundgåeligt ende i politisk vildrede og kapitulere til borgerlige idéer. Marxistik teori tillader os, at se de grundlæggende og brede udviklingstendenser, i stedet for at lade os overvælde af begivenhedernes gang og de umiddelbare indtryk de giver os.
Den subjektive faktor
Revolutionær teori er afgørende fordi der er en kvalitativ forskel på det samfund ,der blev født ud af de borgerlige revolutioner og det samfund som en socialistisk omvæltning af kapitalismen ville betyde. De borgerlige revolutioner etablerede et samfund, der er baseret på markedsanarki og “den usynlige hånd”. Disse revolutioner krævede af den grund, ikke samme grad af bevidst handling og derfor ikke et sammenhængende teoretisk grundlag. En socialistisk revolution derimod, betyder etableringen af en planøkonomi, hvor produktionen er underlagt planlægning til fordel for det store flertal og hvor menneskeheden bevidst tager kontrol over sin egen skæbne. Det kræver af os som revolutionære, at vi har en dybdegående og sammenhængende forståelse af naturen, økonomien og historiens udvikling.
Samtidig har kapitalismen vist sig som et historisk modstandsdygtigt socioøkonomisk system, med en ressourcefuld og klassebevidst herskende klasse, der igennem to århundreder har fået erfaringer i, at opretholde deres magt igennem kynisk klassekamp, manipulation og beskidte manøvrer. Af den grund vælter kapitalismen ikke af sig selv. Hvis klassekampen under kapitalismen har vist noget, er det nødvendigheden af et revolutionært parti. Og trods denne åbenlyst nødvendige konklusion, forsøger de akademiske marxister indædt at holde marxismen ufarlig og fri for revolutionære konklusioner.
Præcis fordi marxismen frem for alt andet, er et værktøj til at forandre verden, skal den altså ikke skimmes, men studeres i detaljen, forstås og diskuteres. Uden revolutionær teori, kan der ikke være en revolutionær bevægelse, som Lenin forklarede. Den teoretiske kamp er altså en hovedkomponent i den revolutionære kamp og idéernes kamp er en integreret del af klassekampen.
Formålet med at studere den marxistiske teori er at uddanne klassekæmpere – folk som vil være i stand til at generalisere de udfordringer og kampe, som kapitalismen dagligt byder det store flertal og lede dem i retning af et opgør mod selve det socioøkonomiske system. Marxismen er en levende filosofi, der har udviklet sig sammen med klassekampen og igennem de erfaringer arbejderklassen har tilegnet sig i løbet af historien. Hvad der er brug for, er marxister der åbent, ærligt og utvetydigt kæmper for at vælte kapitalismen.
Som Marx og Engels skrev i det kommunistiske manifest:
I hvilket forhold står kommunisterne til proletarerne som helhed? Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier. De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser. De opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter. Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremhæver uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse.
Det klinger altså hult, når de akademiske marxister prædiker marxisme som en analyse, men samtidig ser med ligegyldighed på den virkelige kamp der udspiller sig blandt arbejdere. Fjernes det politiske og revolutionære aspekt af marxismen og ophæves marxismens forbindelse til arbejderbevægelsen, stopper marxismen med at være marxisme.
Så vidt den generelle kritik af akademisk marxisme. Lad os prøve at se nærmere på hvordan de to fremmeste eksponenter klarer sig i mødet med virkeligheden.
Zizek
Det er ikke tilfældigt, at mange unge, særligt dem der går på universitetet, kigger mod forskere som Zizek og Harvey. I pærevællingen af forvirrede og reaktionære idéer, som florerer i forskellige former på universitetet, fremstår de som værende blandt de mest radikale. Det er symptomatisk for et system i krise, at unge på universiteterne bliver draget af dem, som i det mindste fremstår radikale.
Af samme grund spredte der sig stor skuffelse blandt Zizek-tilhængere, da han i førnævnte debat med Jordan Peterson overraskede ved, at erklære sig enig i en række af Petersons påstande. Ifølge Zizek, er det bedste venstrefløjen kan håbe på, et parti som det græske SYRIZA og under debatten erklærede Zizek, at han var imod revolution og i virkeligheden støttede en form for reguleret kapitalisme.
Hvad er dette SYRIZA for en størrelse? SYRIZA kom til magten i Grækenland på et radikalt anti-nedskæringsprogram, i kølvandet på den militante strejkebevægelse, der fulgte krisen i Grækenland i mellem 2009 og 2012. Zizek fungerede dengang selv som en form for rådgiver for partiet og hans forsøg på, at omsætte sin teori til praksis, burde være et definitivt bevis på dens fallit. Ikke bare mislykkedes SYRIZA med deres mål om at standse nedskæringerne der var dikteret af Grækenlands kreditorer. I deres bestræbelse på at blive indenfor kapitalismens rammer endte partiet endda med at acceptere og gennemføre værre nedskæringer end de borgerlige og socialdemokratiske regeringer der gik før den, hvilket førte til udbredt demoralisering i den græske arbejderklasse.
Men for Zizek var SYRIZA et unikt fænomen. Zizek ser nedskæringspolitikken i Europa, som et spørgsmål om vilje. Ikke engang fra et kapitalistisk synspunkt er nedskæringspolitikken en nødvendighed, men en dogmatisk og ideologisk fiksering på “nødvendighedens politik”, ifølge Zizek. Det betyder, ifølge Zizek, at de sidste årtiers nedskæringer overalt i verden, er et spørgsmål om irrationelle politiske ledere, der kollektivt, på én eller anden måde, allesammen er blevet overbevist om, at nedskæringer er en god idé.
Zizek mener at der er løsninger på verdens problemer inden for rammerne af det nuværende system – såfremt vi vælger mere rationelle, reformistiske ledere. I virkeligheden er det en grundlæggende reaktionær idé, som desuden også bortkaster nogle af Marx´ mest fundamentale konklusioner. Men det bliver vildere endnu.
Som han selv sagde i en debat med SYRIZA’s leder Alexis Tsipras i 2013:
En drøm for mig om, hvad SYRIZA burde være, inden for denne globale omfordeling, er at gøre livet lettere selv for virkelig produktive kapitalister… Dette ville være en sand triumf for SYRIZA… De ville sige, at vi ikke kun gjorde det lettere for arbejderne, men hvis du er en god ærlig kapitalist, skal du stemme på os… Og jeg er klar til at komme til dig og være en slags stemme for ‘kapitalister for SYRIZA’. Det ville være min drøm.
Denne idé er grundlæggende skadelig, fordi den genererer illusioner til, at venstrefløjen, såfremt de kommer til magten, kan forene kapitalisternes og arbejderklassens interesser og at der findes “gode” og “dårlige” kapitalister. Det var netop hvad erfaringerne med SYRIZA-regeringen modbeviste.
Lige meget hvor meget man ville ønske, at det ikke var tilfældet, findes der kun den kapitalisme, som vi alle lever i, idag – et system, som ikke kan tilbyde et anstændigt liv for det store flertal.
Zizek kunne have brugt den autoritet han nu engang har på venstrefløjen, til at promovere revolutionær marxisme, specielt i den eksplosive og militante stemning der var tilstede blandt de græske arbejdere på daværende tidspunkt, der allerede igennem over 25 generalstrejker, havde vist at de var klar til at gå langt. I stedet prædikede han klassesamarbejde.
SYRIZA endte med at modarbejde arbejderklassens kamp, netop fordi de forsøgte at løse problemerne inden for rammerne af det nuværende system, og desuden var det også en anledning til at EU kunne gøre et eksempel ud af SYRIZA, som advarsel imod hvad der sker, hvis man forsøger at lægge sig ud med finanskapitalen. Det erfaring bør være et definitivt modsvar til Zizeks såkaldte marxisme.
David Harvey
Harvey er som sådan klar over, at kapitalismen aldrig kan fungere i flertallets favør. Men samtidig har han ingen tillid til, at arbejderklassen vil bevæge sig og vælte kapitalismen. Foto offentligt tilgængeligt.
Den reformistiske tendens som Zizek grundlæggende set advokerer for, er langt fra enestående blandt akademiske marxister. David Harvey, en amerikansk universitetsprofessor, der underviser i geografi og desuden kalder sig selv marxist, har opbygget en relativt stort autoritet på venstrefløjen. Harvey er en udemærket kapitalismekritikker og hans let tilgængelige online forelæsninger om kapitalen har af gode grunde fået enormt meget opmærksomhed.
Harvey overraskede derfor en del folk i venstreorienterede kredse i 2019, da han udtalte, at han var imod en revolutionær omvæltning af kapitalismen, og ligesom Zizek, støttede en form for reguleret kapitalisme. Ifølge ham, er kapitalismen blevet for magtfuld til at den kan fejle. Harvey argumenterede blandt andet for, at en revolution i dag ville betyde et øjeblikkeligt stop i al produktion, som ville betyde manglende adgang til basale fornødenheder for arbejderklassen.
Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at det er en ekstremt konservativ udtalelse. Hvis man tager argumentationen til sin logiske konklusion, ville det betyde at arbejderklassen altid ville være forpligtet til at holde produktionen igang uanset hvad – med andre ord, kapitalismen skal altid holdes kørende og spørgsmålet om socialisme er dermed fuldstændig meningsløst. Samtidig betyder det også, at arbejdere på Harveys præmisser aldrig ville kunne tillade sig at gå i strejke, for slet ikke at tale om generalstrejke – for det vil jo også indirekte ramme arbejderklassen på kort sigt.
I virkeligheden er der imidlertid massevis af eksempler på revolutionære bevægelser, hvor arbejderklassen selv overtager produktionen og distributionen, simultant med, at de udfordre den herskende klasses magt. I Frankrig i 1968, da 10 millioner arbejdere var involveret i verdenshistoriens største strejkebevægelse, så man hvordan der blev opsat arbejderkomitéer, der overtog og organiserede bondeproducenternes distribering. Under den chilenske revolution i 1971-1973, blev der ligeledes etableret komitéer der sikrede fødevaredistribution. Lignende eksempler findes der masser af – for slet ikke at glemme den russiske revolution.
Harvey er som sådan udmærket klar over, at kapitalismen aldrig kan fungereri det store flertals favør. Men samtidig har han ingen tillid til, at arbejderklassen vil bevæge sig og vælte kapitalismen. Ligesom Zizek, forklarer Harvey, at det bedste vi kan håbe på, er en reformeret kapitalisme. Som han selv skriver:
Så dette er, tror jeg, en situation, som jeg virkelig kan opsummere på følgende måde: at kapitalen lige nu er for stor til at gå konkurs. Vi kan ikke forestille os en situation, hvor vi ville lukke ned for kapitalstrømmen, for hvis vi lukker for kapitalstrømmen, ville 80 procent af verdens befolkning øjeblikkeligt sulte, ville blive gjort immobile, ville ikke være i stand til at reproducere sig selv på særlig effektivt måder.
Virkeligheden viser at det er kapitalismen der lader millioner sulte og at den eneste vej til at få produktion til gavn for det store flertal, er ved at gøre op med kapitalismen.
Der er al grund til revolutionær optimisme, såfremt at venstrefløjen formår at bygge et masseparti der kan kanaliserer arbejderklassen revolutionære energi til en reel omvæltning af kapitalismen. Arbejderklassens kreativitet viser sig gang på gang i den virkelige klassekamp.
En afvisning af dialektik
Som Harvey og Zizek er glimrende eksempler på, kommer den akademiske marxismes impotens, næsten altid til udtryk i, at disse folk ingen tillid har til arbejderklassens revolutionære potentiale. Disse folk leverer en udmærket kritik af kapitalismen. Men når det kommer til spørgsmålet om rent faktisk at kæmpe for en socialistisk revolution og tilliden til at arbejderklassen har potentialet til at vælte kapitalismen og styre samfundet selv, er de akademiske marxister dybt pessimistiske.
Desuden er det vigtigt at slå fast, at det at være professionel akademiker, ihvertfald i højerestående forskerstillinger og professorstillinger, er utrolig vanskeligt at forene med at være aktiv i opbyggelsen af et revolutionært parti. Det er præcis af den grund, at den “marxisme” der nu engang bliver fremført i universitetsverdenen er grundlæggende harmløs for systemet. Universiteterne som institution, er en etableret del af det borgerlige samfund og ville aldrig kunne tillade, at oprigtig og revolutionær marxisme bliver promoveret igennem dem.
Mange af de akademiske marxister, ser da heller ikke sig selv som revolutionære og ville ikke røre en politisk bevægelse med en ildtang. For dem har den akademiske marxisme været vejen til en akademisk karriere, hvor de kan sætte sig på et nicheområde i forskningen. På den måde bliver de selv, om de vil det eller ej, en etableret del af status quo og viser sig gang på gang uvillige til at tage den politiske konsekvens af deres analyse.
Den reformistiske og pessimistiske tendens hos de akademiske marxister, kommer fra deres sociale position, hvor de i deres intellektuelle elfenbenstårn bliver afskårede fra den stemning, der rent faktisk eksisterer blandt arbejderklassen og de reelle begivenheder der udfolder sig om ørene på dem. De akademiske marxister er som sådan i stand til at se, hvad kapitalismen i virkeligheden er og de kan forstå marxismens teoretiske overlegenhed. Men samtidig har de en idealistisk forståelse af marxismens forhold til arbejderklassen og hvordan bevidsthed udvikler sig. For dem er socialisme noget der opstår, når arbejderklassen er blevet overbevist om det fulde, marxistiske program – først der vil de kunne ændre verden. I bund og grund er den pessimisme og mistillid til arbejderklassen en afvisning af Marx´ mest grundlæggende konklusioner – den dialektiske metode
Alle der har begivet sig i kast med, at “erobre” marxismen som teori, har hurtigt opdaget at det er et omfattende projekt, der kræver tid og tålmodighed. Det er de akademiske marxister lige så vel klar over. De kigger på deres egne oplevelser med, at skulle lære at forstå marxismen i sin helhed – noget som kræver timevis af læsning og diskussion. De kigger derefter mod arbejderklassen, hvor de fleste ikke engang er bekendte med de mest basale marxistiske tekster og konkluderer, at arbejderklassen aldrig vil være i stand til at begribe marxismen i sin helhed. De ser altså grundlæggende set arbejderklassen, som værende for ubegavede eller for tidsbegrænsede til at forstå marxismen og de ser hvordan arbejderklassen ofte lader sig blive skubbet rundt af magthavere og kapitalister, fordi bevidstheden det meste af tiden er bagud i forhold til den objektive situation.
Det er velsagtens derfor, at mange af disse folk drager reformistiske og pessimistiske konklusioner, og når til den konklusion, at kun de, som akademikere, er i stand til forstå marxismens komplekse idésæt. Af den vej ender de med, at afvise arbejderklassens centrale, revolutionære rolle. Derfor er det bedste vi kan håbe på, ifølge dem, at der vil være gode og venstreorienterede akademikere og politikere, som kan regulere og reformere kapitalismen i en mindre brutal retning.
I virkeligheden udvikler arbejderklassens bevidsthed på masseskala sig under indtryk af ændringerne i de objektive forhold – ikke igennem overbevisende argumenter. Det er igennem kapitalismen og de forhold kapitalismen byder det store flertal, at folks bevidsthed udvikler sig langs revolutionære linjer. Det er igennem erfaring, at arbejderklassen drager revolutionære konklusioner, og som historien har vist vil de kollektivt forsøge sig med de mindst vidtgående metoder, før nødvendigheden af en revolutionær omvæltning af status quo bliver tydelig for dem. Det er altså de objektive forhold, der driver arbejderklassen imod kollektive (og dermed socialistiske) løsninger på samfundets problemer.
Marxisme er revolutionær praksis
Marxismen er ikke et abstrakt analyseværktøj, ikke bare endnu et led i kæden, af potentielt spændende måder at se på samfundet. Marxismen er arbejderklassens samlede erfaringer og dermed en retning for handling i den historiske kamp for socialisme. Denne afgørende konklusion er bekvemmeligt blevet vendt på hovedet, af de akademiske marxister i diverse forskerstillinger på universiteterne. Socialismen kan ikke vindes gennem diskussioner i et universitetesseminar, heller ikke ved, at flere forskerpositioner bliver besat af folk som kalder sig marxister – den hænger uløseligt sammen med arbejderbevægelsen og kan kun sikres af arbejderklassen.
Hvis din “marxistiske praksis”, så at sige, kun eksekveres i et universitetsseminar og hvis man som selverklæret marxist aldrig forsøger, at forbinde sine idéer med arbejderklassen eller aldrig stiller sine idéer og indsigter til rådighed for arbejderklassen, vil det naturligvis også have en effekt på dine idéer og hvordan du ser verden. Det er velsagtens også derfor, at de akademiske marxister ofte ser nedladende til de virkelige og levende socialistiske organisationer. I et stort omfang udspringer det fra, at de folk der kalder sig marxister, men kun opererer i akademiske miljøer, er tvunget til at retfærdiggøre hvorfor de afskærer sig selv så meget fra de folk som i praksis forsøger at omdanne Marx´ idéer til virkelighed. I et bredt omfang stempler de, de socialistiske organisationer som enten sekteriske eller utopiske, mens de intellektuelle og deres miljø ophøjes til noget, som er det eneste der er marxismen værdigt.
Som marxist kan du enten organisere dig, tage del i klassekampen og stille dine idéer til rådighed for arbejderklassen i revolutionær klassekamp. Ellers kan du gøre det modsatte, som er tilfældet med de fleste akademiske marxister. Problemet er ikke akademikere i sig selv. Problemet med akademiske marxister på universitetet er, at de gør universitetsseminaret til marxismens primære arena, i stedet for at tage del i den virkelige klassekamp, som i sandhed er på dagsordenen. Så kære Zizek, Harvey og co. Hvornår ses vi på barrikaderne?
