Harun Abu Aram er kommet for at hjælpe familierne i sin nabolandsby med at genopbygge de huse, som israelske soldater har jævnet med jorden. Hans eget hjem er blevet revet ned kun en måned forinden, så det er et velkendt syn. Efter lidt tid dukker en vogn med israelske soldater op: “Her må I ikke må bygge,” siger de. De prøver at tage palæstinensernes generator, men Harun holder fast og modsætter sig soldaterne, selvom han er forsvarsløs og ubevæbnet. De skubber hinanden lidt frem og tilbage, indtil der pludselig lyder et skud. Harun falder om. En israelsk soldat har skudt ham i halsen på klos hold.
Den voldsomme scene er en af mange i dokumentaren No Other Land, der giver os et ufiltreret indblik i undertrykkelsen af palæstinenserne på Vestbredden. Vi følger to unge mænd — palæstinensiske Basel Adra og israelske Yuval Abraham — der bruger deres liv på at bekæmpe den israelske besættelse med fredelige midler. Med håndholdte kameraer og arkivoptagelser dokumenterer de livet og hverdagen på Vestbredden, den psykiske og fysiske terror, som palæstinenserne dagligt bliver udsat for, og de lokales utrættelige modstand mod Israels forsøg på at fordrive dem fra deres hjemland. Dokumentarens to hovedpersoner og instruktører indvier os i, hvordan helt normale familier får livet til at løbe rundt under det konstante pres for at pakke deres ting og flytte fra deres hus, hjem og land.
“Israelere river ned, palæstinensere bygger op”
Filmen indleder med Basel, der får et opkald fra en landsby i området. Han tager derud for at dokumentere en kolonne af israelske militærkøretøjer og bulldozere i opmarch på vejen og ankommer til scener af kaos. Mænd og kvinder forsøger desperat at redde møbler og ejendele ud af deres hjem. Lige om lidt vil bulldozerne rulle ind over husene. En gruppe kvinder konfronterer de israelske soldater:
“Skammer I jer ikke?”
“Hvorfor kommer I her, og ødelægger vores huse? Hvordan ville I have det, hvis der kom nogen og ødelagde jeres hjem?”
“I skal forlade stedet,” svarer soldaterne. “Det her er en militær træningszone. I må ikke være her.”
De israelske soldater siger, at de kun følger loven. Ja, påpeger en palæstinenser, jeres lov!
Masefer Yatta hedder området, der huser en håndfuld små landsbyer. Israel har erklæret området for en militær træningszone og forsøger at uddrive palæstinenserne fra deres hjem med undskyldningen om, at de “invaderer” et aflukket område. En ældre palæstinenser modsiger israelernes påstand og siger, at han er født her og har boet her hele sit liv. Landsbyerne optræder rigtigt nok på landkort fra Osmannerrigets tid, og de har været der i århundreder.
Basal Adra er opvokset i en familie af aktivister, der i årtier har dokumenteret IDF’s regelmæssige nedrivelser. De heldige når at redde deres ting og møbler ud, inden deres hjem ligger i grus. Dem, der ikke når det, mister alt. Men palæstinenserne giver ikke op. De flytter ned i grotterne eller bor i primitive shelters, imens de i nattens mulm og mørke genopbygger deres huse.
“Israelere river ned, palæstinensere bygger op,” siger en lokal palæstinenser til den israelske Yuval, da de sidder rundt om bålet en aften. Yuval er journalist og bor sammen med de lokale i Masefer Yatta i flere uger ad gangen. Selvom de lokale palæstinensere er skeptiske overfor ham til at begynde med, accepterer de hans tilstedeværelse, når han forklarer, hvordan han arbejder for palæstinensernes sag gennem journalistikken.
Palæstinenserne bygger ikke kun deres eget hjem op. Mange af dem arbejder også i byggebranchen på den anden side af muren — i Israel. “De eneste jobs man kan få i Israel er i byggebranchen,” fortæller Basel, der selv er uddannet jurist, men som umuligt kan finde arbejde i retssystemet som palæstinenser.
Undervejs i filmen er vi vidne til tusindvis af forhindringer, store som små, der gør livet ubærligt for palæstinenserne. At kvæle palæstinenserne bid for bid er tydeligvis Israels bevidste strategi. For at undergrave ethvert palæstinensisk forsøg på at blive en selvstændig nation, undertrykker det israelske regime palæstinenserne ved f.eks. at opkræve skat for det Palæstinensiske Selvstyre. En aftale, der blev præsenteret som “midlertidig”, men som er fortsat i årtier. Efter d. 7. oktober har Israel brugt det til at stramme deres økonomiske greb om palæstinenserne yderligere ved at tilbageholde skatteindtægterne.
Infrastrukturen på Vestbredden, såsom vand, elektricitet og især vejene, er på den ene eller den anden måde kontrolleret af Israel. De begrænsede muligheder for arbejde betyder, at 23% af palæstinensiske arbejdere på Vestbredden er ansat i Israel eller i israelske bosættelser, langt de fleste i byggeriet. Derudover har Israel i 2023 skabt udbredt arbejdsløshed og fattigdom ved at nægte arbejdstilladelser for 150.000 palæstinensere.
Økonomisk undertrykkelse og imperialistisk dominans af palæstinenserne er en bevidst del af den israelske strategi for, at Palæstina aldrig bliver en reel, selvstændigt fungerende stat, hvilket er umuligt, hvis de fastholdes i økonomisk afhængighed af Israel.
Dråber af modstand
Basels udgangspunkt for modstand mod den israelske undertrykkelse er at dokumentere forbrydelserne, oplyse og appellere til det såkaldt demokratiske Vesten. De må da kunne se, at Israels apartheidstyre går imod de værdier, som de selv prædiker? Til demonstrationerne går palæstinenserne med bannere med engelske slogans, selvom de færreste af dem taler engelsk. Med kameraet som våben vil Basel have Vesten til at få øjnene op for uretfærdighederne.
Basel forklarer Yuval, at modstand kræver tålmodighed: “Det er som vanddråber … Man kan ikke afslutte besættelsen på en uge.” Idéen er, at den drypvise modstand på et tidspunkt vil erodere den israelske undertrykkelse.
Det virker en kort stund også til at være tilfældet, da vi ser arkivoptagelser af den tidligere britiske premierminister Tony Blair på besøg i Masefer Yatta. Til stor mediebevågenhed taler han om menneskerettigheder og opretholdelsen af Oslo-aftalen på Vestbredden.
I familien Adras optagelser af Blairs visit ser vi Basels far kigge med et yderst skeptisk blik som tilskuer til optoget af journalister og diplomater i landsbyen. Besøget resulterer dog i, at den gade, Blair betrådte, bliver fredet for nedrivninger. International opmærksomhed lader til at virke. Men tvivlen viser sig at være berettiget, for der går ikke mange år, før medierne har glemt alt om det prominente besøg, og gaden igen ender med at blive mål for Israels bulldozere.
I filmens anden del bliver det tydeligere, hvordan Basels utrættelige kamp tærer på både hans person og hans filosofi om forandring gennem drypvis modstand. Det er hårdt hver dag at køre frem og tilbage, interviewe, filme, klippe og uploade under besætternes vold, hver uge, hver måned, hvert år — som det har stået på i mange årtier. Nytter det overhovedet?
Basels far var også aktivist, men stoppede for at drive den tankstation, der brødføder familien. Basel ser op til sin far, men efter at israelske soldater arresterer ham om natten for at lukke munden på Basel og hans familie, begynder han for alvor at tvivle på projektet.
Pludselig er der ingen til at drive tankstationen. I en følsom samtale mellem ham og Yuval diskuterer de, hvad der egentlig kan skabe forandring. “Nogen ser noget. De bliver rørt. Og hvad så?” siger Yuval.
Dokumentaren har som formål at vise de umenneskelige forhold på Vestbredden til omverdenen, men er samtidig bevidst om sine egne begrænsninger som et stykke filmkunst. Spørgsmålet om, hvad der må gøres for at opnå frihed for palæstinenserne udover ren og skær oplysning, danner ramme for nogle af de mest gribende scener.
Borgerlige råber “antisemitisme!”
Når man ser No Other Land, kan man ikke længere være i tvivl om kendsgerningerne. Alligevel forsøger borgerlige at miskreditere filmens skabere. På trods af rig opmærksomhed i Europa, en European Film Award og en pris til Berlinalen er instruktørerne blevet beskyldt for antisemitisme af en række politikere og medier.
Som vi har set det så mange gange før bliver enhver sympati med Palæstina — selv hos den jødisk-israelske hovedperson, hvis familie blev myrdet under Holocaust — stemplet som antisemitisme, fordi virkeligheden på Vestbredden ikke passer ind i Vestens fortælling om et frit og demokratisk Israel.
Yuval Abraham er gået i kødet på kritikerne: “Vi i Israel kan aldrig leve i fred, før hele folket har frihed og rettigheder. I Berlin våbengjorde de betegnelsen ‘antisemitisme’. De tømmer det for mening og bruger det til at retfærdiggøre den fortsatte katastrofe. Jeg står ved alt, jeg før har sagt.”
Også i Danmark er systemets forskelsbehandling tydelig. Ved filmens visning på CPH:DOX var det planlagt, at Basel og Yuval skulle være til stede og tale til arrangementet. Men ikke overraskende er Basel blevet nægtet indrejse i Danmark — selvom Yuval kom til København uden problemer flere dage før visningen.
Basels indrejseforbud spejler hans situation på Vestbredden, hvor han er underlagt militærlov og ikke har helt basale rettigheder. Yuval derimod er beskyttet af den civile lovgivning med alle de demokratiske rettigheder, der hører til. De befinder sig samme sted, men er under to forskellige regelsæt.
Bosætterne intensiverer volden
Israelske bosættere har i mange årtier indtaget store dele af Vestbredden med direkte eller indirekte støtte fra den israelske statsmagt. Mange af bosætterne er rabiate zionister, der bosætter sig ud fra religiøse krav på landet. Gennem konstante provokationer, hvor de gør alt fra at fylde palæstinensernes brønde med cement til at fælde deres oliventræer, bliver livet gjort umuligt i de besatte områder. De zionistiske bander opererer med fuld støtte fra IDF, og grænsen mellem bosætter og soldat er i praksis ikke-eksisterende, da den kun er afgjort af, om de er i uniform eller civilt påklædt på en given dag.
Bosættelser og fordrivelser har stået på i mange år, men efter d. 7. oktober 2023 er de skudt i vejret og har ført til, at næsten 500 palæstinensere er blevet dræbt og mere end 12.000 såret på Vestbredden alene i 2023.
“De israelske tropper begår krigsforbrydelser og filmer det selv. Regeringen er totalt åbne om deres intentioner om at udrydde det palæstinensiske folk, og stadig handler og samarbejder I med dem i Vesten. Vi kan ikke tåle hykleriet længere,” fortæller Basel over zoom til visningen i København ved CPH:DOX.
Siden Al-Nakba (arabisk for ‘katastrofen’) i 1948 er millioner af palæstinensere blevet fordrevet. I 2021 var antallet af fordrevne palæstinensere på 9 millioner på verdensplan. Et tal der er steget med 1-2 millioner efter folkedrabet i Gazastriben.
I efteråret 2023 er dokumentarens optagelser egentlig afsluttet. Noget af det sidste videomateriale, som når at komme med, er et angreb af ekstremistiske bosættere kort efter d. 7. oktober. De er bevæbnede, og et klip viser, hvordan en israeler på kort afstand skyder en palæstinenser i maven. Det er Basels fætter.
Dokumentaren slutter med scener af palæstinensere, der pakker deres ting og søger væk. I så mange år har de kæmpet mod besættelsen. De har trodset bulldozerne, der ugentligt har lagt deres huse, skoler og legepladser i grus. Alligevel er de blevet. Men den tiltagende vold fra bosætternes side deler lokalbefolkningen. Nogle holder fast og andre må flygte.
No Other Land fortæller til slut, hvordan nye beviser har bragt det frem i lyset, at den såkaldte militærtræningszone på Vestbredden kun blev oprettet med det formål at uddrive palæstinenserne. Måske fordi man under hele filmen godt har vidst det, blotter filmens epilog endegyldigt Israel for enhver demokratisk eller humanistisk facade.
Kampen fortsætter
No other land er et hjerteskærende vidnesbyrd på den konstante fordrivelse, der foregår på Vestbredden. Den viser med udgangspunkt i en person, en familie og et lokalsamfund, hvordan livet er ubærligt under besættelsens forhold.
Basel og Yuval udstiller Israels åbenlyse og brutale undertrykkelse for hele verden og viser tydeligt, at international bevågenhed på forbrydelserne mod palæstinenserne kun er ét skridt i retningen mod befrielsen af det palæstinensiske folk. Den rørende fortælling formår på dybfølt vis at opstille spørgsmålet om, hvordan vi opnår et frit Palæstina, og den inviterer os til at tænke over begrænsningerne af ren og skær oplysning og dokumentation af imperialismens forbrydelser.
Filmen viser samtidig palæstinensernes inspirerende, stålfaste mod og kærlighed til deres familier og deres hjemland under selv de sværeste kår.
Man efterlades med en indædt følelse af selv at ville fortsætte og tage del i kampen. Basel og Yuval rækker hånden ud og siger: “Det her er, hvad jeres herskere støtter. Gør noget ved det!”
