Klik her for at tegne abonnement på Revolution
Afskaf 10. klasse. Sådan lød den kontante melding fra en kommission nedsat af regeringen. Endnu et forslag i rækken af forslag, der øger presset på de unge: heldagsskole, et år mindre på kandidatuddannelserne, et års mindre SU, øgede adgangskrav til erhvervsskolerne og gymnasierne. Listen synes uendelig. Ikke alle forslag bliver til virkelighed, men de peger alle i samme retning: de unge er for langsomme, dovne, ufokuserede, forkælede og så videre. De skal tage sig sammen, og det kan kun gå for langsomt.
De reformer, nedskæringer og forringelser, som skiftende regeringer i årevis har gennemført, har lagt sig som en kvælende byrde om halsen på landets unge. Det er netop konsekvensen af disse angreb, vi ser afspejlet i statistikkerne over de unges katastrofalt dårlige mentale helbred.
Det klinger derfor temmelig hult, når selvsamme politikere beklager den mentale sundhedstilstand blandt unge. For det er politikernes nedskæringspolitik, der har været direkte medvirkende til situationen.
Hvad gør politikerne så ved problemet? De vedtager gratis psykologhjælp til unge mellem 18 og 24 år. Fantastisk forslag! Problemet er bare, at det forslag kun ser godt ud på papiret. Realiteten er, at ventetiden til at få gratis psykologhjælp i gennemsnit er 26 uger, altså mere end et halvt år, og at omkring 10.000 unge står på venteliste til den gratis hjælp. Som alt andet fra politikernes hånd er forslaget kraftigt underfinansieret. Det samme gjaldt deres højt besungne ti-års plan for psykiatrien, som der kun var afsat omkring en tiendedel af den finansiering, der blev anslået for at være nødvendig. Politikerne vedtager disse “løsninger”, så det ser ud som om de gør noget – men realiteten er, at deres forslag kun er til for at fremme deres egne karrierer, som er det eneste, de rigtigt bekymrer sig om.
Unge under pres fra flere fronter
Mere end en tredjedel af unge kvinder mellem 16 og 24 år og 21 procent af mænd i samme alder har et dårligt mentalt helbred, ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen fra marts 2022. Stressniveauet er endnu højere. Det er tal, der kun er blevet værre og værre de sidste år. Eksperter taler om en decideret sundhedskrise.
Det er klart, at mentalt helbred er en kompleks størrelse. Men en stor del af spørgsmålet er ikke raketvidenskab. Undersøgelser viser f.eks., ikke overraskende, at mange unge er ekstremt bekymrede over deres økonomi, der ædes op af de stigende priser og renter. 30 procent af unge mellem 18 og 30 år har problemer med at få økonomien til at hænge sammen. Det er mere end en tredobling i forhold til sidste år. Den dårlige økonomi går ud over trivslen. Hver femte unge mellem 18 og 30 år svarer, at de dagligt eller flere gange om ugen har svært ved at sove, fordi de bekymrer sig om deres privatøkonomi.
Undersøgelsen viser også, at der er en tæt sammenhæng mellem de unges økonomi, og hvordan de oplever deres livssituation. Blandt unge i alderen 18-35 år, hvis økonomi ikke hænger sammen, svarer syv ud af ti, at de ikke er tilfredse med deres liv, og hver fjerde svarer faktisk, at deres liv er tæt på det værst tænkelige.
De økonomiske bekymringer er især vokset eksplosivt det sidste år. Det er resultatet af stigende priser på den ene side, og en SU, der på ingen måde har fulgt med, samtidig med, at andre overførselsindkomster som dagpenge er blevet kraftigt reduceret for unge de seneste år. Hertil tillægges den ekstremt lave løn til lærlinge og ungarbejdere. De unges økonomiske bekymringer kunne fjernes så nemt som ingenting: ved at sikre en indtægt de kan leve af!
En anden vigtig komponent i de unges dårlige mentale helbred er de nedskæringer og reformer på børn og unge, som har været gennemført i årtier. Udover de nævnte reformer så er der år efter år blevet skåret ned på børnehaver, folkeskoler, erhvervsskoler, gymnasier et cetera. Samtidig har politikerne krævet, at flere børn skal inkluderes med færre ressourcer. Det kræver ikke dyrt betalte kommissioner at forstå, at alt dette har konsekvenser for børn og unge. Det har pædagoger, lærere og psykologer råbt op om i årevis – men det er ikke dem, der sidder i regeringens kommissioner.
Et sygt system
Det er ikke fordi politikerne er dumme og ikke har forstået problematikken. Problemet er, at den nedskæringspolitik, de fører, er dikteret af en kapitalisme i krise. Men problemet stikker endnu dybere end den konkrete politik. Politikerne repræsenterer et system, der befinder sig i en blindgyde. De unges dårlige mentale helbred er symptomer på et sygt system.
Unge i dag er opvokset i et kapitalistisk system, der befinder sig i en blindgyde uden nogen fremtid for de kommende generationer. Det helt syge er, at mens systemet ødelægger ungdommen, så bildes de unge ind, at de selv er problemet: at de er for følsomme, for egoistiske, at de bare skal tage sig sammen, stoppe med at bruge sociale medier osv.
Unge får at vide, at de skal holde kæft og være taknemmelige for, at de lever i et af de “bedste lande i verden”. Men de har kun oplevet et samfund i tilbagegang. De får at vide, at de aldrig har haft bedre muligheder. Men faktum er, at de har langt mindre fleksibilitet og muligheder end deres forældres generation.
Generelt er der en udbredt følelse af tomhed, der afspejler et samfund uden fremtid; hvis du tager en uddannelse, så er det begrænset, hvor meget du lærer eller udvikler dig. Du skal faktisk bare blive færdig hurtigst muligt, så du kan blive “produktiv” – ikke produktiv for samfundets bedste, men for at skabe profit for en arbejdsgiver. Når du er færdig og kommer ud på arbejdsmarkedet, hjælper du ikke med at skabe et bedre samfund eller et bedre liv for dig selv, men slider dig selv ihjel for en gruppe stinkende rige aktionærer eller stresser dig til døde i et hamsterhjul i det offentlige.
Samtidig udspyr en ekstrem individualisme fra alle sider: du er selv ansvarlig for at løse dine problemer. Og ikke nok med det: samfundets problemer hænger også på den enkeltes skuldre – klimakrisen handler om, hvad du putter i indkøbsvognen, og at du flyver mindre. Samtidig er de tidligere store meningsfulde fællesskaber, som var med til at give arbejdere og unge et håb om en mulighed for at forandre samfundet, arbejderpartierne, fagforeningerne, elev- og studenterorganisationerne mere eller mindre kollapset.
Unge er overladt til selv at forsøge at finde en vej. Det er ikke overraskende, at det skaber skuffelse, mindreværd og depression, fordi det ikke er muligt at løse nogle af problemerne som enkeltindivid, når det netop er rammerne for ens eksistens, systemet, der er sygt.
Problemet er ikke individuelt, og det begynder flere og flere at indse. En ny meningsmåling viser, at 20% af unge i USA og 30% af unge i Storbritannien anså kommunisme som det ideelle økonomiske system. En lignende måling har vi ikke for Danmark, og den ville måske også se lidt anderledes ud. Men samme proces er i gang her. Flere og flere unge får øjnene op for, at den eneste måde at få stoppet den epidemi af stress, pres og fremmedgørelse, der ødelægger de unges mentale helbred, er at sætte en stopper for det dødssyge system, som bærer skylden for en stor del af problemerne. Det kan vi kun gøre i fællesskab, i kampen for kommunisme.
