Thomas Malthus er kendt for sin teori om overbefolkning. Billede: Offentligt domæne
I årtier har kapitalismens evangelister insisteret på, at skylden for den stigende fattigdom på verdensplan ikke ligger ved fødderne af det system, de forsvarer. I stedet skydes skylden på de fattige selv; de får simpelthen for mange børn! Men i virkeligheden er denne fortælling blot genfærdet af de for længst begravede overbefolkningsteorier, der forsøger at distrahere fra hvordan historisk uset rigdom kan eksistere side om side med sult, sygdom og fattigdom.
Fattigdom, sult og krig er dagligdagen for størstedelen af verdens befolkning. På trods af et utal af hensigtserklæringer fra internationale organisationer, og årtiers “omstruktureringsprogrammer,” er der ingen fremskridt sket i kampen mod fattigdom. I nogle af klodens regioner er problemet faktisk kun blevet værre.
For at bortforklare hvordan det kan være tilfældet, at fattigdom er voksende på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor verdens produktive kræfter og rigdomme aldrig har været større, er kapitalismens repræsentanter nødt til at skrabe bunden af tønden, for at finde en undskyldning der ikke udstiller det senile system de forsvarer.
Når de ikke forsøger at skjule problemet gennem arbitrære fattigdomsgrænser og målsætninger, der er så lave, at de kan erklære fremskridt hvor der ingen er, tyer de gang på gang til den samme gamle fortælling om overbefolkning.
Fattige får simpelthen så mange børn, at vi har en befolkningskrise, og vi kan kun hjælpe dem ved at uddanne dem til at lade være. Denne fortælling præsenteres i nye “objektive” klæder, men er i virkeligheden blot et dække over kapitalismens manglende evne til at bekæmpe den fattigdom, som den selv producerer.
Malthus’ Dommedagsprofeti
De moderne forklaringer om befolkningskriser er et ekko af de samme for længst begravede overbefolkningsteorier, som fik deres mest indflydelsesrige udtryk igennem økonomen Thomas Robert Malthus. Han argumenterede for, at det var en naturlov, at befolkningen altid vil vokse hurtigere, end vi er i stand til at producere de livsnødvendige ressourcer.
For Malthus var krig og sult derfor den logiske konsekvens af menneskehedens manglende evne til at producere nok føde til en voksende befolkning. Han argumenterede for, at så længe vi ikke bliver bremset af materielle barrierer, vil mennesker altid formere sig med en geometrisk rate (altså 1, 2, 4, 8, 16…), men at vores evne til at producere mad ifølge ham kun kan vokse aritmetisk (1, 2, 3, 4, 5…).
Af den grund vil den menneskelige befolkningsvækst overskride vores evne til at producere mad, hvilket vil føre til krig og konflikt, som udrydder den overskydende befolkning og bringer samfundet tilbage i ligevægt.
Den menneskelige tilværelse er derfor, i det malthusianske verdenssyn, en kamp for ressourcer og for overlevelse, hvor alle må sikre sig selv først. Altså er det for flertallets bedste, hvis de svage dør ud, så de stærke kan overleve. I praksis ledte dette Malthus til at konkludere, at det var i flertallets interesse at lade de fattige sulte, da der ellers ikke var nok til de rige.
Denne logiks endelige konklusion, er at fattigdom er de fattiges egen skyld, og at al omfordeling gør en dårlig situation værre. Det vil blot opfordre de fattige til at få flere børn, og derved skabe mere kamp om de begrænsede ressourcer. At fattige dør var for Malthus bare en del af den naturlige orden, som udsletter dem, vi ikke kan understøtte. Derfor var problemet for Malthus ikke hvordan man kan understøtte den overskydende befolkning, men hvordan vi kan beherske og begrænse den så meget som muligt.
Marx mod Malthus
Marx forklarede at kapitalismens modsætninger forhindrer samfundet i at kunne brødføde hele menneskeheden. Billede: offentligt domæne
Malthus’ påstande om udviklingen af både den menneskelige befolkning og produktionen af ressourcer er blevet tilbagevist. Hans grundlæggende fejltagelse, var at han i sin teori behandlede mennesket, som var det på niveau med dyreriget – altså et væsen der formerer sig uden grænser, og blindt forbruger alt hvad det kan komme i nærheden af – og derfor er vi ifølge ham underlagt de samme socialdarwinistiske love om “kampen for overlevelse”.
I modsætning til Malthus, forstod Marx og Engels, at det som kvalitativt adskiller os fra dyreriget, er menneskets kapacitet til at studere naturens love, og at udnytte dem til bevidst at ændre vores omgivelser til vores fordel. Det Malthus overså var vores evne til at skabe fremskridt i videnskab og teknologi, hvilket er med til at skabe en udvikling, hvor vi kan producere mere med det samme kvantum arbejde. Gennembrud indenfor landbrugsmaskiner, gødning, selektiv avl osv, gør at vi i dag producerer 2,6 gange så mange kalorier som det gennemsnitlige menneske har brug for. Engels understregede i sit værk Naturens Dialektik hvordan denne erkendelse er dødsstødet til enhver socialdarwinistisk teori, som Malthus abonnerede på:
“Dyret formår i det højeste at samle, men mennesket producerer, det fremstiller levnedsmidler i ordets videste betydning, som naturen uden det ikke ville have produceret. Dermed er således enhver overførsel af livslove fra det dyriske samfund til det menneskelige uden videre gjort umulig.“
Netop på grund af vores evne til at udvikle teknologi, så vi kan producere mere med det samme kvantum arbejde, og vores evne til at ændre de forhold vi lever under, er det menneskelige samfunds love af en kvalitativt anden karakter end naturens love. Hvad Malthus forsøgte, var at skabe en universel lov om demografisk udvikling, på niveau med fysikkens love. På mekanisk vis konkluderede han, at fordi mennesker er dyr, må lovene der gælder for det menneskelige samfund, være de samme som gælder for dyreverdenen.
Men der kan ikke findes evige love om menneskelige samfund. Da mennesket konstant ændrer sit naturlige miljø, er det måden, hvorved vi foretager disse ændringer – altså måden vi producerer – der i sidste analyse afgør udviklingen. Derfor er de lovmæssigheder, der i sidste instans begrænser den menneskelige udvikling, ikke naturens, men produktionens.
Af den grund må demografisk udvikling, såvel som hver produktionsmådes grundlæggende love forstås i det konkrete, i stedet for at pålægge virkeligheden en abstrakt matematisk formel. I Kapitalen forklarer Marx dette:
“Således har enhver særskilt historisk produktionsmåde sine særlige befolkningslove, der kun er gældende inden for dets grænser. En abstrakt befolkningslov eksisterer kun for planter og dyr i den udstrækning, mennesket ikke griber ind.”
Den marxistiske forståelse af befolkningslovene er blevet bekræftet af historiens gang. Kun før landbrugsproduktionens oprindelse, hvor mennesket stadig var underlagt naturen, kunne der til en vis grad være tale om en “kamp for overlevelse” – og selv da var det kun gennem samarbejde, at mennesket overlevede. Men i det øjeblik, mennesket begyndte at forstå og beherske naturen til egen fordel, ændrede dette sig til sin modsætning. Siden da har udviklingen af verdens befolkning på intet tidspunkt overskredet vores evne til at producere mad.
Udviklingen har ikke været en malthusiansk befolkningsbombe, men har været modsætningsfyldt og dialektisk: siden landbrugets oprindelse, har mennesket produceret et overskud som et lille mindretal har kunnet leve på uden selv at arbejde – om end de var præstekaster, slaveejere, aristokratier eller kapitalejere – mens vi som faktisk laver arbejdet kun knap og nap kan få dagligdagen til at hænge sammen. Denne ulighed er i dag vokset til absurde proportioner, hvor vi producerer uhørte mængder af ressourcer samtidig med at sult og krige spreder sig på størstedelen af kloden.
Det der gør det muligt for denne absurde modsætning at eksistere – overflod af ressourcer side om side med forfærdelig fattigdom – er et irrationelt, modsætningsfyldt kapitalistisk system. Et system, hvor livsnødvendige goder ikke bliver produceret fordi mennesker har brug for dem, men for at der kan tjenes penge på dem. Et system, hvor der hvert år bliver spildt mad nok til at brødføde 2 milliarder mennesker, og som lader 12 millioner mennesker i fattige lande dø om året af sygdomme vi har evnerne til at behandle, men som bliver forsømt, da det ikke er profitabelt at give medicin til folk der er for fattige til at betale.
Så længe livsnødvendige varer bliver produceret for profit, og ikke for menneskelige behov, vil sygdom, sult og krig være normalen.
Overbefolkning: En belejlig undskyldning for fattigdom
Malthus’ teori er en belejlig undskyldning for kapitalismens fattigdom. Billede: Max Pixel
Selvom hullerne i Malthus teori har været kendt i over 150 år, bliver hans argumenter stadig brugt til at bortforklare hvorfor kapitalismen ikke har kunne komme fattigdom til livs. Organisationer som Population Media Center påstår at den nuværende befolkningsudvikling “har os på vej mod at nå 11 milliarder mennesker i 2100, en kapacitet vores verden simpelthen ikke kan håndtere samtidig med at der sørges tilstrækkeligt for alle beboere.“ Verdensbanken har siden 1970’erne betegnet “overdreven befolkningsvækst som den største hindring for økonomisk og social udvikling i den underudviklede verden.“
Altså på trods af de åbenlyse problemer med overbefolkningsteorien, lever den stadig i bedste velgående når det gælder de fattigste kapitalistiske lande. For disse organisationer er fødselstallene i fattige lande skyld i al den sult og elendighed, de lider under – en fortælling Malthus ville være stolt af!
Formålet er at fralægge kapitalismen ansvaret for den ulighed og fattigdom, som eksisterer i det meste af verden. Ved at beskylde underudviklede lande for selv at være skyld i fattigdommen, fordi de simpelthen ikke forstår at de skal få færre børn, så kaster det et slør over, at den økonomiske vækst og produktivitetsudvikling udelukkende er gået til at berige de rigeste få procent af allerede stenrige kapitalister. Altså behøver den herskende klasses løsning ikke inkludere grundlæggende ændringer i økonomien, men kan i stedet være, at vi bare må give dem bedre idéer, og lære dem om præventionsmetoder eller “familieplanlægning”.
At borgerskabets repræsentanter insisterer på at fodre os med ellers for længst begravede fortællinger for at bortforklare fattigdom, kan virke underligt, når vi i årtier er blevet fortalt at kapitalismen har trukket milliarder ud af fattigdom. Men blot ved at grave en smule i de tal afslører man, at fattigdom på verdensplan i bedste fald er uændret, og i værste fald er voksende.
Disse proklamationer om at fattigdom er faldende, har været på baggrund af Verdensbankens “internationale fattigdomsgrænse.” Denne grænse (i dag på $2,15 om dagen) er baseret på et gennemsnit for de fattigste 15 lande, hvilket resulterer i en fattigdomsgrænse der repræsenterer det minimale niveau af forbrug for verdens fattigste landbrugsbefolkninger, som så bliver brugt som målestok for hele verden. Den er altså sat så lavt, at hvad der betegnes som ekstrem fattigdom med lokale leveomkostninger, ikke tælles med.
Den internationale fattigdomsgrænse underestimerer derfor konsekvent størrelsen af fattigdom i verden. Lande som Indien rapporterer selv dobbelt så mange mennesker i ekstrem fattigdom som verdensbanken måler – 300 millioner kontra 145 millioner– og i Thailand er der ifølge den internationale fattigdomsgrænse ingen ekstrem fattigdom, men hele 10% af landets befolkning er under landets egen fattigdomsgrænse!
Fattigdomsgrænsen gør desuden fattigdom i udviklede lande usynlig. Ved at sætte niveauet for hvad der betegner ekstrem fattigdom så lavt, at det decideret er umuligt at overleve i det meste af verden, kan der tegnes et billede af at fattigdom er noget der kun foregår i “de udviklende lande.” Det skjuler det reelle problem økonomisk usikkerhed spiller, også herhjemme i Danmark, hvor 30 pct. af unge har problemer med at få økonomien til at hænge sammen, og hvor 1 ud af 10 voksne må springe måltider over for at betale sine regninger.
Den lave fattigdomsgrænse er valgt, specifikt fordi den giver en illusion om fremgang i kampen mod fattigdom. En rapport fra 2020 fra tidligere FN Rapportør for Ekstrem Fattigdom, Philip Alston, afslørede den reaktionære rolle som den internationale fattigdomsgrænse spiller, ved at male et billede af ubestridelig fremgang:
“Den Internationale fattigdomsgrænse er designet specifikt til at afspejle en svimlende lav levestandard, langt under enhver rimelig opfattelse af et liv med værdighed. (…) Grænsen er sat så lavt og arbitrært, at den garanterer et positivt resultat og tillader de Forenede Nationer, Verdensbanken og mange kommentatorer at proklamere en Pyrrhus-sejr.”
Samme rapport påpeger at antallet af mennesker på verdensplan, der lever under fattigdomsgrænsen for “øvre-middel indkomst” lande (på $5,50 om dagen), har forholdt sig næsten helt uændret. Halvdelen af hele verdens befolkning lever i dag på under $5,50 om dagen. En FN rapport beretter at 2,3 milliarder mennesker lider af moderat til svær fødevareusikkerhed – hvilket er en stigning på næsten 350 millioner siden 2019 – og 3,1 milliarder ikke har råd til en nærende kost, et tal der også er voksende. Disse tal præsenterer en helt anden historie om fattigdom end den officielle man hører fra alle den herskende klasses repræsentanter.
Den herskende klasse sælger os altså en guldbelagt lort, for at male et billede af at den politik, som de pålægger “fattige lande”, gavner de brede masser. Man lokker fattige lande med løfter om økonomisk vækst og fremgang, mod medlemskab af internationale handelsorganisationer, IMF-lån og generelle investeringer. Men alle disse er betinget af, at der føres liberaliseringspolitiker og stramninger på de offentlige sektorer.
Disse politikker resulterer kun i mere arbejdsløshed, forværrede arbejderrettigheder, stigende priser, og dårligere sundhed og uddannelsesresultater – stramninger der altså på malthusiansk vis fjerner sociale institutioner og spreder mere usikkerhed og fattigdom. De har på ingen måde som mål at udbedre problemet, men blot at sikre at långivere og investorer kan få afkast på deres investeringer ved at holde landets arbejdskraft billig. Alstons rapport understreger dette faktum på særlig slående vis:
“Hastværket med at finansiere målene for bæredygtig udvikling gennem stadig større afhængighed af den private sektor, om end det er gennem offentlig-private partnerskaber eller filantropi, er en blind vej… For mange ‘win-win’-løfter er eventyr… I stedet trækker multinationale virksomheder og investorer garanteret overskud fra offentlige kasser, mens fattige samfund bliver forsømt og underbetjent.”
Malthus’ teori har altid været et forsøg på at retfærdiggøre arbejderklassens fattigdom som værende nødvendig for samfundets overlevelse. I dag bruges samme teori om de fattigste kapitalistiske lande som et ideologisk dække for kynisk profitmaksimering. Resultatet er, som Marx beskrev det, et system som ophober lige dele rigdom på den ene pol, som elendighed og slid på den anden.
Et døende system
Overalt i verden forsøger de, som forsvarer et døende system, at bortforklare de kriser, som kapitalismen skaber – enten ved at benægte at der overhovedet er et problem, eller ved at finde et syndebuk. Overbefolkningsteorien har nu, i den udviklede kapitalistiske del af verden vendt sig til sin modsætning. I dag frygtes det modsatte: nemlig at folk ikke får nok babyer. Men denne fortælling begår præcis de samme fejl, som den Malthus’ klassiske dommedagsprofeti gør. Dette spørgsmål vil blive behandlet i anden del af denne serie om Malthus.
Kapitalismen er ude af stand til at brødføde hele verdens befolkning “Ikke fordi grænserne for produktionen – selv i dag og med nutidens midler – er udtømt.” forklarede Engels “Nej, men fordi grænserne for produktionen ikke er bestemt af antallet af sultne maver, men af antallet af punge, der kan købe og betale. Det borgerlige samfund vil ikke og kan ikke ønske at producere mere. De pengeløse maver, den arbejdskraft, der ikke kan udnyttes til profit og derfor ikke kan købes, er overladt til dødelighedstallene.“
De utrolige produktionskapaciteter vi har i dag bliver forspildt af kapitalismen. En socialistisk plan for produktionen vil udnytte disse til deres fulde potentiale. Vi ville kunne anvende samfundets rigdomme til at sikre et godt og trygt liv for alle, i stedet for at skabe profit for et mindretal. Der er absolut ingen grund til at der skal eksistere “rige” og “fattige” lande. Potentialet for at sikre alle et hjem, et arbejde, mad, sundhed og uddannelse eksisterer. Det kræver blot at vi lægger produktionen i arbejderklassens hænder.
