Grønland forventer nu, at knap 5000 kinesiske arbejdere skal rykke ind. Omsat til danske forhold svarer det til, at omkring en halv million kinesiske arbejdere skulle til Danmark. De mange mennesker skal arbejde ved anlæggelse af en jernmine nær ved Nuuk i Godthåbsfjorden samt to vandkraftværker og en aluminiumsfabrik ved Maniitsoq.
For at tiltrække udenlandske investorer, foreslog det grønlandske selvstyre, der ledes af venstrefløjspartiet IA, i september en lov, der ville gøre det legalt at importere kinesisk arbejdskraft til omkring 30 kroner i timen. Enhver arbejder kan regne ud, hvad det vil betyde for det grønlandske samfund; løndumping i en så massiv skala, at det får skandale-firmaet Pihl & Søn til at ligne en velgørenhedsorganisation i sammenligning.
Protest
Imidlertid rejste der sig en storm af protest imod det uhyrlige forslag. Den grønlandske fagforening SIK protesterede imod truslen om masse-import af kinesiske slavearbejdere. Det samme gjorde dele af den danske fagbevægelse. Selv Grønlands Arbejdsgiverforening protesterede, fordi de grønlandske virksomheder gerne selv vil stå for en række underopgaver, hvilket de ikke vil kunne, hvis de skal konkurrere med virksomheder med slavearbejdere.
I oktober bøjede selvstyret sig og sagde nu, at de importerede arbejdere skulle betales 80 kroner og 41 øre i timen, hvad der svarer til den grønlandske mindsteløn. Men den reelle løn, de grønlandske arbejdere får, er højere på grund af diverse tillæg (blandt andet for overarbejde) pension og andre ting. Derfor vil de importerede arbejderes løn stadig være lavere. Det vender vi tilbage til. Først ser vi lige på, hvad det grønlandske ”mineeventyr” egentlig er for en størrelse.
Fra Sierra Leone til Grønland
Selskabet, der vil importere omkring 2000 kinesiske slavearbejdere til jernminen Isukasia ved Nuuk, hedder London Mining. Det er et kinesisk ejet selskab, der holder til i skattely-paradiset Jersey. De har datterselskaber i de britiske Virgin Islands, og selskabet er ifølge organisationen Revenue Watch Institute, der overvåger selskabers forsøg på at krybe uden om skattebetalinger, ekspert i at flytte penge fra det ene skattelyland til det andet. Mineindustrien består næsten udelukkende af sådanne skurke-selskaber, og London Mining er ikke engang det værste. Men ser man på selskabets generalieblad er det ikke imponerende
Det eneste andet land, som selskabet driver en jernmine i, er det vestafrikanske land Sierra Leone. Sidste år var det første år nogensinde, Sierra Leone fik indtægter fra minen. Selskabets pengestrømme er uigennemskuelige, fordi de låner penge af London Minings egne datterselskaber. Disse penge skal der betales enorme renter på, og – vupti – så er det officielle overskud nede på nul, og der er desværre ikke penge til Sierra Leone.
Anders Reimer Larsen, der er projektrådgiver i Sierra Leone for udviklingsorganisationen IBIS, sagde til Orientering på P1 den 14. november, at ”vi kunne lige så godt have ladet jernmalmen ligge. Der kommer internationale aktører ind med to eller fire milliarder, og så forlader de landet igen med otte milliarder, uden at Sierra Leone har set en krone.”
Hemmelige kontrakter
Faktisk er det ikke engang sikkert, at indholdet i mineselskabernes færdige aftale med selvstyret bliver offentlig kendt. Ifølge France Bourguin fra DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, er det indenfor mineindustrien blevet almindeligt med en ny type kontrakter – Mine Development Agreements, eller MDA’s – som udelukker, at offentligheden får kendskab til aftalerne. I de fleste tilfælde får ikke engang parlamenterne kendskab til aftalernes indhold. Kun ministeren for råstoffer og selskabet selv kender betingelserne. Årsagen til hemmelighedskræmmeriet kan enhver regne ud: mine-baronerne ønsker at skjule alle deres finansielle skurkestreger og hvor store beløb, statskasserne bliver snydt for.
Kongerne af Grønland
Selskaber som London Mining og Alcoa – det canadiske selskab, der står for aluminiumsværket ved Maniitsoq – taler til Grønlands selvstyre som en feudalherre taler til en fæstebonde. De dikterer en liste med krav, og de forventer, at kravene bliver indfriet uden brok. For eksempel kræver Alcoa, at selskabet skal garanteres en koncessionsperiode på 80 år, at de skal have skattefrihed og mulighed for at importere udenlandsk arbejdskraft til lønninger, som de ikke forventer, selvstyret skal blande sig i. Hvis de tilføjede et punkt på listen om, at Alcoa-direktøren fremover skal have titel af ”konge af Grønland”, ville det ikke ændre stort. Hvis der er nogen grønlændere, der lider af den vrangforestilling, at kolonitiden var slut med etableringen af selvstyret, må de nu tænke sig om en ekstra gang.
SRSF-regeringen som løndumper
Grønland har ganske vist officielt selvstyre, men på udlændingeområdet sorterer landet under den danske stat. Det betyder, at det er den danske regering, der beslutter, om de multinationale selskaber skal have lov til at benytte sig af underbetalt, importeret arbejdskraft. Hvis man tror, at regeringens skåltaler om ”kamp mod løndumping” får betydning i denne sammenhæng, tager man fejl. I Justitsministeriet, der ledes af Morten Bødskov (S), arbejder man nu på et udkast til en lov, der vil gøre det legalt at hente tusindvis af kinesiske arbejdere ind, blot arbejdsforholdene er ”acceptable”. Der er nok temmelig stor forskel på, hvad der er ”acceptabelt” for henholdsvis en grønlandsk, dansk eller kinesisk arbejder, og for direktionen for skattely-selskabet på Jersey.
Der har tidligere været erfaringer i Afrika med mineselskaber, der har ansat fanger fra kinesiske fængsler. Selv om de arbejdere, der hentes til grønland måske ikke ligefrem er straffefanger, behøver man ikke en doktorgrad for at kunne regne ud, at de kommer til at arbejde under elendige forhold.
IA-regeringen på tynd is
De særregler, som selvstyret har udarbejdet for de udenlandske mineselskaber, er kalkeret efter det berygtede DIS, Dansk Internationalt Skibsregister, som giver danske rederier lov til at betale udenlandsk arbejdskraft på danske skibe 37 kroner i timen. Det har medført, at der stort set ikke er flere danske søfolk tilbage på selv de skibe, der sejler under dansk flag. Desuden fremgår det af bemærkningerne til særloven, at de kinesiske arbejderes aftaler ”må antages at være indgået efter forhandlinger mellem parterne”. Selvstyret antager altså, at kinesiske arbejdere frit kan forhandle overenskomster – i et land hvor der ikke findes frie fagforeninger. Det er – for at sige det mildt – en noget særpræget indstilling.
Venstrefløjspartiet IA blev valgt efter, at Grønlands hjemmestyre – det senere selvstyre – altid er blevet ledet af det socialdemokratiske Siumut. Men nu står Grønland i den barokke situation, at IA fører en politik, der på mange områder ligger til højre for Siumut. Partiet har eksempelvis stået i spidsen for deregulering af boligsektoren, hvilket har givet stærkt stigende huslejer og en stigende varmeregning på 10-20 procent i år.
Formanden for Grønlands selvstyre naalakkersuisut, Kuupik Kleist, har desuden ændret IA’s politik fra at være modstander af EU til at argumentere for, at Grønland og Danmark burde indtræde i euroen. Grønland besluttede ellers med en folkeafstemning i 1985 at melde sig ud af EU, der dengang hed EF. Det fortæller meget godt, hvor langt til højre, IA er gået.
Enorme investeringer
Samlet set er der tale om de næststørste private investeringer i kongeriget Danmarks historie. Kun A.P. Møllers investeringer i Nordsøen har været større. Mest aktuel er jernminen Isukasia 150 kilometer fra Nuuk. Den koster 11 milliarder, som er langt mere end det grønlandske bruttonationalprodukt. De to vandkraftværker og aluminiumsværket koster 22 milliarder – omtrent det samme, som det kostede at bygge Storebæltsbroen.
For Grønland er der altså tale om svimlende beløb og fyrstelige summer. Men det ville absolut ikke være urealistisk for den danske stat at stå for investeringerne og oprette et statsligt selskab, der – under demokratisk kontrol fra minearbejderne, den grønlandske fagforening og det grønlandske selvstyre – kunne stå for anlæg og drift af mineindustrien. Om dette bliver virkelighed, afhænger af, hvilken politik, den danske arbejderbevægelse fører: klassesamarbejde eller arbejderpolitik.
En anden plan
Den grønlandske befolkning ser forståeligt nok med glæde på muligheden for råstofudvinding. I disse foretagender ser de muligheden for et bedre liv for grønlænderne i almindelighed. De sociale sygdomme, som eksisterer i grønland – arbejdsløshed, fattigdom, druk, børnemishandling og direkte sult – er forståeligt nok noget, man håber på at komme til livs ved hjælp af penge fra råstofudvinding. Dertil kommer udsigten til at kunne opnå selvstændighed. Mulighederne er ganske bestemt store, men potentialet kan ikke indfris, så længe, det er kapitalinteresserne, der træffer afgørelserne.
I stedet for at blåstemple den enorme løndumping i Grønland, som mine-baronerne dikterer, burde S og SF iværksætte et statsligt udviklingsprogram til udvinding af Grønlands råstoffer. Et sådant program må kontrolleres demokratisk af grønlænderne selv, og den økonomiske gevinst bør tilfalde den lokale befolkning. På grund af, at den grønlandske arbejdsstyrke er meget lille, vil det være nødvendigt at invitere en række specialister og håndværkere fra andre lande til et sådant program. Her kan de mange arbejdsløse ingeniører og håndværkere i for eksempel Europa finde en god beskæftigelse på ordentlige vilkår. For at gennemføre et sådant program, vil regeringen være nødt til at tage et opgør med de store selskabers ejendomsret.
