Hvis man er i tvivl om, hvad OK23 handler om, så er det nok at se på forløbets begyndelse. Det siger alt.
Det hele startede med et slag i ansigtet på arbejderklassen og fagbevægelsen fra Mette Frederiksen og Co. Som ny regering besluttede de at gribe ind i overenskomsterne og for første gang i 250 år afskaffe en helligdag. Indgrebet var ikke ligefrem noget, som hun beklagede eller undskyldte. Tværtimod.
Som hun selv sagde til hendes venner i toppen af dansk erhvervsliv efter fagbevægelsens demonstration, tilbagelænet på scenen til den eksklusive arbejdsgiverkonference arrangeret af Børsen og McKinsey den 1. marts:
– Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det, venner. Glem det.
Fiktionen om adskillelse af fagligt og politisk
Mette Frederiksen sammen med Morten Langager, direktør i Dansk Erhverv, og Jens Mathiesen, formand for Dansk Erhverv. | Foto: Dansk Erhverv (Fair use)Trods regeringens arrogante overenskomstindgreb er der alligevel påfaldende mange i toppen af fagbevægelsen, der mener, at tyveriet af en fridag ikke har noget at gøre med overenskomsterne.
De siger, at vi skal holde det politiske adskilt fra det faglige. FH har afholdt en demonstration, siger de, og så må det være “straf” nok til regeringen for store bededag. Men en festival-demo med balloner og Anne Linnet fra den store scene er næppe noget, der afskrækker hverken regeringen eller arbejdsgiverne.
Ideen om at “holde fagligt og politisk adskilt” er intet andet end fiktion. Det var jo regeringen, der politisk greb ind i overenskomsterne! At nægte at se dette, er at lukke øjnene for virkeligheden! Det er at løbe regeringens ærinde – de ønsker da heller ikke at møde nogen modstand mod deres reaktionære arbejdsgiverpolitik. Så selvfølgelig vil de have, at vi “holder fagligt og politisk adskilt,” så de kan få fred til at smadre vores forhold.
Problemet med store bededag er akut og kan ikke vente til næste valg. Det rækker meget længere end en enkelt fridag. Hvis fagbevægelsen lader dette angreb gå igennem, hvad skal så forhindre regeringen i at financiere den næste skattelettelse til de rigeste med ofring af en ny helligdag? Er det juleferien næste gang? Eller påskeferien? Tænk på alt det dejlige arbejdsudbud, som det ville give finansministeriets regnedrenge! Store bededag har åbnet en ladeport for tilbagerulning af over hundrede års kamp for lavere arbejdstid. Den skal lukkes med et brag.
Kan ikke hentes lokalt
Men OK23 handler selvfølgelig om meget andet end fridagstyveriet. Det handler i høj grad også om at indhente noget af alt det, som de danske arbejdere har mistet til inflationen i 2022, og som de står til at miste i den nærmeste fremtid.
De danske arbejdere er nemlig blevet markant fattigere, mens virksomhedernes overskud har sat rekorder. Faktisk har faldet i levestandard for danske arbejdere, fordi lønnen ikke er fulgt med priserne, været det største siden Anden Verdenskrig.
I alle overenskomsterne på minimallønsområdet, det vil sige omkring ⅘ af alle overenskomster, har resultatet af de centrale forhandlinger været ca. 2% om året.
Fagtoppen påstår dog, at reallønnen bliver sikret. Det er, må du forstå, jo bare op til de lokale tillidsfolk at hente “det resterende hjem.” Eller du er måske én af dem, der ikke stoler på tillidsfolkenes evner? Hvor vover du?
For at hente det tabte ind, skal man, som vi har beskrevet i en tidligere analyse af industriforliget, have en lønstigning på minimum 10,1% ALENE i 2023. Vi har fået 2 % centralt.
Man skal vist være mere end almindelig naiv eller bare ualmindelig fjern fra forholdene i jernindustrien for at tro, at der findes blot én eneste virksomhed i hele landet, hvor tillidsfolkene vil være i stand til at lokke arbejdsgiveren til at få 8% lønstigning ind i årets lokalforhandlinger, uden strejkeret men kun med billig portvin og slesk tale.
Fra de industrivirksomheder, hvor lokalforhandlingerne allerede er i gang, fortæller de anekdotiske beviser da også, at man kun står til at få et sted mellem 0 og 2 procent. Sammen med de centrale 2% vil det sige mellem 2-4%. Der er formentlig ikke engang nok til at sikre mod yderligere reallønsfald i år, hvor selv Nationalbanken forventer en inflation på 4 procent. Med andre ord: Stemmer vi for OK23, som hele eliten, arbejdsgiverne, medierne og størstedelen af fagtoppen kræver, stemmer vi for at gøre os selv fattigere.
Røgslør i byggeriet
I byggeriet har kravet i mange år været at få hævet mindstelønnen. Situationen i dag er nemlig, at arbejdsgiverne kan lave massiv løndumping PÅ overenskomsten, fordi mindstelønnen er tæt på halvdelen af lønnen for de bedst lønnende i faget. Det betyder, at der er massiv lønulighed internt og på tværs af byggefagene.
Derfor har kravet om kraftig forøgelse af mindstelønnen med fx 50 kroner i timen ofte været oppe. For de arbejdsgivere, der betaler en anstændig løn i forvejen, er det et gratis krav. Men arbejdsgiveren vil gerne kunne fortsætte deres overenskomstgodkendte og ganske lukrative løndumping.
For netop at forsvare den lave mindsteløn har arbejdsgiverne lagt et røgslør ud. De påstår, at de er kommet kravet i møde ved at indføre et såkaldt boligtillæg på 25 kroner i timen i 12 måneder til arbejdere, der ikke er bosat i Danmark ved kontraktens indgåelse. Men beløbet er alt for lavt og bestemmelsen er hullet som en si. Og selv hvis arbejdsgiveren rent faktisk betaler tillægget, bortfalder det efter 4 måneder, hvis blot arbejderne får stillet en eller anden bolig til rådighed.
Bestemmelsen om boligtillægget ignorer også at over ⅕ af alle danske bygningsarbejdere betales under 160 kroner i timen (ca. hvad mindsteløn plus boligtillæg vil være). Men disse får altså ikke noget boligtillæg. Dermed er dette boligtillæg med til at puste til den reaktionære splittelse mellem danske og udenlandske arbejdere – en splittelse som arbejdsgiverne i forvejen udnytter til fulde – i stedet for solidarisk at løfte alle uanset nationalitet.
Angreb på arbejdsdagen
Ydermere har arbejdsgiverne i byggeriet insisteret på at få mulighed for at indføre 4-dages arbejdsuge. Umiddelbart skulle man tro, at det vil betyde kortere arbejdsuge? Sagen er den modsatte.
DI har været meget opsatte på dette krav. Det har de, fordi det giver arbejdsgiveren “fleksibilitet”: Mulighed for at køre 4 hverdage med 10 timers effektiv arbejdstid (dvs. omkring 11 timer på arbejdet med selvbetalte pauser) fire hverdage i træk uden overtidsbetaling. Det vil have negative konsekvenser både for arbejdernes familieliv men også for sikkerheden på byggepladsen, som forringes markant med lange arbejdsdage.
Og arbejdsgiveren kan stadig kalde arbejderen ind på 5. dagen til 8 timers overarbejde (og altså en 48 timers arbejdsuge) mod et tillæg oveni den normale løn svarende til mindstebetalingen.
Aftaler om 4-dagesuge kræver dog den lokale fagforenings godkendelse. Nu, mens arbejdsmængden i byggeriet er nogenlunde, kan mange måske sige fra. Men konjunkturerne er ved at vende. Hvor mange vil have styrken til at sige fra, når arbejdsløsheden begynder at stige, og 4-dagesuge bliver et krav for ansættelse? Arbejdsgiverne er altså lykkedes med at få tilraget sig endnu en bestemmelse, som undergraver overenskomsterne og fagbevægelsen selv.
Det er vores tur
I mere end et årti har overenskomsterne i Danmark været elendige. Lønningerne er faldet tilbage, ikke kun i forhold til inflationen, men også sammenlignet med både udlandet og den stadig større rigdom, som arbejderklassen producerer. Og de rigeste i dette samfund griner af os hele vejen til banken.
Imens syder hele Europa af klassekamp. I årtier har arbejderklassen fået regningen fra dette syge systems kriser. I årtier har det været os, der skulle holde for, udvise samfundssind og være ansvarlige, imens arbejdsgiverne har raget til sig i et omfang, der ikke er set i generationer.
Nu er frustrationerne blandt de europæiske arbejdere ved at koge over. I Storbritannien har en sand strejkebølge kastet den ene sektor efter den anden ud i kamp.
I Frankrig har de franske arbejdere og fagforeninger taget kampen op imod Macrons diktatoriske forøgelse af pensionsalderen fra 62 til 64 år. I en hjemlig kontekst lyder den alder lav, men det er kun fordi fagbevægelsen herhjemme er blevet så vant til at acceptere den ene forringelse efter den anden, at vi knapt har opdaget, at de unge arbejdere kan forvente at skulle arbejde til de er midt i 70’erne!
Vi har i årevis været vidner til en tåkrummende underdanig opførsel fra toppen af dansk fagbevægelse. En opførsel som ligger milevidt fra den danske arbejderklasses store traditioner. Det er en opførsel, som fagtoppen nu beder os om at fortsætte ved at godkende arbejdsgivernes og forligsmandens mæglingsforslag ved urafstemningerne.
Men er det ikke på tide, at vi rejser vores bøjede hoveder og siger fra? At vi for én gangs skyld viser arbejdsgiverne og de rige parasitter i dette land, hvem der får hjulene til at køre rundt?
Ordentlige løn og arbejdsforhold er ikke noget man får, det er noget man slås for. Aldrig har betingelserne været bedre – at stemme for at blive fattigere i denne situation er at skyde sig selv i foden med dum-dum-kugler.
Det er nu, at vi har chancen for at stå op for os selv og levere en bestemt, men kraftfuld lige højre til både arbejdsgiverne i Dansk Industri men også deres håndlangere i regeringen og sige: Hertil og ikke længere! Vi nægter at betale jeres regning endnu engang. Nu er det slut med at bøje nakken.
Når fagtoppen ikke kan finde ud af det, så må de have lidt hjælp fra medlemmerne til at komme ind i kampen. Så stem nej til OK23!
