Flygtningekrisen er ikke længere et stort emne i medierne eller i den politiske debat. Vi har bevæget os over i en indvandringsdebat, hvor både de højreorienterede og de såkaldt venstreorienterede partier bruger store mængder energi på at overgå hinanden i racisme og fremmedfjendskhed. Medierne har rettet blikket væk fra migranterne i udlandet og hen mod syndebukkene herhjemme.
Men migranterne findes stadig, og hverken den danske regering eller EU har et realistisk bud på, hvad man skal gøre ved det. I stedet tyr man til stadigt mere brutale metoder, for at få flygtningene til at blive hjemme. Her er ikke tale om pinlige annoncer i libanesiske aviser, som fortæller flygtninge om, hvor dårligt vi vil behandle dem, hvis de kommer til Danmark. Nej, der er tale om grusomme og systematiske overgreb og mord udført af gangstere. Alt sammen i EU’s navn og med EU’s støtte.
I starten af oktober publicerede det amerikanske magasin Foreign Policy en stor artikelserie på deres hjemmeside med navnet ”Europe Slams Its Gates”. Serien er en dybdegående undersøgelse af forholdene for migranter i fire vestafrikanske lande: Mali, Niger, Libyen og Senegal. FP’s journalister rapporterede om, hvordan turen op gennem Afrika til Europa er blevet fortsat mere livsfarlig, i takt med at Afrikanske regeringer og militser på foranledning af EU har slået ned på menneskesmugling.
I slutningen af 2015 oprettede EU The Emergency Trust Fund for Africa med det eksplicitte formål at dæmme op for indvandringen fra Afrika til Europa. Hjælpefonden er finansieret med 3,2 milliarder euro, og oven i det kommer, at dele af de 20 milliarder euro EU allerede bruger på udviklingsbistand og nødhjælp i Afrika hvert år, nu også bliver brugt til at reducere migration. EU’s reelle motiver afsløres i den grad af deres villighed til at flytte penge fra en ”hjælpeopgave” til ren inddæmning.
Pengene administreres gennem Europæiske agenturer, og sigter mod at stoppe migration på to måder: ved at udvikle den lokale økonomi i afrikanske lande, så der er jobs at hente uden at rejse til Europa, og ved at få lokale regeringer og militser til at slå ned på migranter og menneskesmuglere. Den første metode har på overfladen prisværdige mål, men kommer af flere årsager ikke til for alvor at gøre indhak i migrationen. Den anden metode har haft katastrofale følger for hundredetusindevis af mennesker, og har afsløret EU’s selvbillede som en bastion for menneskerettigheder og etik som et hult PR-trick, der krakelerer, så snart det bliver sat under pres.
Udviklingshjælpen der ikke hjælper
Udviklingen af en stærkere økonomi i afrikanske lande via Europæisk udviklingshjælp vil af flere grunde ikke hjælpe til at stoppe migrationen. Først og fremmest fordi roden til de afrikanske landes økonomiske problemer ikke er at finde i problemer med manglende civilisation, som Emmanuel Macron ellers sagde tidligere på året, eller i dovenskab, uvidenhed eller andre racistiske forklaringer, som peger på en påstået underlegenhed hos afrikanere. Problemets rod er kapitalismen, og moderne imperialisme. Den europæiske kolonialisme sluttede aldrig. Den har nu blot taget en økonomisk karakter med formel selvstændighed, som også gør, at vestens imperialister kan give de udbyttede lande skylden for den elendighed de vestlige lande forsager.
Enhver industri i et afrikansk land skal konkurrere med eksisterende virksomheder i vesten og resten af verden. For at skabe profit, skal de altså være i stand til at producere lige så billigt, eller billigere end virksomheder i lande med et langt højere teknisk ekspertiseniveau, en bedre uddannet arbejdsstyrke og bedre vedligeholdt infrastruktur. Og den konkurrence foregår ikke bare på udenlandske markeder, men også deres egne indre markeder, som amerikanske, europæiske og kinesiske virksomheder glædeligt eksporterer til. Imperialisterne eksporterer også glædeligt kapital til disse lande, således at den industri, der eksisterer, skaber profit, der bliver trukket ud af landet igen uden at forbedre situationen.
Afrikanske lande kan forsøge at konkurrere på lavere selskabsskatter eller lønninger, men begge dele vil samtidig underminere selve ambitionen om, at skabe en stærk lokal økonomi. En sådan strategi vil betyde færre penge til at opbygge den fornødne infrastruktur, og dårligere løn, til at få folk til at blive boende. Samtidig er de jobs, som ikke kræver højt uddannet arbejdskraft nogle af de jobs, som er mest i fare for at blive automatiseret, hvilket kan gøre konkurrencen endnu hårdere.
Et værktøj som historisk har tilladt mindre udviklede lande at opbygge en industri i en verden med et globaliseret marked er protektionisme. Men i EU’s øjne er protektionisme en af de værste ugerninger man kan begå (hvis den rettet mod EU forstås), og strengt verboten. Derfor har EU heller ikke holdt tilbage med at svinge den økonomiske knytnæve mod lande som ikke retter ind. For eksempel ville Kenya i 2015 ikke gå med i handelsaftalen the Economic Partnership Agreement, som ville give Europæiske virksomheder adgang til 80% af landets marked. EU svarede ved at sætte told på en af Kenyas største eksportvarer: blomster. Stillet over for risikoen for et kollaps i en vigtig eksportindustri gav Nairobi efter, og underskrev frihandelsaftalen. Afrikanske lande har reelt ikke muligheden for at skabe et beskyttet indre marked, som kan beskytte nye industrier mod international konkurrence.
Og selv hvis Europa formår at skabe vedvarende økonomisk vækst, står de over for et andet problem: forskning foretaget af den amerikanske økonom Michael Clemens viser, at indtil den gennemsnitlige årsløn når op på sølle 7.500 dollar (mindre end en femtedel af den gennemsnitlige årsløn i Danmark), vil en stærkere økonomi føre til højere migration, ikke lavere. Bedre uddannelse fører til mere ambitiøse planer, og flere penge gør, at en større del af befolkningen har råd til den dyre rejse til Europa. 7.500 dollar er i øjeblikket ca. 3 gange gennemsnitslønnen i Mali, og 6 gange gennemsnitslønnen i Niger, som altså omtrent har gennemsnitslønninger på henholdsvis 6 procent og 3 procent af danske niveauer.
Bagsiden af medaljen
Hvis udviklingshjælpen er håbløs, er den anden arm af EU’s todelte strategi om muligt endnu værre. Ruten for menneskesmugling gennem Sahara i Niger var i forvejen en af de farligste i verden, da EU begyndte at betale Nigers hær for at jagte menneskesmuglere. Nu kører menneskesmuglere gennem ørkenen uden lys, og det er normalt at finde både døde smuglere og migranter på turen gennem ørkenen.
Hæren skyder efter dækkene på smuglernes biler, men rammer også menneskerne i dem. Hvis de bliver fanget, kan kvindelige migranter forvente at blive voldtaget på stedet, og igen på politistationen i den nærmeste by. Samtidig har den nigerske hærs patruljer gjort menneskesmuglingen endnu mere profitable for de smuglere, som stadig tør tage den livsfarlige tur.
Men langt de værste konsekvenser af EU’s politik finder sted i Libyen. Da brutal undertrykkelse førte til borgerkrig i Libyen i 2011, så de vestlige imperialister en mulighed for at slippe af med Gaddafi, som med sine anti-imperialistiske tendenser længe havde været en torn i øjet på dem, og aflede det såkaldte arabiske forår ad militær vej. Vesten greb ind i konflikten på oprørernes side, med bred støtte fra den reformistiske venstrefløj, inklusive det fredselskende Enhedslisten herhjemme. Først med en flyveforbudszone, og senere med bombetogter mod Gaddafis styrker. Vestens indgreb er den direkte årsag til den nuværende situation i Libyen. Siden Gaddafis fald har Libyen ikke haft en samlet regering, med tilstrækkelig magt til at føre kontrol med landets kystlinje. I stedet er landet delt op mellem forskellige militser og krigsherrer. Mange af dem er formelt loyale over for det vestligt støttede Government of National Accord, men i praksis bedriver mange af dem kriminalitet ved siden af deres ”lovlige” antimigrationsaktiviteter.
EU har allieret sig med mange af disse militsledere, og betaler dem for at stoppe migranter på vej over havet, og huse dem i ”detentionscentre” – reelt set koncentrationslejre, hvor migranter i hundredvis stuves sammen i små rum. Der lever de af et par håndfulde pasta og en pakke juice om dagen, og får jævnligt tæsk af vagterne. Disse koncentrationslejre bærer klistermærker fra the International Organisation for Migration, EU, FN’s flygtningeagentur, og NGO’en International Medical Corps. De drives for Europæiske penge, og har skabt en ny vækstindustri, hvor migranter ses som en vare, man kan trække profit ud af.
FP dokumenterer i deres artikler, hvordan smuglere køber store mængder migranter fra disse ”det internationale samfunds” koncentrationslejre, og flytter dem til deres egne bygninger, hvorefter de smugler dem til Europa, hvis migranterne kan få sendt flere penge fra deres familie. I november dokumenterede CNN, hvordan der også foregår direkte slavehandel med migranter i Libyen. Smuglere sælger deres ”kunder” – afrikanske migranter – til højstbydende. CNN-journalisterne fik adgang til slaveauktioner ni forskellige steder i Libyen, men vurderede, at der foretages lignende auktioner mange andre steder i landet. Migranterne udbyttes og afpresses på hvert eneste trin af deres rejse, og ender til tider som andre menneskers ejendom, i den ruin af en nationalstat vestlig imperialisme har skabt.
Europas sjæl
FP skriver, at forsøgene på at stoppe migration kan ende med at koste Europa dets sjæl, men det er en misforståelse. EU’s sjæl har alle dage været kapitalismens kolde, kalkulerende logik, med alle dens modsætninger og al dens undertrykkelse. For dem er det værste der kan ske, at Europas sjæl bliver afsløret for hvad den er: udbytning og imperialisme, iklædt kejserens nye klæder, spundet af menneskerettigheder og moralsk selvhøjtidelighed. Og det er let nok, at kritisere liberalisterne i Bruxelles for at reducere menneskeliv til felter i et regneark, og højrepopulisterne for at fremstille dem som en invaderende horde af kriminelle. Men det er værd at bemærke, at de bløde humanister, med deres gestik og høflige bekymring over den hårde tone i debatten, ikke har det, der ligner skyggen af en løsning.
Skal EU’s grænser åbnes på vid gab? I så fald vil EU’s allerede skrøbelige økonomi hurtigt falde sammen, i takt med at millioner af imperialismens ofre rejser ind i EU, på flugt fra krig, sult og fattigdom. Når højrefløjen siger, at vores såkaldte velfærdssamfund ikke har råd til, at rumme uanede mængder af indvandrere, tager de ikke fejl, de tier bare om grunden til denne svaghed: Det kapitalistiske samfund er fundamentalt set et mangelssamfund. Indvandring burde betyde flere hænder til at dele arbejdet og dermed mere tid til at leve for alle. Men i den kapitalistiske økonomi, betyder indvandring blot et større arbejdsudbud, som kapitalisterne kan bruge til at presse arbejdernes forhold, og et større antal mennesker, som skal støttes af staten, for at kunne overleve. Humanisternes ønske om, at behandle migranter og flygtninge med værdighed er uforeneligt med kapitalismens indre logik og modsætninger.
Så længe humanisterne ikke er villige til at gøre op med det system, som er kilde til dårligdommen, er de begrænsede til hykleri, og at gøre gode miner til slet spil, som når SF mere eller mindre stiltiende bøjer nakken og stemmer for den ene stramning på indvandringsområdet efter den anden.
Hvis vi faktisk vil give migranter – og resten af menneskeligheden – et anstændigt liv, er der kun én vej frem: revolution i Europa såvel som Afrika gennem forenet kamp mellem arbejdere i Europa og Afrika, hvis klasseinteresser er fuldstændig ens. Kapitalismen er en døende parasit på arbejderklassen, som forhindrer den i, at bygge et værdigt samfund for mennesker: en vampyr med rådne tænder, som vi hurtigst muligt må kaste af os, så vi kan leve i en verden uden flygtninge, krig og fattigdom.
