Lenins Aprilteser blev et vendepunkt for Bolsjevikpartiet. Det satte dem på kurs mod at lede arbejderklassens magtovertagelse i Rusland i oktober 1917. Februar-revolutionen havde fjernet zaren; men den provisoriske regering, der kom til magten, løste ikke nogen af de russiske arbejderes og bønders fundamentale problemer. De socialistiske partier støttede den provisoriske regering og også ledelsen af Bolsjevikkerne hældede i den retning. Det var med Aprilteserne, at Lenin fik vendt denne udvikling.
Da revolutionen brød ud i Rusland i 1917, var Lenin i eksil i udlandet. Herfra bombarderede han i sine Breve fra det fjerne Bolsjevikkernes centralkomite med breve og artikler. Her analyserede han, hvordan der efter Februar-revolutionen var opstået en situation med det, som han kaldte dobbeltmagt. De russiske arbejdere havde dannet sovjetter som deres magtorganer, ligesom de gjorde i revolutionen i 1905. I sovjetterne havde de moderate socialister, Mensjevikkerne og De Socialrevolutionære, fået flertal.
De moderate socialister havde brugt deres flertal til at give magten til borgerskabet i den provisoriske (midlertidige) regering, som var blevet dannet efter zaren fald. Det zaristiske statsapparat bestod stadig i sin essens; men i stedet for et diktatur med en zar i spidsen var der nu blevet dannet en regering baseret på det pseudo-parlament (dumaen), som zaren tidligere havde oprettet.
Dobbeltmagt-situationen bestod dermed i to konkurrerende former for statsapparater: en arbejderstat i kimform i skikkelse af sovjetterne og så en borgerlig republik, i form af den provisoriske regering. Disse to former for stater afspejlede de to dominerende klasser i samfundet, arbejderklassen og borgerskabet. Lenin forklarede, at en situation med dobbeltmagt kun kan være midlertidig. Kampen frem til oktober 1917 var en kamp mellem arbejderklassen og borgerskabet, om hvilke et af disses statsapparater der skulle sejre og dermed, hvilken klasse der skulle have magten i samfundet.
I sine teser skriver Lenin:
”Det specielle ved den nuværende situation i Rusland ligger i overgangen fra revolutionens første fase, som på grund af proletariatets utilstrækkeligt udviklede bevidste orientering og mangelfulde organisation lagde magten i bourgeoisiets hænder, til dens anden fase, som må lægge magten i hænderne på proletariatet og de fattigste lag af bønderne.”
Det er på baggrund af denne analyse, at Lenin i sine Breve fra det fjerne konkluderede, at der ikke kan gives nogen som helst støtte til den provisoriske regering. Dette kom som et chok for lederne af Bolsjevikkerne i Rusland på daværende tidspunkt. De inkluderede Stalin og Kamenev, der hidtil havde givet kritisk støtte til den provisoriske regering.
For dem var det umuligt at snakke om socialistisk revolution i Rusland eller arbejderklassens magt overtagelse. Rusland var alt for tilbagestående, og ethvert forsøg i den retning ville ifølge dem være et rent eventyr.
Kamenev, som var redaktør, skrev i Bolsjevikkernes avis, Pravda:
”Med hensyn til kammerat Lenins generelle plan så forekommer den os uacceptabel, idet den udgår fra den antagelse, at den borgerlige-demokratiske revolution er færdiggjort, og den baserer sig på en umiddelbar transformation af denne revolution til en socialistisk revolution.”
Inden revolutionen var brudt ud, var der ingen af de bolsjevikiske ledere – heller ikke Lenin – som mente, at Rusland stod over for en socialistisk revolution, fordi landet var for tilbagestående. Det overvældende flertal af befolkningen var bønder, arbejderklassen var dårligt uddannet, og Rusland havde stadig mange levn fra feudalismen. Socialisme kunne ikke opbygges i Rusland alene. Men på grund af de konkrete internationale omstændigheder, som revolutionen fandt sted under, konkluderede Lenin, at den russiske revolution kunne være starten på en socialistisk verdensrevolution.
Lenin vender tilbage
Lenin vendte først tilbage Rusland den 3. april. Han ankom med toget til Petrograd, og efter han kom ud på stationen, vendte han sig mod de arbejdere, der var kommet for at tage imod ham, med ordene: ”Længe leve den socialistiske verdensrevolution!”.
Disse ord stod fuldstændig i modsætning til den politik som Kamenev, Stalin og de andre ledere af bolsjevikkerne stod for. Lenin forklarede, at hvad der skete i Rusland ikke skete i isolation, men at arbejderklassens bevægelse i Rusland var en del af den internationale bevægelse. På trods af, at der ikke kunne skabes socialisme i Rusland alene, fordi landet var for tilbagestående, var forudsætningerne for socialisme modne på globalt plan.
Det var de russiske arbejdere, som havde trukket loddet med at starte den internationale revolution; men deres opgaver blev defineret af, hvad der skete internationalt. Lenin havde især Tyskland i tankerne, hvor han mente, at en revolution også var på vej i en overskuelig fremtid. Hvis arbejderklassen i Rusland tog magten, ville det give en enorm impuls til arbejderklassen i det mere udviklede Vesteuropa, heriblandt de tyske arbejdere. Omvendt ville en fejlslagen revolution i Rusland have en demoraliserende effekt på den internationale arbejderklasse.
En succesfuld revolution i blot ét af de mere udviklede kapitalistiske lande ville kunne lægge grunden for også at opbygge socialisme i Rusland. En succesfuld revolution i eksempelvis Tyskland ville kunne stoppe 1. verdenskrig, og et socialistisk Tyskland ville kunne eksportere den mest udviklede teknologi til Rusland samt tysk ”know how” i form af en langt bedre uddannet tysk arbejderklasse. En kombination af den mest udviklede teknologi fra de vesteuropæiske kapitalistiske lande og de enorme naturressourcer fra Rusland ville være et solidt udgangspunkt for opbyggelsen af socialisme på globalt plan.
For Lenin handlede det derfor ikke om, hvad der var muligt i Rusland alene. Tværtimod så kunne opgaverne i den russiske revolution kun afgøres af, hvordan den bedst muligt kunne hjælpe den socialistiske verdensrevolution.
Kampen i partiet begynder
Efter Lenin var ankommet til Petrograd, blev han taget med til et møde for Bolsjevikkerne, hvor han skulle sidde igennem mange lykønskningstaler og lignende. Da de var færdige holdt Lenin, en time lang tale, hvor han analyserede situationen, nådeløst kritiserede navngivne personer fra de socialistiske partier og forklarede, hvad der måtte gøres. Hans publikum fik nærmest et granatchok over den forskel, der var på Lenins position og Bolsjevikkernes daværende ledelse.
De ideer, som han præsenterede i denne tale, og dem, som han holdt til partimøder de efterfølgende dage, var det, som blev kendt som Om proletariats opgaver i den nuværende revolution eller blot Aprilteserne. Da de blev trykt i Pravda første gang den 7. april, var Lenin den eneste underskriver på dem. Resten af den bolsjevikiske ledelse tog afstand fra dem.
Partiet og dermed revolutionens fremtid, blev afgjort på en konference for Bolsjevikkerne i Petrograd, som senere blev kendt som Aprilkonferencen. Essensen af uenighederne på konferencen kunne koges ned til følgende: Skulle arbejderklassens magtovertagelse udskydes til en ukendt fremtid, når Rusland var moden til socialisme, eller skulle de russiske arbejdere forsøge at starte den socialistiske verdensrevolution nu?
Regeringen, staten og krigens karakter
Nogle af de mest presserende spørgsmål til Aprilkonferencen var Bolsjevikkernes stilling til den provisoriske regering og til krigen. Begge disse spørgsmål hang uløseligt sammen.
Op til Lenins tilbagevenden havde de bolsjevikiske ledere som nævnt givet kritisk støtte til den provisoriske regering. Selvom den provisoriske regering var opstået på baggrund af en revolutionær bevægelse, så repræsenterede den borgerskabet og deres kapitalistiske statsapparat.
Lenin forklarede, at det ikke var en regering for masserne, men kapitalisternes regering. Derfor havde den ikke havde til hensigt at løse massernes vigtigste problemer: Indførelse af 8-timers arbejdsdag, stop for fødevaremanglen, uddeling af godsejernes jord til bønderne, og sidst men ikke mindst et stop for Ruslands deltagelse i verdenskrigen.
Karakteren af 1. verdenskrig var blevet diskuteret siden dens udbrud i 1914. Næsten alle socialdemokratiske partier rundt om i Europa havde bøjet sig for deres nationale borgerskaber og stemt for krigsbevillinger, som ville sende arbejdere i krig mod andre arbejdere. De havde alle undskyldt sig med, at det var modparten, der var aggressoren, og at det var en ”forsvarskrig”. Som følge af dette var 2. Internationale, som var den socialdemokratiske internationale organisation, kollapset.
Bolsjevikkerne havde som nogle af de eneste været modstandere af krigen fra starten samtidig havde de undgået at falde i et borgerligt pacifistisk hul, hvor det kun var muligt at appellere til ”humanistiske idealer”.
Lenin havde karakteriseret krigen som en ”røverkrig” mellem verdens imperialistiske magter. Kapitalismen havde spredt sig ud over det meste af verden, som op til krigens udbrud var blevet opdelt mellem de forskellige imperialistiske nationer. Der var derfor opbygget store spændinger mellem de gamle imperialistiske lande, som var i tilbagegang, og så de nyere, som var på vej op, men hvis produktionsapparat var langt større end deres globale indflydelse.
1. verdenskrig var derfor en krig, der handlede om at opdele og genopdele verden. I sådan en krig var der ingen imperialistisk magt, der var bedre end andre. Der var ingen progressiv side, som socialister kunne støtte.
Lenins parole var derfor klar: For at stoppe krigen var det nødvendigt, at arbejderklassen væltede sit ”eget” nationale borgerskab, og i spidsen for de fattige bønder tog magten i egne hænder. Sådan en regering måtte tilbyde fred til alle andre nationer samt afstå fra alle anneksioner.
Redaktionen af Pravda havde derimod argumenteret for at fortsætte krigen, da zaren nu var faldet, og krigen derfor havde mistet sin imperialistiske karakter. Redaktionen mente nu, at krigen var forvandlet til en ”revolutionær forsvarskrig”, og ved at fortsætte krigen kunne man dermed forsvare Februar-revolutionens fremskridt.
Dette opsummeres kort i den første af Lenins Aprilteser:
”Om vor stilling til krigen – som ubetinget er en imperialistisk røverkrig fra Ruslands side også under den nye regering Lvov og co. i kraft af denne regerings kapitalistiske karakter – gælder det, at selv den ringeste indrømmelse til den ’revolutionære forsvarsvilje’ er utilstedelig.”
Radikalisering
Stalin, Kamenev og de andre ledere af Bolsjevikkerne troede, at Lenin var blevet skør under sit ophold i udlandet. Hvordan kunne han tale om at kæmpe for socialisme, når Bolsjevikkerne – det mest revolutionære og venstreorienterede af de socialistiske partier – kun havde opbakning fra en lille minoritet af arbejderklassen i sovjetterne?
Lenin forklarer i Aprilteserne, at grunden til, at arbejderklassen ikke var kommet til magten allerede i februar, var dens manglende bevidste orientering og mangelfulde organisering. Det var derfor, at magten var blevet videregivet til borgerskabet på trods af, at arbejderklassen reelt set havde stået med den i hænderne.
I takt med at borgerskabet ved magten i højere og højere grad ville komme til at skuffe arbejderne, blev borgerskabet tvunget til at hive ledere fra de moderate socialistiske partier med i regeringen, for at legitimere deres styre. Arbejderne havde startet med at stemme massivt for de moderate socialister, som havde de ”nemmeste” løsninger. Men når de moderate socialistiske ledere heller ikke kunne løse arbejdernes problemer, så ville arbejderklassen før eller siden begynde at lede efter mere radikale løsninger.
Arbejderne ville teste forskellige partier og deres ledere. I takt med at disse ikke kunne indfri deres løfter, ville arbejderne før eller siden afprøve de mere radikale partier – Bolsjevikkerne. Lenin påpegede, at så var det nødvendigt, at Bolsjevikkerne i denne proces tålmodigt forklare deres program. Dette var taktikken, som kunne gøde jorden for, at arbejderklassen kunne blive vundet for Bolsjevikkernes politik i takt med dens radikalisering.
Al magt til sovjetterne
For Lenin var det altså utilladeligt at give støtte til den provisoriske regering eller verdenskrigen. I stedet måtte arbejderklassen tage magten selv med de fattige bønder bag sig.
Hvad betød det i praksis? Lige siden Pariserkommunen i 1871 havde marxister lagt vægt på, at det borgerlige statsapparat ikke kan bruges til at skabe socialisme, men at det med Marx’s ord må ”sønderbrydes”, altså ødelægges. På trods af at den borgerlige stat under særlige omstændigheder kan give indrømmelser til arbejderne, så varetager den i sidste instans kapitalisternes interesse. Arbejderklassen må opbygge sin egen stat, der varetager dens interesse, altså en arbejderstat.
Ifølge Lenin var sovjetterne en arbejderstat i kimform, og derfor skulle Bolsjevikkernes parole være: ”Al magt til sovjetterne!”. Men i sovjetterne havde de moderate socialister, Mensjevikkerne og De Socialrevolutionære, jo flertallet. Hvis sovjetterne tog magten, ville det betyde, at de moderate socialister ville komme til magten. Hvorfor skulle Bolsjevikkerne gå ud og arbejde for, at de kom til magten?
Pointen var netop, at med sådan et positivt slogan, så kunne Bolsjevikkerne kun vinde på det. Hvis de moderate socialister rent faktisk fulgte opfordringen og tog magten igennem sovjetterne, så ville vejen være åben for de første spæde skridt mod at fratage borgerskabet magten og gå i retning af socialisme. Bolsjevikkerne ville fredeligt kæmpe for flertallet inden for sovjetterne.
Hvis de afviste at tage magten, som var det mest sandsynlige, ville det vise masserne, at de moderate socialister talte om forbedringer (8-timers arbejdsuge, ende på krigen, løsning af jord-spørgsmålet, osv.), men at det forblev ved snakken, og at de modarbejdede det i handlinger i den provisoriske regering.
På den måde ville de miste legitimitet, og Bolsjevikkerne ville retmæssigt kunne spørge: ”I har flertallet i sovjetterne til at tage magten. Hvorfor stoler I ikke på den klasse, som I påstår at repræsentere, smadrer det gamle reaktionære statsapparat og tager magten i hænderne?”.
Arbejderstat
Staten og revolutionen som Lenin skrev under revolutionen i 1917 er nok den mest kendte tekst fra Lenin om staten. Men allerede i Aprilteserne beskriver Lenin de første skridt, som en arbejderstat må tage, efter at arbejderklassen har taget magten.
Først og fremmest vil det være et tilbageskridt at gå fra sovjetterne tilbage til en parlamentarisk republik. Sovjetterne, som er baseret på masserne og kan afspejle stemningen i masserne, er langt mere demokratiske institutioner end et parlament. Den nye arbejderstats rygrad skal bestå af ”en republik af arbejder-, landarbejder- og bonderepræsentanternes sovjetter over hele landet fra nederst til øverst.”
Lenin opridser kort en række betingelser for en arbejderstat. Politiet og hæren skal afskaffes og i stedet erstattes med et bevæbnet folk, der demokratisk kontrollerer våbnene i samfundet. Embedsmandsvældet, som i borgerlige samfund er adskilt fra og hersker over befolkningen, skal fjernes og erstattes med demokratisk valgte embedsmænd, som skal kunne trækkes tilbage. Embedsmændenes løn skal svare til en gennemsnitlig faglært arbejders.
I Lenins teser bliver disse idéer kun fremlagt i en slags punktform. Hans Staten og revolutionen er en marxistisk klassiker som stadig er relevant at læse i dag 100 år efter, at den blev skrevet.
Skuden vendes
I sidste ende vandt Lenins politiske position flertal i april. De ideer, som man kan læse i Aprilteserne, stod i skarp kontrast til den politiske linje, som resten af de bolsjevikiske ledere hidtil havde ført. Det er derfor nærliggende at spørge, hvordan han kunne få flertal, når han havde hele ledelsen imod sig og kun lige var vendt tilbage til Rusland fra eksil.
Da Februar-revolutionen brød ud, estimeres det, at Bolsjevikkerne kun havde omkring 8.000 medlemmer i hele landet. Efter Februar-revolutionen i 1917 havde Bolsjevikkerne fået langt bedre mulighed for arbejde legalt og tusindvis af især arbejdere var strømmet ind i partiet. Under Aprilkonferencen var Bolsjevikkernes medlemstal steget til 79.000, hvoraf 15.000 var i Petrograd.
Det var især disse nye lag, som Lenin baserede sig på, og som stod langt til venstre for ”de gamle bolsjevikker”. Dele af de bolsjevikiske ledere var gået politisk til højre i form af deres støtte til den provisoriske regering og til krigen. Dette højresving afspejlede sig også organisatorisk, hvor ledere som Stalin overvejede fusion med Mensjevikkerne.
Det er derudover klart, at Lenin havde en enorm politisk autoritet i partiet, som han havde vundet i de teoretiske kampe, der havde været under opbygning af partiet. Derfor blev mange gamle bolsjevikker og langt de fleste ledere også overbevist, hvis ikke i april, så senere om hans idéer.
Lenin havde siden revolutionens udbrud insisteret på, at Bolsjevikkerne skulle bibeholde sin helt klare organisatoriske selvstændighed og ikke blandes sammen med andre partier. I Aprilteserne forslog han, at Bolsjevikkerne skiftede navn til Kommunistisk Parti for at vende den reformistiske socialdemokratiske bevægelse ryggen, som havde vist si fallit ved 1. verdenskrigs udbrud.
Med Aprilteserne fik Lenin vendt udviklingen i partiet. Han fik bevæbnet partiet teoretisk og politisk. Det kunne han kun, fordi han ramte ned i den revolutionære stemning blandt masserne og gav den et politisk udtryk, og fordi den politisk mest avancerede del af masserne var organiseret i Bolsjevikpartiet.
Lenin forstod, at situationen i Rusland havde udviklet sig anderledes, end hvad Bolsjevikkerne tidligere havde forudset. Hvis mulighed for at opbygge socialisme ikke skulle lade sig forpasse, så måtte Bolsjevikkerne vinde arbejderklassen politisk og lede dens magtovertagelse. Det var netop, hvad der skete i oktober 1917.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 28, april 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
