Selvom det er sommer og det traditionelt er udråbt som agurketid, betyder det selvfølgelig ikke at verden går i stå af den grund.
Irak er netop overgået til ”demokrati”, det er dog ikke hvad man normalt betegner demokrati men i stedet en regering udråbt af USA. Da den blev udnævnt var man så bange for attentater at det skete 2 dage før tid og bag lukkede døre. Dette er en stor kontrast til den pomp og pragt der normalt omgiver en regerings udnævnelse. Samtidig fortsætter kampene i Irak som de plejer. Der er altså ikke megen udsigt til fred i området selvom USA gerne vil give indtrykket af at de har situationen under kontrol. Magtoverdragelsen skal da nok også nærmere ses i lyset af at det er i USA’s interesse at overdrage visse ting så arbejdsbyrden bliver fjernet fra dem selv. Samtidig med at de bevarer kontrollen over økonomien og landet igennem deres militære tilstedeværelse.
Et godt eksempel på noget lignende er Afghanistan, der har det dog heller ikke givet sig udslag i fred, snarere tværtimod. Det lader til at den irakiske regering vil være ligeså svag som den afghanske, der stort set kun kontrollerer hovedstaden Kabul.
Et andet sted hvor USA blander sig er i Venezuela. Som vores læsere ved skal der snart holdes en afstemning om hvorvidt præsident Chavez skal fortsætte. Den amerikansk støttede opposition var dog nødt til at snyde og bruge vold for at opnå de nødvendige underskrifter. Og for nylig har de endnu engang angrebet demonstrationer der blev afholdt til støtte for Chavez og den bolivarianske revolution. På trods af dette har amerikanske embedsmænd flere gange udtalt at det er Chavez der er udemokratisk og ikke oppositionen! Det lader til at amerikanernes opfattelse af demokrati er at et land er styret af folk med penge, hvorimod man er udemokratisk hvis man har støtte fra den overvejende del af befolkningen, nemlig arbejderne, bønderne og de fattige. Hvis dette er den officielle amerikanske opfattelse af ”demokrati” giver deres konstante brug af ordet pludselig en hel ny mening.
Verden er altså ikke blevet mere fredelig, snarere tværtimod. Derfor er vi stolte af at præsentere de ideer vi mener viser en vej ud af alt dette, nemlig de marxistiske. På trods af at kapitalisterne i over 100 år har prøvet at latterliggøre dem er de stadig aktuelle. Vi håber du syntes dette nummer gør det tilfredsstillende.
Fortsat god sommer!