Dette nummer af Revolution udkommer samtidig med 100-års jubilæet for den tyske revolution. Ud over at være en enorm inspiration er den også en næsten uudtømmelig kilde til erfaringer for alle, som vil ændre verden i dag. Men den er også en advarsel.
Den er en advarsel til dette lands herskende klasse: Revolutioner er ikke kun noget, der sker i fjerne og eksotiske lande. Fra 1918 til 1923 bølgede den revolutionære bevægelse frem og tilbage i Tyskland – i selve hjertet af Europa. I slutningen af 1918 var et område, der i dag er dansk territorium i Sønderjylland, under arbejder- og soldaterrådenes kontrol. Hvis de tyske arbejdere havde taget magten, hvilket de flere gange var snublende tæt på, var de borgerlige regimer faldet som dominobrikker også i resten af Europa. Inklusiv Danmark. Kapitalismen havde været fortid.
Der er ingen tvivl om, at den sociale krise i Tyskland i 1918 var enorm og også større end i dag. Men gnid apatien ud af øjnene og kast et ekstra blik på verden af i dag og se: opløsning af den liberale verdensorden, faldende tillid til de officielle institutioner og politikere, handelskrige, stigende spekulation og gæld, stigende internationale spændinger, nationalisme, klimakatastrofer, eksplosiv ulighed, nedskæringer, afvikling af velfærdsrettigheder osv. osv.
Stil nu dig selv spørgsmålet: hvilken vej bevæger den moderne kapitalisme sig? Mod harmoni eller mod konflikt?
I årtier har reformer været ensbetydende med nedskæringer. I ti år er arbejdere og unge blevet bedt om betale for kapitalismens krise, og stadig er vi ikke ude af den, men tværtimod på vej i retning af en ny nedtur. En ny krise vil komme i en situation, hvor verdens regeringer og centralbanker allerede har brugt de fleste af deres “værktøjer” for at stimulere økonomien. En situation, hvor der allerede har været nedskæringer i evigheder. Hvis den danske herskende klasse tror, at arbejderklassen og unge vil blive ved at se passivt til, mens vores rettigheder bliver taget fra os, og overklassen fester på vores bekostning, så tager de fejl.
En revolution i Danmark virker i dag urealistisk for de fleste. Men alle revolutioner virker umulige, indtil de bliver uundgåelige. Revolutioner er ophobede modsætninger og frustrationer, som er blevet opsparet i årevis – fortrængt af menneskets grundlæggende konservative forvisning om, at verden ikke ændrer sig. Men verden ændrer sig. Kapitalismen er ikke som i efterkrigsopsvinget, men syg og i nedgang. På et tidspunkt bliver modsætningen mellem den materielle virkelighed med et socio-økonomisk system i krise og så vores bevidsthed, der stadig til dels hænger fast i efterkrigsopsvingets velfærdssamfund for stor og bevidstheden indhenter den objektive situation med et brag.
Det lave niveau i strejkeaktivitet og sociale bevægelser, som har kendetegnet Danmark siden krisen i 2008, er derfor for os ikke et tegn på, at en revolution som den tyske i 1918 er udelukket – tværtimod. Det er tegn på, at der kun i meget ringe grad bliver givet luft til frustrationerne og, at der følgelig opbygges et pres under den rolige overflade.
100 året for den tyske revolution er en påmindelse til os om, at revolutioner ikke kun sker i fjerne lande. Men dens tragiske skæbne er også en advarsel om, at folk der virkelige vil ændre verden – revolutionære som os – ikke kan sidde på hænderne, men må arbejde fokuseret på at bygge en numerisk og teoretisk stærk revolutionær organisation, INDEN begivenhederne tager fart. Det er den vigtigste lære vi tager med os på 100 året for den tyske revolution.
