Den 25. februar skete det. De forhandlere fra CO-industri, hvis formål egentligt er at gennemtrumfe de danske arbejderes krav, kom ud med et overenskomstforlig sammen med arbejdsgivernes forhandler. Et forlig som på ingen måder lever op til de krav, som arbejderne på gulvet havde stillet igennem deres fagforbund. Hvor er kravet om markante lønstigninger foreksempel blevet af? De 3,5 % som Dansk Industri nødtvungent har givet fra sig kan jo ikke ingen hamle op med inflationsraten. Ergo er det forkert at tale om en reallønsfremgang.

Og hvad med lærlingenes krav om 12 kroner mere i timen? År efter år er de blevet grinet lige op i fjæset og i år er ingen undtagelse: Sølle 4 kroner ekstra, er hvad dette overenskomstforlig har kunne præstere. Med krav om en minimumsløn på 120 kroner, ja endda 130 kroner fra nogle fagforbund skulle man tro, at dette var et klart sprog, som arbejdsgiverne kan forstå. Men ak nej. Det nye OK forlig 2007, betyder at mindstelønnen i industrien hæves fra de nuværende 95,15 kr. til blot 103,15 i løbet af 3 år!

Alt dette sker imens erhvervslivet har kronede dage. I Børsen kan man læse side op og side ned, om dansk erhvervslivs succeser. De har endda valgt at give flere af deres top-chefer klækkelige lønstigninger. F.eks. fik Henning Dyremose, formand for Dansk Industri og tidligere TDC chef, en bonus på 29 millioner efter salget af TDC. Hans årsløn ligger på 70 millioner, men kan dog ikke hamle op med Niels Valentin Hansen, direktør for Roskilde Bank, som scorer den nette sum af 115 millioner årligt.

Tager man det i betragtning, må man sige at de danske arbejderes krav er ganske rimelige. Det er derfor brændende nødvendigt at organisere en effektiv NEJ-kampagne til OK-2007. Nu har arbejdsgiverne vist at de ikke vil give en del af kagen, til os som producerer alle goderne i samfundet. Så er der kun én vej tilbage: Vi må vise dem at vi er parate til at sætte magt bag ordene og bruge strejkevåbnet for at få gennemtrumfet disse rimelige krav.

Også på andre fronter har det vist sig, at ikke alle er tilfredse med de enorme uligheder i samfundet. I København gjorde en række unge oprør og tyede til hærværk og sabotage efter at Ungdomshuset på Nørrebro blev ryddet. Vi kan ikke billige ødelæggelse af biler og individuelle slåskampe med politiet. Men det er altafgørende at forstå, at dette oprør var udtryk for de ophobede frustrationer hos tusinder af unge. De er frustrerede over en kynisk, borgerlig politik, som føres indenfor rammerne af et kapitalistisk system, der ikke kan give et håb eller en fremtid for arbejderklassen og ungdommen.

I fremtiden vil det afgørende være, at denne vrede og afmagt som tusinder af unge føler, kanaliseres ind i arbejder- og elevbevægelsen og at fokus ikke bliver individuelle gadekampe og sabotage, men derimod massekamp. De tusinder af unge som har været på gaden må tilbydes et revolutionært program og må kæmpe for at gøre SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet til ægte redskaber i kampen for en ny regering og en ny politik. I den forbindelse er en eventuel overenskomstkonflikt en god mulighed for også at inddrage ungdommen.

Længere ude i verden er der også rav i den. Bush vil nu sende 21.500 ekstra soldater til Irak. Dette er udover de 132.000 som allerede opholder sig i landet. I en tale til nationen har han anerkendt at situationen stadig er svær. I Irak hører man hver dag om nye selvmordsbomber, tortur af fanger og massakrer. Efter hårdt pres har Fogh indset at de danske tropper må trækkes hjem fra Irak. Men i stedet vil han nu sende flere soldater til Afghanistan, hvor situationen om noget er endnu værre. Som man kan læse andetsteds i bladet, langer USA nu også hårdt ud efter styret i Iran og truer med angreb på dette land.

Disse konflikter vil uden tvivl betyde mere død, mere lemlæstelse og mere elendighed. Som Lenin engang bemærkede, så er kapitalismen “Rædsel uden ende”. Det giver os endnu mere grund til at kæmpe for at gøre en ende på det system.