Da det romerske imperium var i sin sidste fase, levede det på en kon­stant række af nye krige for at udvi­de sit interesseområde og sikre slaveejernes økonomi. Men allige­vel var systemet dømt til under-gang. Systemets produktionsforhold (slaveri) havde udspillet sin histori­ske rolle. Denne tilstand skabte stor turbulens, store eksplosioner og en tilstand af generelt forfald.

Verdens eneste supermagt var den-gang nødt til hele tiden at ekspan­dere sit imperium, men var i læng­den ude af stand til at sikre det, fordi selve systemet havde overle­vet sig selv. Selv om kejseren hæv­dede at forsvare den romerske re­publiks demokratiske idealer, blev overklassen stadig mere korrupt, dekadent og degenereret. En lig­nende proces (hvor feudalismen var i forfald) fandt sted i Frankrig før den store revolution i 1789. Og en lignende proces udfolder sig for vores øjne i dag. Nu er det blot det kapitalistiske system, der er i for­fald.

Den generelle nedgang kan blandt andet aflæses i Mellemøsten, hvor selv verdenshistoriens største mili­tærmaskine er ude af stand til at sikre USA’s sejr i Irak (ligesom Frankrig før revolutionen var ude af stand til at vinde militære sejre på grund af regimets råddenskab). Man kan også se på Europa og USA, hvor de rettigheder, arbejder­ne har vundet gennem efterkrigsop­svinget, nu bliver tilbagerullet. Euro­pæisk kapitalisme kan ikke længere sikre velfærd som i 1960’erne. Det er den objektive forudsætning for en eksplosion i klassekampen i fremti­den.

Perioden der fulgte 1945 viste, må­ske for sidste gang, hvad det kapi­talistiske system var i stand til. Det­te var et kolossalt fyrværkeri af øko­nomisk vækst, med fuld beskæfti­gelse og stigende levestandarder. I det mindste i Europa, Japan og Nordamerika. Det var en periode med reformer og indrømmelser, der førte til en forbedring af forholdene for arbejderne og en mindskelse af klassekampen i de udviklede lande, selvom situationen i det meste af den underudviklede del af verden var fuldstændig anderledes.

I perioden 1948-73 var den årlige vækstrate i verdensøkonomien (baseret på en fast dollarkurs i 1990) fem procent. I perioden mel­lem 1990-98, den mest betydelige periode med økonomisk vækst si-den 1973, var den 2,6 pct. – om­kring halvdelen af, hvad efterkrigs­opsvinget kunne præstere.

Dette er det objektive grundlag for ustabiliteten på verdensplan. For krisen i Mellemøsten, barbariet i Afrika, de nationale konflikter i Asi­en, den revolutionære bølge i Latin­amerika og nedskæringerne i Euro-pa. Det er samtidig det objektive grundlag for, at arbejderne i det ene land efter det andet vil bevæge sig for at ændre samfundet grundlæg­gende. Slaveriets forfald var en uro­lig epoke. Feudalismens forfald var endnu voldsommere. Og nu er vi gået ind i en af de mest urolige peri­oder i verdenshistorien, kapitalis­mens forfaldsepoke. For at gøre en ende på turbulensen, krigene, ned­skæringerne – på selve menneske­hedens forfald – er det nødvendigt at skifte systemet ud på verdens­plan.

Hvis det kapitalistiske system ikke længere kan sikre fremgang, må det lide samme skæbne som det romerske kejserdømme og det fran­ske monarki. Arbejderbevægelsens opgave er at begynde kampen for et socialistisk verdenssamfund, hvor produktionen planlægges efter almindelige menneskers behov, og hvor menneskehedens potentiale kan realiseres.