Leder i Socialistisk Standpunkt nr. 73. Avisen udkom 1. marts og udviklingen er allerede gået videre, men den politiske linje holder stadig.
I skrivende stund er Grækenland endnu ikke gået bankerot. Men afgrunden nærmer sig. Den såkaldte trojka – EU-kommissionen, EU’s centralbank og den Internationale Valutafond (IMF) – taler om at undgå en ukontrolleret græsk statsbankerot. De ønsker, at de franske og tyske banker skal nå at få så mange penge som muligt ud af grækerne, førend de trækker i snoren og skyller Grækenland ud i kloakken. Derfor sørger de for, at de såkaldte hjælpepakker først og fremmest skal gå til bankerne. Kun hvis der bliver noget til overs, som disse vampyrer ikke har suget ud, kan der blive råd til sygehuse, skoler og andre ”unyttige” ting.
De borgerlige medier har forsøgt at sælge os myten om, at grækerne har ”levet over evne”. Endeløse historier om dovne grækere, der går tidligt på pension, danser zorba dagen lang og drikker gratis retzina på vores regning har præget den borgerlige propaganda. Men sandheden er, at den græske krise ikke skyldes, at almindelige grækere har haft det for godt. Den græske mindsteløn har under opsvinget været på under det halve af den danske, mens priserne har været næsten de samme som herhjemme. For langt de fleste grækere er lønnen nu faldet til et endnu lavere niveau – Trojkaen har krævet lønnedgang på 30 procent, og den ikke-valgte græske regering har lydigt pareret ordre.
Ifølge EU-kommissionen lever 2,2 millioner grækere (21 procent af befolkningen) i fattigdom. Et tilsvarende antal er tæt på at havne i fattigdom. Med de hastigt faldende lønninger er det formentlig allerede sket. Der er eksempler på, at græske skolebørn besvimer i undervisningen, fordi de ikke får mad nok derhjemme. Tusindvis af almindelige grækere er nu afhængige af frivillige nødhjælpsorganisationer, der tidligere kun hjalp flygtninge og illegale indvandrere. Kapitalismens krise-lokomotiv kører med høj hastighed den græske befolkning mod den sociale massegrav.
De græske arbejdere og unge har imidlertid ikke tænkt sig at se passivt til, mens deres leveforhold bliver bombet tilbage til antikken. I begyndelsen accepterede de en del af angrebene, fordi de fleste troede, at krisen var et forbigående fænomen – at krisen kun ville vare et år eller to, og så var det tilbage til dagligdagen igen. Arbejdspladserne ville komme igen og nedskæringerne ville blive tilbagerullet. Men den dybe krise har varet i fem år, og de borgerlige økonomer taler om flere årtier med smerte, afsavn og håbløshed. Den unge generation har udsigt til en fremtid med forhold, der minder mere om deres oldeforældres end deres forældres.
De græske arbejdere og unge, der er på gaderne, kæmper for at forsvare semi-civiliserede levevilkår. De kæmper for, at det er den græske befolkning – og ikke EU og ”finansmarkederne” – der skal kunne vælge, hvilken politik, der skal styre landet. De fortjener al den opbakning, de kan få, fra den danske og internationale arbejderbevægelse.
Grækenland viser, at kapitalismen i det 21. århundrede ikke kan sikre levestandarden. Grækenland viser, at kapitalismen i det 21. århundrede ikke engang kan sikre, at regeringen er valgt af folket. Grækenland viser, at kapitalismen er et system uden fremtid. Inden situationen bliver lige så akut i andre lande, er der brug for, at arbejderbevægelsen drager de nødvendige lektioner og sætter en socialistisk politik på dagsordenen for at feje dette krise-system ned i historiens skraldespand, hvor det hører hjemme.
