Der er en heksejagt i gang i det britiske Labour-parti imod venstrefløjen. En række venstreorienterede medlemmer med associationer til socialistiske grupper er på udemokratisk vis blevet ekskluderet fra partiet. Højrefløjen, under ledelse af “Sir” Keir Starmer, har ét formål: At sikre, at Labour-partiet igen bliver et sikkert redskab for britisk kapitalisme.
Heksejagt på venstrefløjen
Støtter af Revolutions britiske søsteravis, Socialist Appeal (SA), er i skrivende stund i gang med at blive ekskluderet fra Labour, efter ledelsen tilbage i juli besluttede at blackliste SA sammen med en håndfuld andre grupper, der arbejder inde i Labour. Blandt andre er den venstreorienterede filminstruktør, Ken Loach, blandt de medlemmer, der har fået sparket fra partiet. Heksejagten betyder, at alle Labour-medlemmer, som offentligt udtrykker deres støtte til Socialist Appeal eller andre venstreorienterede elementer i Labour, om det så er i form af at sælge deres avis eller dele et twitter-opslag, vil blive ekskluderet. De første eksluderingsbreve er allerede begyndt at tikke ind i vores kammeraters inbox. Deres forbrydelse er, at de er marxister og ubetinget står forrest i kampen for socialisme. Det er langt fra første gang, at marxister er blevet ekskluderet fra Labour, og for vores britiske kammerater kommer det ikke som et lyn fra en klar himmel. Labour har under Starmers ledelse fra begyndelsen gjort det klar, at deres projekt er at bringe Labour tilbage til Blair-dagene, hvor reform betød nedskæring, og politisk loyalitet betød loyalitet til de britiske kapitalister.
Det er først og fremmest vigtigt at slå fast, at ekskluderingen af støtter af Socialist Appeal, sker på et fuldstændig udemokratisk og arbitrært grundlag. SA-sympatisørere bliver beskyldt for at modsætte sig Labours traditionelle “værdier” og for at begå entrisme, altså bygge et parti i et parti. Men det er højrefløjen i Labour, den politiske tendens som Starmer repræsenterer, der siden efterkrigsopsvinget har begået entrisme i Labour og bevidst forsøgt at styre partiet væk fra kampen for socialisme, som partiet blev grundlagt på. Det er sigende, at Margaret Thatcher kaldte New Labour og Tony Blair hendes vigtigste politiske succes. SA er blevet beskyldt for at sprede “giftige idéer” i Labour. Men det er den nøjagtig samme højrefløj, som under Starmer allerede har vist sig fuldstændig uvillige til at forsvare og kæmpe for arbejderklassens interesser. De proklamerer åbent, at de ønsker partiet tilbage til Blair-dagene, hvor Labour stod i spidsen for større privatiseringer end de konservative nogensinde har. Det er den siddende ledelse, der fra begyndelsen har drevet partiet på de mest udemokratiske præmisser, hvor tusindvis af medlemmer nu risikerer at blive smidt ud, hvis de udtrykker bare den mindste utilfredshed med ledelsen.
Højrefløjens angreb kommer efter nederlaget til Corbyn og venstrefløjen
Under Jeremy Corbyn blev hundredtusindvis af unge og græsrodsaktivister vækket politisk til live. Under hans ledelse forvandlede partiet sig til det største i Europa med en vækst på over 300.000 medlemmer. For første gang i mands minde opstod en reel politisk bevægelse omkring Labour, fordi der for første gang i årtier var en ledelse, som gik til valg på et program, der hed “for de mange, ikke de få” og ikke den anden vej rundt. For første gang i de unge menneskers liv skulle man ikke knibe øjnene sammen for at kende forskel på venstrefløjen og højrefløjen.
Men Corbyn havde illusioner om, at højrefløjen politisk kunne forenes med venstrefløjen. I stedet for at ekskludere den borgerlige fløj i partiet, da venstrefløjen havde overlegent flertal, bukkede Corbyn under for højrefløjens pres om “enhed”. Corbyn og dén venstrefløj, der var bygget op omkring ham, var ikke marxister men venstrereformister. Den politiske svaghed, Corbyn udviste over for de borgerlige lag i partiet, lagde grobund for, at de på groveste vis har kunne slå tilbage på venstrefløjen og tilkæmpe sig ledelsen i partiet gennem vanvittigt udemokratiske metoder og smædekampagner. Den samme højrefløj, Corbyn var så påpasselig med at beholde i Labour, har ikke tøvet et sekund med at påbegynde et frontalangreb på venstrefløjen. 100.000 har allerede forladt partiet i demoralisering over den midlertidige sejr til Starmer og resten af højrefløjen. Men skal Starmer og co. virkelig lykkedes i at udslette ethvert minde om Corbyns arv, er der fortsat flere hundredtusindvis af medlemmer, der skal banes af vejen. Ekskluderingen af Socialist Appeal er af samme årsag ikke blevet trumfet igennem uden modstand.
SA er blevet mødt med solidaritet fra store dele af venstrefløjen og fagbevægelsen, præcis fordi de forstår, at dette tilfælde ikke bliver enkeltstående. Resten af venstrefløjen og de militante fagforeningsaktivister bliver de næste. Som den ekskluderede filminstruktør, Ken Loach, skrev på twitter: “Jeg er stolt af at stå sammen med de gode venner og kammerater, som er ofre for udrensningen. Det er i sandhed en heksejagt… Starmer og hans klike vil aldrig lede et parti for masserne. Vi er de mange, de er de få. Solidaritet.”
Højrefløjen
Socialist Appeal er blevet beskyldt for at støtte politiske kandidater, som modsætter sig Labour. Men det er løgn. Da partiet var under Jeremy Corbyns ledelse mellem 2015 og 2020, var Socialist Appeal med forrest i kampen for at få Corbyn valgt. Her var det intet mindre end den siddende højrefløj, som aktivt modarbejdede en Labour-sejr med Corbyn i spidsen. For dem var fire år mere med de konservative at foretrække.
Starmers fløj arbejder målrettet for at bringe partiet tilbage til Blair-dagene, hvor de kunne høste millioner af pund i donationer fra forretningsverdenen og gnubbe albuer med dem til fine middage, præcis fordi kapitalisterne kunne vide sig sikre på, at partiet ikke ville føre en politik, der truede deres interesser.
De præcis samme personer beskylder nu marxisterne i deres parti for at begå politisk forræderi, som for bare få år siden lancerede løgnagtige og giftige kampagner mod deres egne medlemmer og sågar deres egen spidskandidat. Dette blev tydeligt bekræftet i starten af 2020, hvor en rapport med interne e-mails og andre dokumenter blev lækket. Rapporten udstillede i detaljer, hvordan højrefløjen aktivt havde brugt de groveste bøllemetoder, såsom overvågning af græsrodsaktivister og bevidst falske beskyldninger om antisemitisme, til at modarbejde venstrefløjen. Modsat Starmer har venstrefløjen i Labour været de eneste, der konsekvent har kæmpet imod de konservative, hvis reaktionære politik kun kan sammenlignes med Thatcher og Reagan-perioden. Uden venstrefløjen i Labour, havde der ingen politisk opposition været mod regeringen de sidste to år. Keir Starmer og resten af højrefløjen er konservative i forklædning, og med dem på Downing Street kan den britiske arbejderklasse ikke forvente mere, end de kan fra de konservative.
Hvorfor nu?
I over 30 år har Socialist Appeal, i gruppens nuværende form, været en del af Labour. Så hvorfor er Socialist Appeal blandt de første til at få sparket? Og hvorfor sker det nu? Denne udvikling kan først og fremmest tilskrives den hastigt voksende interesse, unge og arbejdere i England har fået for radikale, marxistiske idéer. Denne radikalisering er kommet til udtryk i Socialist Appeal, præcis fordi SA konsekvent står på et venstreorienteret, marxistisk program. Mens Labour under Starmer har blødt medlemmer og tabt adskillige regionsvalg i, hvad der historisk har været stensikre Labour-områder, har marxistiske idéer vundet fremgang. Starmer ligger rekordlavt i meningsmålingerne, og næsten halvdelen af hans eget parti har ingen tillid ham.
Socialist Appeal har, trods deres ydmyge størrelse, vist sig som den tendens, der har været mest aktiv og synlig i kampen for et venstreorienteret Labour-parti. De har aktivt deltaget i den kampagne, der for nyligt sikrede den venstreorienterede kandidat Paul Holmes ledelsen i Englands største fagforening, UNISON. Det er første gang siden fagforeningens grundlæggelse, at en venstreorienteret kandidat har vundet flertal. Samtidig er Socialist Appeal arkitekten bag kampagnen Labour4Clause4, der i 2019 kæmpede for at genetablere den berømte Clause 4 – en paragraf i Labours oprindelige vedtægter, der forpligtede Labour til kampen for socialisme og nationaliseringen af de største dele af økonomien. Paragraffen blev fjernet i 1990’erne under Tony Blair, der ledte en historisk højredrejning af partiet. Ligeledes har SA været blandt de mest fremtrædende i #Starmerout-kampagnen, hvor græsrodsaktivister og andre venstreorienterede advokerede for, at der skulle rejses mistillidsvotum til Starmer og højrefløjen. Her ledte de kampagnen for en ‘recall’-konference. Selvom Socialist Appeal er en lille gruppe, har de altså været mest synlige i kampen for et venstreorienteret Labour og bliver af den grund set som en trussel af højrefløjen.
Højrefløjen i Labour bilder måske sig selv ind, at de vil være dem, der definitivt udrydder marxismen fra fagbevægelsen og Labour. Men den globale kapitalisme befinder sig i den dybeste krise nogensinde. Corbyn var kun ét af mange udtryk, som denne krise vil få politisk i den kommende tid. Den kollektive bevidsthed har og vil udvikle sig i retning af radikalisering. Denne radikalisering kommer til at ændre og ryste den objektive situation på måder, der er uden for fatteevne hos de mennesker, der lige nu sidder i spidsen for den britiske arbejderklasses parti. Og dét faktum kan højrefløjen ikke sætte sig ud over. Der er ikke nok milliondonationer i verden, fra forretningsfolk eller andre, der kan hæve højrefløjen over det faktum, at de repræsenterer et system i en blindgyde, og at spørgsmålet om socialisme aldrig har været mere relevant. Højrefløjen kan måske nok ekskludere nogle hundredetusinde medlemmer, men de kan ikke fjerne de marxistiske idéer fra arbejderbevægelsen.
