Torsdag den 26. september 2002 mødtes over 100 danske kursister fra landets HF-uddannelser og VUC-centre. Formålet med mødet var at diskutere perspektivet for den fortsatte kamp mod de store nedskæringer på VUC og HF. Baggrunden er, at VUC-kursisterne er blevet pålagt en stigning i brugerbetaling, som nu samlet set kan komme op på 900 kr. pr. fag. Regeringen har tænkt sig at spare omkring 46 millioner på den måde.
Derfor var specielt VUC-kursisterne mødt talstærkt op til stormødet, der var arrangeret af Landssammenslutningen af Kursusstuderende, LAK.
Beregninger viser, at mere end 50.000 af de i alt cirka 100.000 deltagere på VUC ikke får refusion for deltagerbetalingen. Mindst halvdelen af de 50.000 – og det vil være de økonomisk dårligst stillede – skal betale op til 11.700 kroner for at gå på VUC, og har derfor ikke længere råd til at uddanne sig. Denne udvikling er aldeles uacceptabelt, og det kan ikke være rigtigt, at en almindelig kursist kan komme til at betale op imod 12.000 kr. for sin HF.
VUC-kursisterne var derfor ude i en strejke onsdag den 18. september, hvor over 50.000 kursister i hele Danmark forholdsvis spontant gennemførte aktioner og strejker.
Fortsættelse af strejkerne?
På mødet var der stor enighed om, at besparelserne og brugerbetalingen er komplet nonsens. Endnu engang vil den borgerlige regering spare penge på Danmarks råstofkilde: nemlig uddannelserne. Tilmed vil brugerbetalingen ramme de økonomisk dårligst stillede og har dermed også en vis ideologisk karakter.
Men de kursusstuderende på mødet ønskede ikke umiddelbart at fortsætte strejken. For mange var det svært at se perspektivet med en fortsættelse af strejkerne: Hvad vil man vinde ved at forlænge strejkerne?
Grundlæggende var dette spørgsmål meget godt stillet. Kursisterne vil på dette tidspunkt ikke vinde andet end fravær og kortere gennemgang af pensum ved at forlænge strejkerne. Når elever og studerende strejker, har de ingen magt at sætte bag deres krav. De kan muligvis vinde enkelte kampe ved at råbe op, men elevstrejker er ikke i sig selv “farlige” for magthaverne.
Arbejderbevægelsen har magten!
Den eneste gruppe i samfundet, der har reel magt at sætte bag kravene, er de danske arbejdere. Når arbejderklassen strejker, stopper produktionen, og dermed står hele samfundet stille. Det er sådanne aktioner, der kan få magthaverne til at ryste i bukserne. Kursisterne på VUC/HF er i mange tilfælde arbejdere, der nu ønsker en uddannelse, eller er børn af arbejdere. Det er ofte disse kursister, der rammes hårdest af nedskæringerne, fordi de ikke har lige så mange penge som andre. Samtidig er det fagbevægelsen og Socialdemokratiet, der var de drivende kræfter i skabelsen af velfærdssamfundet, og især uddannelserne. Derfor er arbejdere og studerende naturlige allierede i kampen for forsvaret af uddannelserne og velfærdssamfundet som helhed.
Kampen fortsætter!
Der var på mødet generel enighed om at fortsætte kampen, dog uden at fortsætte strejkerne på VUC. Konkret ville LAK mobilisere til den fælles demonstration mod nedskæringer på uddannelse, torsdag den 3. oktober – samt til “folkefesten” den 5. oktober imod regeringens politik.
Kursisternes krav er, at alle nedskæringer og brugerbetalingen skal tages af bordet. Selvom demonstrationer er en god ting, er det ikke tilstrækkeligt. Hvis regeringen stadig nægter at efterkomme kursisternes krav, selv efter de to planlagte massedemonstrationer, så er der brug for at sætte magt bag ordene. Det kan kun gøres gennem en fælles generalstrejke for arbejdere i alle sektorer, samt elever og studerende på alle niveauer.
Kapitalismen er på vej ind i en dyb økonomisk krise. Derfor øges presset på velfærdsstaten, og uddannelserne må stå for skud. Ikke bare i Danmark ser vi denne tendens, i hele Europa (bl.a. Spanien) slås de mod de samme problemer. Kun et fuldstændigt brud med kapitalismen kan skaffe elever og kursister ordentlige uddannelser.