For tiden sker der ufattelig mange ting i Latinamerika. Bevægelse efter bevægelse rejser sig efter hinanden konstant. I en så tilspidset situation som den der i øjeblikket ligger for dagen over det meste af Latinamerika, er det vigtigt at man handler hurtigt, konsekvent, korrekt og ikke begår fortidens fejl – fx det der skete i Chile 73.
Lidt historie
Siden 1910, hvor nogle amerikanske imperialister opkøbte kobberminerne, og frem til 1970, voksede eller opretholdtes amerikanernes og imperialismens indflydelse i Chile konstant. I 1970 var der fx kun omkring 9% af samtlige aktieselskaber der ikke på den ene eller anden måde var præget af udenlandsk kapital. Et andet eksempel på imperialismens indpas i Chile illustreres af, at i perioden fra 1950-67 fik udenlandske investorer 4 dollars igen for hver dollar de investerede.
Samtidig var jorden enormt ujævnt fordelt, nogle få ejede størstedelen, mens størstedelen ejede helt lidt, eller slet ingenting.
Utilfredsheden blandt masserne illustreres bl.a. af, at i 60’erne gennemførtes der hele 5 generalstrejker med CUT (fagforeningernes landsorganisation) i spidsen.
Op igennem 50- og 60’erne stillede kommunist- og socialistpartiet op i en fælles koalition ved valgene hver 6. år, hver gang med lægen Salvador Allende i spidsen.
I 1958 var de kun 30.000 stemmer fra at vinde valget, men det var ikke nok og kendetegnet ved landet var de fortsatte ulige levevilkår for de forskellige grupper i landet.
Op gennem 1968 og 69 tog antallet af demonstrationer, strejker og jordbesættelser til. Især jordbesættelserne steg (fra 9 i 1967 til 148 i 1969), pga. den krist-demokratiske regering, der ikke formåede at gennemføre de lovede landreformer, fordi de store jordbesiddere forhindrede dette.
Fra 1969 – 70 fordobledes antallet af strejker til 5295, strejkerne omfattede over 300.000 arbejdere, kampgejsten var stigende. Allende blev bakket op af arbejderne samt den fremvoksende studenterbevægelse, der krævede demokratisk indflydelse og større adgang til universiteterne for arbejdere.
Salvador Allende bliver valgt
I november 1970 skete det så, Allende, lederen af en bred venstrekoalition med socialistpartiernes dominans, vandt valget.
Allende var formelt marxist og blev valgt på følgende valgløfter: kobberminerne skulle nationaliseres, jorden skulle omfordeles, det offentlige skulle overtage økonomiske nøgleområder, levestandarten skulle hæves for flertallet af den chilenske befolkning og USA skulle ud af landet – det nye Chile skulle være antiimperialistisk og uafhængigt.
Allendes hemmelige aftale med den tidligere regering
Hvad Allendes tilhænger ikke vidste, var at han i al hemmelighed havde underskrevet en aftale med den tidligere regering. Aftalen gik ud på ikke at blande sig i medierne, undervisningen, politiet eller militæret. Dvs. Allende skrev under på ikke, at true den kapitalistiske stat. Aftalen var skrevet på et helt andet sprog end det der normalt kendetegnede Allendes taler, hvor han bl.a. havde proklameret ”folkemagt”.
I de første måneder af 1971 nationaliserede Allende 90 firmaer og staten overtog 1400 farme, men da kalenderen sagde maj svarede Allende nej.
Han ville ikke gå videre i vejen mod socialismen, det han hidtil havde gjort var inden for de juridiske rammer. Var han gået videre i processen havde han brudt den aftale han havde lavet med den tidligere regering.
Allende talte stadig om ”socialisme”, men det han mente med det var en blandingsøkonomi med en stærk statslig faktor for at stabilisere systemet. Det befolkningen derimod forstod ved socialisme var et spørgsmål om magt, ”folkemagt”. Det gik op for borgerskabet at Allende havde i sinde at stå inden for aftalen, men det havde borgerskabet absolut ikke. I november gik Santiagos (hovedstaden) borgerskabs fruer gennem gaderne med tomme gryder og pander for at protestere mod manglen af varer. Der var rigtig nok efterhånden mangel på varer, men det var ikke borgerskabet der manglede nødvendige ting som æg og sæbe, det havde de hamstret, så de fattige manglede det.
I januar og februar 1972 gik højrefløjen i offensiven, de slæbte indenrigsministeren i retten og blokerede for nationaliseringerne. Gennem det første halve år krævede Allendes venstrekoalition handling over for den frembrusende højrefløj, mens folkeforsamlingen i byens næststørste by gik endnu videre og direkte krævede indførelse arbejdermagt.
Alle steder i samfundet blev linierne trukket klart op, højrefløjen snakkede åbent om at bringe Allende-regeringen til fald vha. økonomiske våben og propaganda.
Reformistisk forræderi
Mens fagforeninger og andre kæmpede imod, var Allende låst fast i sin gamle aftale, han troede åbenbart stadig på ”en chilensk vej til socialisme”, hvor borgerskabet accepterede demokratisk trufne beslutninger, der klart gik imod deres interesser. Men borgerskabet havde allerede erklæret at det havde til hensigt at handle uden for parlamentet og de demokratiske trufne beslutninger.
I oktober valgte vognmændene (de som ejer vognene), at låse deres vogne inde og bevæbne sig for at modsætte sig ethvert forsøg på at bruge vognene. Allende gjorde ikke andet end, at opfordre vognmændene til at holde sig indenfor lovens grænser, mens arbejderklassen og bønderne selv beslaglagde lastbilerne, brød ind i de supermarkeder, hvis ejere også strejkede i sympati med vognmændene og smed de fabriksejere, der forsøgte at standse maskinerne, på porten. Magten lå i arbejdernes hule hånd. I Rusland i 1917, havde man sovjetterne hvori arbejderne udarbejdede deres politik – i Chile havde man ”cordones”, det var dem der gik ind og brød vognmændenes strejke.
I denne situation hvor arbejderne havde alle muligheder for endelig at bryde med kapitalismen, stod Allende og hans allierede i et dilemma: Skulle de holde deres aftale, og bibeholde den borgerlige stat, eller skulle de gå med masserne, bryde deres aftale og oprette en ny stat – arbejderdemokratiet?
De valgte den første, hvilket må synes at være fuldstændig vandvittig. Her havde venstrekoalitionen alle tiders mulighed for at gennemføre de forbedringer der var hårdt tiltrængt blandt befolkningen samtidig med, at udelukke den borgerlige fare om end ikke for altid, så i hvert fald midlertidigt, men greb de chancen? Nej, Venstrekoalitionen satte militæret ind mod arbejderne – da det kom til stykket var også Allende skræmt af tanken om arbejdermagt.
Efter vognmandsstrejkerne fulgt måneder med to slags magtformer, der var regeringen der forsøgte at genvinde dens autoritet over for arbejderne og der var en magt nedefra, den begyndte at opbygge nye, yderst demokratiske magtorganer.
Ved valget i marts 1973 stemte over 50% af befolkningen på den folkelige enhed, med Allende i spidsen. Valgresultatet skal ses som et produkt af at befolkningen ikke vidste hvem de ellers skulle stemme på. Ingen af de venstrefløjs-organisationer der var kritiske overfor Allende var villige til at vælte ham som spidskandidat. De ville sagtens kunne have vundet valget, da de også var direkte involveret i kampene, og i nogle tilfælde endda ledede dem. Men venstreoppositionen ønskede ikke at vælte Allende, de troede stadigvæk på at de kunne radikaliserer ham. De tog fejl.
På grund af Allendes tøven blev det muligt for det skræmte borgerskab at overtage magten i et hurtigt kup.
Kuppet tager form…
4-5 måneder efter valget, d. 29. juli, rullede der et tankregiment ind i gaderne, kupforsøget blev dog hurtigt stoppet, men det var tydeligt det blot var en prøve.
Det chilenske borgerskab indledte fælles militærøvelser med USA, de borgerlige medier begyndte igen og igen at tale om venstreorienterede planer, og bevæbnede grupper. Den borgerlige trussel tiltog og blev større og større for Allende og i august dannede han et nationalt sikkerhedskabinet, efter at vognmændene havde arrangeret endnu en national boykot.
Sikkerhedskabinettet indeholdte bl.a. general Augusto Pinochet, kabinettet skulle genoprette ro og orden.
Efter august fulgte september og begivenhederne trappede op. Borgerskabet gik i aktion og foretog selv anholdelser, og befolkningen havde efterhånden opgivet. Den 11. september indtraf et hurtigt kup, der ikke mødte synderlig modstand. Borgerskabet der var støttet af USA kom til magten, med Allendes såkaldte sikkerhedskabinetsmedlem Pinochet i spidsen.
Kuppet kunne sagtens have været undgået, såfremt Allende ikke havde været samarbejdspartner med de borgerlige og stået sammen med arbejderklassen, og sikret et brud med kapitalismen. Hele historien om Chile og Allende er historien om et land, i en meget tilspidset revolutionær situation, hvor folket kræver revolutionære løsninger og sågar selv tager initiativet til dem, men desværre med en svag og vakkelvorn leder der ikke ønskede et reelt socialistisk arbejderdemokrati.
Da Allende stod overfor at skulle vælge mellem, at støtte arbejderklassen og følge dens krav om arbejdermagt mm. valgte han definitivt side og indsatte militæret imod arbejderklassen.
At Allende ikke ønskede at indføre arbejdermagt og sætte ind mod det udemokratiske og kyniske borgerskab, skulle senere vise sig, at blive fatalt og afgørende, da et medlem fra hans eget sikkerhedskabinet ledte et kup mod ham, støttet af USA og det nationale borgerskab.