Med kulminebyen Qullissat opstod for første gang i Grønlands historie en grønlandsk industriel arbejderklasse. Foto: Mogens Munk Nielsen
I år er det 50 år siden den danske stat lukkede den grønlandske mineby Qullissat, og tvangsflyttede byens indbyggere. Det koloniale overgreb skulle vise sig, at blive den gnist som antændte den grønlandske selvstændighedsbevægelse. I en mindre artikelserie ser vi på Qullisats historie, og i denne første artikel fokuserer vi på Qullissats stærke arbejderklasse. Det var her i Grønlands første industriby at den grønlandske arbejderbevægelse opstod, smedet i kampen mod den danske kolonimagt.
I århundreder havde hval- og sælfangst fra den grønlandske koloni sikret dansk kapitalisme et klækkeligt overskud. Det danske kolonistyre havde ud fra dets egne snævre økonomiske interesser fastholdt den grønlandske befolkningen i det traditionelle fangererhverv, men i starten af 1900-tallet var fangersamfund under stort pres. Sælbestanden var svindende, og bestanden af andre vigtige fangstdyr var også i tilbagegang.
Netop det forhold, at Grønland blev holdt på et lavt økonomisk udviklingsniveau var samtidig med til at sikre dansk imperialismes fortsatte dominans over landet og dets befolkning. De danske myndigheder var derfor skeptiske over for forandring.
Men en nye generation i den grønlandske elite, ledt af skolelærer og politiker Augo Lynge, formåede at overbevise det danske kolonistyre, om nødvendigheden af at påbegynde en modernisering af Grønland. Augo Lynge ønskede at skabe et mere europæisk Grønland i økonomisk, social og kulturel forstand.[1] For at nå det mål var der behov for at introducere nye erhverv, som kunne diversificere og industrialisere økonomien. Som et af de første spæde skridt i den moderniseringsproces blev minebyen Qullissat i 1924 grundlagt på den kulrige ø Disko i Nordvestgrønland.
‘Det stof man laver lys af’
Qullissat blev oprettet af det danske kolonistyre og byens kulmine er danmarkshistoriens hidtil eneste statsejede kulmine. Ambitionen med minen var, at den skulle forsyne hele Grønland med kul, så Grønland kunne blive selvforsynende med energi. Qullissat spillede derfor en essentiel rolle, i den større politiske vision om at modernisere Grønland. Hele byen blev bygget op omkring kulminen. Minen var byens livsnerve. Det forhold afspejlede sig også i selve byens navn, Qullissat, som på grønlandsk betyder det stof man laver lys af.
På grund af kulminen var Qullissat i 1945 blevet grønlands hurtigst voksende by, og med sine 1.000 indbyggere den fjerdestørste by i landet.[2] 1.000 indbyggere lyder måske ikke af meget. Men til sammenligning havde Nuuk, landets største by, i 1949 en befolkning på 1.200 mennesker. Qullissat blev altså på få årtier en stor by og et af landets absolut vigtigste økonomiske centre. Langt størstedelen af Qullissats befolkning var grønlændere, som arbejdede i minen, men byen tiltrak også arbejdere fra andre lande. Der boede fx en del skotske maskiningeniører i byen, som de danske myndigheder havde hentet til byen for at effektivisere minen efter britisk forbillede.
At byen var orienteret ud mod omverdenen var et resultat af dens moderne industrielle grundlag. Byens udadvendthed stod i skærende kontrast til situationen i resten af kolonien, hvor de danske myndigheder forsøgte at begrænse grønlændernes kontakt med andre folkefærd for at isolere befolkningen, og dermed sikre Danmarks kontrol over landet. Al kontakt med omverdenen skulle gå gennem den danske kolonimagt. Det var fx helt frem til 1986 forbudt for grønlændere at interagere med amerikansk militærpersonel udstationeret i Grønland. Qullissat var derfor på mange måder en undtagelse fra den kvælende kontrol, som de danske myndigheder udøvede over det resterende Grønland.
På trods af at befolkningen i Qullissat nød en større grad af frihed end resten af landet, så bar byen stadig præg af, at minen var kørt og ejet af den danske stat – en undertrykkende kolonimagt. Politikeren Kuupik Kleist, der voksede op i Qullissat i 60’erne og 70’erne beskriver byen således: “Qullissat var befolket af arbejdere fra hele landet, men dog fortrinsvist fra Diskobugten. Og så var der amerikanere, svenskere, englændere og de mange skotter. Men de, der bestemte over de andre var danskerne”.[3]
Langt de fleste grønlændere i Qullissat boede i små kulørte træhuse, der lå spredt hen over et nøgent, stenet og græsklædt landskab Men der var to huse der skildte sig ud. Oppe på en lille bakke, med udsigt ud over byen lå to store pompøse villaer, som Grønlænderne i byen sarkastisk kaldte for slottene. De to slotte blev beboet af henholdsvis chefen for Den Kongelige Grønlandske Handel og chefen for Grønlands Tekniske Organisation. Som regel to danskere. De to chefer var kolonimagtens repræsentanter og byens lokale konger.
En grønlandsk arbejderklasse
Med kulminen opstod for første gang i Grønlands historie en grønlandsk industriel arbejderklasse, og med arbejderklassen, en ny kultur, som var præget af minebyens industrielle arbejdsliv. Den grønlandske forfatter Hans Anthon Lynge, som voksede op i Qullissat beskriv den nye kultur som udviklede sig i byen med ordene: “Det unikke ved Qullissat var, at dens indbyggere betragtede sig som industriarbejdere, og ikke som fangere. Når to mænd mødtes i byen, spurgte de ikke hinanden om den andens sæljagt, men om, hvor han arbejdede: ved minen, i tømrerværkstedet, smedeværkstedet eller KGH. Det var selve arbejdet, som betød noget, og det var noget nyt”.
Som et af de første spæde skridt i moderniseringsprocessen i starten af 1900-tallet blev minebyen Qullissat i 1924 grundlagt på den kulrige ø Disko i Nordvestgrønland. Foto: Mogens Munk Nielsen
I århundreder havde det danske kolonistyre fastholdt størstedelen af Grønlands befolkning i en usikker tilstand som fangere, hvor deres leveforhold var sæsonbetinget af de fangstdyr de enten fangede til eget forbrug eller solgte videre til den danske kolonihandel. Arbejdet i kulminen gav derimod mulighed for at ernære sig gennem lønarbejde, hvor arbejderne var sikret beskæftigelse året rundt. Qullissat var derfor på mange måder et moderne industrisamfund omringet af et samfund, der primært var kendetegnet af traditionel fangst og fiskeri. Byen adskilte sig således ganske markant fra resten af landet, både økonomisk og socialt.
Det industrisamfund som var opstået havde også den moderne kapitalismes klasseskel. Det skabte en ny dynamik som hidtil ikke havde været til stede i det grønlandske samfund. En dynamik præget af faglige- og politiske kampe. Og der var meget at kæmpe for.
Løn- og arbejdsforhold var suverænt fastsat af den danske stat, og forholdene i minen var ærlig talt elendige. Kullet befandt sig i et jordlag med permafrost, som gjorde det ekstra besværligt at udvinde. Det hårde arbejde og de dårlige forhold betød, at mange minearbejdere allerede ved 40-årsalderen var så nedslidte at de ikke længere kunne yde en arbejdspræstation til en fuld løn på trods af at de ofte var hele familiens forsørger.
Igennem 1940’erne ophobede utilfredsheden sig blandt minearbejderne over de dårlige løn- og arbejdsforhold; lønnen have ikke fulgt med den generelle prisudviklingen, hvilket betød at deres købekraft gradvist var blevet udhulet.[4] Minearbejdernes utilfredshed måtte før eller side bryde frem til overfladen. Efter 2. verdenskrigs afslutning kom en dansk kommunist til byen, som hjalp minearbejderne med at kanalisere deres vrede over i en organiseret kamp imod deres arbejdsgiver – den danske stat.
Den kommunistiske studiekreds
Den unge danske skolelærer Børge Poulsen ankom i 1946 til Qullissat, for bl.a. at undervise byens børn i dansk. Børge var imidlertid ikke som så mange andre skolelærer i Grønland. Han var tidligere modstandsmand og medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Modsat de fleste danskere i byen som holde sig til de andre danskere, så søgte Børge aktivt grønlændernes selskab og forsøgte at lære grønlandsk. Hans åbenhed over for grønlænderne og hans ry som en dygtig lærer gjorde ham hurtigt populær blandt byens grønlandske indbyggere.
Den nære kontakt han havde med grønlænderne gav Børge et indblik i leveforholdene i byen. Han var rystet over, hvad han så. De fleste familier boede under kummerlige forhold. I visse grelle tilfælde boede et forældrepar med tre børn i et skur på kun ni kvadratmeter.[5] Der var desuden generelt mangel på ordentligt tøj, god nærende kost og så var dødeligheden blandt børn i byen alarmerende høj.
Minearbejdernes fattige leveforhold vakte naturligvis Børges indignation. Han begyndte at skrive artikler om forholdene i Grønland, der blev trykt i DKP’s avis Land og Folk, der udkom i Danmark. Børge kritiserede bl.a. det apartheidsystem som eksisterede, hvor danskerne blev favoriseret og altid kom i forreste række. Det var fx kutyme at byens dagligvarebutik underrettede danskerne, men ikke grønlænderne, når en varer var ved at være udsolgt i butikken.[6] Børges artikler vakte opsigt blandt de danske myndigheder i Grønland. Men det som for alvor fik bragt Børge på kollisionskurs med kolonimagtens øverste myndighed, Grønlands Styrelsen, var den kommunistiske studiekreds han organiserede blandt byens arbejdere.
Børge havde på kort tid dannet sig et netværk af politisk interesserede unge grønlændere, som bl.a. inkluderede en ung grønlandske minearbejder ved navn Hansepâjuk Gabrielsen og byens grønlandske telegrafisk Nikolaj Kleist. De mødtes regelmæssigt hjemme hos Børge for at diskutere socialistisk litteratur, de antikoloniale kampe der foregik rundt om i verden og generelle samfundsforhold. Byens læge, danskeren Preben Morland, som også var medlem af DKP, deltog også i møderne hjemme hos Børge.
Børge introducerede de lokale arbejdere i byen for socialistiske ideer, det var først gang at byens arbejdere stiftede bekendtskab med ideer der reflekterer deres materielle forhold og interesser, og ideerne blev derfor positivt modtaget. Det hjalp til med at fremme en klassebevidsthed. Beretninger om betydningen af faglig organisering og sammenhold, formåede endda at inspirere til handling.
I 1947 da Børge fortalte studiekredsen om den verdensomspændende tradition for at markere 1. maj som en kampdag for den internationale arbejderklasses forhold og rettigheder, tog den unge minearbejder Hansepâjuk initiativ til at organisere en 1. maj demonstration i Qullissat. Den første i Grønlands historie.
Konflikten bryder ud
Da de danske myndigheder fik nys om at minearbejderne planlagde at afholde en 1. maj demonstration, greb myndighederne ind med forbud og truede med at fyre Hansepâjuk.[7] Det afskrækkede imidlertid ikke arbejderne fra alligevel at afholde demonstrationen som blev efterfulgt af et fagligt møde. På mødet fortalte Hansepâjuk om, hvordan arbejdernes internationale kampdag oprindeligt var udsprunget af en international kamp for en 8-timers arbejdsdag. Mødet ledte naturligt over i en diskussion af deres egne arbejdsforhold.
Den unge skolelærer Børge Poulsen ankom i 1946 til Qullissat for bl.a. at undervise byens børn i dansk. Han var tidligere modstandsmand og medlem af DKP. Foto: Privatfoto
Diskussionen mundede ud i at minearbejderne valgte Hansepâjuk som deres talsmand, og de vedtog at kontakte Grønlands Styrelsen, deres arbejdsgiver, med et krav om en kollektiv lønforhøjelse på 75%!
Begivenheden og kravet var den foreløbige kulmination på en længere udvikling. Igennem 1940’erne var minearbejdernes frustrationer og vrede vokset. Hansepâjuk formåede at give den utilfredshed et organiseret udtryk. På mødet vedtog minearbejderne ydermere, at hvis ikke Grønlands Styrelsen efterlevede deres krav, ville de gå i strejke.
Hele den grønlandske økonomi og samfund afhang af kullet fra Qullissat. Det betød at Qullissats minearbejdere forhandlede fra en enormt magtfuld styrkeposition – en position som de var ved at blive bevidst om. Arbejderklassens magt udspringer fra deres altafgørende rolle i produktionen, og eksemplet med minearbejderne i Qullissat viser, at selv en lille arbejderklasse kan holde en helt lands skæbne i sine hænder.
Med minearbejdernes lønkrav og trussel om strejke, havde klassekampen for alvor ramt Grønlands kryster.
I Qullissat kom klassekampen til udtryk som en konflikt imellem de grønlandske arbejder på den ene side, og deres arbejdsgiver, den danske stat, på den anden side. Konflikten havde derfor potentiale til at gå fra blot at omhandle løn- og arbejdsforhold til at udvikle sig til et politisk oprør imod dansk overherredømme over Grønland.
Hvis minearbejderne gik i strejke ville det desuden være praktisk talt hele byen, som ville være i konflikt med Grønlands Styrelsen, hvormed strejken ville blive det største oprør imod det danske kolonistyre i hele Grønlands historie.
Truslen om strejke fik Grønlands Styrelsen op af stolen, og den meddelte at den ville sende en delegation for at forhandle om minearbejdernes krav. På grund af den lange rejsetid ville der imidlertid gå to måneder inden delegationen ankom til Qullissat.
Da delegationen ankom til byen den 5. august var det med Grønlands Styrelsens magtfulde vicedirektør Eske Brun i spidsen. Eske Brun havde en lang karrierer i det danske kolonistyre i Grønland bag sig, og siden 1941 havde han han været den øverstbefalende i landet. Han var i sin samtid ofte refereret til som ‘kongen af Grønland’ eller ‘herskeren’, hvilket bl.a. skyldes de diktatoriske metoder hvormed han forvaltede sit embede.[8] Eske Brun var med andre ord en mand som var vant til at diktere og beordre, og ikke vant til at blive svaret igen af sine ansatte – og slet ikke af en grønlænder.
I stedet for at gå i land og møde minearbejderne, blev delegationen på sit skib.
Derfra tilkaldte de minearbejdernes repræsentanter, Hansepâjuk og fire andre minearbejdere, som blev sejlet derud. Minearbejderens repræsentanter var dermed isoleret fra deres kollegaer, der var stimlet sammen inde på byens strand. Nu var de alene og omringet af fjendtligsindede danske topembedsfolk.
Da først minearbejderne var kommet ombord på skibet fremsatte Hensepâjuk minearbejdernes krav: en lønstigning på 75 procent. Eske Brun afviste pure kravet. Uden at være nået til enighed med Hensepâjuk annoncerede Eske Brun herefter at minearbejderens løn skulle stige med 10 procent. Eske Brun rejste sig op. For ham at se var forhandlingerne slut. Men Hansepâjuk gav ikke op. Minearbejdernes spæde kollektive organisering havde givet dem en ny selvsikkerhed.
Han bekendtgjorde at 10% var uacceptabelt, og at de derfor ville gå i øjeblikkelig strejke. Grundet den grønlandske økonomis afhængighed af kullet fra Qullissat, ville en strejke få store økonomiske konsekvenser for hele kolonien. Hvis strejken antog en politisk karakter risikerede den derudover at få alvorlige konsekvenser for dansk imperialisme i Grønland. Eske Brun havde derfor ikke andet valg, end at give indrømmelser. Senere samme dag underskrev Hansepâjuk Grønlands første kollektive overenskomst, indgået mellem den danske stat og minearbejderne. Med en lønstigning på hele 60% havde minearbejderne vundet en kæmpe sejr!
En 60% lønstigning betød af minearbejdernes løn sted fra 30 til 48 ører i timen. Minearbejdernes løn havde som udgangspunkt været meget lav. Til sammenligning var timelønnen for en arbejder indenfor lignende brancher i Danmark på 2,70 kr. Det ændrede imidlertid ikke på at minearbejderne i Qullissat gennem kollektiv handling havde opnået en stor lønstigning, samt visse forbedringer af deres arbejdsforhold. Minearbejdernes sejr rakte langt ud over Qullissats bygrænser. Overenskomsten var nemlig ikke kun gældende for minearbejderne i byen, men for alle i Grønland der var ansat hos Grønlands Styrelsen.[9]
Fordi de stod sammen og fordi de var klar til at kæmpe for deres krav, lykkedes det minearbejderne at tvinge indrømmelser ud af selveste Eske Brun, ‘kongen af Grønland’. Det var et ydmygende nederlag til det danske kolonistyre, og set med kolonimagtens øjne, var det et farligt eksempel Hansepâjuk og minearbejderne havde sat. Dansk imperialisme havde derfor behov for at statuere et eksempel, til skræk og advarsel, og behov for at knuse den spirende arbejderbevægelse som var opstået, inden den udviklede sig yderligere og spredte sig.
Dansk imperialisme strammer grebet
De danske myndigheder var overbeviste om at det var Børge Poulsen og hans læsegruppe, som havde opildnet minearbejderne til strejke, og generelt var de danske myndigheder alt andet end begejstrede over kommunisternes tilstedeværelse i Qullissat. Bekymringerne gik hele vejen op til toppen af statsapparatet og det politiske etablissement. Som reaktion på konflikten i Qullissat udtalte den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft i 1947 at: “Danske kommunister virker i Grønland som her (i Danmark) direkte som en politisk femte kolonne! Deres virksomhed i Grønland blandt et primitivt folk er særlig farlig!”
Eske Brun blev i sin samtid refereret til som “kongen af Grønland” på grund af hans diktatoriske metoder. Foto: Jens Heinrich
Dagen efter lønforhandlingerne på skibet var forbi, gik Eske Brun i land med sit følge. Det første han gjorde var at fyre skolelærer Børge Poulsen, som med kort varsel blev deporteret til Danmark. Men den danske koloniadministration havde ikke nok i bare at deportere Børge. De ville knuse alle oprørske elementer med forbindelse til kommunisterne.
Telegrafisten Nikolaj Kleist, som havde været en fast gæst til møderne hjemme hos Børge, havde anskaffet sig et dansk eksemplar af Det Kommunistiske Manifest, og var begyndt på at oversætte det til Grønlandsk, så dets ideer kunne blive tilgængeligt for den grønlandske arbejderklasse og ungdom. De danske myndigheder så med stor alvor på det arbejde.
Nikolajs søn, Kuupik Kleist, beretter i sin biografi om, hvad der skete med sin far da de danske myndigheder fandt ud af at han havde oversat manifestet til Grønlandsk: “En dag kom der tre danske mænd ind på hans kontor og meddelte ham, at hvis han ikke stoppede med det lort, ville han aldrig få lov til at se sin kæreste Bertiaraq igen. Hun var på det tidspunkt i huset hos handelsforvalteren. Samtidig stak de ham nogle dask over ørerne og tvang ham til at brænde oversættelsen.”[10]
Myndighedernes repressalier mod Nikolaj Kleist stoppede imidlertid ikke her, men vendte sig også mod resten af familien. De danske myndigheder i byen oppiskede en fjendtlig stemning imod hele familien. Byens hjælpepræst (i Grønland kendt som en kateket), som drev skolen, stod personligt for at køre en hetz imod familiens børn.
Den danske koloniadministration involverede også amerikanerne i forfølgelsen af byens kommunister. Den danske landshøvding i Nuuk fortalte den amerikanske konsul, at der i Qullissat var kommunister, der prøvede at organisere kulminearbejderne. Amerikanerne blev særdeles bekymrede over efterretningen, for det var netop i årene 1946-1947 at Thulebasen blev anlagt, under dække af at være en vejrstation. Amerikanerne var tilsyneladende så bekymrede over den kommunistiske aktivitet, at den amerikanske konsul i Nuuk sendte et telegram til det amerikanske udenrigsministerium, hvori der blev opfordret til, at amerikanske fly med Thule som destination skulle flyve uden om Qullissat.[11]
Ud over Børge Poulsen var der som sagt en anden DKP’er i Qullissat, byens danske læge Preben Morland. I 1947 blev han af de danske myndigheder flyttet til Thule, hvor han skulle fungere som læge ved den amerikanske vejrstation. Da det var kendt at han var kommunist var det mildest talt mistænkeligt at amerikanerne, der endda havde brugt kræfter på at lede deres fly udenom om Qullissat, af frygt for netop kommunisternes “spionage”, skulle vælge at lade en af disse kommunister flytte direkte ind på deres base. Hvad der hændte Preben Morland er endnu uopklaret, men i december 1947, kun få måneder efter hans ankomst til Thule, døde han under mystiske omstændigheder.[12]
I 1948 indledte den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft en hetz imod kommunisterne i Danmark, men angrebet indbefattede også Grønland. Hele affæren i Qullissat fik Hans Hedtoft til at give en instruks til Grønlands Styrelsen om, at ingen kommunister måtte få adgang til Grønland. Fra da af skulle alle, der anmodede om indrejse i Grønland underkastes en sikkerhedsundersøgelse. PET oprettede et register over kommunister i Grønland samt abonnenter på Land og Folk, som alle blev nøje overvåget.[13]
Kort efter minearbejdernes sejr i 1947 var Hansepâjuk taget til Danmark for at tage en uddannelse. Da han ønskede at vende tilbage til Grønland, blev hans forsøg på hjemrejse til sin familie gentagne gange afvist af de danske myndigheder, med begrundelsen om at han var kommunist, og derfor af de danske myndigheder uønsket i Grønland.
Selvom Grønland i 1953 officielt ophørte med at være en koloni og i stedet blev indlemmet i Danmark som et amt, så endte Hansepâjuk med at tilbringe et 20 år langt ufrivilligt eksil i Danmark.[14] Ved hjælp af deportationer, vold, trusler og muligvis mord, opnåede det danske kolonistyre deres ønske om at knuse den kommunistiske gruppe i Qullissat.
Kimen til arbejderbevægelsen
Med både Børge Poulsen og Hansepâjuk forvist fra Grønland, og Qullissat, blev den faglige organisering blandt minearbejderne svækket. Samtidig forsøgte de danske myndigheder at nedbryde arbejderens sammenhold ved hjælp af rygtespredning, antikommunistisk dæmonisering og stikkere.
Det danske borgerskab og deres lakajer i toppen af Socialdemokratiet, kunne aldrig acceptere at der opstod en selvstændig fagbevægelse blandt grønlandske arbejdere, som oven i købet var influeret af kommunister. Det udgjorde for stor en trussel imod det danske borgerskab og deres dominans over Grønland.
På trods af dansk imperialismes forsøg på at kvæle den grønlandske fagbevægelse i sin vugge, så kom de aldrig helt i mål. Det var minearbejderne i Qullissat, der lagde kimen til den grønlandske arbejderbevægelse. Den globale arbejderklasses historiske erfaringer viser, at næsten uanset hvor lille en del af befolkningen arbejderklassen udgør, så har den magten til at få en afgørende politisk indflydelse på samfundets udvikling. Det forhold kan kun forklares med arbejderklassens rolle som den ene af de to primære klasser under kapitalismen. Det er den klasse, der kan lede resten af folket bag sig. De relativt få arbejdere i Qullissat havde en potentiel magt, som langt oversteg deres numeriske størrelse, og de var derfor i stand til at spille en markant rolle i Grønlands historie – en rolle som vi kommer mere ind på i næste artikel.
Historien om Børge Poulsen og hans kommunistiske studiekreds vidner desuden om, hvordan selv få revolutionære, under de rette forhold, kan få en stor politisk effekt. Historien viser også hvilken kraftfuld inspiration de socialistiske ideer er for arbejdere i hele verden i kampen mod udbytning og undertrykkelse og for social retfærdighed.
Læs med i næste nummer af Revolution, når vi dykker videre ned i historien om, hvordan de danske myndigheder i 1972 lukkede Qullissat, og tvangsflyttede dens indbyggere, i hvad der blev danmarkshistoriens største massedeportation – en massedeportation, som antændte den grønlandske selvstændighedsbevægelse. Klik her for at læse andel del af artikelserien.
Anvendt litteratur:
Imperiets Børn, Anne Kirstine Hermann
Grønlands Amt, Jens Lei Wendel-Hansen
Kuupik Kleist, Niels Ole Qvist
Røde Børge, Søren Peder Sørensen
Qullissat: Byen der ikke vil dø, Søren Peder Sørensen
Fodnoter:
[1] Grønlands Amt, side 35-27
[2] Røde Børge, side 51
[3] Kuupik Kleist, kapitel 1
[4] Røde Børge, side 53
[5] Røde Børge, side 44
[6] Røde Børge, side 79
[7] Røde Børge, side 63
[8] Imperiets Børn, side 51.
[9] Røde Børge, side 88
[10] Kuupik Kleist, kapitel 1
[11] Røde Børge, side 102
[12] Røde Børge, side 102-109
[13] Røde Børge, side 121-122
[14] Røde Børge, side 109
