De seneste år har budt på et fald af bibelske proportioner for den tyske økonomi. Tyskland var Europas motor: en økonomi med en stærk industriel base, et konsekvent overskud på statsbudgettet, det G7-land med de højeste vækstrater i 2016, et land beskrevet som et “økonomisk mirakel” både efter anden verdenskrig og efter recessionen i 2008. I dag befinder Tyskland sig derimod i en alvorlig krise.

En så drastisk vending bekymrer kapitalisterne i hele Europa. I Danmark insisterer statsminister Mette Frederiksen (i et toneleje der mest af alt lyder, som om hun forsøger at overbevise sig selv) på, at vi intet har at bekymre os om, og at dansk økonomi er “bomstærk”. Men krisen i tysk kapitalisme vil få enorme konsekvenser for hele Europa og ikke mindst for den danske økonomi, som er stærkt afhængig af det tyske marked.

Tysk kapitalisme er bundrådden

Tyskland var i 2023 det eneste store industriland, der havde negativ økonomisk vækst. Det tyske borgerskab insisterede på, at det blot var midlertidigt vokseværk, som i 2024 ville vende sig. Men det viste sig at være ønsketænkning, for i oktober blev det officielt, at den tyske økonomi i 2024 skrumpede for andet år i træk.

I 2023 faldt tysk BNP med 0,3 procent, og i 2024 faldt det med 0,2 procent, hvilket betyder, at landet er i recession. Det lyder måske ikke af så meget, men bag dette tilsyneladende lille fald i BNP lægger et kollaps i industriproduktionen, som bl.a. skyldes, at energipriserne er markant højere end før krigen i Ukraine. 

I dag er gaspriserne stadig 15 procent højere, og prisen på både olie og importeret energi er 50 procent højere end i januar 2021. Det skaber en dominoeffekt, som presser alle omkostningerne i vejret med dalende produktion til følge. Alene afkoblingen fra russisk gas udraderede ét helt års økonomisk vækst i Europa.

Men allerede inden krigen i Ukraine har tysk industri været i store problemer. Produktionen i storindustrien er faldet med mere end 15 procent, energiproduktionen med 20 procent, og fremstillingsindustrien som en helhed med 15 procent. Bilproduktionen er blevet særligt hårdt ramt. I 2021 blev der produceret 46 procent færre biler i forhold til 2016. Faktisk var antallet af biler, der blev produceret i 2023, lavere end i 1990’erne.

Et fald i færdigvareproduktion udvider krisen til hele forsyningskæden, hvor produktionen også kollapser. Krisen holdes altså ikke indenfor en enkelt sektor, men spreder sig til størstedelen af den tyske økonomi, og skaber en epidemi af fabrikslukninger og massefyringer.

Som altid er det arbejderklassen, der står tilbage med regningen. Ligesom i Danmark er ethvert fremskridt i lønniveau på forhånd blevet ædt af inflationen. Allerede i 2019, før inflationen virkelig slog igennem, var den nederste halvdel af den tyske arbejderklasse fattigere end i starten af 2000’erne. Nu bliver fabrikker lukket, arbejdere fyret, og de som er tilbage må løbe endnu hurtigere.

En blindgyde for kapitalismen

De seneste årtier er Tyskland sakket bagud i forhold til sine kinesiske og amerikanske konkurrenter på verdensmarkedet. På trods af historisk lave renter (som i teorien skulle tilskynde virksomheder til at investere i at udvikle mere effektiv teknologi) har produktivitetsvæksten de sidste tre årtier været lavere end i både USA og Kina — i gennemsnit på sølle 1 procent årligt. Det betyder en dårligere konkurrenceevne, hvilket er særligt slemt for en eksportøkonomi som Tyskland.

Intet illustrerer imidlertid krisens dybde tydeligere end det faktum, at Volkswagen for nylig annoncerede lukningen af mindst 3 fabrikker på tysk jord og fyringen af titusindvis af arbejdere. Volkswagen er ikke bare en hvilken som helst virksomhed, men selve symbolet på Tysklands økonomiske mirakel; det er landets økonomiske stolthed. Det ville svare til, at Mærsk eller Novo Nordisk lukkede fabrikker og fyrede tusinder herhjemme. At Volkswagen nu for første gang nogensinde lukker fabrikker i hjemlandet, er et udtryk for, hvor langt denne forfaldsprocess er nået.

Krigen i Ukraine gav processen et stort spark frem. Det var på ingen måde i det tyske borgerskabs interesse at gå med i krigen, da de var dybt afhængige af, at billig gas fortsatte med at flyde ind fra Rusland. Men de lod sig tage ved næsen af USA, som brugte krigen i Ukraine til at afskære Europa økonomisk fra Rusland, og dermed svække de europæiske kapitalisters position på verdensmarkedet.

Krisen i tysk kapitalisme kommer også til udtryk i form af politisk ustabilitet. De seneste måneder har ingen af de tre parter i regeringskoalitionen været i stand til at blive enige om én eneste ting. Stridighederne kulminerede i november i koalitionens kollaps, da den socialdemokratiske kansler fyrede finansministeren fra det liberale parti, som svarede igen ved at trække sit parti fra regeringen. Denne udvikling vil kun yderligere destabilisere landet, som allerede balancerer på et knivsæg.

Krisen er global

Det virker uforståeligt, at den tyske kapitalistklasse efter 2008 (på trods af historisk lave renter og en objektiv interesse i at styrke sin konkurrenceevne) stadig ikke anså det som profitabelt at investere i at udvikle ny teknologi. Men i nutidens kapitalisme er det, som er rationelt for individuelle kapitalister, ikke  rationelt for systemet som en helhed. Den modsætning er et udtryk for, at kapitalismen har udspillet sin historiske rolle.

Krisen, som Tyskland står i, er blot et forvarsel på en langt dybere krise i fremtiden; en krise der umuligt kan holde sig inden for ét lands grænser. Tyskland står for næsten 30 procent af Eurozonens produktion, og er den største handelspartner til over halvdelen af landene i EU. Under Eurokrisen stod flere europæiske økonomier med skyhøj gæld, og da var Tyskland som titanen Atlas; den bar Eurozonen på sine skuldre. Men når titanen snubler, er der ingen til at gribe den.

I dag har frihandel og globalisering vendt sig til sin modsætning: protektionisme og økonomisk nationalisme. Adam Smith beskrev protektionisme som en måde at lindre recessioner på ved at sprede krisen til sine naboer. Det umage sammenhold, der eksisterer i EU, er allerede tyndslidt og vil kun blive tyndere i takt med, at krisen i Tyskland og resten af Europa accelererer. Så Mette Frederiksen kan fantasere Danmark så “bomstærk”, som hun vil, men det ændrer ikke på virkeligheden. Når den første dominobrik falder, følger de andre.

Det er den fremtid, kapitalismen kan præstere: krige, kriser og eksploderende ulighed, der støt marcherer samfundet mod barbari. Men en anden fremtid er mulig — en fremtid hvor mennesket er frigjort fra markedets diktatur og frit kan planlægge produktionen for flertallets behov. Men det kræver, at arbejderklassen tager magten i egne hænder. Det er valget, vi står med i dag: socialisme eller barbari.