Krater efterladt af det famøse “russiske” missilangreb på en lille polsk landsby. | Foto: liveuamap, twitter
Når det kommer til krigen i Ukraine, må vi tage mediernes og politikernes udtalelser med et stort gran salt. Det illustreres klart af deres dækning af den seneste tids store internationale begivenheder. Det danske etablissements hovedprioritet er at forsvare Vestlig imperialisme, og i denne sags tjeneste er sandheden reduceret til en ubekvem detalje, som mest af alt er i vejen.
I den danske offentlighed hersker der en selvforståelse om, at de danske medier og institutioner lever op til en helt unik saglig og objektiv standard, som kun matches få andre steder i verden. Modsat situationen i andre lande er vi danskere så heldige, må vi forstå, at vi kan stole på, hvad nyhedsoplæserne fortæller os.
Men hvis man sammenligner hvad medierne siger med hvordan virkeligheden rent faktisk ser ud, så er det tydeligt at der er store revner i offentlighedens selvforherligende selvforståelse. Det er især tydeligt, når det kommer til spørgsmålet om krig. Her skal mediernes dækning tages med et stort gran salt.
Det gælder ikke mindst ved to af de seneste store internationale begivenheder: Sabotagen på Nordstreams gasrørledninger og missilnedslaget i Polen.
Krigshysteri
Da Nord Stream-rørledningerne den 26. september blev udsat for sabotage, var de danske medier hurtige til at konkludere, at det var så godt som givet, at Rusland stod bag attentatet. Fx udtalte den ofte citerede Jacob Kaarsbo, senioranalytiker i Tænketanken Europa og tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, til TV2, at han var overbevist om at pilen pegede på Rusland: »Der tør jeg godt lægge hovedet på blokken. Hvis du kigger på et atlas, så er vi jo omgivet af allierede.«
Det argument, som de borgerlige eksperter på tværs af medierne gentagende gange har fremført er, at Putin sprængte sine egne gasrørledninger for at signalere til Vesten, at Rusland dermed også var i stand til at ramme vestlig infrastruktur. Der er dog en række åbenlyse svagheder i denne forklaring.
For det første havde gasrørledningen en vigtig økonomisk værdi for russisk kapitalisme, da salg af gas til Tyskland gennem Nord Stream i årevis havde udgjort en vigtig indtægtskilde. Selvom Rusland i løbet af sommeren har reduceret gasleverancerne til Europa og lukket for Nord Stream, som modsvar på EU’s egne sanktioner, så virker det direkte selvmorderisk at ødelægge så vigtig infrastruktur til en værdi af milliarder af kroner.
Det var med andre ord ikke i Putins økonomiske interesser at springe gasrørledningerne og dermed slagte gåsen, der lægger guldæggene.
Men gasrørledningen havde også en stor politisk værdi, som måske var endnu vigtigere. Borgerskabets kloge eksperter såsom Jacob Kaarsbo har anklaget Putin for at bruge de reducerede gasleverancer som et våben for at skabe splid i Vesten. Og ganske rigtigt, så var Nord Stream en kilde til splittelse mellem USA og Tyskland.
Med Nord Stream havde Putin en gulerod som han kunne tilbyde de europæiske borgerskaber – primært det tyske. Hvis de økonomiske og sociale konsekvenser af energikrisen blev for alvorlige, havde Tyskland mulighed for at genoptage importen af russisk gas. Alt hvad de skulle gøre var at ende deres involvering i krigen og støtte til Kiev.
Med ødelæggelsen af de to gasrørledninger mistede Putin sin gulerod, og chancen for at kunne tvinge Europas regeringer til at bryde med USA’s linje på krigen blev dermed reduceret. Man kan spørge sig selv, hvorfor Putin skulle være interesseret i at fjerne sit vigtigste kort på hånden, som kunne sætte en kile ind mellem NATO-landene Tyskland og USA? Ikke mindst nu, hvor vinteren bider og de høje energipriser har tvunget Europas økonomier i knæ.
For nylig udkom imidlertid en mangelvarer i det danske mediebillede: En fornuftig og sober analyse af sprængningen af Nord Stream-rørledningerne. Den kærkomne artikel kom dog fra en uventet kant, nemlig fra det NATO-entusiastiske danske forsvarsmedie OLFI.
USA havde både motivet, viljen og den fornødne tekniske kapacitet til at gennemføre angrebet på gasrørledningerne i Østersøen. Billede: Flickr
Artiklen drister sig til at stille det åbenlyse spørgsmål, som ingen danske medier ellers har turde, nemlig hvem der havde størst interesse i at udføre sabotagen. Konklusionen fra det NATO-venlige medie er entydigt: »Kun ét land har åbenlyse interesser i at få sat en endegyldig stopper for Tysklands massive indkøb af russisk naturgas, og det er USA. […] Selvfølgelig er det mest oplagte svar, at USA står bag sabotagen.«
For at underbygge sin påstand fremhæver artiklen det faktum, at USA var kraftigt imod Nord Stream 2 helt fra anlæggelsen af den blev påbegyndt. I 2018 vedtog den amerikanske kongres således en række sanktioner, der ville ramme firmaer involveret i Nord Stream 2-projektet. Samtidig har Joe Biden på ingen måde lagt skjul på, at Washington anså Nord Stream som et legitimt sabotagemål. Som svar på en journalists spørgsmål svarede Biden i februar 2022 inden invasionen:
USA havde altså både motivet og viljen, og som yderligere indicier pointerer artiklen fra OLFI at USA havde flere krigsskibe i Østersøen i dagene op til sprængningen af Nord Stream. Den fornødne tekniske kapacitet var altså også til stede.
I hvad der muligvis var et udslag af akut diplomatisk indiskretion tweetede den tidligere polske udenrigsminister og nuværende EU-parlamentsmedlem, Radoslaw Sikorski, »Thank you, USA« (»Tak, USA«) som respons på nyheden om sprængningen af de to gasrørledninger. Polen har længe udvist stærk modstand mod Nord Stream, eftersom den direkte gasrørledning mellem Rusland og Tyskland betød, at Polen mistede sin lukrative rolle som transitland. Men Polens modstand imod Nord Stream rækker ud over det rent økonomiske. Polen fører internt i EU en hård modstand mod Tyskland, som den polske regering i oktober krævede 1,3 trillioner euro i krigsskadeerstatning fra. Det polske borgerskab er kraftigt imod Tysklands samarbejde med Rusland, som det polske borgerskab anser som deres primære fjende. Polen har derfor lige siden krigen i Ukraine startede presset på for en yderligere eskalation af konflikten, bl.a med formål om at svække forholdet mellem russisk og tysk kapitalisme.
Hvorfor har ingen af disse kendsgerninger været diskuteret i de danske medier eller på noget tidspunkt nævnt af politikerne? Svaret er, at det ville udstille, hvordan Danmarks tætteste allierede formentligt aktivt har ofret europæiske arbejderes levevilkår på proxi-krigens alter.
På Revolution ved vi naturligvis ikke, hvem der udførte sabotagen på Nord Stream, men det er tydeligt, at NATO-lande som USA og Polen har haft en stor interesse i at se gasrørledningerne bliver sat ud af spil. Det danske etablissements konklusion om at Rusland stod bag sabotagen, bunder ikke i en rationel og objektiv analyse. I stedet er det motiveret af ønsket om at skærpe krigshysteriet for at sikre en fortsat støtte til Vestens konflikt mod Rusland.
Vildfarne missiler
Onsdag den 16. november vågnede mange op til foruroligende overskrifter i medierne: “Russiske missiler dræbte to i Polen”, “Polen bekræfter to dræbte i eksplosion – meldinger om russisk missilnedslag”. Hvis man skulle dømme ud fra artiklernes sensationelle overskrifter, kunne man næsten kun konkludere at krigen i Ukraine nu havde eskaleret med et decideret russisk angreb på NATO-landet Polen. Et skræmmende perspektiv som kunne udløse en direkte konfrontation mellem de to atommagter Rusland og USA.
Aftenen inden, tirsdag den 15. november, var et missil slået ned i Polen, tæt ved den Ukrainske grænse. Missilet havde slået to mennesker ihjel. De vestlige medier, inklusiv de danske, var hurtige til at stemple Rusland som ansvarlig for angrebet, uden at have nogen beviser til at bakke anklagen op.
Folk på Twitter var imidlertid mere selvtænkende end næsten samtlige danske medier; inden for kort tid havde kyndige mennesker på det sociale medie identificeret et fragment fra missilet som værende fra et S300-missilsystem – et luftforsvarssystem benyttet af militæret i både Rusland og Ukraine samt adskillige andre tidligere østbloklande. Det var altså fra start langt fra entydigt, hvem der havde affyret missilet.
Men ingen danske medier stoppede op og stillede det logiske spørgsmålet: hvordan ville et missilangreb på en traktor i en lille polsk landsby tjene Ruslands interesser? Svaret er tydeligvis, at det ville det på ingen måde gøre. Tværtimod, så er Putin klar over, at hvis han angreb et NATO-land, så ville han risikere at trække Vesten ind i direkte kamphandlinger. Siden krigens begyndelse har Rusland faktisk bevidst forsøgt at undgået netop sådan et scenarie.
Selv hvis Putin havde besluttet sig for at tiden var inde til at angribe NATO, så ville han måske have udset sig et mere strategisk første mål. En traktor i en polsk landsby kan næppes siges at være så vigtigt et militært mål, at det er værd at risikere massiv gengældelse fra verdens mægtigste militæralliance. Ved første øjekast var der altså grundlæggende forhold ved det angiveligt russiske missilangreb som simpelthen ikke gav logisk mening.
Men det var ikke kun de danske medier der slog på krigstrommerne. SF’s fredselskende formand Pia Olsen Dyhr kunne heller ikke dy sig for at puste til konfliktens flammer. Allerede tirsdag aften, kort tid efter Polen rapporterede om missilnedslaget, Tweetede Pia Olsen Dyhr: »Farlig situation i Polen lige nu, affødt af Ruslands vanvittige krig i Ukraine. Yderligere greb for at presse Rusland må tages i brug«. Om det omdiskuterede missil virkelig kom fra Rusland var tilsyneladende underordnet for Pia Olsen Dyhr.
Reaktionen på det nedstyrtede missil fra statsoverhovederne i Polen og de baltiske lande var ikke så overraskende et forsøg på at eskalere konflikten, for at få NATO trukket dybere ind i krigen. I en fælles udtalelse forlangte regeringerne fra de tre baltiske lande, at NATO skulle reagere ved at påføre Rusland de »stærkest mulige konsekvenser«.
Borgerskabet i Polen og de tre baltiske lande har sine egne imperialistiske ambitioner i Østeuropa, ikke mindst i Ukraine, og ser derfor gerne at deres traditionelle fjende i øst blev smadret til ukendelighed. Regeringerne i de østlige NATO-lande har derfor længe forsøgt at eskalere krigen, og ledt efter en undskyldning for at trække NATO ind i direkte kamphandlinger.
Ifølge NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg kom missilet “med størst sandsynlighed” fra Ukraines luftforsvarssystem. Billede: NATO
NATO er imidlertid splittet i deres position på krigen. Denne splittelse kom også til udtryk i hele affæren med det nedstyrtede missil. Det amerikanske borgerskab er ikke interesseret i at blive direkte involveret i kamphandlinger. De har det i stedet glimrende med at svække Rusland gennem en langtrukken krig på bekostning af Ukraines og Europas befolkning. Joe Biden var derfor hurtigt ude og mane til besindighed ved at informere om at missilet ikke var affyret fra Rusland, men efter alt at dømme derimod stammede fra Ukraines missilforsvar.
Få timer senere måtte den polske præsident Andrzej Duda indrømme at hans tidligere beskyldninger om at Rusland stod bag angrebet var forkerte, og at det ellers tidligere annoncerede russiske missilangreb ganske rigtigt var et ukrainsk luftværnsmissil på afveje. Den polske præsident Andrzej Duda havde måske endda hele tiden vidst, at missilet stammede fra Ukraine og ikke fra Rusland. Det polske luftvåben har nemlig en radarstation i den polske landsby Łabunie beliggende 50 kilometer fra Przewodów, hvor missilnedslaget fandt sted. Radaren i Łabunie er en moderene RAT 31DL radar med en rækkevidde på over 500 kilometer. Vi ved selvfølgelig ikke om radaren har været bemandet og aktiv, men det skulle være mærkeligt om det ikke var en prioritet, når der er krig i nabolandet.
Det lader altså til, at den polske PiS regering havde forsøgt at bruge missilnedslaget som en undskyldning til at trække NATO længere ind i konflikten med Rusland, men at de blev sat på plads af USA.
Med sit krav om »yderligere greb for at presse Rusland« synger den såkaldte socialist Pia Olsen Dyhr i kor med de krigsliderlige regeringer i Polen og Baltikum – og man behøver ikke tænke længe for at kunne se, hvor vanvittige disse regeringers krav er. Hvis de fik deres vilje, og fik trukket NATO dybere ind i krigen, ville det betyde starten på 3. verdenskrig, udkæmpet på europæisk jord mellem verdens to største atommagter. Det er tydeligvis et scenarie, som ikke gavner arbejderklassen på nogen tænkelig måde, og derfor er dybt reaktionært.
Om hvorvidt Pia Olsen Dyhr stadig står ved sit krav om yderligere at presse Rusland som straf for det ukrainske missil, svæver i det uvisse.
Affæren med sabotagen på Nord Stream og missilnedslaget i Polen viser med al tydelighed, at sandheden ikke er den stærkeste rettesnor for de danske medier og politikere. Især ikke når de udtaler sig om noget så alvorligt som krig og konflikter. Deres hovedprioritet er i stedet at forsvare Vestlig imperialisme. Og i denne noble sags tjeneste er sandheden reduceret til en ubekvem detalje, som mest af alt er i vejen. Som det gamle ordsprog siger, så er sandheden krigens første offer.
