Opsvinget i den danske økonomi gennem 90erne har sikret de danske kapitalister enorme overskud. Der er derfor mere end råd til at indfri de krav, som er blevet stillet på diverse arbejdspladser og tillidsmandsmøder. Alligevel afspejler de forlig, der ligger færdige ved redaktionens afslutning (Industri, Transport, TiB/SiD-BYG, HK Handel), på ingen måde de øgede overskud. På grund af den begyndende afmatning i økonomien var der blandt andet stillet krav om en mindsteløn på 110 kroner. I stedet rummer forligene kun små stigninger på 2,25 kr. om året hvilket for industriens vedkommende kun giver ca. 95 kroner, og det efter en treårig periode.
Overenskomstens længde
Perioden på overenskomster er på 3 til trods for at der havde været krav om 1-årige overenskomster. Den lange overenskomstperiode fratager arbejderne retten til at strejke, oven i købet det i en periode, hvor samfundsøkonomien er meget ustabil. Men den lange periode fratager ikke arbejdsgiverne muligheden for at skrue arbejdspresset i vejret, fyre medarbejdere og flytte produktionen. I sådan en situation er en 3 årig periode endnu mere uacceptabel end ellers.
Industrien
Industriens overenskomst øger straffen for ulovlige strejker. Gennemføres der strejker imellem overenskomsterne skal der efter strejke arbejdes over for at indhente det forsømte uden at der gives overarbejdsbetaling. I industrien skal lønningerne forhandles lokalt men med den nye overenskomst har begge parter mulighed for at stoppe forhandlingerne til hver en tid de har lyst. Altså kan arbejdsgiverne stoppe forhandlingerne hvis de ikke har lyst til at give mere – og arbejderne skal bare på ekstra overarbejde hvis de strejker. Dette er stavnsbinding i uhørt grad.
Lærlingene
Lærlingene har fået lønstigninger på ca. 4,5 procent. Dette kan lyde godt men svarer kun til omkring 2 kroner. Set i forholdet til kravet om en stigning i lærlingelønnen på 12,- kr. er dette langt fra nok. Lærlingenes lønninger ligger på et absurd lavt niveau og minder slet ikke om de lønninger de får når de er udlærte. Arbejdsgiverne kan tjene tykt på at have en lærling ansat – og det vil de åbenbart også gerne gøre i fremtiden. Dette har med god grund vakt harme blandt faglige unge over hele landet, der forbereder sig på en Nej-kampagne.
Skifteholdsarbejderne glemt
Også skifteholdarbejderne krav om lavere arbejdstid er blevet overhørt. Det til trods for at det gang på gang er blevet påvist, at netop skifteholdsarbejderne er udsat for et utroligt belastende arbejdsmiljø på grund af de sene og skiftende arbejdstider
Der er råd til mere!
Overenskomstforligene kan kun skuffe de folk der havde håbet på at man nu skulle have lidt kompensation for de sidste mange års stigende arbejdspres. I stedet er kapitalisternes overskud blevet fredet. Der er efterhånden en udbredt skepsis overfor disse forhandlinger. Gang efter gang bliver der forhandlet alt for ringe forlig igennem. Man kan næsten forudsige forhandlernes argumenter med ”de ville ikke give mere”, ”vi prøvede alt, men de var ikke til at rokke” osv. sandheden er, at overenskomsterne for en stor del er et fastlagt spil, og at man allerede inden overenskomstforhandlingerne begynder har fastsat den årlige lønsum, der er at forhandle om. Men hvis der er fastsat en lønsum (hvilket der er) så er resultatet mere eller mindre givet allerede inden forhandlingerne begynder. Men i en periode, hvor kapitalisterne aldrig har tjent mere, kan vi ikke nøjes med de krummer, de selv er parate til at give.
Der er råd til overenskomsten der sikre en ordentlig minimumsløn og lærlingeløn og som ikke forringer strejkeretten. Derfor stem NEJ til overenskomsten.
For en ledelse der tør kæmpe
Men det er ikke nok at stemme nej. Hvis forhandlerne i fagbevægelsen kan overhøre kravene fra arbejdspladserne så er der noget galt. Fagtoppen har en opgave og det er at gøre, hvad medlemmerne kræver. Gør de ikke det, må de skiftes ud med nogle, der gør. Samtidig har toppen af fagbevægelsen fået så mange privilegier og goder der gør at de har glemt om deres baggrund på fabrikken eller byggepladsen. Derfor hænger kravet om en ledelse for arbejderbevægelse der kæmper for medlemmerne sammen med kravet om at alle arbejderledere skal have en almindelig arbejderløn. Det er på tide at arbejderbevægelsen bruger sin magt til at sikre sine medlemmer en ordentlig levestandard.
