For første gang siden 1969 blev alle venstreorienterede kandidater, inklusiv den socialistiske ministerpræsident Lionel Jospin, slået ud i første runde af det franske præsidentvalg. Anden runde vil komme til at stå imellem Jacques Chirac og den ekstreme højrekandidat Jean-Marie Le Pen.
Det svidende nederlag er det direkte resultat af den politik, som er blevet ført af Socialist- og og Kommunistpartiets ledelse. Jospins politik i de sidste fem år har været en forvirret blanding af halvhjertede sociale reformer på den ene side og på den anden side reaktionære kontrareformer. Selv de umiddelbart gode tiltag har ikke altid virket positivt. Indførslen af 35-timersugen var en vigtig ting, men mange arbejdere mener, at loven har ført til værre arbejdsforhold og løn. Arbejdsgiverne har kunnet tage meget mere igen gennem årsudregnet arbejdstid, fleksibilitet, produktivitetsaftaler og deslige, end de blev tvunget til at give i form af kortere arbejdstid. 35-timersugen skulle skabe job, men regeringen har konsekvent nægtet at ansætte nye i det offentlige, og de har ladet arbejderne udføre det samme arbejde som før på kortere tid. Denne politik har ført til enorm utilfredshed med regeringen blandt offentligt ansatte.
Den socialistisk-kommunistiske regering har gennemført mange privatiseringer. De titusinder af arbejdere, der er blevet ofre for lukninger, fyringer, fusioner og andre former for “omstruktureringer” er blevet mødt med total ligegyldighed fra regeringen. Da arbejdere på Michelin appellerede til regeringen i deres kamp mod store jobtab, trak Jospin bare på skuldrene og sagde, at hans regering ikke ville blande sig i en beslutning, som aktionærerne i firmaet havde taget.
Det er regeringens borgerlige politik, der har ført til valgresultatet. Mange forblev dog loyale over for Socialistpartiet for at slå højrefløjen, men de mange sofavælgere, sammen med de stemmer, der blev tabt til andre kandidater på venstrefløjen, var altså nok til at sikre Le Pen plads i anden runde.
Kommunistpartiet fik kun 3,4% af stemmerne, hvilket er det laveste i hele partiets historie. Dette er resultatet af støtte til privatiseringer og mange andre upopulære tiltag. Hvad skal man bruge et “kommunist”-parti til, hvis det går med til privatiseringer og markedsøkonomi?
De ultra-venstreorienterede kandidater fik til sammen 10% af stemmerne. Stemmerne på disse kandidater viser dybest set den revolutionære stemning, der findes i store dele af samfundet. Folk leder efter en vej ud af det kapitalistiske mareridt. I virkeligheden var der ikke nogen af de tre sekteriske kandidater, der frembød noget i retning af et revolutionært alternativ i deres kampagner. Men de stemmer, de fik, er af stor symptomatisk betydning.
Venstrefløjen har tabt valget, men allerede nu er kampen begyndt mod de angreb, som de borgerlige vil indlede, især hvis de også vinder parlamentsvalget i juni. Der må startes en kamp inde i Socialist- og Kommunistpartiet for at genetablere fortidens militante og revolutionære traditioner. Vi må kæmpe for et ægte socialistisk alternativ.
