Kongres i Danmarks Elev Organisation (2002): Et skridt i den rigtige retning!




1 minut

I weekenden 19.-21. april mødtes omkring 250 delegerede i Kolding til den årlige kongres i Danmarks Elev Organisation (DEO). DEO er organisationen bygget for at varetage de danske folkeskoleelever, privatskoleelever og efterskoleelevers interesser. DEO har de sidste par år været præget af en gruppe elever, der har kørt DEO som en slags “service-organisation”. Det har betydet, at DEO ikke har fungeret som elevernes kamporganisation, men mere har været en organisation, som har “serviceret” de enkelte elevråd. På den måde har man spredt kampene i stedet for at samle dem.

Men at dømme ud fra den seneste tids store protester og resultaterne af kongressen, er der nu ved at vokse mere bevidste kræfter frem i organisationen, der på sigt kan trække den i en mere progressiv retning.

Kongressen vedtog en række gode udtalelser, bla. en om elevdemokrati, en om enhed i elevbevægelsen og en mod VK-regeringens indskrænkelse af 10. klasserne. Samtidig blev der vedtaget et arbejdsprogram, der lægger op til modstand mod alle forringelser og økonomiske nedskæringer på folkeskolerne. Derudover blev der vedtaget et nyt principprogram.

Alt i alt må man sige, at kongressen var et skridt fremad mod en bedre elevorganisation.