Københavns Universitet skal skære 10% af studiepladserne. Foto: Magnus ØrbergKøbenhavns Universitet (KU) pålægges at reducere deres årlige optag med 1273 studerende, hvilket svarer til en 10 pct. reduktion. Den påkrævede lukning af studiepladser frem mod 2030 sker som følge af den politiske aftale om regionalisering af uddannelser, hvis påståede formål er »flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark«. Den stærkt underfinansierede aftale medfører dog i praksis det modsatte og er i virkeligheden et omfattende angreb på hele det videregående uddannelsesområde. Studerende må stå sammen og modsætte sig den nedslagtning, som endnu engang rammer humanistiske og kritiske samfundsvidenskabelige uddannelser hårdest.
Baggrunden for de aktuelle store nedskæringer på uddannelsesområdet er den regionaliseringsaftale, der tilbage i juni blev vedtaget med et bredt flertal i Folketinget. I regeringens udspil fremgår det, at studieoptaget i Danmarks fire største byer gradvist skal reduceres med 10 procent fra 2023 og frem til 2030 med løftet om, at tilsvarende antal studiepladser ville kunne åbne andre steder i regionerne.
Det kræver ikke særlige matematiske færdigheder at komme frem til den triste konklusion, at udspillet blot er besparelser i forklædning. Aftalen er groft underfinansieret med åbenlyse økonomiske barrierer for udflytningen af studiepladser. Mange uddannelser er desuden afhængige af konkrete, tværfaglige samarbejder på tværs af fag på de enkelte campusser for at opfylde universitetets primære forpligtelse om udbud af forskningsbaseret undervisning. Det vil en opsplitning af uddannelser gennem underfinansieret regionalisering ødelægge fundamentet for.
Endvidere mister KU de indtægter, en studieplads giver (STÅ-indtægter), når der fjernes studiepladser på en given uddannelse, mens der fortsat er de samme udgifter til lokaler, undervisning, eksamen osv. På baggrund af dette forventes en nedgang i indtægter på hele 130-200 mio. kr. på KU. Det hæderlige formål om at udligne uligheden mellem de små og store byer er en afledningsmanøvre, der dækker over et omfattende angreb på hele det videregående uddannelsesområde.
Især sociologi er en af de uddannelser, der af mange omgange har fået med barbermaskinen i forbindelse med nedskæringer, ligesom antropologi og mange af de humanistiske uddannelser har det. Den realitet, at det igen er de kritiske, kulturfaglige og kvantitativt små uddannelser, der skal holde for i endnu en af de mange nedskæringsrunder, er næppe overraskende, når KU’s ledelse i stigende grad driver KU som en virksomhed frem for et universitet.
Dimittendledighed som rettesnor
På KU er det uddannelser med den højeste ledighedsprocent 2 år efter endt uddannelse, der bliver ramt hårdest af dimensioneringen. Mange nikker til besparelsesstrategien, som var det en selvfølge at benytte dimittendledighed som den primære rettesnor for, hvilke uddannelser, man må beskære. KU’s ledelse har offentliggjort, at lukningen af studiepladser er i overensstemmelse med den politiske aftale, de har indgået med regeringen. For almindelige studerende og ansatte på KU kan det være svært at finde frem til, hvad der konkret står i den indgåede aftale, hvem der har lagt strategien for reduceringen af uddannelsespladser og på hvilket grundlag. Det vides blot, at KU’s ledelse ikke er underlagt et direktiv om at reducere studiepladser på baggrund af dimittendledighed. I den forbindelse har KU’s ledelse haft rig mulighed for at modsætte sig eventuelle politiske opfordringer til, hvilke principper reduceringen af studiepladser skulle ske på baggrund af. Ledelsen på KU må dermed stilles til medansvar for de konsekvenser, regionaliseringsudspillet ender med at få for de enkelte uddannelser.
Det Humanistiske Fakultet på KU (HUM), som skal skære hele 24% af studiepladserne, har i skrivende stund ikke offentliggjort et “løsningsforslag” endnu. D. 26. oktober offentliggjorde Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (SAMF) dog en plan for indfrielsen af de pålagte krav om regionalisering, som betyder en udflytning eller nedlægning af i alt 180 studiepladser.
Økonomi og statskundskab skal sammenlagt nedlægge 5,7% af deres studiepladser. På psykologi nedlægger man 50 pladser på kandidaten for at lave en ny kandidatuddannelse i klinisk psykologi samt en bacheloruddannelse i kognitiv psykologi, hvilket netop er de mest populære områder inden for psykologien. Sociologi og antropologi står til at blive hårdest ramt, idet de tilsammen skal reducere omkring 20% af deres samlede årlige optag uden mulighed for udflytning af de tabte studiepladser. Alt sammen under dække af, at der ikke er nok jobs til sociologer og antropologer, når de kommer ud på arbejdsmarkedet.
Hvis man ser på statistikken om ledighed blandt akademikere, er det iøjnefaldende, at forskellene i ledighed udlignes efter en årrække mellem de forskellige uddannelser på SAMF. De ledighedsstatistikker, ledelsen primært henviser til, måles på baggrund af ledighed efter blot 2 år og siger dermed intet om, at der skulle være mangel på arbejde for hverken sociologer eller antropologer, men udelukkende at de er længere tid om at finde den type arbejde, som kan opgøres i ledighedsstatistikker. Måske netop fordi deres viden ikke nær så åbenlyst har til formål at profitmaksimere men omvendt at problematisere undertrykkende samfundsstrukturer.
Kilde – Undersøgelse vedr. arbejdsløshed fra Økonomisk Institut 2021
En konsekvens af KU’s fremgangsmåde, hvor de lader det være op til hvert enkelt fakultet internt at afgøre fordelingen af lukningen af studiepladser, risikerer at ende i interne kampe om, hvem der har gjort sig fortjent til at beholde deres studiepladser. Bureaukratiske slør og interne krige forhindrer de studerende i at pege på, hvem der er skyld i de forringelser, de oplever på deres studier. Det kan være utrolig svært at stille de rigtige til ansvar.
Forskruede markedslogikker
En række tiltag har i årevis skubbet KU i en ekstremt markedsorienteret retning. Vigtige uddannelser udsultes, fordi de er for kritiske, eller fordi de ikke genererer forskning, som umiddelbart er profitskabende for virksomheder. Det legitimeres med markedstænkning og floskler.
Dansk Industri og industriarbejdernes fællesorganisation CO-industri var de første, der brugte vendingen »fra forskning til faktura«. Vendingen optræder igen hos tidligere forskningsminister Helge Sander, der brugte det som et slogan i sin omfattende omstrukturering af universiteterne.
Tiltagene havde den betydning for KU’s infrastruktur og organisatoriske opbygning, at KU på mange måder kom til at ligne en privat virksomhed frem for et universitet. Et af de mest iøjnefaldende tiltag var, at ledelsen ikke længere kunne vælges demokratisk. Ledelsen blev i stedet udpeget af bestyrelsesmedlemmer med overvejende tilknytning til det private arbejdsmarked og ikke til universitetet.
Sådanne tiltag har i årevis skubbet KU i en ekstremt markedsorienteret retning, hvor vidensgenerering gennem uafhængig forskning og fordybende uddannelse af kommende generationer ikke længere er det primære mål for institutionen – der i øvrigt uden refleksion omtaler sig selv som »koncernen KU«.
Et eksempel på, hvordan markedsorienteringen kommer til udtryk på de enkelte uddannelser, er den omlæggelse af sociologistudiet, der har foregået i den seneste tid.
Den sidste demokratiske bastion på universiteterne er studienævnene, som tegner uddannelsernes indhold. Hvert institut har sit eget studienævn, der består af repræsentanter fra henholdsvis studentersiden samt det videnskabelige og administrative personale. Det er også i studienævnene, man skal forholde sig til konkrete tilpasninger af uddannelserne ved nedskæringer, og i den øvelse er de kritiske, samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser særligt hårdt spændt for. Regionaliseringsudspillet har siden starten af semesteret defineret studienævnets dagsorden på eksempelvis Sociologisk Institut på KU.
På årets første møde blev nævnet sat på en ledelsesdikteret opgave om at sænke dimittendledigheden under truslen om, at uddannelsen ellers stod til at blive reduceret voldsomt i forbindelse med regionaliseringsudspillet. Primært kandidatuddannelsen skulle ændres med det formål at klargøre de studerende til lettere omsættelighed på arbejdsmarkedet. Hvad kandidaterne egentlig skal kunne bidrage med til arbejdsmarkedet, blev sat i baggrunden. Praktik skulle gøres obligatorisk, og den faglige valgfrihed indskrænkes så løsningsorienterede og praksisnære fag kunne implementeres.
Dette tegner til at blive et led i en lang række tiltag for at gøre hele sociologiuddannelsen mere »anvendelsesorienteret«. Hvis man forestiller sig, at sådanne omkalfatringer, hvor grundlæggende fagområder decideret bortfalder, er en langsommelig proces, så tager man fejl. Det tog lidt over et halvt år at ændre hele sociologis bacheloruddannelse i arbejdsmarkedsinteressens navn. Fra den ene dag til den anden fik uddannelsen et helt nyt format og teoretiske og kritiske kurser blev lukket og erstattet af kurser, der allerede fra første semester kunne orientere de nye studerende mod omsættelighed på arbejdsmarkedet.
Historien om sociologi på KU er ikke enestående. Det er desværre en almindelig fortælling om, hvordan kritiske samfunds- og kulturfaglige uddannelser enten lukkes eller omstruktureres og bliver et led i universitetskoncernens nyttemaksimerende maskineri. Antropologi har været udsat for samme type omlægning, der ligesom på sociologi bliver legitimeret i demokratiets navn. Demokratiet er for længst forsvundet på universiteterne. Studienævnene sidder over for valget om at skære ned og til sidst svinde ind eller makke ret og følge ledelsens forskruede markedslogikker. Sociologi forvandles til en fabrik, der sælger hurtige, lette løsninger på komplicerede strukturelle problemer i samfundet. Det mest tåbelige er, at uddannelser som sociologi i sidste ende mister sin relevans på arbejdsmarkedet, når det altoverskyggende formål er at tilpasse sig det. Arbejdsgiverne er nemlig heller ikke interesserede i ukritiske samfundsvidenskabelige kandidater eller humanister, der taler dem efter munden. De søger også nogen, der forstår sig på samfundets udvikling og kan identificere de problemer, udviklingen afføder. Det er derfor, at samfundsvidenskaben først og fremmest bør bestræbe sig på at uddanne studerende til at være problemidentificerende, hvilket i første omgang er svært at prissætte som en vare på et marked.
Universitetets eksistensgrundlag skrider
Med regionaliseringsdirektivet og affødte dimensioneringer gennem nedskæringer af studiepladser vil regeringen og universitetsledelserne igen bidrage til at fjerne selve grundlaget for universitetets virke og legitimitet, nemlig at sikre den uafhængige, problemidentificerende, fagligt brede forskning og uddannelse. Universitet bør netop ikke være en “pølsefabrik”, hvis primære formål er at få dimittender i arbejde hurtigst muligt uden skelen til, hvad det så er, de skal bruges til – eller snarere udnyttes til – på arbejdsmarkedet. I stedet for at ensrette og udtømme de forskellige uddannelsernes indhold, burde der omvendt investeres massivt i faglig diversitet. Kritisk og teoretisk funderet, problemidentificerende uddannelse inden for alle videnskabelige retninger uanset størrelser er altafgørende for, at samfundet reelt kan udvikles i flertallets interesse.
Det vigtigste, vi som studerende kan gøre, er at stå sammen i solidaritet om at modsætte os regeringens nedskæringer samt den måde, ledelsen på KU forvalter dem. Hvis de lykkes med at skabe splid internt på universiteterne, så har de vundet, og vi har tabt. Det er vigtigt for alle i samfundet, at vi værner om den faglige diversitet. Lige nu gør universitet det stik modsatte i blind lydhørhed over for markedskræfter, magtpolitiske dagsordener og uigennemskuelige politiske aftaler.
