I sidste nummer bragte vi første del af historien om Tredje Internationales første fem år.
Det er historien om et revolutionært verdensparti, der kæmpede for en socialistisk omvæltning på international skala. Tredje Internationales historie som revolutionær organisation, der så at sige blev født ud af den russiske revolution, er kort men rig på erfaringer for alle der vil ændre samfundet. I anden del vil vi se på udviklingen efter den første spontane revolutionære bølge i kølvandet på Første Verdenskrig og den Russiske Revolution begyndte at trække sig tilbage, samt hvilke konsekvenser det havde for internationalens diskussioner og taktik.
Umiddelbart efter Tredje Internationales dannelse var opgaven øverst på dagsordenen: at tage den magt som var løbet ud imellem fingrene på borgerskabet i kølvandet på Første Verdenskrig og den russiske revolution. Masserne var på dette stadie allerede ”vundet” til revolution. Hvad der manglede var disciplinerede kommunistpartier med erfarne ledere, der kunne udnytte situation og lede arbejderklassen til magten.
Revolutionære kæmper i de tyske gader under den såkaldte Spartakus-opstand 1919I lande som Tyskland, Ungarn, Frankrig og Italien var der revolutionære kriser med flere muligheder for arbejderklassen for at tage magten i perioden 1918-1921. På trods af utallige heltemodige forsøg, særligt i Tyskland, lykkedes det ikke. Hver gang var problemet det samme: manglen på en bevidst ledelse. Årsagen var den simple, at kommunisterne måtte bygge partiet, sten for sten, under revolutionen, måtte træne sine kadrer under ild, så at sige.
Samtidig spillede det ikke en ubetydelig rolle at de dygtigste teoretikere og revolutionære i Internationalen, med Lenin og Trotskij i spidsen, måtte dedikere al sin tid på kampen for den første arbejderstats overlevelse i borgerkrigen. Det var derfor yderst begrænset hvor meget tid de kunne afsætte til at følge Internationalens arbejde. Samme fænomen betød at mange tunge poster i Internationalen blev overladt til mindre dygtige folk, som fx Zinoviev (der som bekendt var gået imod bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917 og havde afsløret planerne i den borgerlige presse få dage forinden) der blev formand for Internationalens Eksekutivkomite (ECCI). Ligeledes siger det noget om manglen på trænede ledere, at Bela Kun der med sin ultra-venstre politik havde ledt den ungarske revolution til nederlag i august 1919 blev udsendt som rådgiver for KPD af Zinoviev. Denne mangel på trænede revolutionære ledere – kadrer – i Internationalen, havde selvfølgelig enorm indflydelse på de råd som ledelserne af de nationale sektioner fik fra den internationale ledelse.
Enden på denne første spontant revolutionære periode kom i 1921 med den såkaldte Marts-aktion i Tyskland. Det unge kommunistparti havde på daværende tidspunkt opnået en medlemsskare på næsten en halv million. Men en fraktion i ledelsen for Internationalen, her inklusiv Zinoviev og hans protege Bela Kun, var utålmodige med den tyske revolutions manglende succes og støttede op om den ekstreme venstrefløjs krav om at partiet selv måtte gennemtvinge revolutionen. Masserne måtte simpelthen opildnes af partiets resolute handling.
Mens resten af arbejderklassen i Tyskland og Europa begyndte at tage skridt baglæns ovenpå flere års hæsblæsende revolutionær mobilisering, valgte det tyske borgerskab at angribe en mere tilbagestående del af den tyske arbejderklasse, der først nu var ved at komme frem på klassekampens scene: minearbejderne i Westfalen. Årsagen var den simple: også borgerskabet analyserer klassekampen. De har, som den ene part i klassekampen objektiv interesse i at provokere til for tidlig aktion fra det revolutionære parti, for at isolere det fra de brede masser og hugge hovedet af bevægelsen. Det var netop hvad de gjorde. Politiet gik ind for at afvæbne arbejderne i Westfalen (de havde stadig våben efter opstanden mod det reaktionære kupforsøg i 1920) med hård hånd og besatte fabrikkerne.
Det tyske kommunistparti reagerede med øjeblikkeligt at gå i offensiven og forsøge at gennemtvinge en generalstrejke og opstand – i realiteten at starte kampen om magten – hen over hovedet på arbejderklassen. Man startede byguerilla kampe i gaderne. Eller i hvert fald forsøgte de. Kampen i Westfalen var en lokal, defensiv og isoleret kamp, der krævede agitation og forberedelse af arbejderklassen i resten af landet, inden de ville være klar til kaste sig ud i kamp i solidaritet med en lokal kamp, endsige for at kaste sig ud i endnu en afgørende kamp, på liv og død. Resultatet var derfor at de brede masser ikke besvarede Kommunistpartiets kald til generalstrejke og væbnede aktioner, men blev væk fra gaden, til stor frustration for Kommunistpartiet. Endda store dele af kommunistpartiets egne medlemmer i området deltog ikke eventyret.
Der var tale om en fejl. Men i stedet for at indse fejlen og drage de nødvendige konklusioner, nemlig at det var nødvendigt med mere forberedende arbejde, at erobre masserne så at sige, blev selve Marts-aktionen af den ekstreme venstrefløj i det tyske kommunistparti, ophøjet til et teoretisk princip, nemlig teorien om Offensiven. Den gik i alt korthed ud på at Kommunistpartiet til enhver tid og altid skulle gå i offensiven. Defensiv kamp var efter det ekstreme venstres opfattelse det samme som socialdemokratisme.
For Lenin, Trotskij, og efter hårde interne fraktionskampe imod Zinovievs fløj, også for Tredje Internationales 3. kongres i juni 1921, blev denne marts-aktion signalet for et vigtigt vendepunkt for både den objektive situation og derfor nødvendigvis også for det revolutionære verdensparti:
”[…] i marts 1921 var vi vidne til den vigtigste nylige begivenhed i Tysklands liv, de berømte Marts-begivenheder. Her har vi en manglende sammenhæng mellem klassen og partiet, der udvikler sig fra forskellige retninger. […] I Tyskland havde arbejderklassen være ivrig for at gå i kamp. Den kæmpede i 1918, i løbet af 1919 og i løbet af 1920. Men dens anstrengelser og ofre blev ikke kronet med sejr, fordi den ikke havde et tilstrækkeligt stærkt, erfarent og sammenhængende parti i front; i stedet var der et andet parti i front som reddede borgerskabet for anden gang, efter at have reddet det under krigen [SPD]. Og nu i 1921 så Det tyske Kommunist Parti, hvordan borgerskabet konsoliderede sine positioner og ønskede derfor at at gøre et heroisk forsøg på at afskære borgerskabets vej, ved hjælp af en offensiv, ved ét slag, og derfor sprang det over stok og sten fremad. Men arbejderklassen støttede det ikke. Hvorfor ikke? Fordi arbejderklassen endnu ikke fuldt ud havde lært at have tillid til partiet. Det kendte endnu ikke fuldt ud dette parti, mens dets egen erfaring i borgerkrigen kun havde givet det nederlag i løbet af 1919-1920.
Og derfor i marts 1921, hændte der en situation som tvang den Kommunistiske Internationale til at sige: relationerne mellem partierne og klasserne, mellem Kommunistpartierne og arbejderklasserne i hele Europa er endnu ikke modne for en umiddelbar offensiv, for en umiddelbar kamp for erobringen af magten. Der er nødvendigt med omhyggelig uddannelse af de kommunistiske rækker i en dobbelt betydning: Først i den betydning af at smede dem sammen og hærde dem: for det andet i betydningen af at de skal erobre tilliden fra den overvældende majoritet af arbejderklassen.” (Trotskijs rapport fra den Fjerde Verdenskongres, december 1922)
Det var den primære konklusion af den 3. kongres i Tredje Internationale. Denne konklusion kom kun i stand fordi Lenin og Trotskij havde kaste al deres vægt og prestige ind i den politiske kamp. Resultatet var nu at den tredje kongres konkluderede nødvendigheden af at erobre masserne og betød dermed også et opgør med den ekstreme venstrefløj i Internationalen.
Enhedsfronttaktikken
Enhedsfronttaktikken blev etableret i erkendelse af at Internationalen stadig var i en forberedende fase. Forud var gået en nødvendig periode med fuldstændig ideologisk, politisk og organisatorisk afgrænsning fra de centristiske og reformistiske elementer og organisationer, som i den første tid havde været tiltrukket til Tredje Internationale under pres fra bunden. Tredje Internationale havde vundet de bedste af medlemmerne af disse, politisk set, opportunistiske organisationer, der var gået med og havde fejet de elementer til side der ikke var revolutionære; gennem split, udmeldelser og eksklusioner.
Foran arbejderklassen og dermed det revolutionære parti, lå nu i de forskellige lande en række delkampe indtil nye afgørende slag skulle stå. I disse spørgsmål og kampe, måtte kommunisterne være i stand til at intervenere effektivt, også selvom majoriteten af arbejderklassen endnu ikke var på deres side.
Taktikken gik ud på, i de konkrete delkampe, at henvende sig til lederne af de reformistiske organisationer, foran massen af arbejdere der stadig så til de reformistiske organisationer, og sige tingene klart og tydeligt: ”Det vil være højden af sindssyge at tro, at i vil fremme den proletariske revolution. I har tværtimod splittet arbejderbevægelsen og lagt hindringer i vejen for arbejderklassens kamp. Stadig siger i, at i kæmper for arbejdernes interesser. Fint, vi vil give jer chancen for at bevise det i praksis. Vi er klar til at indgå en front med jer på sådan og sådan et midlertidigt kampprogram i den konkrete kamp.”
Det er klart at denne taktik selvfølgelig kun var brugbar i lande hvor kommunistpartierne var masseorganisationer og en reel faktor i klassekampen. Men i disse lande var taktikken et fantastisk værktøj for kommunistpartierne. Ligegyldigt hvad de reformistiske ledere svarede til kommunistpartiernes appeller, var det til kommunisternes fordel: svarede de rent faktisk positivt, så havde kommunisterne alle muligheder for i praksis, skulder ved skulder med arbejderne, der så til de reformistiske partier at bevise, at de var de mest konsekvente, disciplinerede og bedste forkæmpere for arbejderklassens interesser. Afslog de reformistiske leder en enhedsfront, som det var tilfældet ni ud af ti gange, fremstod det krystalklart hvem der hindrede arbejderklassens aktionsenhed og at kommunisterne var de eneste der satte arbejderklassens kamp over alt andet.
Revolutionens ebbe
At den spotane revolutionære bølge der havde skyllet over verden efter Første Verdenskrig nu trak sig tilbage, havde også konsekvenser i Sovjet. Det var tydeligt at der ville gå noget tid, inden de udviklede kapitalistiske lande ville følge trop med Rusland og gennemføre socialistiske revolutioner, og dermed kunne komme den tilbagestående, og af borgerkrigen smadrede, sovjetiske økonomi og arbejderklasse til hjælp.
Under borgerkrigen i Rusland havde det været nødvendigt at nationalisere alt i febertempo, alene på grund af den økonomiske sabotage fra borgerskabet. Det var perioden med såkaldt ”krigskommunisme”. Det var et spørgsmål om arbejderstatens overlevelse, så hensynet til fronten stod over alt andet. Kornoverskud måtte hentes gennem tvangsrekvisitioner hos bønderne, for først og fremmest af føde hæren og dernæst de arbejdere der var tilbage på fabrikkerne. Efter borgerkrigens afslutning var rekvisitionerne forsat, ud fra forhåbning om snarlig sejr for revolutionerne i Vesteuropa.
Ved tilbagetrækningen af den revolutionære bølge i vest, stod det imidlertid klart at Sovjet stod overfor en længere periode i isolation og at det var nødvendigt at tage nogle skridt tilbage på det økonomiske område og give visse indrømmelser til småborgerskabet, først og fremmest bønderne. Man indførte den såkaldte NEP (Ny Økonomisk Politik). Denne tillod vigtigst af alt, at bønderne kunne sælge deres overskudsprodukter, primært korn, til mellemhandlere, der så kunne sælge det videre til byerne, mens staten bevarede ejerskabet til jorden, storindustri og det afgørende monopol på udenrigshandlen.
NEP var dog ikke en ukontroversiel politik i Tredje Internationale. Den ekstreme venstrefløj, som udelukkende analyserede ud fra abstrakte begreber, uden at tage hensyn til virkeligheden, var overbevist om at Lenin og Trotskij nu var ved at genindføre kapitalismen af bagvejen.
Ifølge historikeren Pierre Broué, som bl.a. har skrevet et udmærket værk om den tyske revolution, var netop dette faktum en del af motivationen for, at Zinoviev, som leder af Internationalen, i det skjulte pressede på ledelsen af det tyske parti for at gå i offensiven og få gennemført revolutionen i Tyskland koste hvad det ville. Håbet var at det så ville blive unødvendigt at indføre NEP i Rusland.
I det hele taget begyndte revolutionens isolation i Rusland og de mange nederlag i resten af verden at have en effekt, først og fremmest i det russiske parti. Lenins helbred blev stadig dårligere og ”triumfferatet” Zinoviev, Kamenev og Stalin, manøvrerede i kulissen for at marginalisere Trotskij.
Zinovievisme
Det sidste søm i kisten for Tredje Internationales revolutionære periode kom med det sidste nederlag i Tyskland i oktober 1923. Her var problemet det modsatte af Marts-aktionen, nemlig at partiet ikke var klar på at gribe chancen da det kom. Partiets ledelse, under vejledning fra Zinoviev, havde satset alt på et delstatsregeringssamarbejde med venstresocialdemokrater i Sachsen. Da det tyske borgerskab mobiliserede hæren for at knuse ”Røde Sachen” overlod kommunisterne det i realiteten til venstresocialdemokraterne at afgøre om der skulle indkaldes til generalstrejke og væbnet modstand eller ej. Som så ofte før vaklede socialdemokraterne i det afgørende øjeblik og alle kommunistpartiets planer faldt til jorden. KPD tabte kampen inden den overhovedet var gået i gang.
Det sidste nederlag i Tyskland åbnede dørene for reaktionen, både i Tyskland, men også i Sovjet selv. Nederlaget havde en enorm negativ effekt på den russiske arbejderklasses kampkræft og håb. I perioden op til oktober, med håb om den tyske revolutions komme, var Trotskijs fløj ellers gået fremad imod triumfferatet, men nu slukkedes også dette håb. For Zinoviev og ECCI blev det afgørende at placere skylden for nederlaget. Endnu en gang lænede de sig op ad den ekstreme venstrefløj i det tyske parti og fik den gamle ledelse fjerne som ”opportunister”.
Det var en taktik der skulle blive velkendt i hele den kommunistiske verdensbevægelse. Fra at være et forenet revolutionært verdensparti, med åben diskussion og samlet handling, blev Tredje Internationale og de internationale møder og kongresser nu mere et spørgsmål prestige og om at have de rigtige alliancer og stå på den ”rigtige” side når syndebukke skulle udpeges. Samtidig blev kampagnen imod ”trotskismen” for alvor sat i gang i Internationalen og den revolutionære fløj udmanøvreret. Med stalinismens krybende fremkomst blev Internationalens skæbne dermed beseglet.
