cominternposter”Arbejderklassen har intet fædreland”, skrev Karl Marx for over 150 år siden. Arbejderbevægelsen har fra sin fødsel været internationalistisk. Mens arbejdsgiverne forsøger at spille forskellige nationaliteter ud mod hinanden, for at presse lønninger og arbejdsforhold, har arbejderklassen ubetinget interesse i at organisere sig internationalt for sammen, på tværs af landegrænser, at kæmpe for bedre forhold.

Ligeledes er enhver kamp for socialisme, uden et internationalt perspektiv, nyttesløst. Socialisme kan kun være international. Den perverterede stalinistiske ide om at kunne bygge ”Socialisme i ét land” isoleret bag jerntæppets tykke mure, er et historiens misfoster, hvilket blev bevist ved Sovjets sammenbrud. Netop derfor har arbejderklassen gang på gang i løbet af historien bygget internationale organisationer, de såkaldte Internationaler, for at kunne føre kampen for socialisme på verdensplan.

Historien om Tredje Internationales – Kommunistisk Internationales - første år, inden Stalin kom til magten, er blevet begravet under dynger af løgne, fordrejninger og historieforfalskning. Ikke desto mindre var Tredje Internationale et verdensparti, som aktivt kæmpede for demokratisk socialisme på verdensplan, indtil den stalinistiske degenerering satte igennem og forvandlede internationalen til et lydigt instrument for den stalinistiske udenrigspolitik.

Tredje Internationales fødsel

Første verdenskrig endte fra borgerskabets synspunkt som et uskønt kaos. Hvad de havde udråbt til at være krigen, der skulle ende alle krige, endte i krise og en revolutionær bølge der fejede over hele verden. Borgerskabet var i panik. Arbejderklassen organiserede sig. Den socialistiske revolution stod på dagsordenen, med den russiske revolution og bolsjevikkernes magtovertagelse i front.

Hele hære deserterede, kapitalistklassens magtorganer smuldrede. Der var masseopstande overalt. I kolonierne, der kæmpede imod imperialisternes koloniherredømme, men også i de udviklede lande gjorde arbejderklassen sig de første forsøg med at tage magten. Det var i denne situation, at det nye verdensparti, Den Tredje eller ”Kommunistiske Internationale” blev udråbt. Målet var at skabe et værktøj, en bevidst ledelse der kunne lede den internationale arbejderklasse til sejr, efter at den socialdemokratiske Internationale havde spillet fallit ved udbruddet af krigen. Tredje Internationales korte, men stormombrusede liv indeholder et væld af erfaringer for alle, der vil ændre denne verden. I denne første artikel i en kort serie, vil vi se på de første fem år af Internationalens liv (inden stalinismens fremkomst), hvor den var et virkeligt revolutionært verdensparti, omend meget ungt og uerfarent og hvis interne diskussioner spændte over et bredt spektrum.

Den historiske baggrund

Tredje Internationale blev født ud af Anden Internationale, den socialdemokratiske internationale. Anden internationale havde været en verdensorganisation af massepartier. Dens største sektion var SPD i Tyskland. Det tyske socialdemokrati var det største og stærkeste i hele verden og omdrejningspunktet for den Socialdemokratiske Internationale.

SPD og Anden Internationale blev opbygget i klassemæssig ”fredstid” i slutningen af det nittende århundrede. Det var en længere periode i kapitalismen med fremgang og hvor kapitalisterne kunne give visse indrømmelser til det øverste lag af arbejderklassen. Det var indrømmelser, der blev vundet over forhandlingsbordet. For toppen af partiet blev opbyggelsen af ”bevægelsen” (dvs. partiet, fagforeninger, kooperationen osv.) mere og mere målet i sig selv, i stedet for den socialistiske omvæltning. Succesen med fredelig forhandling med borgerskabet ledte relativt ubemærket til en gradvis degenerering af partiet og hele den Socialdemokratiske Internationale. Denne degenerering kom på allerkraftigste vis til udtryk ved udbruddet af Første Verdenskrig.

I perioden umiddelbart op til krigsudbruddet var det åbenlyst, at verdenssituationen bevægede sig i retning af en militær løsning af de enorme ophobede modsætninger, der eksisterede mellem de imperialistiske magter. I Anden Internationale vedtog man, bl.a. under indflydelse fra Lenin, flere revolutionære resolutioner vendt imod en kommende krig. Disse gjorde det klart, at ville borgerskabet sende arbejderklassen i krig, arbejder mod arbejder, så ville Internationalen, som et virkeligt verdensparti, i stedet vende våbnene mod borgerskabet selv. En ting var imidlertid ord, noget ganske andet var handling. Overalt i verden (med ganske få undtagelser, bl.a. i Rusland og Serbien), sluttede socialdemokratierne ved krigsudbruddet op om ”deres” respektive borgerskaber og stemte for krigsbevillinger og indgik parlamentarisk borgfred med borgerskabet i parlamenterne. Med andre ord ledte socialdemokratierne arbejderklassen ud i imperialistisk slagtning i industriel skala.

Forræderiet havde enorm effekt. Med ét hug var partiet, eller hovedet om man vil, skåret fra den internationale arbejderklasse. Resultatet var enorm forvirring. Få i Internationalen havde forventet en sådan udvikling. Selv Lenin var overbevist om at det nummer af Vorwärts (SPD\'s hovedorgan), hvor det blev offentliggjort at SPD havde stemt for krigsbevillingerne, var en forfalskning fra den tyske generalstab.

Reaktionen i front

I perioden op til verdenskrigen havde der været et opsving i klassekampen. Men krigen skar med et hug igennem den politiske situation i alle lande. Reaktionen, båret frem af nationalisme, chauvinisme og krigsbegejstring syntes ustoppelig. Stort set hele Anden Internationale havde kapituleret til chauvinismen. Internationalisterne udgjorde et ubetydeligt mindretal. Allerede her fra krigsudbruddet var det klart for Lenin, at Anden Internationale var død som et instrument for revolutionen og det var nødvendigt at bygge en ny - en Tredje Internationale. Men endnu, i 1914 var det en opgave, der lå i fremtiden. Den vigtigste opgave under krigen var at forsvare det revolutionære, ideologiske fundament, træne kadrerne og vente på et nyt brud i den objektive situation. For selvom reaktionen, nationalisme og chauvinisme tilsyneladende havde sejret ubetinget, var de revolutionære internationalister med Lenin i spidsen, klar over at krigens effekt på arbejderklassens bevidsthed, ville vende sig til sin modsætning. Hvor den umiddelbart havde haft den effekt at sætte ”national samling” på tværs af klasseskel på dagsordenen, blev krigens sociale omkostninger stadig større. Nød, sult og elendighed spredte sig. Hundredetusinder af arbejdere og bønders liv gik tabt i slagmarkens mudder, bly og giftgas. Millioner af familier mistede sine fædre, brødre og sønner. Til hvilken nytte, andet end at sikre markeder, råstoffer og interessesfærer for verdens rigeste? Krigen gik på den måde fra at være spydspids for reaktionen, til at have en dybt revolutionerende effekt på arbejderklassens og massernes bevidsthed. Begivenhederne bekræftede de revolutionæres perspektiv over al forventning.

Skift i den objektive situation

Ved krigens afslutning var den borgerlige stat i store dele af Europa i fuldstændig opløsning. Revolutionens sejr i Rusland 1917 sendte chokbølger igennem resten af verden. Arbejdernes overtagelse af magten i Rusland stod som et kolossalt fyrtårn og inspirationskilde for den internationale arbejderklasse. Hele hære deserterede fra fronten. Socialdemokratierne var miskrediteret af deres delagtighed i krigen og deres tidligere monopol på arbejderbevægelsen var brudt. Anden Internationale var i opløsning, i kraft af at dens partier havde stået på hver sin side i verdenskrigen og havde i flere år ikke været en Internationale af gavn, men kun af navn.

Revolution var på dagsordenen, ikke bare i Rusland, men i hele Europa. Men netop det faktum at socialdemokratierne havde været ”partiet” for arbejderklassen inden krigen, men fuldstændigt havde kapituleret til borgerskabet, betød at den europæiske arbejderklasse, og særligt den tyske arbejderklasse, ikke bare måtte slås mod staten, reaktionære frikorps osv. men også imod deres tidligere så magtfulde parti og for skabelsen af et stålsat revolutionært parti. Den europæiske arbejderklasse måtte så at sige bygge dette parti, træne deres leder osv. midt under revolutionens storm.

Tredje Internationale vokser

Tredje Internationale havde fra starten bestået af en lang række primært europæiske revolutionære smågrupper, der havde eksisteret i periferien af arbejderbevægelsen. Det russiske parti var naturligvis den store undtagelse herfra. Men med skiftet i den objektive situation blev massen af arbejdere radikaliseret og hele masseorganisationer strømmede til Tredje internationale.

I næsten alle lande splittede de socialdemokratiske partier. Disse nye masseorganisationer, der fremkom af splittene, var ustabile formationer, der så at sige vaklede mellem reform og revolution; hvad der i marxistisk sprogbrug kaldes centrisme. Det var partier, der direkte udtrykte de brede masseres første ubevidste skridt fra reformisme til revolution. Det var organisationer, der på én og samme tid indeholdt både fortiden og fremtiden: det bestod af ”gamle” reformistiske ledere, med en stor grad af tankegods fra den gamle reformistiske internationale, men på den anden side var partierne under et massivt pres fra de radikaliserede masser, der blev draget mod revolutionen, dog uden bevidst program eller en klar ide om, hvad man ville opnå og hvordan. Disse organisationer blev uundgåelige tiltrukket af den russiske revolutions forbillede og dermed blev de også tiltrukket af den nys udråbte Tredje Internationale.

I Tyskland splittede SPD i tre dele: højre (SPD), venstre (kommunistpartiet KPD) og centrum (USPD). Der gik ikke længe før størstedelen af udsplitterne fra USPD splittede og størstedelen af partiet (omkring 400.000 medlemmer) gik med i Tredje Internationale under massivt pres fra medlemmerne. I Frankrig gik næsten hele Socialistpartiet med i Tredje Internationale og det samme skete i Italien. Den nye internationale voksede med stormskridt.

Tredje Internationales ledere, med Lenin og Trotskij i spidsen var klar over, at toppen af de centristiske masseorganisationer, som blev optaget, for størstedelens vedkommende ikke var revolutionære, men blot ledere der handlede under pres. Men det interessante fra Lenin og Trotskijs synspunkt var ikke lederne, men de hundredetusinder af arbejdere der var medlemmer eller så til disse organisationer. Optagelse i Tredje Internationale var derfor en måde at nå masserne og fravriste dem fra de reformistiske lederes indflydelse. Men det rejste naturligt spørgsmålet om forsvaret for det teoretiske grundlag i det, at den ideologiske kamp nu måtte foregå indenfor organisationens rammer.

Tredje internationale var ung og uerfaren, omend den hurtigt var blevet en massekraft. Kun det russiske parti stod frem i internationalen med en prøvet og erfaren ledelse. Bolsjevikkernes enorme styrke lå i, at de gennem mange år inden den russiske revolution havde bygget en politisk homogen revolutionær tendens. Deres ledere var skolet i marxistisk teori og trænet gennem årevis af arbejdskampe, åbent lovligt arbejde, såvel som undergrundarbejde under Zarens diktatur. Denne tålmodige opbyggelse af en revolutionær marxistisk tendens var årsagen til, at Bolsjevikkerne var i stand til at handle resolut og disciplineret da det gjaldt. Netop dette havde været en afgørende faktor i at Oktoberrevolutionens sejr.

Tredje Internationales mangel på en trænet ledelse – kadrer – der havde uddannet sig i marxistisk teori, og bygget marxistiske tendenser i de nationale arbejderbevægelser længe inden revolutionen tog fart, skulle senere vise sig at have fatale konsekvenser.

Et verdensparti

Men nu og her var den første og største udfordring for den nye Internationale at feje karrieremagerne og reformisterne ud fra organisationens rækker. På Kommunistisk Internationales Anden kongres i 1920 vedtog man 21 politiske krav til optagelse, som Lenin havde formuleret. Disse skulle sikre at de optagne var enige i og kæmpede for en revolutionær marxistisk politik. Formålet var hurtigst muligt at etablere et forenet verdensparti, der kunne udnytte den akutte revolutionære situation og lede den internationale arbejderklasse til sejr over borgerskabet og opbygge et socialistisk samfund på verdensplan. Det var opgaven. Ikke i en fjern fremtid, men her og nu.

Anden internationale havde været stor og magtfuld før 1914. Men aldrig havde den været i stand til at handle som ét parti. På samme måde som det parlamentariske arbejde satte sit præg på de reformistiske partier i perioden op til Første Verdenskrig, på samme måde mindede de internationale relationer i Anden Internationale om diplomatiske relationer mellem politisk selvstændige nationer:

”Lederne af hvert nationale parti lod som om de ikke bemærkede opportunistiske, chauvinistiske deklarationer og handlinger fra de andre nationale partiers ledere, ud fra forventning om at sidstnævnte ville betale tilbage med samme mønt. De indbyrdes relationer mellem de nationale ”socialistiske” partier, var kun en slidt modpart til relationerne mellem de borgerlige diplomater i æraen med væbnet fred. Præcis af denne grund, i samme øjeblik som de kapitalistiske generaler kastede kapitalistisk diplomati fra sig, blev den betingede diplomatiske falskhed mellem de ”broderlige” partier i Anden Internationale, erstattet med ledernes åbne militarisme.” (Trotskij op til anden kongres i Tredje Internationale).

Videre forklarede Trotskij om Tredje Internationales stræben efter at skabe et forenet revolutionært verdensparti:

”Tredje Internationale er organiseringen af det internationale proletariats revolutionære handling. De elementer, der erklærer deres parathed til at gå med i Tredje Internationale, men som på samme tid protesterer mod betingelser påtvunget dem ”udefra”, demonstrerer dermed deres fuldstændige værdiløshed og bankerot set ud fra Tredje Internationales principper og metode i handling. En international organisation kæmpende for proletariatets diktatur, kan kun skabes på én betingelse, nemlig at den Kommunistiske Internationales geledder kun er åbne for de kollektive organer, som er gennemsyret med den ægte ånd fra den proletariske revolte mod borgerskabets styre; og som derfor også selv er interesseret i at sikre, at der i deres midte, såvel som blandt andre samarbejdende politiske- og fagforeningsorganer, ikke overlades nogen plads til hverken vindbøjtler og forrædere, men ej heller til karakterløse skepticister, evigt vaklende elementer, dyrkere af panik og ideologisk forvirring. Dette kan ikke opnås uden konstant og stædig udrensning af falske ideer, falske handlemåder og deres bærere fra vores rækker” (Trotskij ibid.)

For Lenin og Trotskij var Tredje Internationale ikke bare summen af individuelle organisationer. Det var et samlet hele, et virkeligt revolutionært marxistisk verdensparti, og udsprang af nødvendigheden af en verdensrevolution.

Metode

Lenin og Trotskijs metode i den ideologiske kamp var ikke at fortie noget, men at diskutere åbent. Sige tingene som de er, og forklare det tålmodigt, men samtidig at udvise enorm fleksibilitet på sekundære spørgsmål. Der blev ikke krævet blind lydighed som det senere skete under Stalin, men disciplin bygget på politisk forståelse. Der herskede ikke bare hård centralisme, men også en pligt for alle til at rejse problemer osv. når de opstod. Dermed var der også en pligt til at ”blande sig” i de andre partiers gøren og laden, men samtidig under forudsætning af at være parat til handle som én helhed og sætte revolutionen og dermed partiet over alt andet.

Indenfor organisationens rammer var der ikke høfligt diplomati. Trotskij rapporterede helt åbent at de havde i sinde at drive alle opportunister og reformister ud af organisationens rækker. Også selvom disse var kommet til Tredje Internationale helt af sig selv, som ledere af store masseorganisationer. Men denne politiske udrensning (et ord der har fået en ganske ubehagelig klang siden Stalin) byggede på, at alle de tilsluttede partier var gået ind i Tredje Internationale med åbne øjne og vidste hvad Internationalen stod for. Det var ikke bureaukratiske udrensninger. Disse ”udrensninger” havde intet at gøre med de senere politiske forfølgelser under Stalin. De var udrensninger i den forstand, at det drejede som om knivskarpe politiske diskussioner, som endte ud i klare beslutninger om, hvilken politik Internationalen skulle føre. Var de tidligere reformistiske ”ledere” ikke klar til at følge disse beslutninger, så måtte de finde sig et andet sted at være ”ledere”. Det var betydningen af ”udrensningen”.

På intet tidspunkt havde Lenin og Trotskij givet illusioner til, at ”lederne” af de tidligere reformistiske organisationer, som nu tilsluttede sig den revolutionære internationale, ville få særbehandling, blot fordi de var kendte navne i den internationale arbejderbevægelse. Tværtimod henvendte de sig direkte til medlemsbasen, og gjorde det allerede fra Internationalens fødsel klart, at Tredje Internationale vil føre en særlig hård politisk kamp mod ”socialistisk centrum”, den linje som fx USPD's ledelse stod for:

”Det uafhængige parti i Tyskland, den nuværende majoritet i det franske Socialist Parti, den mensjevikiske gruppe i Rusland, Independent Labour Party i England og andre lignende grupper forsøger rent faktisk at udfylde den plads, som op til krigen var optaget af de gamle officielle partier fra Anden Internationale. De stiller sig frem som tidligere, med ideen om kompromisser og klassesamarbejde, mens de har alle de nødvendige midler til rådighed, paralyserer de proletariatets energi, forlænger krisen og dermed fordobler Europas katastrofe. Kampen mod det Socialistiske Centrum er en uundværlig forudsætning for en succesfuld kamp mod imperialismen.” (Manifest fra den Kommunistiske Internationale til verdens arbejdere, 6. marts 1919)

Gennem tålmodig forklaring og fuldstændig klarhed omkring det politiske og teoretiske fundament, begyndte Internationalen at tage form som et egentligt revolutionært verdensparti, der kunne udfri kapitalismen for sine pinsler og give den dødsstødet. Men det var en kamp imod uret. Som vi skal se i artiklen i næste nummer, havde manglen på kadrer fatale konsekvenser og det lykkedes ikke at få omsat den spontane revolutionære bevægelse efter verdenskrigen til arbejderklassens magtovertagelse i Europa. Det betød nye udfordringer for Lenin og Trotskij i at reorientere Internationalen politik og taktikker.

[Følg den videre historie]

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.