September 2008 markerer 70-året for stiftelsen
af Fjerde Internationale. Denne organisation, grundlagt på initiativ af  Leon Trotskij og hans sympatisører verden
over, blev stiftet som et forsøg på at skabe et alternativ til stalinismen.
Forud for denne begivenhed var der gået en lang sej kamp, hvor tusinder af
kommunister forsøgte at stoppe den stalinistiske degenerering af USSR, af bolsjevikpartiet
og af Komintern (3. internationale).

De borgerlige historikere – hvis ultimative
mål altid er at retfærdiggøre det kapitalistiske samfundssystem, som det eneste
brugbare – forsøger altid at drage en lige linje mellem Lenin og Stalin. De hævder,
at Lenins virke og metoder uundgåeligt førte til Stalins regime. Men de overser
det faktum, at langt de fleste af Lenins tætteste samarbejdspartnere, samt
tusinder af kommunister i hele Rusland, igennem cirka 15 år, fra 1923-1938,
førte en heroisk kamp for at stoppe stalinismen. De blev kaldt ”oppositioneiri”
eller ”trotskister”. Men de kaldte sig selv for ”bolsjevik-leninister”, fordi
de anså sig selv som forsvarere og arvtagerne af bolsjevismens virkelige
traditioner.

I år udkom for første gang den spanske
oversættelse af en bog udgivet i 2003 på fransk. Det drejer sig om den franske
marxistiske historiker Pierre Broués bog, ”Kommunister imod Stalin –
massakre på en generation”. Dette er den første detaljerede dokumentation
for Venstreoppositionen i Rusland, om bolsjevik-leninisternes kamp for at sætte
en kæp i hjulet på stalinismens fremmarch.

Bogen er resultatet af et omfattende arbejde;
forfatteren har tjekket hundredvis af breve fra arkiverne i Harvard, USA, som
indeholder Trotskijs personlige korrespondance med
oppositions-undergrundsgrupper i USSR. Men udover det har han også været på
jagt i GPU’s arkiver (forgængeren til KGB, den hemmelige efterretningstjeneste
i USSR), samt interviewet dusinvis af øjenvidner og tidligere aktive i
venstreoppositionen. F.eks. fortæller Broué os i sin indledning, at en vis Ivan
Vrachev, som var en af lederne af Venstreoppositionen, havde forrådt hundreder
af sine oppositions-kammerater og angivet dem til det stalinistiske politi.
Siden da havde han angret og følt sig skyldig i resten af sit liv. Så i 1991,
da Broué fandt ham i live i Moskva, gav Ivan Vrachev Broué et væld af
informationer som han brugte til at skrive bogen. Vrachev sagde, at han havde
forrådt Trotskij, og at det var en forbrydelse, så derfor ville han vidne –
også selv om det var imod ham selv.

Eftersom at bogen endnu ikke er oversat og
udgivet på engelsk (for slet ikke at tale om dansk) – og derfor utilgængelig
for de fleste af Socialistisk Standpunkts læsere – vil vi i denne anmeldelse gå
lidt længere end blot at anmelde og give nogle af hovedelementerne i bogen, for
dermed at udbrede bogens centrale pointer til et bredere lag.

Hvordan oppositionen opstod
De første par kapitler bruger Broué på at give
os historien om oppositionens grundlæggelse. Selvom stalinister ser
”trotskister” alle vegne, er kendsgerningen, at den første opposition anno
1923, ikke blev skabt på direkte initiativ fra Trotskij, men derimod igennem
”de seksogfyrres deklaration” – en udtalelse underskrevet af 46 prominente
kommunister, blandt andet en del medlemmer af centralkomiteen. Iblandt dem
finder vi bl.a. kendte kommunister som Preobrachenskij og Serebriakov (de to
tidligere partisekretærer), Muralov, Piatakov, Smirnov, samt et væld af andre ledende
partimedlemmer med lang tids medlemskab i bagagen. Udtalelsen kritiserer det
fremvoksende bureaukrati i statsapparatet og partiet med mange af de samme
argumenter, som Lenin brugte i sine sidste breve og i sit testamente kort før sin
død.

Trotskij støttede de grundlæggende argumenter
i de 46 kommunisters udtalelse. Især gennem to vigtige dokumenter. Det første
er ”Den nye kurs”, skrevet i efteråret 1923 og den anden er ”Læren af oktober”,
skrevet et år efter, hvor Trotskij viser de politiske fejl, som den ledende
klike omkring Stalin-Zinoviev begik i forbindelse med den tyske revolution, og
drager nogle generelle erfaringer i et forsøg på at dreje partiet til venstre
igen.

Men den ledende klike i partiet, centreret
omkring triumviratet; Stalin, Zinoviev og Kamenev, gik hårdt til værks; på den
ene side begyndte de en smædekampagne imod Trotskij og gravede gamle citater
frem, for at ”bevise” at han ikke var ægte bolsjevik. På den anden side gik de
i første omgang ind og forbød udbredelsen af de seksogfyrres resolution. Men da
denne allerede cirkulerede vidt omkring blandt partimedlemmer, blev de nød til
at igangsætte en debat i partiet.

Denne debat viste, at oppositionen havde en
vis genklang iblandt partiets medlemmer. I Moskva vandt oppositionen for
eksempel flertal i 40 lokalafdelinger (6.954 medlemmer) imod 32 (2.790). I den
røde hær støttede flertallet af afdelingerne oppositionen, og iblandt
ungkommunisterne var flertallet i centralkomiteen tilhængere af oppositionen.

Men Broué viser med fakta, hvordan Stalin
lukkede debatten og brugte apparatet til at overvinde oppositionen; Flertallet
i ungkommunisternes centralkomité blev fjernet fra deres poster, Konstantinov –
debatredaktøren af Pravda (som gav spaltepads til oppositionen) blev fyret, der
opstod udbredt brug af censur og rygtespredning i partipressen, m.m. Vigtigst
af alt er dog at resultaterne blev forfalsket således, at oppositionen på trods
af stor opbakning – især i Moskva – kun fik tre delegerede til partikongressen
i januar 1924. På denne kongres var flertallet funktionærer, og oppositionen
blev fordømt som en ”mensjevikisk afvigelse”. Blot tre dage efter denne kongres
døde Lenin efter et års intens sygdom, hvor han har været ude af politik.

Nye, men kortvarige allierede
I de næste par kapitler ser vi, hvordan
magtkampen udspiller sig; Oppositionen fortsatte med at kæmpe for dens
synspunkter, og en intern magtkamp imellem Stalin og Zinoviev/Kamenev, fik de
sidstnævnte til at alliere sig med Trotskij og 1923-oppositionen. De indrømmede,
at oppositionen havde haft ret hele vejen igennem, og at de tog fejl omkring
Stalin. Således var 1925-1926 præget af den forenede oppositions kamp imod
Stalin.

Ikke desto mindre havde oppositionen svært ved
at trænge igennem; Broué viser, hvordan trætheden i arbejderklassen, og især
manglen på et gennembrud i den internationale revolution, var udslagsgivende
for oppositionens udvikling. For eksempel falder den tyske revolutions nederlag
i oktober 1923 sammen med oppositionens første nederlag. På samme måde har den
kinesiske revolutions nederlag i 1927 (som er et resultat af, at Stalins
underlagde af kommunistpartiet under den borgerligt-nationalistiske Kuomintang
bevægelse), en demoraliserende effekt på den sovjetiske arbejderklasse, hvilket
resulterede i mindre deltagelse i partiet og dermed mere vind i sejlene til
stalinisterne, som baserede sig på partifunktionærer og bureaukrater.

Den forenede opposition havde enkelte
succeser, som f.eks. i september-oktober 1926, hvor den vandt flertal på
fabrikken Riazan-Uralsk i Moskva, men Stalin sendte specielle patruljer af
væbnede gangstere ud til massemøderne, hvor de fløjter for at overdøve
oppositionens talere og bagefter tæsker dem med køller.

Ifølge Broué’s udregninger havde oppositionen
omkring 8.000 organiserede medlemmer på dette tidspunkt. Dette er selvfølgelig
ikke meget, hvis vi tager i betragtning at partiet officielt set havde 750.000
medlemmer. Men på dette tidspunkt var der kun omtrent 20.000 partimedlemmer,
som var involverede i debatten. Disse tal afslører det virkelige styrkeforhold.
I løbet af 1927, bliver det klarere og
klarere, at oppositionen står over for eksklusion. Trotskij og Zinoviev bliver
smidt ud af centralkomiteen. Den 7. november forsøger venstreoppositionen at
organisere sin egen blok i mindedemonstrationerne for 10-årsdagen for
oktoberrevolutionen. Under parolerne ”Ned med opportunisme”, ”Udfør Lenins
testamente”, ”Imod splittelse”, ”For bolsjevikisk enhed”, ”Ned med kulakker,
NEP-mænd og bureaukrater”. Bannere forberedes og demonstrationen planlægges
omhyggeligt. Men så snart den starter i Leningrad, bliver den omringet af
stalinisternes politi, som spreder den med vold. I Moskva går det endnu mere
voldeligt til, hvor politiet også smadrer to lejligheder fyldt med
oppositionsfolk.

Zinoviev og Trotskij ekskluderes fra partiet
den 15. november for ”kontra-revolutionær virksomhed”. Trotskij og hans
tætteste allierede mener, at man skal holde sig principfaste, selvom masserne
ikke har reageret. Smilga, Rakovskij, Muralov og Radek laver en erklæring med
den linje og efterfølgende ekskluderes de fra partiet. Men Zinoviev og Kamenev
vakler, og de og deres støtter, ”zinovievisterne”, ender med at kapitulere til
Stalin.

I den sidste samtale imellem Trotskij og
Zinoviev, siger sidstnævnte; ”Lev Davidovitsj, tiden er kommet til at vise mod
til at kapitulere”, hvortil Trotskij svarer; ”Hvis den slags mod var
tilstrækkeligt, ville revolutionen have været gennemført i hele verden for længst!”.

Folkene bag venstreoppositionen – hvem var
de?
På dette tidspunkt – ved udgangen af 1927 –
kan vi danne os et billede af hvem der egentligt udgjorde Venstreoppositionen.
Broué forsyner os med, hvad der kunne betegnes som en mini-encyklopædi af
navne. Vi vil her holde os til de vigtigste, for at give læseren en smag for,
hvor vigtige kræfter der egentligt var med i oppositionen.

Mest kendt af alle er selvfølgelig Leon
Trotskij. Vi vil ikke gå i detaljer med ham, men blot huske på, at han var
formand for Petrogradsovjetten i 1905, medlem af centralkomiteen i
bolsjevikpartiet fra 1917, folkekommissær for udenrigssager efter revolutionen
1917, folkekommissær for forsvar fra 1918, stifter og leder af den røde hær,
som vandt borgerkrigen.

Næstvigtigst efter Trotskij er Christian
Rakovskij, leder af socialdemokratiet på Balkan, medlem af ledelsen af 2.
internationale før krigen, fastholdt en internationalistisk og
anti-krigsposition under verdenskrigen. Talte fem sprog og havde et nært
venskab med folk som Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Rakovskij gik med
bolsjevikkerne i 1917, og Lenin indsatte ham som præsident for Ukraine. Han
blev senere ”forflyttet” af Stalin til England – (pga. sin kritik af Stalin om
det nationale spørgsmål) – hvor han blev gjort til ambassadør i sommeren 1923.
Senere fængslet og deporteret for sin støtte til oppositionen. Er sammen med
Trotskij oppositionens klare leder og en nær ven af Trotskij. ”Tilstår” efter
hård tortur i 1933 at have lavet kontra-revolutionær virksomhed. Alligevel
skriver han til venner og bekendte, at Stalin og hans folk ikke er andet end
brutale mordere. Han holdes fængslet og dræbes i 1941 på direkte ordre fra
Stalin.

I.N. Smirnov. ”Gammel” bolsjevik,
fabriksarbejder, fængslet og deporteret i flere omgange.  Deltog i revolutionerne 1905 og i 1917 i
opstanden i Moskva. En af lederne af den røde hær. Ledte forsvaret af byen
Sviajsk. Gjort til folkekommissær for post og telegraf-kommunikation. Lenin
kaldte ham ”partiets bevidsthed”. Fængslet og deporteret som
oppositionstilhænger. Kapitulerer i 1929 til Stalin, men vender tilbage til
oppositionen allerede i 1931. Organiserer en ny oppositionsgruppe omkring sig,
med tilknytning til venstreoppositionen. Henrettet i 1936, efter at han har
kapituleret i håb om at redde sin datter (som stalinisterne dræber alligevel).

Preobratjenskij, medlem af partiet siden 1903.
Specialist i økonomi og kendt for diverse skrifter (bl.a. ”Anarkisme og
kommunisme”, ”Kommunismens ABC”, etc.). Anholdt og deporteret flere gange til
Ural, hvor han var leder af partiet. Medlem af bolsjevikpartiets centralkomité
fra 1919 og arbejder på elektrificering af Sibirien. I 1920 sekretær for
partiet. Er en af hovedmændene bag 1923-oppositionen. Aktiv i oppositionen til
og med 1929, hvor han kapitulerer til Stalin. Omkring 1931 er han med tilbage i
oppositionsarbejde igennem Smirnovs gruppe. 
Bliver henrettet i juli 1937.

Muralov, bolsjevik siden 1903. Deltog i Moskva
under revolutionerne 1905 og 1917. Meget populær blandt arbejderne pga. hans
rolle i borgerkrigen som leder af forskellige militærdelinger af den røde hær.
Støtter oppositionen fra 1923 og fremefter. Fængslet, deporteret og henrettet i
1937.

Serebriakov, metalarbejder indtil 1910, hvor
han bliver til professionel revolutionær for partiet. Arresteret i flere
omgange, men flygter gang på gang. Med i revolutionen i 1917 og bagefter
bolsjevikisk fagforeningsorganisator. Sekretær for partiet sammen med
Preobratjenskij i 1920. Fængslet, deporteret og dræbt i januar 1937

Smilga, medlem af partiet fra 1908.
Oprindeligt fra Letland, hans far blev henrettet af zaren. Aktiv først i
Letland, senere i St. Petersburg og Moskva. Flere gange anholdt. Kommer ind i
den bolsjevikiske centralkomité i april 1917, hvor han støtter Lenins
aprilteser imod de ”gamle”bolsjevikker (Zinoviev, Kamenev, Stalin, m.fl.). Har
derefter vigtige poster i Sovjetregeringen. Kapitulerer i 1929, men bliver alligevel
henrettet i januar 1937.

Dertil kommeret et væld af andre kendte
personligheder. Blandt andre:

• Karl Radek, en af lederne af Komintern.
• Victor Serge, libertær socialist, som gik med
  bolsjevikkerne efter revolutionen og arbejdede for Komintern. Kendt for sin
  selvbiografi En revolutionærs erindringer.
• Sosnovsky, en af lederne af partiet i Ural.
• Grunstein: partimedlem siden 1903, en af
  lederne af flyakademiet i den røde hær.
• Eltsin, partimedlem siden 1889, medlem af Sovietternes eksekutivkomité.
• Mrachkovskij, partimedlem siden 1905 og
  velkendt agitator.
• Maria Joffe, enke til A. Joffe, vigtig
  sovjetisk diplomat som begik selvmord i 1927 i protest mod Stalin.

Men navnene er selvfølgelig kun toppen af
isbjerget. I flere zoner havde bolsjevik-leninisterne vigtige rødder i partiet
og arbejderklassen:

• I Moskva havde oppositionen hundredvis af
  medlemmer. Viktor Eltsin, en af organisatorerne, hævder, at de i midten af
  tyverne har 500 medlemmer, som er ”meget velorganiserede”. I arbejderkvarteret
  Krasnaya Presnia, som er en af kommunistpartiets bastioner, har oppositionen
  flertal blandt ungkommunisterne. Også på fabrikkerne Aviopripor og Riazan-Ural
  har de flertal i fagforeningsledelserne.
• I Ukraine havde oppositionen sin bastion
  nummer to, som resultat af Rakovskijs arbejde. Flertallet i ungkommunisterne er
  med oppositionen, som har hundredvis af medlemmer. Ifølge Broué er der flere
  oppositionsmedlemmer i Krakov i 1927 end der var bolsjevikker før revolutionen
  i 1917.
• I Georgien havde oppositionen også stor
  opbakning, men vi mangler desværre tilstrækkelige informationer om dens omfang.
  Til gengæld vides det, at Stalins uleninistiske politik på det nationale
  spørgsmål, gav grobund for meget utilfredshed iblandt de georgiske kommunister.
• I fagforeningsledelserne havde oppositionen
  også vigtige rødder. De havde ledelsesmedlemmer i fagforeningerne for
  fødevareindustrien, metalarbejderne, byggebranchen, keramik-industrien og to
  medlemmer af ledelsen for Profintern (den røde fagforeningsinternationale). 

Repression
Eksklusionen af Venstreoppositionen er et
grønt lys til konsekvent repression imod alle afvigende tendenser inden for
Kommunistpartiet. Trotskij bliver deporteret til Alma Ata, men hans planlagte
afgang bliver udskudt et par dage, fordi tusinder af mennesker møder op og
protesterer ved den togstation, han skal afsted fra. Flere og flere af de
kendte oppositionsledere deporteres. I 1930 er der endnu en runde af
deportationer; 800 sendes i eksil og 300 sendes i isolationseksil.

Ved slutningen af 1929 og starten af 1930
starter de første henrettelser af enkelte oppositionsledere, for
”kontra-revolutionær virksomhed”.

De fleste oppositionsledere befinder sig dog i
Sibirien i eksil. Her forsøger de at holde kontakt med hinanden og fortsætte
diskussioner via telegrammer og hemmelige breve, sendt igennem kurerer.
Oppositionen bevarer kontakt til Trotskij, ved hjælp af hemmelige rejser
imellem Alma Ata og Moskva.

Oppositionen fortsætter med at sende
udtalelser ud, som underskrives af hundredvis af eksilfanger. Men flere og
flere bliver sendt i isolation og derved stopper GPU kontakten imellem mange af
oppositionsfolkene. Nogle af dem bliver også nedbrudt psykisk og kapitulerer
til Stalin. Til gengæld er der flere af dem – som Ivan Nikitsj Smirnov – der
hurtigt vender tilbage til oppositionen, efter at have kapituleret. Broué giver
os også eksempler på ”taktiske kapitulationer”, dvs. oppositionsfolk, som
kapitulerer for derved at kunne vende tilbage til Moskva og til partiet og
hjælpe til i undergrundsarbejdet.

Tilbage til undergrundsarbejdet
For mange af oppositionsfolkene er det ikke et
chok at skulle udføre politisk arbejde under et repressivt regime. Mange af dem
tilhører nemlig den ”gamle” garde af bolsjevikker og er derfor vant til
undergrundsarbejde fra tiden med zar-regimet.

Broué har fundet adskillige løbesedler udgivet
af Venstreoppositionen i illegalitet og eksempler på interventioner på
fabrikker. I Moskva organiseres det første center for oppositionen i 1927 og
fungerer et par år frem, med skiftende kadrer som ledere. Dette center hjælper
oppositionskadrer med arbejderkampe på diverse fabrikker;

På skibsværftet Neva forhindrer arbejderne i 1927 bureaukratiet i at fyre en arbejder,
der sympatiserer med oppositionen. I stedet vælger arbejderne ham enstemmigt
som formand for sovjetten. En anden begivenhed er en strejke, som finder sted
på tekstilfabrikken Jalturinskaya, som har 5.000 arbejdere i Leningrad.
Ligeledes intervenerer oppositionen i en strejke på jernbane-bygningsværket i
Kremenchug.

Ved 11-årsdagen for revolutionen i november
1928, uddeler oppositionen 10.000 løbesedler, underskrevet
”bolsjevik-leninisterne”. I en hemmelig rapport til Trotskij fra centret i
Moskva, dateret oktober 1928, som Broué citerer i bogen, får vi at vide, at
oppositionen har vundet mange nye medlemmer, især i Ukraine, i Kiev, Krakov og
Don-området. I byen Ekaterinoslav har den 220 medlemmer. 90 procent af dens nye
medlemmer er arbejdere og de fleste af dem arbejder på store fabrikker.

Selv på Kominterns 6. kongres i 1928, formår
oppositionen at intervenere. Igennem et infiltreret oppositionsmedlem, lykkes
det at få uddelt et eksemplar af Trotskijs kritik af programudkastet til hver
delegation. Et af resultaterne er, at James P. Cannon – lederen af den
amerikanske delegation på kongressen og Maurice Spector fra Canada – bliver
vundet over til Venstreoppositionen og opbygger vigtige oppositionsgrupper i
deres hjemlande.

Men som vi har forklaret forstærkes
repressionen. Den nye runde af anholdelser i 1930 gør en ende på centret i
Moskva. Et nyt oppositionscenter bliver derfor oprettet i eksil, omkring
Christian Rakovskij. Herfra smugles tekster og deklarationer fra oppositionen
ud, bl.a. ved hælp af Smirnovs datter, Olga Smirnova. Men i december 1930 trevler
GPU centret op og anholder den lille skare af kammerater som driver det.

Oppositionsbulletinen
Efter Rakovskij-centret er blevet opløst af
GPU, hviler den eneste mulighed for et nyt center på Trotskij. Sammen med sin ældste
søn Leon Sedov beslutter han, at der er brug for at lancere et nyt centralt
organ med den samme metode, som Lenin brugte i undergrundsarbejdet under
zarismen; opbyg et center et sikkert sted i udlandet og brug dette som center
for udgivelse af et organ og dets indsmugling via hemmelige kurerer ind i
Rusland.

Således flyttede Leon Sedov til Berlin,
hvorfra han udgav Biulleten Opositsii (Oppositionsbulletinen).
Denne avis bestod, på nøjagtig samme vis som Iskra, af forskellige rapporter og
breve fra oppositionstilhængere inde i Rusland. Broué viser os tilmed, hvordan
Sedov organiserede hemmelige rejser for betroede oppositionstilhængere til
Moskva og andre regioner. Igennem de næste par sider får vi en relativt
detaljeret beskrivelse af nogle af de centrale personer i Sedovs netværk. Men
som Broué også indrømmer, er der mange, mange flere, som anonymt bidrager til
breve og artikler i Oppositionsbulletinen. På trods af de svære vilkår har
bulletinen en imponerende virkning – den kommer rundt til mange af de
deporterede, og britiske og tyske sømænd smugler den videre til deres russiske
kollegaer i havnene. Også Stalin læser bulletinen minutiøst – som regel før de
fleste oppositionstilhængere får fat på den.

I et af de næste kapitler, giver Broué os et
resumé af brevene i oppositionsbulletinen. De gengiver forskellige russiske
oppositionskorrespondenters indtryk fra hverdagen i Rusland anno 1931-34.
Anekdoter fra landsbyer og fabrikker viser dels en stemning af apati i
befolkningen, men også en afsky for bureaukraterne, især iblandt arbejderne.
Først og fremmest er det et godt modstykke til de løgnagtige beskrivelser af
total opbakning til Stalin, som blev gengivet i de fleste vestlige medier på
det tidspunkt.

Imidlertid har Stalin besluttet sig for, at ty
til fysisk udslettelse. Ikke kun af Venstreoppositionen, men af alle personer,
der har haft forbindelse til den eller med tråde til oktoberrevolutionens
første år. Således arrangerer han i 1934 mordet på Kirov, den næstkommanderende
i partiet – og finder en ”trotskist” som syndebuk. Dette bliver undskyldningen
til at indlede en offensiv imod ”kontrarevolutionær terror” – en massakre på
tusinder af gamle bolsjevikker.

Sultestrejkerne i Kolyma-Magadan og Vorkuta
De fleste har hørt om Moskva-processerne i
1936-37. En monstrøs proces, hvor et par dusin tidligere bolsjevik-ledere, som
havde kapituleret til Stalin (bl.a. Zinoviev, Kamenev, Radek, m.fl.), blev
anklaget for en hemmelig konspiration i ledtog med Trotskij (som var i eksil i
Mexico) og med fascismen, for at vælte Stalin. Alle ”tilståelserne” ved denne
retssag, blev opnået ved hjælp af timelange ”forhør” og tortur. Ved brug af
disse uhyggelige metoder formåede Stalin at likvidere hele den gamle garde af
bolsjevikker.

Dog er det vigtigt at konstatere, at dette kun
var toppen af isbjerget. Samtidig med at disse 30-40 tidligere ledere af
partiet blev skudt, kørte en sideløbende proces i Sibirien, hvor tusinder af
bolsjevik-leninister – som ikke havde kapituleret – blev myrdet af de
stalinistiske bødler.

De sidste to kapitler af vor anmeldte bog, er
mildest talt hårrejsende. Broué gengiver en af historiens mest skånselsløse
massakrer. Vi følger to sideløbende bevægelser i Sibirien i 1937, hvor
tusindvis af bolsjevik-leninister var blevet henkastet til et liv i fangelejre.
Den første er i Kolyma-Magadan, hvor fangerne har modsat sig transporteringen
til Gulag-lejren ved at lave en demonstration med hjemmelavede bannere og
appeller til byens indbyggere.

Da de ankommer til fangelejren i Kolyma,
grupperer disse tusinder af bolsjevik-leninister sig i celler, diskuterer
politik og fortsætter med at organisere sig. De starter i juli en sultestrejke.
Deres krav er simple og beskedne; de kræver at blive adskilt fra de kriminelle
fanger og behandles som politiske fanger og få en normalisering af forholdene
(ingen overlast i arbejdet, løn, normale madrationer, etc.). Strejken
fortsætter i et stykke tid, men bliver forrådt af en GPU-infiltrator. Dette er
signal til, at alle bolsjevik-leninisterne henrettes i grupper af 100. Iblandt
dem er Alexandra Lvovna Sokolovskaya, Trotskijs første kone, som var forblevet
venner med ham resten af sit liv og som, efter alle beretninger at dømme, var
en enestående person i bolsjevikpartiets historie.

Den anden bevægelse, som ikke har nogen
direkte sammenkædning med den første, foregår i Vorkuta-lejren. Her befinder
bl.a. Maria Joffe sig, som på mirakuløs vis overlever og bagefter skriver
erindringer fra lejren. Sultestrejken udvikler sig over efteråret 1937, og
efter 135 dage (skiftende strejker og flere omkomne), vælger Moskva at imødegå
de strejkendes krav, som minder meget om de beskedne krav fra Magadan. Men i
virkeligheden er det et trick for at stoppe bolsjevik-leninisternes indflydelse
på massen af fanger. Lidt efter lidt forflyttes de mest revolutionære fanger
til en nærliggende forladt fabrikshal. Her henrettes de i grupper, som dagene
går. Øjenvidner forklarer, hvordan de fortsatte med at synge internationale,
imens de blev ført ud til henrettelsespelotonen.

Ifølge Broué, døde omkring 8.000 i Kolyma,
imens tabstallene i Vorkuta er sværere at regne ud. Nogle kilder siger
”tusindvis”, mens en anden øjenvidneberetning giver tallet 27.000. Ifølge Broué
havde omtrent 6.000 af de dræbte i Kolyma en eller anden forbindelse til Venstreoppositionen,
hvilket han blandt andet beviser ud fra GPU’s egne arkiver. I Vorkuta ved vi
med sikkerhed, at minimum 1.082 fanger (de fleste bolsjevik-leninister) blev
myrdet på den omtalte murstensfabrik. Ifølge GPU’s egne arkiver blev lidt over
10.000 henrettet for at være ”kontrarevolutionære trotskister”.

Også på internationalt plan er forfølgelsen
omfattende i årene 1937-38. Leon Sedov, Trotskijs søn og leder af
Venstreoppositionen, forgiftes af stalinister på et hospital i Paris. Liget af
Rudolf Klement, sekretær for Fjerde Internationale, bliver fundet i floden
Seine i Paris – dræbt af stalinistiske gangstere. Ignaice Reiss, en tidligere
GPU-agent som brød offentligt med Stalin og gik over til Trotskij, blev fundet
dræbt i Schweiz. To trotskister, Erwin Wolf og Moulin bortføres i Spanien og
henrettes af Stalins agenter. Det samme sker med hundredvis af andre
trotskister, anarkister og POUM-medlemmer, som er aktive under den spanske
revolution, vigtigst iblandt dem er Andrés Nin, Trotskijs tidligere sekretær og
leder af POUM.

Efter 1938 er det kun Trotskij, Rakovskij og
et par få andre som er i live. Førstnævnte myrdes af en stalinistisk agent den
20. august 1940, sidstnævnte skydes i fangenskab i 1941 i Orel.

Historien må erobres tilbage

”Kommunister imod Stalin” er på alle måder et
mesterværk. Selv om man til tider skal holde tungen lige i munden, for at finde
hoved og hale i den overflod af kendsgerninger og navne, som forfatteren
forsyner os med, så er og bliver bogen et unikt stykke historisk dokumentation.
Og ikke kun det. Bogen er nemlig en hyldest til de tusindvis af mænd og
kvinder, som ofrede deres liv i kampen for at redde den revolution, som de selv
anså, for at være det eneste håb om en vej ud af kapitalismens blindgyde. Når
Broué nævner så mange navne, er det uden tvivl fordi han ønsker at hylde den
store skare af kæmpere, hvis navne i årtier var gået glemt, skjult under ligene
på en hel generation. Historien må erobres tilbage – det er essensen af
”Kommunister imod Stalin”.

Som Broué selv siger det:

“Her er begrundelsen for denne bog. Lad den
blive et våben imod fortidens rædsler og alt hvad der minder om dem i dag, et
eksempel på mod og værdighed, en evaluering af en kollektiv erfaring, hvilken
vi foruden ville være dømt til konstant at begå de samme fejl og gå igennem de
samme nederlag. Og vi håber, at læseren efter at have læst bogen, uanset
hvilken baggrund vedkommende har, vil tage parti med de undertrykte og kæmpende
fra Vorkuta og Magadan”. (s. 373-374).

Venstreoppositionen var ikke en lille flok
sekterikere, som stalinisterne på kynisk vis hævdede, og fortsat hævder.
Tværtimod kan vi efter at have læst Broué’s bog sige – uden at overdrive – at Venstreoppositionen
var den virkelige fortsættelse af bolsjevikpartiet.

Venstreoppositionen organiserede de gamle
bolsjevikker – ikke kun ledere på nationalt plan, men også tusindvis af
regionale og endda lokale ledere. Mange af dem var de samme folk, der havde
været med i Bolsjevikpartiet før revolutionen og som havde sat liv og lemmer på
spil i borgerkrigen imod de hvide, men der var også nye, friske lag af
ungdommen, som var utilfredse med Stalins magtmisbrug. At være tvunget til undergrundsarbejde
var ikke noget nyt for de fleste af dem – de havde prøvet det under zarismen.
Bolsjevik-leninisterne var hærdede folk. Uden at glorificere dem kan vi sige,
at de udøvede den form for selvopofrelse, som var et af bolsjevismens
karakteristika og en del af arven fra Lenin og hans generation. Det var ikke
tilfældigt, at bolsjevikkerne fik tilnavnet ”de hårde”, hvorimod mensjevikkerne
var ”de bløde”.

Vi finder også et andet vægtigt argument, som
i sig selv beviser, at Venstreoppositionen ikke var en håbløst isoleret skare,
men derimod en reel trussel; Det faktum, at Stalin måtte ty til en så hård
repression. Ikke bare tusinder af ”forflytninger”, eksklusioner, fængslinger og
deportationer, men kulminationen på det hele – nemlig massakren på en hel generation.
Selve den kendsgerning at Stalin måtte ty til fysisk udryddelse af
bolsjevik-leninisterne viser, at disse var en reel trussel. De måtte for alt
i verden udslettes, for ellers ville de med tiden have været i stand til at
vælte stalinismen og genindføre arbejderdemokratiet.

Med andre ord, var Stalins massakre ikke andet
end et forsøg på at udslette selve den russiske revolutions traditioner og
konsolidere sit proletarisk-bonapartistiske regime. Kampen imellem det stalinistiske
bureaukrati og bolsjevik-leninisterne var en kamp imellem levende kræfter, hvis
resultat ikke var bestemt på forhånd. Stalin vidste det og tog konsekvensen:
den totale likvidering af Venstreoppositionen.

Lad os slutte denne artikel af med et citat,
fra Leopold Trepper, svoren stalinist igennem mange år og leder for USSR’s
internationale efterretningstjeneste. I sin bog ”The Great Game”, skrev han de
følgende linjer, som klart viser sagens kerne:

“Men hvem protesterede
dengang? Hvem talte imod? Det er trotskisterne, der har den fortjeneste. De
fulgte det eksempel, som deres leder havde sat, og som han blev belønnet for
med en isøkse, og de kæmpede imod stalinismen indtil døden, og de var de
eneste, der gjorde det. I dag har trotskisterne ret til at fordømme dem, der
dengang hylede sammen med ulvene. Men lad os ikke glemme, at de havde det store
fortrin frem for os, at de havde et sammenhængende politisk system, der kunne
afløse stalinismen. De havde noget at holde fast i midt i deres dybe fortvivlelse
over at se revolutionen blive forrådt. De “tilstod” ikke, for de vidste, at
deres “tilståelse” hverken ville gavne Partiet eller Socialismen.”

Pierre Broué, ”Comunistas contra Stalin – Masacre de una
generación”, Editorial Sepha 2008 (original på fransk
udgivet 2003), 23 euro, kan købes på www.editorialsepha.com