Klimakrisen har ingen løsning under kapitalismen. Systemets repræsentanter i medierne og på Christiansborg fremlægger, når de ikke simpelthen fusker med tallene, kun “løsninger”, der rammer individuelle forbrugere. Men klimakrisen er ikke bare udtryk for en forfejlet ideologi, grådige individer eller mangel på viden. Den udtrykker kapitalismens blindgyde, en mur der kun kan væltes af den socialistiske verdensrevolution.
Klimaforandringer driver hver dag mennesker i massevis fra hus og hjem. Skovbrande, oversvømmelser, hedebølger og hungersnød gør klimakrisen til et yderst akut problem her og nu, ikke en hypotetisk udfordring for fremtidige generationer.
Der er åbenlyst brug for øjeblikkelig handling. Men på trods af samtlige partiers nytilegnede “grønne” image, er CO2-udledningerne fra dansk industri stadig som minimum på niveau med 1990. Faktisk er de 10% større hvis man medregner afbrænding af biomasse. Og det er i et såkaldt “grønt foregangsland”!
Hvem skal betale?
Nye tal fra DR afslører, at olie- og gasudvinding fra Mærsk i perioden fra 1988 frem til 2017, hvor selskabet solgte sin olieforretning til det franske energiselskab TotalEnergies, har udledt mindst 746 millioner ton CO2. Det svarer til over 10 gange Danmarks årlige CO2-udledning. Dertil skal lægges de gigantiske udledninger fra rederiets flåde, der svarer til udledningen fra hele resten af det danske samfund tilsammen.
Ansvaret for klimakrisen ligger altså ikke på skuldrene af arbejderklassen, unge eller fattige. Under kapitalismen er det enorme virksomheder som Mærsk, i et stenrigt mindretals hænder, der styrer hvad og hvordan der bliver produceret. De producerer ikke for samfundets bedste, men for at tjene de størst mulige profitter. I konkurrencen om markeder hopper de over hvor gærdet er lavest og udnytter alle tænkelige huller i lovgivningen, en lovgivning som de desuden sørger for gavner dem mest muligt med lobbyisme, korruption og trusler om at flytte produktion til udlandet.
På trods af ufattelige CO2-udledninger og historiske overskud er det dog ikke erhvervslivets kæmper, der står tilbage med regningen. F.eks. betalte Mærsk ifølge Skattestyrelsen i 2021 under 3 promille i skat, af sit dengang historiske overskud på 123 milliarder kroner. Historien er en anden for normale arbejderfamilier. De kan se frem til, gennem nedskæringer, at skulle betale regningen for klimakatastrofer og ekstreme vejrforhold, der kun bliver hyppigere. Samtidig gør såkaldte “grønne” afgifter på bl.a. brændstof og fødevarer den i forvejen udfordrende hverdag dyrere at få til at køre rundt.
“Løsninger” som CO2-afgifter mm. der sender regningen for klimakrisen videre til individuelle forbrugere er ikke andet end angreb på arbejderklassen i ringe forklædning. Vi skal ikke betale for den herskende klasses svineri!
Behovet for revolution
I kølvandet på COP28’s spil for galleriet står det klarere end nogensinde før, at den herskende klasse ikke er i stand til at løse klimakrisen. Toppen af samfundet gør intet væsentligt for at bremse klimaforandringerne, da årsagen til krisen netop er deres eget system. Så længe menneskeheden er fanget i kapitalismens lænker, kan det ikke være anderledes.
Uanset tomme løfter og fifleri fra alverdens “grønne” politikere, er faktum, at en reel grøn omstilling er fuldkommen uforenelig med kapitalisternes profitjagt. Vi har både teknologien og den nødvendige viden til at løse klimakrisen, men den herskende klasses behov for at maksimere deres profitter på bekostning af mennesker og miljø forbliver en uoverkommelig barriere.
Manglen på løsninger fra kapitalismens repræsentanter stopper dog ikke arbejdere og unge verden over for at tage kampen op, tværtimod. Hver dag tvinger kapitalismens krise flere i kamp for deres fremtid. Millioner af almindelige mennesker har gentagne gange været på gaden i hele verden, med radikale slogans som “System change, not climate change” og “The oceans are rising, and so are we”. De forstår instinktivt, at der er brug for et opgør med det nuværende, senile system. Men for at dette brændende ønske kan blive til reel forandring, må vi bevæbne os med et revolutionært kommunistisk program.
Først når arbejderklassen tager kontrol over de kolossale selskaber som Mærsk, der i dag tjener ufattelige summer til et forsvindende mindretal på bekostning af planeten og menneskehedens fremtid, kan vi omlægge produktionen for flertallets bedste. Kun gennem demokratisk planlægning kan vi udnytte og udvikle samfundets mægtige produktivkræfter for at håndtere klimakrisen. Massive investeringer i bæredygtig energi og nødvendig infrastruktur vil lægge grundlaget for at afværge klimakatastrofen, og sikre en planet at bo på.
Men ikke blot det: Socialistisk planlægning vil være vejen til et samfund hvor menneskets fulde potentiale endelig slippes løs. Et samfund hvor vi mennesker for første gang vil kunne bruge vores viden og evner til bevidst at skabe vores egen historie i harmoni med naturen.
For at bekæmpe klimaforandringer, må vi kæmpe for kommunisme!
