Dåsetomater kastet på van Gogh malerier, vejblokader og bankbestyrelseslobbyisme: i de seneste år har vi set forskellige grupper bruge midler som disse i klimakampens navn. Men kun arbejdere og unges forenede kamp for kommunisme kan løse klimakrisen.

Kapitalismen befinder sig i en dyb global krise, som har altødelæggende konsekvenser for alle aspekter af samfundet; ikke mindst for planeten. Skovbrande, rekordtemperaturer, specielle vejrfænomener og kraftige storme. Sådan så sommeren ud i år. Klimakrisen ligger ikke i en fjern fremtid, den er her nu. Og hvis vi ikke gør noget ved den, vil det kun få endnu større konsekvenser. Spørgsmålet om hvordan vi når frem til en bæredygtig fremtid, har aldrig været mere presserende.

Uden revolutionær teori…

Det er tydeligt, at noget må gøres. Det har fået et stort lag af unge til at tage kampen op gennem forskellige klimaaktivistiske grupper. Især efter de store klimademonstrationer i 2019 formåede grupperne Den Grønne Ungdomsbevægelse (DGUB) og Extinction Rebellion (XR) at tiltrække et lag af unge, som var blevet vækket politisk til live af klimakampen. 

Da folketingsvalget 2019 stod for døren, førte disse klimagrupper de radikale unge hen mod valget med parolen om et ”klimavalg”. Fra den ene dag til den anden blev alle politikere ”klimatosser”, og badede sig selv og deres partier i grøn maling. Men så snart vinderne af ”klimavalget” kom til magten, var det som om malingen skallede af, og under den gemte sig de samme gamle kujonagtige politikere. I stedet for handling fik vi en gennemhullet klimalov, hvorpå blækket knapt var tørt før den var smidt ud ad vinduet, en ubrugelig klima-hockeystavs-model og tomme hensigtserklæringer. Det såkaldte klimavalg rejste dermed nogle vigtige spørgsmål om, hvordan vi kæmper for målet om en bæredygtig fremtid. Med andre ord: hvad må der gøres?

I den russiske arbejderbevægelses tidlige dage dedikerede Lenin en stor del af sin tid til teoretisk afklaring. Her udarbejdede han de nødvendige prioriteter, strategier og taktikker for succes. Dette var motivationen bag Lenins bog Hvad må der gøres? hvori han forklarer:

»Uden revolutionær teori kan der ikke være nogen revolutionær bevægelse. Denne idé kan ikke understreges for kraftigt i en tid, hvor den populære prædiken om opportunisme går hånd i hånd med en forkærlighed for de snævreste former for praktisk aktivitet. «

I dag er Lenins værker lige så relevante, som da de blev skrevet. Især fordi Den Grønne Ungdomsbevægelse og Extinction Rebellion i dag gentager mange af de samme fejl, som plagede den revolutionære bevægelse i Lenins egen tid. DGUB og XR fejlslagne metoder viser, hvorfor en revolutionær kommunistisk klasseposition på spørgsmålet om klimaforandringerne er altafgørende, og hvorfor vi ikke kan løse global opvarmning foruden.

Civil ulydighed eller klassekamp?

En taktik som Extinction Rebellion bruger, er det de kalder ”civil ulydighed”. Som de selv beskriver det:

»Extinction Rebellion er en decentraliseret, international og ikke-partipolitisk folkebevægelse, der bruger ikke-voldelig civil ulydighed for at presse regeringer til at handle retfærdigt på klima- og økokollapset.«

Denne ikke-voldelige civile ulydighed eller ”direkte aktion” består blandt andet i at lime sig fast til veje for at blokere dem; at kaste dåsetomater på malerier og andre former for offentlige stunts. Selvom disse aktioner ser spektakulære ud, og får masser af mediedækning, så har de hverken presset regeringer til handling eller spredt sig til bredere lag af arbejderklassen. Hvorfor?

XR er en gruppe af superaktivister, som ser sig selv som ”dem der handler”, når andre ikke gør. Som de selv skriver i et instagram-opslag: ”Vi er helt almindelige borgere, vi er dig og mig, vi er de NOGEN som vores tid har brug for, og vi kræver handling”. For dem er disse ”NOGEN som vores tid har brug for” altså en lille gruppe af individuelle unge, som f.eks. tør at blokere veje og blive arresteret af politiet.

Men denne metode af individuel direkte aktion er fjern for arbejderklassen. Den har intet at gøre med arbejderklassens måde at kæmpe på. Arbejderklassen arbejder og kæmper kollektivt, de har de samme objektive interesser og danner ud fra disse interesser masseorganisationer som fagforeninger og politiske partier. Bevæbnet med et marxistisk program, har de potentialet til at tage magten fra kapitalistklassen. Alt sammen på grund af den afgørende rolle, arbejderklassen spiller i produktionen.

Individuel direkte aktion appellerer ikke til arbejderklassen, tværtimod er det en metode der karakteriserer en småborgerlig tilgang. I marxistisk forstand menes der med småborgerskabet, den sociale plads i produktionen udfyldt af små selvstændige erhvervsdrivende, funktionærer, intellektuelle osv. Småborgeren er et atomiseret individ med sine egne interesser, der handler alene og arbejder for dem selv. Generelt har de ikke interesse i at transformere samfundet grundlæggende, tværtimod søger de blot en bedre plads for dem selv indenfor det nuværende samfund.

Enkeltindivider kan ikke påtage sig arbejderklassens rolle i at omvælte samfundsordenen. I virkeligheden har individuelle direkte aktioner fra små grupper en reaktionær effekt på massernes bevidsthed. Arbejderklassen ved godt at klimakrisen er et kæmpe problem som skal løses. Men en blokade af en motorvej overbeviser ingen om klimakrisens alvor, men generer tværtimod arbejdere, som kommer for sent på arbejde og må mærke konsekvenserne. I stedet for at involvere arbejderklassen i klimakampen, skubber disse aktioner arbejderklassen væk.

Selv hvis disse aktioner havde en effekt på politikerne – hvilket de ikke har – så ville det stadigvæk have en negativ effekt på arbejderklassens bevidsthed, om sit potentiale til at ændre verden. Hvis en lille gruppe af superaktivister kan kæmpe kampen effektivt på vegne af os andre, så er beskeden til de, på nuværende tidspunkt politisk inaktive masser, at det hele er klaret, og at der ikke er brug for at de selv kaster sig ind i kampen for at ændre samfundet.

Selvom XR refererer til den ”succes- fulde brug af civil ulydighed” i f.eks. borgerrettighedsbevægelsen i USA og kvinderettighedsbevægelsen, så er det forkert at bruge disse bevægelser som en bekræftelse af denne metode. Gennem historien har arbejderklassen tilkæmpet sig indrømmelser som kvinders stemmeret og sortes rettighe- der, ikke ved brug af civil ulydighed, men ved massekamp og truslen om en arbejderrevolution.

Som marxister er vi imod individuel direkte aktion løsrevet fra massekamp, ikke på grund af legalitet eller den ene eller anden form for subjektiv moralsk vurdering, men på grund af deres klasseindhold. For os er alt, hvad der højner arbejderklassens bevidsthed, om deres enorme styrke til at ændre samfundet, progressivt, og alt hvad der svækker den reaktionært.

Denne pointe lavede Trotskij imod individuelle terrormetoder, som i Rusland i 1909 var udbredt blandt et lag af anarkister, der gik efter at dræbe individuelle kapitalister og ministre:

»I vores øjne er individuel terror utilladeligt fordi det nedtoner massernes rolle i deres egen bevidsthed, overlader dem til deres magtesløshed og retter deres øjne mod en stor helt og befrier, der en dag vil komme og udføre missionen. De anarkistiske profeter for ”handlingens propaganda” kan plædere alt de vil om terroristiske handlingers stimulerende og opløftende effekt på masserne. Teoretiske overvejelser og politisk erfaring viser det modsatte.

Des mere ”effektive”, terrorhandlingerne er, des mere reducerer de massernes interesse i selvorganisering og selvuddannelse. Men forvirringens røg letter, panikken forsvinder og den myrdede ministers efterfølger gør sin entre, livet går atter sin vante gang, den kapitalistiske udbytnings hjul drejer ligesom før; kun politiets undertrykkelse vokser sig større og mere brutal. Og resultatet bliver, at alle de tændte håb og kunstigt opløftede stemning erstattes af desillusionering og apati.«

Selvom XR på ingen måde er terrorister, foretager de med deres metoder stadigvæk den samme fejl, som de anarkistiske terrorister gjorde i Rusland i 1909. Trotskijs kritik passer lige så godt på XR, selvom de har udskiftet terror med “civil ulydighed”.

I kontrast til disse individuelle aktioner, om det er civil ulydighed eller terror, står massekamp og strejke. En strejke er progressiv, fordi den er udtryk for arbejderklassens kollektive organisering, og deres egen beslutning om at stoppe produktionen. Derved øges deres bevidsthed om deres stryke, rolle i samfundet, og hvordan den kan bruges til at forandre det.

Kan herskerne ikke bare forstå?

Til fælles har både Den grønne Ungdomsbevægelse og XR, at de i sidste ende forsøger at overtale staten, erhvervslivet eller andre magtfulde organer til at tage klimahandling. De forsøger at sætte gang i politikerne: ”få dem til at forstå seriøsiteten af problemet” ved at ”vise deres vrede” og ”få dem til at holde hvad de lovede” osv.

Logikken går ud på, at hvis blot vi råber højt nok, bruger de mest logiske argumenter og appellerer til videnskaben, må ethvert menneske kunne se sandheden i disse konklusioner, og dermed agere efter dem: hvis blot magthaverne forstod, at klimaforandringerne vil skade os alle, ville de gøre noget ved dem, det er jo i alle folks bedste interesse at vi handler nu. Med denne logik har DGUB for nyligt forsøgt at stille op til en plads i Dan- ske Banks bestyrelse. Begrundelsen fra DGUB lyder således:

»Danske Banks grønne omstilling har ind- til videre spillet fallit, men det kan ændre sig til generalforsamlingen. Får banken stoppet sine investeringer i ny olie og gas, får den ryddet op i de grønne fonde, og får den klimakompetencer i bestyrelsen, vil det sætte en prop i strømmen af klimaskandaler og markere starten på en ny afgørende epoke for Danmarks største bank«

Her ser vi denne logik taget til sin absolutte konklusion: Danske Bank er jo blot en institution af folk, og disse folk har lige så stor interesse i planetens overlevelse som alle andre, derfor må de kunne overtales til at stoppe med at ødelægge planeten.Forfatteren til denne artikel tvivler ikke et sekund på DGUB’s overtalelsesevner, der sikkert kan få selv den mest forkromede bankmand til at forstå seriøsiteten af klimakrisen. Men som Lenin forklarede i sin teoretiske kamp mod Narodnikerne (en småborgerlig tendens i den tidlige revolutionære bevægelse i Rusland), så må vi i stedet for at appellere til politikere og embedsmændene, starte med en materialistisk forståelse af de virkelige interesser og kræfter, der er på spil i samfundet:

»Narodnikerne mener, at det er tilstrækkeligt, når han kritiserer kapitalismen, at fordømme den ud fra sine idealer, ud fra ”moderne videnskab og moderne moralske idéer”. Marxisten mener, at det er nødvendigt at spore de klasser, der dannes i det kapitalistiske samfund, i detaljer, han anser kun kritik, der er fremsat ud fra en bestemt klasses synsvinkel, for gyldig, kritik, der er baseret på en præcis formulering af den sociale proces, der faktisk finder sted, og ikke på den ”individuelle” etiske vurdering.«

Hemmeligheden er nemlig, at samfundet ikke blot består af en masse enkeltindivider med fælles interesser, men at samfundet som helhed er spaltet i klasser. Klasser med modstridende materielle interesser: Kapitalistklassen, som ejer produktionsmidlerne og arbejderklassen, der må sælge deres arbejdskraft for at overleve.

For kapitalisterne trumfer deres interesser i at udvinde profit enhver snak om grøn omstilling. Dette stammer direkte fra deres plads i produktio- nen og ikke fra moralske overvejelser. Som Henry Ford sagde: ”Jeg har en virksomhed for at tjene penge, ikke for at lave biler!” Dette er et perfekt udtryk for hele den kapitalistiske klasses hovedmål, og svarer på hvorfor kapitalismen ikke har formået at tage sig af den grønne omstilling: fordi det ikke er profitabelt. Selvom diverse NGO’er forsøger at overbevisee kapitalisterne om, hvor god en investering f.eks. grøn energi er, så er kapitalen ikke strømmet over i den grønne sektor, mens kul- og olieindustrien stadigvæk har kronede dage. Pengene taler sit eget sprog.

Det burde være åbenlyst i hvilken klasses interesser Danske Bank driver virksomhed, og hvorfor det derfor er et håbløst projekt at forsøge at få dem til at gå direkte mod deres interesser. Men ikke kun Danske Bank varetager kapitalistklassens interesser. Ingen institution står over samfundets klassedeling. Dette gælder i særdeleshed staten, som eksisterer for at forsvare kapitalisternes private ejendom. Fra embedsmænd der kommer direkte fra toppen af de store firmaer til politikere med karriereambitioner: staten er forbundet til kapitalistklassen med titusind synlige og usynlige tråde.

Ifølge en rapport fra 2022 fra Det Internationale Institut for Bæredygtig Udvikling støttede verdens 20 største økonomier kul-, olie og gasindustrierne i deres lande med statsmidler, der løber op over ni billioner kroner. Igen taler hensigtserklæringerne ét sprog,men pengene et taler andet. Kort sagt er overgangen til bæredygtig energi- og fødevareproduktion ikke i overensstemmelse med kapitalisternes klasseinteresser, da det vil skade deres profitter eller direkte bryde med deres private ejendomsret. Ingen appel til logisk tænkning, videnskab eller moralske argumenter vil overtale dem, eller deres politiske repræsentanter på Christiansborg, til at gå imod deres klasseinteresser. For kapitalisterne er valget klart: hellere ignorere virkeligheden, og lade de fattige brænde ihjel, end at miste sin ejendom og privilegier.

I sidste ende har DGUB’s (sikker velmenende) appeller til toppen af samfundet, om at det også er i deres interesse at begrænse klimaforandringerne, den effekt, at de tilslører klasseskellet i samfundet og de virkelige årsager til den fortsatte kurs mod klimakatastrofe. De skaber falske forhåbninger til, at vi kan løse klimakrisen inden for kapitalismen. DGUB’s forsøg på at overtale Danske Bank og regeringen til at tage handling, er derfor i bedste tilfælde spild af tid og i værste tilfælde direkte reaktionært.

En kommunistisk ledelse

Kampen for en bæredygtig produktionsform er uløseligt forbundet med kampen for kommunisme. Det vi har brug for, er ikke det ene eller andet forfejlede forsøg på reformer inden for kapitalismen. Vi må bryde med dette systems lænker. Det vi har brug for, er en demokratisk planøkonomi på tværs af landegrænser. Energi-, vand-, bolig- og infrastrukturselskaberne samt bankerne skal alle nationaliseres uden kompensation, og drives demokratisk af arbejderklassen, således at de fungerer i hele samfundets interesse. Kort sagt: vi har brug for kommunisme.

Arbejderklassens rolle i produktionen er dét, der giver dem potentialet til at udføre denne transformation. Men for at gøre det, må arbejderklassen tage magten, bevæbnet med et revolutionært program. Det vi har brug for, er en socialistisk revolution.

Vreden mod etablissementet er allerede stor. Fattigdom, usikkerhed og en generel følelse af, at systemet ikke fungerer, er udbredt blandt ungdommen. Inflationen presser levestandarden hurtigt nedad, og det tvinger millioner til at kæmpe tilbage. I alle lande forberedes betingelserne for en social eksplosion.

Det der mangler, er derfor ikke flere stunts eller appeller til vores kapitalistiske regeringer, om at ”gøre det rigtige”. I stedet har vi brug for en revolutionær ledelse på alle niveauer i arbejderklassen, som er i stand til at forbinde kravet om forandring, til kampen for et nyt samfund på et højere niveau – et kommunistisk samfund. Men denne ledelse falder ikke ned fra himlen, den skal bygges.

Arbejderklassen vil i den kommende tid få mange muligheder for at gennemføre en revolution, feje dette uduelige system af vejen og redde planeten fra afgrunden. Krisen i det kapitalistiske system vil garantere at disse muligheder vil opstå. Men vi har ikke råd til at spilde dem.

Hvis vi vil løse denne presserende opgave om planetens overlevelse, er det vores pligt at forberede os på de kommende revolutionære bevægelser. Disse bevægelsers succes vil i sidste ende afhænge af det arbejde vi laver nu. Arbejdet med at kæmpe for revolutionær teori og bygge en revolutionær ledelse.