Danmark bliver tit fremstillet som det mest lige land på alle mulige parametre, og i særdeleshed fremhæves det danske uddannelsessystem. Men hvis man kigger under overfladen, så har de videregående uddannelser udviklet sig til et bedre sted for overklassens unge og et værre sted for unge fra de lavere socialklasser de seneste år.

I øjeblikket lever historien om ”masseuniversitet” i bedste velgående og det bliver nærmest præsenteret som om, at alle unge enten går eller kommer til at starte på universitet. Selvom der ikke er nogen tvivl om, at der er sket en drastisk forøgelse af optaget på de videregående uddannelser over de sidste årtier, så er myten langt fra sandheden.

I 1991 blev der optaget 36.016 på de videregående uddannelser. Det var i 2003 vokset til 55.207 og i 2013 nåede optaget sin hidtidige kulmination med 85.001 (www.dst.dk).

(DE VIDEREGÅENDE UDDANNELSER: inkluderer akademiske bacheloruddannelser, mellemlange videregående uddannelser og de lange videregående uddannelser).

Mærkatet er altså ikke helt forkert, så længe man udelukkende betragter det ud fra det numeriske optag. Der er aldrig nogensinde før startet så mange på de videregående uddannelser, som det er tilfældet i dag.

Men hvad består denne ”masse” egentlig af? For implicit i betegnelsen ligger det, at universitetet, og resten af de videregående uddannelser, er åbnet op på vidt gab for de brede masser, hvilket vil sige for studerende fra alle sociale lag i samfundet, uagtet baggrund. Men hvis man ser tallene efter i sømmene, så viser det sig, at det ikke er tilfældet. Klassestrukturen på de videregående uddannelser er rent faktisk i høj grad bevaret, og som det vil blive vist, har de ændringer, der er sket, især været til fordel for unge fra overklassen.

De velhavendes børn fylder mere

Det er ikke muligt at få tal fra Danmarks Statistik, der ville gøre det mulig at undersøge klassestrukturen på de videregående uddannelser ud fra en direkte marxistisk forståelse, hvor ens klassetilhørsforhold er betinget af ens forhold til produktionsmidlerne. Men forældres uddannelsesbaggrund og økonomiske indkomst kan være gode indikatorer på hvilken klassestruktur, der eksisterer på de videregående uddannelser. Alle nedenstående tal er hentet fra Danmarks Statistik.

Her kan vi starte med forældrenes uddannelse. Selvom der mellem 2003 og 2013 har været en stor stigning i optaget, så er andelen af de 25-30årige, der allerede havde gennemførte eller var i gang med en videregående uddannelse, der har forældre med en høj uddannelsesbaggrund kontra forældre med lav uddannelsesbaggrund, forblevet nogenlunde den samme. Så i forhold til forældrenes uddannelsesbaggrund har der nærmest ingen ændring været de seneste 10 år.

Hvis vi kigger på forældres indkomst, har der fundet større ændringer sted de seneste 10 år. Blandt de studerende, der er mellem 25 og 30 år, som er i gang med en videregående uddannelse, så har der været en mindre forskydning. Der er nu, i forhold til 2003, en lidt større andel studerende fra hjem hvor indkomsten er 600.000 kr. eller over om året. Det vil sige, at andelsmæssigt fylder studerende fra velhavende hjem en større del, end det var tilfældet for 10 år siden.

Denne udvikling gør sig også gældende blandt de 25-30årige, der har færdiggjort en videregående uddannelse – blot i endnu højere grad. Her er andelen af studerende, der kommer fra hjem med en forældreindkomst på 600.000 eller mere, steget fra i 2003 at udgøre ca. 45 % til i 2013 at udgøre 54 %. Det betyder nødvendigvis et tilsvarende fald i andelen af studerende, som kommer fra mindre økonomisk privilegerede hjem.

Denne eneste ændring i klassestrukturen er dermed, at studerende fra velstillede hjem er blevet bedre repræsenteret på de videregående uddannelse og fylder altså mere i det overordnede billede. Ellers klassestrukturen blevet bevaret. Med andre ord er klassestrukturen blot blevet reproduceret på et højere numerisk niveau, og de ændringer, der har fundet sted, kommer de studerende fra de herskende samfundslag i samfundet til gode.

Det er derfor også noget sludder, når man bringer fortællingen op om ”masseuniversitet”, som om de brede masser eller ”pøblen” nu oversvømmer de videregående uddannelser. Selvom der i antal starter flere fra de lavere sociale klasser på de videregående uddannelser end tidligere, så er der procentvise andel rent faktisk reduceret. Jovist, vi har fået masseuniversitet, men som helt klart har været til fordel for studerende fra de højeste socialklasser.

Sværere forhold fra studerende fra sociale lave klasser

Dette bliver endnu tydeligere, hvis vi kigger på hvordan studerende fra forskellige socialklasser, så rent faktisk klarer sig på de videregående uddannelser. Det vil blandt andet kunne belyses ved at inddrage, hvor hurtigt de studerende klarer sig.

Nedenstående graf viser studerende fra de forskellige indkomstgrupper, og den procentvise ændring fra 2003 til 2013 i hvorvidt de er i gang med eller har færdiggjort en videregående uddannelse, mens de var mellem 25 og 30 år gamle. 

En værdi på f.eks. 2 betyder, at der i den pågældende indkomstgruppe er 2 % flere, der har gennemført en videregående uddannelse, end der er igangværende. En værdi på 0 vil betyde, at der ikke har været en ændring i hvor forholdet mellem færdiggjort studie eller igangværende studie indenfor den pågældende indkomstgruppe. En værdi på -2 vil betyde, at der er 2 % procent færre studerende i gruppen, der har færdiggjort en videregående uddannelse i forhold til dem der stadig er i gang. Grafen viser udviklingen fra 2003 til 2013 internt blandt studerende fra forskellige indkomstgrupper.

Her er tendensen tydelig: fra 2003 til 2013 er studerende fra forældre med en indkomst på 600.00 kr. eller over blevet hurtigere til at gennemføre en videregående uddannelse. I 2003 var der allerede blandt studerende fra disse høje indkomstgrupper en tendens til, at flere mellem 25 og 30 år var færdige med deres videregående uddannelse, end dem der stadig var i gang med at studere. Det viser, at børn af de rigeste forældre klarer sig forholdsvist hurtigt igennem. Denne tendens er siden 2003 blot blevet styrket, især blandt studerende fra den højeste indkomstgruppe på mere end 900.000 kr.

Det modsatte er tilfældet blandt studerende, hvis forældre har en indkomst på under 600.000 kr. I 2003 var der allerede flere af disse studerende mellem 25 og 30 år, der var i gang med at studere på en videregående uddannelse i forhold til hvor mange der havde færdiggjort en sådan uddannelse. Men også denne tendens er blevet styrket de sidste 10 år.

Kort fortalt er studerende fra højere socialklasser blevet hurtigere til at gennemføre videregående uddannelser, mens studerende fra de lave socialklasser er blevet langsommere.

Ulige uddannelsessystem

Hvad kan vi udlede af alle disse tal? Først og fremmest at på trods af den store stigning i optaget, så er chancen for, at en studerende på en videregående uddannelse er fra et bedre bemidlet hjem større end for 10 år siden. Samtidig er de videregående uddannelser blevet indrettet sådan, at studerende fra de øvre lag i samfundet klarer sig hurtigere igennem nu end tidligere, mens det modsatte er tilfældet for studerende fra lave socialklasser.

Så selv om optaget er blevet mange gange større, så er historien om ”masseuniversitet” i virkelighed en slør for, at de videregående uddannelser er blevet langt mere elitære og overklassevenlige. Det er ikke kun på de videregående uddannelser, at dette er sket.

Ifølge en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut fra 2012, så har der været en øget karakterforskel blandt socialgrupper på de tre gymnasiale uddannelser, siden gymnasiereformen i 2005. Det er altså i alle dele af uddannelsessystemet, at der har været en tendens mod, at politiske reformer i højere grad skaber ulighed, til fordel for unge fra de højere sociale lag.

Det er også tilfældet med regeringens nyeste tiltag rettet imod universiteterne. Regeringens fremdriftsreform og dimensioneringsplan er blot yderligere skridt i samme retning, som kommer til at ramme studerende fra samfundets laveste klasser hårdest. Her vil man forsøge at presse unge hurtigere igennem deres uddannelser, hvilket vil betyde større frafald blandt studerende fra lavere socialklasser, og skærer i optaget på universiteter, som ligeså vil have en negativ social slagsside.

Vi kan kun forvente at se mere af den slags. En af de nyeste idéer, som i øjeblikket bliver diskuteret, er at basere SU’en på fremtidig indkomst. Det vil sige, at hvis man regner med, at din uddannelse vil give dig et velbetalt job efterfølgende, så kan du regne med ikke at få det store i SU. Det vil i praksis betyde, at man afskærer vejen for alle de unge, som ikke har rige forældre til økonomisk at understøtte sig, der drømmer om eksempelvis, at blive læge.

Som studerende må vi kæmpe imod alle den slags asociale tiltag, der blot gør vores uddannelser mere elitære. Vi må videre erkende, at den eneste virkelige måde vi kan slås for ægte lighed i uddannelserne er ved at kæmpe for et andet samfund og for en revolutionær omvæltning af det eksisterende.