Billede: Art Bicnick Flickr
Masserne i Sri Lanka brød i sommers, under forhold med ekstrem økonomisk uro, ind i præsidentpaladset i Colombo og tvang den forhadte præsident Gota Rajapaksa på flugt og til kort efter at offentliggøre sin fratrædelse. Det medførte straks den heftigste diskussion blandt den herskende klasses repræsentanter, som var opskræmte over muligheden for tilsvarende hændelser andre steder.
»Presset økonomi medfører politisk ustabilitet – og økonomien er presset overalt nu,« som Financial Times skrev ugen efter Rajapaksas fald.
Bloomberg advarede, at »en historisk kaskade af konkurser er på vej i de nye markeder.« Over 19 lande, med over 900 mio. indbyggere, har gældsniveauer, som medfører en reel risiko for bankerot – herunder El Salvador, Ghana, Tunesien, Egypten, Pakistan, Argentina og Ukraine.
En tung gældsbyrde, voksende inflation, stigende rente og alvorlige forsyningsproblemer medvirkede alle til Sri Lankas dramatiske økonomiske kollaps og efterfølgende sociale eksplosion. Alle disse årsager er nu alment forekommende – særligt i lande kendt som ‘emerging markets’ i borgerlige medier. Dette henviser til nye markeder, dvs. mindre udviklede og fattigere lande.
En enorm mængde brændbart materiale er hobet op i verdenspolitikken. Vi kan være sikre på at blive vidner til udbrud af eksplosivt revolutionære bevægelser over hele verden, når dette materiale antændes i den kommende tid.
Uroligheder overalt
De revolutionære uroligheder, som er fejet over Sri Lanka – et ørige med 22 mio. indbyggere – har erobret forsiderne. De har inspireret millioner af arbejdere og unge overalt i samme grad, som de har slået den herskende klasse med rædsel. Men næsten hvert eneste land i det syd- lige Asien står overfor lignende uløselige økonomiske modsætninger.
I april var Sri Lanka det første land i regionen, der henvendte sig til IMF (International Monetary Fund, Den Internationale Valutafond) for at få en redningsplan i stand, men det blev snart fulgt af Pakistan. Og Bangladesh er nu blevet det seneste land til at søge om et IMF lån. Bangladesh er ellers tidligere blevet tiljublet som ‘den strålende ledestjerne’ blandt de nye markeder pga. sin boomende, hyper-udbyttende beklædningsindustri.
Men ødelæggende oversvømmelser og krigen i Ukraine har udstillet skrøbeligheden i bangladeshisk økonomi, der hviler tungt på importerede brændstoffer – brændstoffer, regeringen nu forsøger at spare på gennem skemalagte strømafbrydelser. Men selv om regeringen prøver at tørre krisens virkninger af på de arbejdende masser, er dens valutareserver ikke desto mindre faldet med 6 mia. dollars sidste år.
Indien, regionens største økonomi, har set sine valutareserver synke til det laveste niveau i 20 mdr., og den indiske rupee er faldet 6% ift. dollaren det sidste år.
Men den internationale kapitals strateger frygter mest af alt, hvad der vil ske i Pakistan. I alt har landet nu kun 6 mia. dollars tilbage i valutareserver, det svarer til knapt 6 ugers import. Landets valuta, rupee’en, er styrtdykket til det laveste nogensinde, og IMF-styrede forhøjelser af brændstofpriserne har antændt vreden i et land, der i forvejen var en krudttønde efter Imran Khan-regeringens fald i april.
Billede: AntanO
14-timers strømafbrydelser, de mest drastiske i en region plaget af energikriser, har sammen med lidelserne ved en brændende hedebølge fået en mand fra Turbat i Baluchistan til i The Guardian at skrive: »Vi lever i helvede«.
Hundreder millioner over hele verden kan genkende netop denne følelse: Livet er ved at blive utåleligt. Borgerlige kommentatorer begynder at fornemme at revolution er uundgåelig.
En revolution i Pakistan med 220 mio. indbyggere ville skabe chokbølger, som ville give genlyd over hele verden. “Den internationale virkning af et internt sammenbrud i Pakistan vil blive meget større end Sri Lanka”, skrev en politolog i Financial Times. »Jeg tror, der er mange udenlandske [stormagter], som gerne vil undgå en total katastrofe i Pakistan skabt af økonomisk kollaps.«
Det er noget af en underdrivelse! Som Samantha Power, chef for USAID (Administrator of The United States Agency for International Development) åbent konstaterede: »Vi ved, at Sri Lankas regering næppe vil være den sidste, der falder, hvis man ellers kan lære noget af historien.«
Selv om kapitalens strateger ærgrer sig over domino-effekten fra revolutioner og smuldrende regimer i det sydlige Asien, er det langtfra den eneste region i verden, hvor eksplosivt materiale ophobes. I Latinamerika nærmer El Salvador sig stadig mere bankerotten. Også Argentina har måtte søge hjælp hos IMF endnu en gang.
Argentina er nu på sin tredje finansminister i løbet af en måned, og inflationen forudsiges at nå 90% inden årets udgang. Et slående billede på, hvor ubærligt livet er blevet i landet, illustreres af et interview i Reuters med en af Buenos Aires’ ‘cartoneros’, forarmede mennesker, som lever af at klunse pap, plastik og glas på byens lossepladser til at sælge i genbrugscentre.
“Vi indsamler mindre hver eneste dag”, sagde Joaquin Rodriguez og beklagede, at eftersom folk ikke formår at købe så meget som før, smider de heller ikke så meget væk. »Folk har intet valg og må gøre det samme som os: Der kommer flere og flere cartoneros og mindre skrald.«
Men måske er det mest bemærkelsesværdige i de seneste uger udviklingen i Panama. På trods af mainstream-mediernes iver efter at understrege, hvor sjældne protester er i landet, har selv BBC indrømmet, at landet “er på randen af socialt sammenbrud”. Det er et af de mest ulige samfund i verden; brændstofpriserne er steget næsten 50% siden januar, mens arbejdsløsheden er 10% og inflationen accelererende.
I juli havde masserne tydeligvis fået nok. De blokerede den meget vigtige Pan-American Highway med parkerede lastvogne og brændende dæk, inspireret af demonstrerende i Ecuador, som blokerede vejene med krav om lavere brændstofpriser. Et skilt: “¿Gasolina o comida?”, “Benzin eller mad?”, beskrev mange menneskers svære valg i en af demonstrationerne til støtte for blokaderne. Det samme spørgsmål mænd og kvinder i Sri Lanka presses til at stille sig selv i dag.
Den herskende klasses arrogance
Før COVID-19-udbruddet i 2020, og længe før krigen i Ukraine, så talrige lande eksplosioner af revolutionær vrede tilbage i 2019. Blandt dem var Libanon.
Den korrupte Hariri-regering havde i 2019 vanskeligt ved at betale sine afdrag, hvilket ledte den til at indføre tiltagende brutale økonomiske stramninger i et forsøg på at udløse hjælp fra IMF og andre internationale kreditorer. Den situation, som førte til revolution, var allerede uholdbar.
Billede: Julia Neumann
Det er i dag ikke ualmindeligt at se kilometerlange køer udenfor bagerier og voldelige udbrud, når sulten kræver sit. Før krigen i Ukraine brød ud, importerede Libanon 60% af sin hvede derfra. Allerede i marts 2020 misligholdt landet sine lån og pressede 4 ud af 5 libanesere ned under fattigdomsgrænsen. Masserne befinder sig nu i en tilstand af yderste desperation.
Situationen forværres af den store reduktion i lagerkapacitet til hvede pga. eksplosionen i Beiruts havn i august 2020, som, udover at sprede udstrakte ødelæggelser, smadrede de siloer, som før rummede 85% af Libanons korn. Man behøver blot at erindre de paroler, der cirkulerede i kølvandet på denne tragedie, som var resultatet af korrupte embedsmænds ufølsomme uduelighed, for at fornemme den stemning, der bobler over i det libanesiske samfund: »I dag sørger vi, imorgen rydder vi op, og i overmorgen opstiller vi guillotinerne.«
Selvom der dyrkes mad nok på vor planet til at brødføde 10 mia. mennesker, sender inflation og forsyningsusikkerhed fødevarepriserne på himmelflugt, så basisføde er udenfor rækkevidde for millioner af mennesker. Egypten står pt. overfor en af de største fødevarekriser i dets nyere historie. Egypten, verdens største hvedeimportør, er svært afhængig af Rusland og Ukraine. 80% af importen af denne basis-kornsort stammer fra disse to lande.
Den egyptiske præsident Abdel Fattah el-Sisis kommentarer er indbegrebet af alverdens herskende klassers ligegyldighed og selvfede stupiditet. Masserne har ikke råd til brød? Hvorfor undgår de dog ikke sultedøden, siger el-Sisi, ved at spise blade, som Profeten Muhammed gjorde? Egyptens højt værdsatte nyhedsvært, Amr Adib (god for 42 mio. dollars), har foreslået, at folk simpelthen ophører med at købe økologiske fødevarer.
Samtidig foreslog en minister i Pakistan folk at spare penge til mad ved at afstå fra mere end to kopper te om dagen! Ugandas præsident Museveni sagde til folket:
»Hvis der ikke er brød, burde de spise tapioka (en rodknold)!«
Vi kunne tilføje kommentaren fra Storbritanniens tidligere premierminister, Boris Johnson, som adspurgt om brødprisen tidligere på året svarede, at det havde han ingen anelse om, men han kunne »sige dig prisen på en flaske champagne«.
En så forbløffende arrogance er formentlig et af de mest oprørende tegn på den fuldstændige råddenskab i den gamle herskende klasse. Paralleller fremstår til det 18. århundredes forkælede aristokrater fra Frankrigs ancien regime og ordene tillagt Marie Antoinette, som på beklagelserne over, at masserne manglede brød, siges at have svaret med de udødelige ord »lad dem spise kage«. Den herskende klasse er aldeles løsrevet fra stemningen i samfundet. Som l’ancien regime er den moden til omstyrtelse.
Nøjagtig som de herskende klasser er løsrevne fra stemningen i samfundet, føler masserne en stigende afsondring fra det politiske system, der agerer som deres herre.
En folkeafstemning – som effektivt konsoliderer præsident Kais Saied’s enevælde i Tunesien – afholdt sidste måned for at godkende en ny forfatning i landet, så en valgdeltagelse på kun 27,5 %. Det viser en fuldstændig afvisning af borgerlig politik, idet de fleste tunesere er kommet videre end til et ønske om at ”reparere systemet”. Som en Reuters-artikel pointerede: »Adspurgt om det politiske røre peger mange tunesere i stedet på den truende økonomiske krise som det mest presserende problem, landet står overfor.«
Men mens liberale kommentatorer jamrer over Saieds »søm i det arabiske forårs kiste«, er tunesiske arbejdere endnu engang i bevægelse. Fagforenignen UGTT (Union Générale Tunisienne du Travail) blev af sine medlemmer presset til at indkalde til en éndags strejke i den offentlige sektor. I slående kontrast til valgdeltagelsen ved folkeafstemningen deltog 96,2 % af UGTT’s medlemmer i massestrejken.
Symptomer på revolution
Hvad ovenstående eksempler viser, og der er mange, mange flere udover dem, er, at et kvalitativt skift i verdens politiske situation er undervejs. Lenin talte i 1908 om ophobningen af brændbart materiale i verdenspolitikken. Det er en passende beskrivelse af tingenes tilstand i dag.
Dengang, som nu, voksede massernes raseri, fra Persien til Tyrkiet, Indien til Kina. Inden for ti år havde de russiske masser væltet kapitalismen for første gang i historien.
I dag vokser massernes lidelse dag for dag. Verden nærmer sig endnu engang en periode med revolutionære omvæltninger. Lenin forklarede for 100 år siden, at blandt betingelserne for revolution er, at »de lavere klasser må være ude af stand til leve videre på den gamle måde«, mens »de højere klasser ikke længere kan regere på den gamle måde«.
Hvor sandt det er, kan vi se i dag. Mens masserne lider, oplever de herskende klasser i land efter land kriser, splittelser og skandaler. Verden rundt mangler der ikke “brændbart materiale”. Hver eneste dag ophobes det i stadig stigende mængder. Hvad der mangler, er den subjektive faktor. Dvs. en revolutionær organisation i stand til at rette massernes energi mod det historiske mål: At omstøde kapitalismen – og undertrykkelsen og afsavnene indeholdt i dette system – og endelig gennemføre en socialistisk verdensrevolution.
