Zhao Ziang døde sidste måned. For 15 år siden var han generalsekretær for det herskende ”kommunistparti”. Da den store studenteropstand fandt sted i 1989 og tusindvis besatte den Himmelske Fredsplads i hovedstaden Beijing gik Zhao ned til pladsen for at vise sin sympati med studenterne og antyde, at han ville opfylde deres krav og prøve at overtale dem til at slutte deres protest. Næste dag blev han sat i husarrest af resten af de ”kommunistiske” ledere og hæren blev sat ind for bogstaveligt talt at knuse protesten.
I de sidste 15 år har Kina gennemgået en økonomisk ændring, hvis proportioner er enorme. Den kinesiske økonomi vokser med 9-10 pct. om året, hvilket kan sammenlignes med 5-6 pct. i resten af Asien, 1-2 pct. i Japan og Europa og 3 pct. i USA.
Kina står nu for 7 pct. af verdenshandlen Det lyder ikke af meget, men tallet er det dobbelte af, hvad det var for fem år siden og med den nuværende vækst vil Kinas andel af verdenshandlen igen fordobles i løbet af de næste fem år. Allerede nu har USA, verdens største økonomiske magt, et enormt handelsunderskud med Kina og importerer for 150 mia. $ mere end det eksporterer. Kinas eksport vokser med næsten 40 pct. om året.
Det er almindeligt kendt at Kina er blevet verdens industrielle værksted, som Storbritannien var det i midten af det 19. århundrede og USA var det i midten af det 20. århundrede. Men der ender ligheden med de to tidligere industrielle giganter. Der er masser af forskelle, og Kinas udvikling vil ikke følge samme mønster som England eller USA.
For det første er Kina kommet bagefter. Landet er muligvis i stand til at konkurrere på verdensmarkedet når det kommer til at producere varer, men landet er stadig ret lille når det kommer til den samlede produktion; 1.600 mia. om året. Sammenlign det med USA’s 11.000 mia. om året. Storbritannien ligger på nogenlunde samme niveau som Kina med sine 1.500 mia. om året.
Og den store imperialistiske magt USA kan stadig holde Kina i skak med sin store militære magt og formidable finansielle biceps. USA har tætte allierede i Japan, Taiwan og Korea, som er fast besluttede på at ”tilbageholde” enhver kinesisk ekspansion. Som Marx og senere Trotskij forklarede, står de tidligere koloniale lande (Kina var koloniseret af Storbritannien, Frankrig, Japan og USA) overfor et enormt problem med at udvikle deres økonomi på grund af, at deres vækst vil true de eksisterende imperialistiske magters interesser.
I begyndelsen af det 19. århundrede havde Indien opbygget en betydelig tekstil- og stålindustri, finansieret af engelske investorer, og begyndte at eksportere til Storbritannien. Men da britisk industri blev påvirket, sikrede Imperiet sig, at rivalerne i Indien blev blokeret og siden hen ødelagt. Først nu begynder Indien at opleve en industriel genopvågning, men i nye sektorer som softwareservice, hvor de veluddannede indere kan konkurrere med deres ligemænd i Europa og USA på grund af, at de er villige til at acceptere meget lave lønninger. Men selv her er der nu stemmer, der taler for at standse udflytningen af software-jobs til Indien.
Og der er mange i USA, der råber højt og længe om Kinas ”uretfærdige konkurrence” og forlanger kvoter og restriktioner for kinesiske importvarer. Indtil nu har råbene blæst i vinden. Det er på grund af, at de store multinationale firmaer foretrækker at investere direkte i Kina med deres bil- og skofabrikker og derefter eksportere tilbage til USA. Det ser meget mere profitabelt ud end at forsøge at stoppe kinesiske importvarer og fortsætte med at bruge ”højtlønnede” amerikanere eller europæere, som forlanger ordentlige forhold, feriepenge, pension og så videre.
De multinationales investeringer i Kina har været enorme. Nuvel, størstedelen af investeringerne foretages stadig i Nordamerika, Japan og Europa. Kun omkring 20 pct. foretages andre steder. Men ud af dette tager Kina den største del med omkring 50 mia. $ om året gennem de sidste 15 år siden Zhao blev sat i husarrest.
Men selve disse investeringer indikerer også, at Kina ikke vil udvikle sig som en stor imperialistisk magt som Storbritannien og senere USA. Det er ikke kun fordi USA er i vejen. Det er fordi Kina ikke har udviklet sig i en lige linie som et industrielt kapitalistisk land ligesom de såkaldte G7-nationer gjorde i det 19. og 20. århundrede.
Kina oplevede en social revolution for omkring 60 år siden, som ikke bare etablerede fundamentet for en kapitalistisk klasse og industriel udvikling, som revolutionerne i det 17. og 18. århundrede gjorde i England og USA. For at Kina kunne undslippe imperialismens greb, med en tilsvarende meget svag og lille kapitalistklasse, var det nødvendigt for en lille uddannet urban klasse at opildne de millionvis af bønder til en krig mod japansk besættelse og derefter mod prokapitalistiske og amerikanske kræfter, ekspropriere privatejendommen, nationalisere eller fordele jord til de mindre bønder og organisere statskontrol og planlægning af den lille industri. Kina kunne kun udvikle sig ved at springe kapitalismen over.
Historiens ironi er, at Kinas såkaldte ”kommunistiske” ledere aldrig forventede eller ønskede at bryde med den nationale kapitalistklasse. Men de blev tvunget til det for at overleve. Frem for alt havde de ingen intentioner om at lade arbejderklassen i byerne optræde som en uafhængig kræft – arbejderdemokrati var udelukket og knust fra begyndelsen. Dette er det eneste, de kinesiske ledere har holdt fast i gennem alle deres vendinger og zig-zag-kurs fra ”det store spring fremad” til NEP og til i dag.
Selv i 2005 er omkring 40 pct. af industrien på statens hænder. Og langt størstedelen af landbruget er under kommunernes kontrol, ikke under moderne kapitalistiske farmere eller multinationale jordbrugsselskaber. Samtidig er det meste af den nye industri, særligt de sektorer som laver forbrugsvarer eller højteknologi, privatejet. Som regel gennem joint-venture-aftaler mellem udenlandske selskaber (som leverer penge og erfaring) og kinesiske selskaber, som ejes af de kinesiske ”kommunistiske” lederes sønner og døtre (som leverer arbejdskraften, tilladelserne og korruptionen).
Den statslige sektor beskæftiger fortsat størstedelen af arbejdskraften indenfor stålproduktion, tekstilindustrien og minedriften, mens de virkelige indtægter fra industrien malkes af private og udenlandske virksomheder.
Kina er en stor økonomisk og politisk hybrid. Lederne fortsætter med at styre gennem et ”kommunistisk” politisk system. Men de taler mindre og mindre om ”socialisme” samtidig med at de gør alt hvad de kan for at ændre økonomien til en global kapitalistisk magt. Men en hybrid er en modsætning. Og modsætninger kan ikke forblive uforandret for altid. På et tidspunkt vil den ene side give sig.
Kina vil ikke blive en stor kapitalistisk økonomisk magt med mindre to ting sker. For det første må der være en stor konfrontation mellem den eksisterende imperialistiske supermagt, USA. Enten vil Kina komme i slagsmål over dets mål om at annektere Taiwan, eller også vil dets økonomiske fremgang tvinge reaktionære kræfter i USA til at skride til handling mod Kinas økonomi.
Det er de ydre modsætninger for Kina under verdenskapitalismen. De interne modsætninger er afviklingen af den statslige sektor, og med den levestandarden for millioner af minearbejdere, stål- og maskinarbejdere; og uligheden i indkomster og fordelingen af rigdommene vil vokse (som de uundgåeligt vil under kapitalistisk udvikling), og da vil vi se uforsonlige modsætninger og vrede komme til overfladen.
Kina ulmer allerede under overfladen af tilsyneladende vækst og fremgang. Det er ikke kun Zhao Ziang, som har siddet i husarrest de sidste 15 år, låst inde af en korrupt autokratisk og militaristisk klike. De kinesiske masser har også været spærret inde.
Det der fremprovokerede ”hændelsen” på den Himmelske Fredsplads for 15 år siden var ikke kun ønsket om politisk frihed, men også at den ”kapitalistiske vej”, som de kinesiske ledere havde taget, forvred økonomien, førte til øget ulighed og korruption. Inflationen var vokset støt, særligt i byerne, og økonomisk vækst og beskæftigelse var stilnet af.
Ved begyndelsen af 2005 ser den kinesiske økonomi ikke ud til at være ramt af krise – langt fra. Væksten er stadig stærk og omkring ni pct. (hvis man skal tro regeringens tal), og eksporten kører stærkt. Men modsætningerne vedbliver.
Den gamle bekymring omkring Kina var, om det ville vokse stærkt nok til at give beskæftigelse til de hundredvis af millioner, som lever på landet og er desperate for at komme væk fra landet og gøre en ende på deres fattigdom. Man hørte ofte om tusindvis, der lå omkring jernbanestationerne for at få en gratis tur til de store byer.
Den nye bekymring er, at Kina har overinvesteret kapital og kan producere alle de billige varer, som de vestlige imperialistiske lande suger til sig. Enhver opbremsning i den kapitalistiske verdensøkonomi kan efterlade Kina med en slem gæld, der vil true med at sprænge økonomien i stykker.
Indtil nu er der ingen af disse bekymringer, der er blevet til virkelighed og virkelig krise. Men det er delvist fordi den statslige kontrol og planlægning har svækket sårbarheden ved det kapitalistiske markeds anarki. Med kinesiske ledere, der nærmest dagligt splitter den statslige sektor og planlægningsmulighederne ad, udsætter de i stigende grad deres befolkning for verdensmarkedets kræfter, mens de selv grådigt kaster sig over profitøkonomiens belønninger.
Kina er allerede trådt ind i verdenshandelsorganisationen WTO. For at komme med har landet åbnet sin økonomi for udenlandske investeringer, og i 2008 skal Kina løsrive sin valuta fra statslig kontrol. Næste gang verdensøkonomien oplever en krise vil Kina ikke undslippe virkningerne, som landet gjorde i 1980’erne og 1990’erne.
