Den mand, som først har givet socialismen og dermed hele vore dages arbejderbevægelse et videnskabeligt grundlag, Karl Marx, blev født i Trier 1818. I Bonn og Berlin studerede han først retsvidenskab, men kastede sig snart udelukkende over studiet af historie og filosofi og var 1842 i begreb med at nedsætte sig som docent i filosofi, da den politiske bevægelse, der var opstået efter Frederik Wilhelm IIIs død, kastede ham ind på en anden løbebane. Under hans medvirkning havde spidserne i det rhinske liberale bourgeoisi, Camphausen, Hansemann o.s.v. i Køln grundlagt “Rheinische Zeitung”, og Marx, hvis kritik af forhandlingerne i den rhinske provinslanddag havde vakt den største opsigt, blev i efteråret 1842 kaldet til at stå i spidsen for bladet. “Rheinische Zeitung” udkom naturligvis under censur, men censuren kunne ikke få ram på det [1] . “Rheinische Zeitung” fik næsten altid de artikler igennem, som det kom an på man tilkastede først censoren ringere foder til at stryge i, indtil han enten af sig selv gav efter eller af truslen: så udkommer bladet ikke i morgen, blev tvunget til eftergivenhed. Hvis der havde været ti aviser med samme mod som “Rheinische Zeitung” og med forlæggere, der havde spenderet et par hundrede daler mere i satsudgifter, ville censuren i Tyskland allerede have været umuliggjort i 1843. Men de tyske avisejere var småtskårne, ængstelige spidsborgere, og “Rheinische Zeitung” måtte føre kampen alene. Det sled den ene censor op efter den anden; endelig blev det censureret dobbelt, således at regeringspræsidenten efter første censur endnu en gang og definitivt skulle censurere det. Heller ikke det hjalp. I begyndelsen af 1843 erklærede regeringen, at med dette blad var der ikke noget at stille op, og forbød det uden videre.

Marx, som imidlertid havde giftet sig med den senere reaktionære minister von Westphalens søster, flyttede til Paris og udgav der sammen med A. Ruge “Tysk-franske årbøger”, hvori han indledede rækken af sine socialistiske skrifter med en “Kritik af Hegels retsfilosofi”. Endvidere sammen med F. Engels: “Den hellige familie. Imod Bruno Bauer og konsorter” – en satirisk kritik af en af de sidste former, som den daværende tyske filosofiske idealisme var løbet ud i.

Studiet af den politiske økonomi og den store franske revolutions historie gav endda Marx tid til ved lejlighed at angribe den preussiske regering; men den hævnede sig, idet den i foråret 1845 hos ministeriet Guizot – hr. Alexander von Humboldt skal have spillet rollen som mellemmand – gennemtvang hans udvisning af Frankrig. Marx flyttede til Brüssel og offentliggjorde dér i 1847 på fransk: “Filosofiens elendighed”, en kritik af Proudhons “Elendighedens filosofi”, og i 1848: “Afhandling om frihandelen”. Samtidig fandt han lejlighed til i Brüssel af stifte en tysk arbejderforening og trådte dermed ind i den praktiske agitation. Endnu vigtigere blev denne for ham, efter at han og hans politiske venner i 1847 var trådt ind i det hemmelige “Kommunistforbund” (“Bund der Kommunisten”), som havde bestået i adskillige år. Hele denne institution blev nu omkalfatret; den hidtil mere eller mindre konspiratoriske forening blev forandret til en simpel, kun nødtvungent hemmelig organisation for kommunistisk propaganda, det tyske socialdemokratiske partis første organisation. Forbundet bestod overalt, hvor der bestod tyske arbejderforeninger; næsten i alle disse foreninger i England, Belgien, Frankrig og Schweiz og i særdeles mange foreninger i Tyskland var de ledende medlemmer forbundsmedlemmer, og forbundets andel i den fremvoksende tyske arbejderbevægelse var meget betydelig. Men samtidig var vort forbund det første, der fremhævede og i praksis viste den samlede arbejderbevægelses internationale karakter, havde englændere, belgiere, ungarere, polakker o.s.v. som medlemmer og navnlig i London afholdt internationale arbejdermøder.

Forbundets omdannelse fuldbyrdedes på to i 1847 afholdte kongresser, af hvilke den anden besluttede at opstille og offentliggøre partiets grundsætninger i et manifest, som skulle redigeres af Marx og Engels. Således blev “Det kommunistiske partis manifest” til, som udkom i 1848, kort før Februarrevolutionen, og siden da er blevet oversat til næsten alle europæiske sprog.

“Deutsche Brusseler Zeitung [2]”, som Marx var medarbejder ved; og i hvilken fædrelandets politilyksalighed skånselsløst blottedes, foranledigede påny den preussiske regering til at arbejde på at få Marx udvist, men forgæves. De Februarrevolutionen imidlertid også i Brüssel fremkaldte røre i folket, og der syntes at forestå et omslag i Belgien, arresterede den belgiske regering uden videre Marx og udviste ham. I mellemtiden havde Frankrigs provisoriske regering gennem Flocon ladet ham indbyde til at komme tilbage til Paris, og han fulgte denne indbydelse.

I Paris trådte han fremfor alt op imod det fusentasteri, som havde bredt sig mellem de derboende tyskere, og som gik ud på at formere de tyske arbejdere i Frankrig i bevæbnede legioner for med dem at indføre revolutionen og republiken i Tyskland. På den ene side måtte Tyskland selv lave sin revolution, og på den anden side var enhver fremmed revolutionslegion, som dannedes i Frankrig, på forhånd forrådt af lamartinerne i den provisoriske regering til den regering, som skulle styrtes, sådan som det også skete i Belgien og Baden.

Efter Martsrevolutionen flyttede Marx til Køln, hvor han grundlagde “Neue Rheinische Zeitung”, som bestod fra 1. juni 1848 til 19. maj 1849 – det eneste blad, som indenfor den daværende demokratiske bevægelse repræsenterede proletariatets standpunkt, idet det nemlig uforbeholdent tog parti for junioprørerne i Paris 1848, hvilket fik næsten alle bladets aktionærer til at falde fra. Forgæves påpegede “Kreuzzeitung [3] ” den “Chimborasso [4] -frækhed”, med hvilken “Neue Rheinische Zeitung” angreb alt, hvad der var helligt, fra kongen og rigsforstanderen lige ned til gendarmen – tilmed i en panisk fæstning, som dengang havde en besætning på 8000 mand; forgæves ivrede det liberale rhinske spidsborgerskab, som pludselig var blevet reaktionært, forgæves suspenderede belejringstilstanden i Køln i efteråret 1848 bladet for længere tid, forgæves udpegede rigsjustitsministeriet i Frankfurt overfor statsadvokaten i Køln den ene artikel efter den anden til retslig forfølgelse; bladet blev roligt redigeret og trykt videre lige for næsen af hovedvagten, og avisens udbredelse og ry voksede med heftigheden i angrebene på regering og bourgeoisi. Da det preussiske statskup fandt sted i november 1848, opfordrede “Neue Rheinische Zeitung” på forsiden af hvert nummer folket til at nægte at betale skat og til at besvare magt med magt. I foråret 1849 blev det derfor stillet for nævningeretten og senere også som følge af en anden artikel, men blev begge gange frikendt. Da endelig majopstandene i 1849 blev slået ned i Dresden og Rhinprovinsen, og det preussiske felttog mod den badensisk-pfalziske opstand indlededes med koncentration og mobilisering af betydelige troppemasser, troede regeringen sig stærk nok til at undertrykke “Neue Rheinische Zeitung” med magt. Det sidste nummer – der var trykt med rødt – udkom den 19. maj.

Marx rejste påny til Paris, men blev allerede få uger efter demonstrationen den 13. juni 1849 af den franske regering stillet overfor valget mellem enten at flytte til Bretagne eller forlade Frankrig. Han foretrak det sidste og flyttede til London, hvor han har boet uafbrudt siden.

Et forsøg på igen (1850) at lade “Neue Rheinische Zeitung” udkomme som tidsskrift (i Hamburg) måtte efter nogen tids forløb opgives, da reaktionen optrådte med stadig større heftighed. Straks efter statskuppet i Frankrig i december 1851 offentliggjorde Marx: “Louis Bonapartes attende brumaire” (Boston 1852, andet oplag Hamburg 1869, kort før krigen). 1853 skrev han “Afsløringer om kommunistprocessen i Køln” (først trykt i Basel, senere i Boston, fornylig atter i Leipzig).

Efter domfældelsen af Kommunistforbundets medlemmer i Køln trak Marx sig tilbage fra den politiske agitation og helligede sig dels i ti år gennemforskningen af de rige skatte, som Det britiske museums bibliotek frembød på den politiske økonomis område, dels medarbejderskabet ved “New York Tribune [5]” , som indtil den amerikanske borgerkrigs udbrud bragte ikke blot de af ham signerede korrespondancer, men også talrige ledende artikler om europæiske og asiatiske forhold fra hans pen. Hans angreb på Lord Palmerston, der byggede på indgående studier af de officielle engelske aktstykker, blev i London optrykt som flyveskrifter.

Som første frugt af hans mangeårige økonomiske studier udkom 1859: “Til kritiken af den politiske økonomi”, første hefte (Berlin, Duncker). Dette skrift indeholder den første sammenhængende fremstilling af Marx’ værditeori, deri indbefattet læren om penge. Under den italienske krig bekæmpede Marx i den i London udkommende tyske avis “Das Volk [6] ” bonapartismen, som dengang farvede sig liberal og spillede de undertrykte nationaliteters befrier, og endvidere den daværende preussiske politik, som under neutralitetens skalkeskjul forsøgte at fiske i rørt vande. Ved denne lejlighed måtte også hr. Karl Vogt angribes, som dengang efter ordre af prins Napoleon (Plon-Plon) og i Louis Napoleons sold agiterede for Tysklands neutralitet, ja endog for dets sympati. Marx blev af Vogt overdænget med de mest infame, bevidst opdigtede bagvaskelser og svarede med sit skrift: “Herr Vogt”, London 1860, hvori Vogt og de øvrige herrer fra den bonapartistiske forlorne demokratbande afsløredes, og Vogt af ydre som af indre grunde stempledes som bestukket agent for decemberkejserdømmet. Nøjagtig 10 år senere kom bekræftelsen: i den liste over bonapartistiske lejesvende, som i 1870 blev fundet i Tuilerierne og offentliggjort af septemberregeringen, stod der under bogstavet V: “Vogt – i august 1859 fik han anvist … 40.000 fr.”.

Endelig i 1867 udkom i Hamburg: “Kapitalen, kritik af den politiske økonomi. Første bind” – Marx’ hovedværk, der giver en fremstilling af grundlaget for hans økonomisk-socialistiske anskuelser og hovedtrækkene af hans kritik af det bestående samfund, den kapitalistiske produktionsmåde og dens følger. Andet oplag af dette epokegørende værk udkom 1872; forfatteren er i færd med at udarbejde andet bind.

I mellemtiden var arbejderbevægelsen i Europas forskellige lande igen kommet så meget til kræfter, at Marx kunne tænke på at virkeliggøre et længe næret ønske: grundlæggelsen af en arbejderassociation, der omfattede de mest fremskredne lande i Europa og Amerika, og som så at sige korporligt skulle levendegøre den socialistiske bevægelses internationale karakter, såvel for arbejderne selv som for bourgeoisiet og regeringerne – til opmuntring og styrkelse for proletariatet, til skræk for dets fjender. Et folkemøde den 28. september 1864 i Saint-Martins Hall i London til fordel for Polen, som netop igen var blevet undertrykt af Rusland, gav anledning til at forebringe sagen, der modtoges med begejstring. Den internationale arbejderassociation var stiftet; der valgtes på mødet et provisorisk generalråd med sæde i London, og sjælen i dette såvel som i alle følgende generalråd indtil Haagkongressen var Marx. Af ham er næsten alle de af Internationales generalråd offentliggjorte aktstykker redigeret, lige fra Inauguraladressen 1864 til adressen om borgerkrigen i Frankrig 1871. At skildre Marx’ virksomhed i Internationale ville være det samme som at skrive selve denne associations historie, som iøvrigt endnu lever i de europæiske arbejderes erindring.

Pariserkommunens fald bragte Internationale i en umulig situation. Den blev trængt frem i forgrunden af Europas historie på et tidspunkt, da den overalt var afskåret fra enhver mulighed for nogen som helst virksom, praktisk aktion. Begivenhederne, som hævede den op til at være en syvende stormagt, forbød den samtidig at mobilisere sine stridskræfter og anvende dem i praksis, om arbejderbevægelsen ikke skulle risikere et uafvendeligt nederlag og blive standset for årtier. Dertil kom, at der fra forskellige sider trængte sig elementer frem, som forsøgte at udnytte associationens pludseligt øgede ry til formål, der dikteredes af personlig

forfængelighed eller personlig ærgerrighed, uden indsigt i Internationales virkelige stilling eller uden hensyn dertil. Der måtte fattes en heroisk beslutning, og det var atter Marx, som traf den og gennemførte den på Haagkongressen. Internationale fralagde sig ved en højtidelig beslutning alt ansvar for bakunisterne, som ved deres adfærd udgjorde midtpunktet for disse uforstandige og anløbne elementer; da det endvidere var umuligt for den også at opfylde de øgede krav, som den almindelige reaktion stillede til den, og at opretholde sin fulde virksomhed på anden måde end gennem en række ofre, der ville have fået arbejderbevægelsen til at forbløde – med denne situation for øje trak Internationale sig foreløbig tilbage fra skuepladsen, idet den flyttede generalrådet til Amerika. Udviklingen har bevist, hvor rigtig denne beslutning var, skønt den dengang og siden ofte er blevet kritiseret. På den ene side var og blev der sat en stopper for alle forsøg på at gøre unyttige kup i Internationales navn, og på den anden side beviste det stadige intime samkvem mellem de forskellige landes socialistiske arbejderpartier, at den af Internationale vakte bevidsthed om interessefællesskabet og solidariteten mellem proletarer i alle lande forstår at gøre sig gældende, også uden en formel international associations bånd, når dette i en given situation er blevet til en lænke.

Efter Haagkongressen fandt Marx endelig igen ro og tid til at genoptage sine teoretiske arbejder, og forhåbentlig vil han inden altfor lang tid kunne bringe det andet bind af “Kapitalen” i trykken.

Af de mange vigtige opdagelser, hvormed Marx har indskrevet sit navn i videnskabens historie, kan vi her kun fremhæve to.

Den første er den omvæltning, han har fuldbyrdet i den samlede opfattelse af verdenshistorien. Hele den tidligere historieanskuelse hvilede på forestillingen om, at grunden til alle historiske forandringer i sidste instans må søges i menneskenes skiftende ideer, og at af alle historiske forandringer igen de politiske er de vigtigste og behersker hele historien. Men hvor menneskenes idéer kommer fra, og hvad der er de bevægende årsager til de politiske forandringer, dét havde man ikke spurgt om. Kun i den nyere skole af franske og delvis også af engelske historieskrivere havde den overbevisning trængt sig frem, at i det mindste siden middelalderen var drivkraften i den europæiske historie det fremvoksende borgerskabs kamp med feudaladelen om det sociale og politiske herredømme. Marx påviste nu, at hele den hidtidige historie er en historie om klassekampe, at det i alle de simple og indviklede politiske kampe kun drejer sig om samfundsklassers sociale og politiske herredømme, for de ældre klasser om bevarelsen af herredømmet og for de nye, fremvoksende klasser om erobringen af herredømmet. Men hvorledes opstår og består så disse klasser? På grundlag af de til enhver tid foreliggende materielle, håndgribelige betingelser, under hvilke samfundet på et givet tidspunkt producerer og udveksler livsfornødenheder. Middelalderens feudalherredømme hvilede på små bondekommuners husholdning, der var selvforsynende, idet den næsten producerede alle sine fornødenheder selv, næsten uden udveksling, og som den stridbare adel ydede beskyttelse udadtil og gav national eller dog politisk sammenhæng; da der opstod byer og med dem en særlig håndværksindustri og et indenlandsk, senere internationalt handelssamkvem, udviklede borgerskabet i byerne sig og erobrede sig endnu i middelalderen i kamp med adelen optagelse, i feudalordningen som ligeledes privilegeret stand. Men med opdagelsen af land udenfor Europa fra midten af det 15. århundrede fik dette borgerskab et langt mere omfattende handelsområde og dermed en ny spore for industri; håndværket blev i de vigtigste grene fortrængt af det allerede fabriksmæssige manufaktursystem og dette igen af storindustrien, som opfindelserne i forrige århundrede – navnlig dampmaskinen – havde muliggjort, og som atter virkede tilbage på handelen, idet den i tilbageblevne lande fortrængte det gamle håndværk og i de mere fremskredne skabte vor tids nye samfærdselsmidler, dampmaskiner, jernbaner og elektrisk telegraf. Således samlede borgerskabet mere og mere samfundets rigdomme og den sociale magt i sin hånd, mens det endnu i lang tid vedblev at være udelukket fra den politiske magt, der befandt sig i hænderne på adelen og det af adelen støttede kongedømme. Men på et vist trin – i Frankrig siden den store revolution – erobrede det også denne og blev nu på sin side herskende klasse overfor proletariatet og småbønderne. Udfra dette synspunkt forklares på den simpleste måde alle historiske fænomener – med fornødent kendskab til den pågældende tids økonomiske samfundsforhold, hvilket vore historieskrivere af fag ganske vist totalt mangler – og ligeledes forklares enhver historieperiodes forestillinger og idéer meget simpelt udfra de økonomiske livsbetingelser og de atter af disse betingede sociale og politiske forhold i denne periode. Historien var for første gang blevet anbragt på sit virkelige grundlag; den håndgribelige, men hidtil fuldstændig oversete kendsgerning, at menneskene fremfor alt må spise, drikke, bo og klæde sig, altså arbejde, før de kan strides om herredømmet og dyrke politik, religion, filosofi o.s.v. – denne håndgribelige kendsgerning kom nu endelig til sin historiske ret.

Men for den socialistiske anskuelse var denne nye opfattelse af historien af største betydning. Den påviste, at al hidtidig historie bevæger sig i klassemodsætninger og klassekampe, at der altid har været herskende og beherskede, udbyttende og udbyttede klasser, og at menneskehedens store flertal altid havde været dømt til hårdt arbejde og ringe nydelse. Hvorfor det? Simpelthen fordi produktionen på alle menneskehedens tidligere udviklingstrin endnu var så ringe udviklet, at den historiske udvikling kun kunne foregå i denne modsætningsfyldte form, at det historiske fremskridt i det store og hele hvilede på et lille privilegeret mindretals virksomhed, mens den store masse var fordømt til at skaffe sig selv det nødtørftigste til livets ophold og desuden skabe stadig større rigdom for de privilegerede. Men denne undersøgelse af historien, som således naturligt og fornuftigt forklarer det hidtidige klasseherredømme, som ellers kun forklares udfra menneskenes ondskab, fører også til den erkendelse, at endog det sidste påskud for en adskillelse af menneskene i herskende og beherskede, udbyttere og udbyttede, er forsvundet i hvert fald i de mest fremskredne lande som følge af de i nutiden så kolossalt øgede produktionskræfter; at det herskende storborgerskab har opfyldt sin historiske mission, at det ikke længere er samfundets ledelse voksen og endog er blevet en hindring for produktionens udvikling, hvad handelskriserne og navnlig det sidste store krak og industriens trykkede stilling i alle lande beviser; at den historiske ledelse er gået over til proletariatet, en klasse som efter hele sin sociale stilling kun kan frigøre sig ved at fjerne alt klasseherredømme, al trældom og al udbytning overhovedet; og at de samfundsmæssige produktivkræfter, som er vokset bourgeoisiet over hovedet, kun venter på, at det organiserede proletariat skal overtage dem for at oprette en tilstand, som gør det muligt for ethvert samfundsmedlem at deltage ikke alene i frembringelsen, men også i fordelingen og forvaltningen af samfundets rigdomme, og som ved planmæssig drift af den samlede produktion forøger de samfundsmæssige produktivkræfter og deres udbytte i en sådan grad, at enhver får sikret tilfredsstillelse af alle rationelle fornødenheder i stadig stigende målestok.

Marx’ anden vigtige opdagelse er den endelige udredning af forholdet mellem kapital og arbejde, med andre ord: påvisningen af, hvorledes kapitalistens udbytning af arbejderen foregår i det nuværende samfund, under den bestående kapitalistiske produktionsmåde. Efter at den politiske økonomi havde. opstillet sætningen om, at arbejdet er kilden til al rigdom og al værdi, var det blevet uundgåeligt at spørge: Hvorledes kan det da forenes med, at lønarbejderen ikke får hele den værdisum, han frembringer ved sit arbejde, men må afgive en del af den til kapitalisten? Både de borgerlige økonomer og socialisterne anstrengte sig for at give et videnskabeligt holdbart svar på spørgsmålet, men forgæves, indtil endelig Marx trådte frem med løsningen. Løsningen er denne: den nuværende kapitalistiske produktionsmåde har til forudsætning, at der eksisterer to samfundsklasser; på den ene side kapitalisterne, som er i besiddelse af produktions- og eksistensmidlerne, og på den anden side proletarerne, der er udelukket fra denne besiddelse og kun har en eneste vare at sælge: deres arbejdskraft, og som derfor må sælge deres arbejdskraft for at komme i besiddelse af livsfornødenheder.

Men en vares værdi bestemmes af den samfundsmæssigt nødvendige arbejdsmængde, der er nedlagt i fremstillingen og altså også i den gentagne fremstilling af denne vare, d.v.s. værdien af et gennemsnitsmenneskes arbejdskraft på en dag, en måned, et år, altså af den mængde arbejde, som er repræsenteret i den mængde livsfornødenheder, der er nødvendig til at opretholde denne arbejdskraft en dag, en måned. eller et år. Lad os antage, at det kræver seks arbejdstimer at fremstille en arbejders livsfornødenheder for en dag eller, hvad der er det samme, at det arbejde, de indeholder, repræsenterer en arbejdsmængde på seks timer; så vil værdien af arbejdskraften for en dag udtrykkes i en pengesum, som i sig ligeledes repræsenterer seks arbejdstimer. Lad os endvidere antage, at kapitalisten, som beskæftiger vor arbejder, betaler ham denne sum for det, altså hans arbejdskrafts fulde værdi. Når nu arbejderen arbejder seks timer om dagen for kapitalisten, så har han fuldstændig godtgjort denne hans udlæg – seks timers arbejde for seks timers arbejde. Derved ville der ganske vist ikke falde noget af til kapitalisten, og denne opfatter derfor også sagen på en helt anden måde: jeg har, siger han, købt denne arbejders arbejdskraft ikke for seks timer, men for en hel dag, og i overensstemmelse hermed lader han arbejderen, alt efter omstændighederne, arbejde 8, 10, 12, 14 og endnu flere timer, således at produktet af den syvende, ottende og følgende timer er et produkt af ubetalt arbejde og vandrer direkte i kapitalistens lomme. Således genfrembringer arbejderen i kapitalistens tjeneste ikke alene værdien af sin arbejdskraft, som han får betalt, men han frembringer også derudover en merværdi, som først tilegnes af kapitalisten, men i det videre forløb efter bestemte økonomiske love fordeler sig over den samlede kapitalistklasse og danner den grundstamme, der er kilden til jordrente, profit, kapitalophobning, kort sagt alle de rigdomme, der fortæres eller ophobes af de ikke-arbejdende klasser. Men hermed var også påvist, at de nuværende kapitalisters erhvervelse af rigdom lige så vel består i tilegnelse af fremmed, ubetalt arbejde som slaveejernes eller feudalherrernes, der udbyttede hoveriarbejdet, og at alle disse former for udbytning kun adskiller sig ved den forskellige måde, på hvilken det ubetalte arbejde tilegnes. Men dermed var også den sidste grind trukket bort under fødderne på alle de besiddende klassers hykleriske talemåder om, at der under den nuværende samfundsordning hersker ret og retfærdighed, lighed i rettigheder og pligter og almindelig harmoni mellem interesserne, og det bestående borgerlige samfund var ikke mindre end dets forgængere afsløret som et uhyre apparat, gennem hvilket et ringe mindretal, som stadig bliver mindre, kan udbytte folkets uhyre flertal.

På disse to vigtige kendsgerninger hviler den moderne videnskabelige socialisme. I andet bind af “Kapitalen” videreudvikles disse og andre næppe mindre vigtige videnskabelige opdagelser i det kapitalistiske samfundssystem, og dermed bliver også de i første bind endnu ikke omtalte sider af den politiske økonomi underkastet en omvæltning. Gid det må være Marx forundt snart at kunne give det i trykken.

[1]: Den første censor ved “Rheinische Zeitung” var politiråd Dolleschall, han, som engang i “Kölnische Zeitung” strøg en annonce for oversættelsen af Dantes Guddommelige Komedie af Philalethes (den senere kong Johann af Sachsen) med den bemærkning: Med guddommelige ring skal man ikke lave komedie. (Note af Engels).

[2]: “Deutsche Brusseler Zeitung”, organ for tyske emigranter i Brüssel, udkom fra 1847 til februar 1848. Fra september 1847 blev bladet ledet af Marx og Engels. – Red.

[3]: “Kreuzzeitung” (Korstidende) kaldtes i daglig tale det reaktionære, monarkistiske blad “Neue Preussische Zeitung”, som fra 1848 udkom i Berlin og hvis hoved indeholdt et kors. – Red.

[4]: Chimborasso – en af de højeste bjergtinder i Sydamerika. – Red.

[5]: “New York Daily Tribune” – et demokratisk dagblad, som udkom i New York fra 1841 til 1924, og ved hvilket Marx var medarbejder fra 1851 til 1862. – Red.

[6]: Det tyske blad “Das Volk”, hvor Marx var en energisk medarbejder, udkom i London maj-august 1839. – Red.