Kapitalismens verdensomspændende krise er gået ind i en ny fase. I stedet for at komme sig over krisen, viser flere lande tegn på økonomisk depression. Det er en hidtil uset situation og viser, hvor dybt dårligdommen når ind i det kapitalistiske system, som stadig vakler efter nedturen i 2008-9.
Verdens aktiemarkeder fortsætter nedturen. I august så vi det værste brandudslag siden Lehman Brothers kollaps. Mange spørger sig selv, om det nylige anæmiske opsving overhovedet er holdbart, den massive økonomiske afmatning taget i betragtning. Gældsmarkederne er i kaos, eftersom prisen for at tage lån i en række lande i eurozonen fortsætter med at eskalere. Italien og Spanien er under enormt pres, da obligationsrenterne stiger. Og det sker på trods af Den Europæiske Centralbanks indgreb, hvor den har købt italienske og spanske obligationer i et desperat forsøg på at undgå at krisen breder sig. Dertil kommer, at de græske embedsmænd ikke kunne nå til enighed med IMF og EU om stramninger i forbindelse med den anden græske redningspakke, hvilket føjer endnu en twist til uroen. Royal Bank of Scotland er nu overbevist om at Grækenland vil gå i betalingsstandsning til december, når låneudgifterne når rekord niveau. Når det sker, om det bliver til december eller ej, vil alle indsatser være forgæves.
Uroen finder sted i lyset af frygten for, at den globale økonomiske afmatning vil udvikle sig til en ny nedtur. Kampen for sikre tilflugtssteder, såsom guld og Schweitzerfranc, har skabt fornyet frygt for en valutakrig, i takt med at regeringerne bruger protektionistiske midler for at beskytte deres økonomier. Den schweiziske centralbank sagde i en chok-meddelelse, at den låste den hurtigt stigende valuta til euroen i et forsøg på at forhindre den i at stige yderligere og dermed give de hårdt-pressede eksportører et pusterum. Banken var parat til at købe udenlandsk valuta i ”ubegrænsede mængder”, men det genantændte frygten for valutakrigslignende repressalier fra andre centralbanker i processen.
Det er dog blot toppen af isbjerget. Resten af verden oplever en dramatisk afmatning, på et tidspunkt hvor den under normale omstændigheder burde opleve fremgang. Mange frygter en ”japanisering” af situationen, hvor USA allerede er fanget i et tabt årti med lav vækst.
“Den globale økonomi tromler virksomheder i de fleste større vestlige økonomier”, forklarer virksomhedsbladet CityAM.
“ Manufacturing survey scores faldt i alle G7 lande undtagen et sidste måned og fabrikssektorerne skrumpede faktisk i Storbritannien og euro-zonen.
Væksten i produktionen i Storbritannien styrtdykkede til det laveste i 26 måneder i august, ifølge det seneste Purchasing Managers’ Index (PMI).”
“Nye eksportordrer led det største kollaps siden maj 2009, hvor virksomheder rapporterede om lavere efterspørgsel fra USA og resten af Europa. Den britiske sektor havde ellers oplevet en sund vækst indtil tidligt i år, som analytikere håbede, kunne drive økonomien fremad.”
“Men siden januar har indekset tabt 12 point. Et dybere fald i dets 20-årige historie er kun set efter Lehmans Brothers kollapsede.” (2/9/11)
De sidste måneder har vi været vidne til en betydelig forringelse i væksten i oversøiske markeder, især i Europa og Amerika. Produktionen faldt til en PMI (produktionsforventning) på 49, fra 49,4 i juli. Begge scorer under 50 på indekset, hvilket signalerer en økonomisk tilbagegang. Produktionen indskrænkedes også i Frankrig (49,1) og Italien (47), de laveste scorer i over to år. I Spanien var indskrænkning endnu mere markant (45,3) og ligeså i Grækenland (43,3). I USA og Tyskland ser produktionen ud til at gå i stå med henholdsvis 50,6 og 50,9.
“Den fart, som væksten er taget af med siden begyndelsen af året, er temmelig alarmerende,” sagde Chris Williamson, cheføkonom hos Markit som indsamler tal til PMI.
Med faldet i efterspørgslen er overproduktionen vendt tilbage i produktionen, hvilket afspejles som en stigning i lagre af færdige varer. Det er den første stigning i over tre år, da krisen var på sit højeste. ”Stigningen i lagrene kombineret med faldet i nye ordrer i august, vil formodentligt fremkalde et behov for at skære yderligere i produktionen de kommende måneder”, skrev Financial Times.
Antallet af nye eksportordrer fra eurozonen styrtdykkede med deres skarpeste fald siden januar 2009, mens nye ordrer er faldet i to måneder i træk i USA, hvilket ikke lover godt for den største økonomi i verden. Svagheden i den amerikanske økonomi, blev yderligere illustreret af krisen i salget i Walmart, verdens største detailhandel, der har haft faldende salg i ni på hinanden følgende kvartaler. I eurozonen styrtdykkede forbrugertiltroen sidste måned med det største fald i 20 år, til minus 16,6 procent. Det var et større månedligt fald end i oktober 2008 efter kollapset i Lehman Brothers. Samtidig er arbejdsløsheden i eurozonen steget og er nu officielt på 15,7 millioner eller 10 procent af arbejdsstyrken.
Væksten er stort set forsvundet over hele verden. Væksten i BNP på årsbasis, baseret på andet kvartal, var 1,3 procent i USA, 0,8 procent i eurozonen og Storbritannien, 0,5 procent i Tyskland, nul i Frankrig og minus 1,2 procent i Japan.
“Denne stagnation ser endnu værre ud i historisk kontekst,” forklarer Financial Times. ”En dyb recession bør følges af et stærkt opsving, når arbejdskraft og kapital, som i de dårlige tider ligger brak, sættes i gang igen. Det sker ikke nu. Fire år uden økonomisk opsving kan betegnes som en form for Mindre Depression.”(FT, 17/8/11)
I Storbritannien var august den dårligste måned for forbruget på “ High Street”(svarer til gågader) i over to år. Det samlede salg faldt med 2,2 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Det er det værste år-til-år-fald siden 2009, ifølge BDO High Street Sales Tracker. ordrerne i byggeriet er på det laveste niveau i 30 år. Ordrerne for offentligt boligbyggeri og andre offentlige byggeprojekter faldt med en tredjedel mellem første og andet kvartal 2011.
Som konsekvens af krisen, advarer Kontoret for budgetansvarlighed om årtier med hårde stramninger i budgettet i Storbritannien.”Jeg tror, at problemet vil vare ved i en årrække før vi finder vej ud af det,” siger Mervyn King, direktør i Bank of England.
Det fremhæver det virkelige billede af, hvordan den økonomiske krise påvirker kapitalismen. Al snak om ”forårstegn” er helt forsvundet. Tiltroen er kollapset og erstattet af frygt for en ny nedtur. Hver dag synes at bringe et nyt stadie i den europæiske krise, hvor europæisk og amerikansk kapitalisme bringes længere ud i dødvandet.
Den økonomiske krise har medført en politisk krise, i takt med at regeringerne forsøger at bekæmpe nedturen. I USA har de store uenigheder om gældsloftet ført til en aftale, som accelererer nedskæringerne i budgettet. Dette klima betyder, at yderligere udgifter til økonomisk stimulus er ved at blive en umulighed. Det genrejser spøgelset fra 1937, hvor jagten efter at nedbringe budgetunderskuddet kastede økonomien tilbage i recession. Historien har tendens til at gentage sig, men på et højere niveau.
Af og til falder de seriøse strategers konklusioner sammen med marxisternes, men fra det modsatte klassestandpunkt. Vi har advaret om, at kapitalismen er gået ind i en uløselig krise, efter nedturen i 2008-9. Nu indser også kapitalismens forsvarere dette faktum.
For nylig sagde Joseph Stiglitz, nobelprismodtager i økonomi, at “En lang periode med økonomisk dårligdom synes at være et optimistisk scenarium.”
Endnu mere bemærkelsesværdigt var kommentarerne fra Martin Wolf, chef økonomisk strateg på Financial Times, der ikke er bange for tage bladet fra munden i relation til krisen. Som svar på spørgsmålet om hvorvidt der vil komme en ny dobbel-dyk krise, svarede han, nej ”fordi den første endte ikke.” Han fortsætter, ”Spørgsmålet er snarere, hvor meget dybere og længere denne krise eller ’sammentrækning’ vil blive. Pointen er, at i andet kvartal i 2011 havde ingen af de seks største høj-indkomst lande oversteget output-niveauerne fra før krisen ramte i 2008. USA og Tyskland er tæt på deres startpunkt, mens Frankrig er lidt bagefter. Storbritannien, Italien og Japan smægter langt bagefter.”
Wolf fortsætter med at forklare at “denne krise er ikke normal. Når økonomierne oplever så stejle kollaps, som de gjorde under den værste af kriserne (fra toppunkt til lavpunkt har faldet i BNP varieret mellem 3,9 procent i Frankrig og 9,9 procent i Japan) vil en udvidelse af økonomien, der ikke formår at bringe output niveauet tilbage til startpunktet vil ikke føles som et opsving. Det er især sandt hvis arbejdsløsheden forbliver høj, beskæftigelsen lav og overkapaciteten høj. I USA er arbejdsløsheden stadig det dobbelte af sit før-krise niveau.” Han konkluderer at fordi centralbankerne nu har opbrugt deres ammunition ”vil endnu en nedtur med sikkerhed blive en katastrofe”. (FT 31/8/11)
Et par dage senere sammendrager han sin analyse af den britiske økonomi. Igen lægger han ikke skjul på krisens dybde: vi er i en depression. Vi bringer et længere uddrag for at give vores læsere et præcist billede af hvad denne borgerlige strateg siger.
“Den nuværende britiske depression vil blive den længste i hvert fald siden første verdenskrig. Uden en drastisk stigning i væksten, er det også rimelig sandsynligt at der vil skabes en større sammenlagt tab i output end under ’den store depression’. Alt dette er foruroligende nok i sig selv. Hvad der er endnu mere foruroligende er den nærmest universelle opfattelse af at intet kan gøres for at ændre prognosen.
En krise er en periode med økonomisk nedgang (fra det latinske ord for ’retræte’). En depression kan defineres som den periode hvor outputtet er lavere end startpunktet. For nylig har tre analytikere analyseret sådanne britiske depressioner, med brug af et konstrueret sæt af månedlige estimater for BNP. Det gjorde forfatterne, blandt dem Martin Weale, der nu sidder i Bank of Englands monetære komite, i stand til at analysere størrelsen og længden af britiske depressioner, begyndende med den i 1920-24 og til nutidens.
Hidtil har de længste depressioner i sidste århundrede været dem fra juni 1979 til juni 1983 (under Margaret Thatcher) og fra januar 1930 til december 1933 (den store depression). Hvis den nuværende depression skal være kortere end dens længste forgænger, skal den slutte senest april 2012. Men output niveauet er tæt ved 4 procent under dets startpunkt, med 8 måneder tilbage. Selv hvis væksten nu voksede med en årlig rate på 4 procent, ville det tage yderligere et år før den endte. Hvis væksten er på 1,5 procent om året, vil depressionen vare mindst 72 måneder, og gøre den cirka 50 procent længere end dens længste forgænger.
Man kan vurdere en depressions dybde ved hvor brat faldet var eller ved de sammenlagte tab, relativt til startpunktet. Depressionen i 1920-24 havde det skarpeste fald fulgt af den store depression, hvis største reduktion i BNP var på 7,1 procent. Men den nuværende depression er kun lidt bagefter med et fald på 6,5 procent. Det sammenlagte tab af BNP vil sandsynligvis blive værre denne gang end i 1930’erne. Det var på 17,7 procent af BNP dengang, imod 14,5 procent i dag, indtil nu. Men denne depression er ikke ovre. Hvis væksten bliver på 2 procent om året vil det sammenlagte tab i BNP blive på mere end 18 procent. Dette er derfor en utrolig stor depression efter britiske standarder.”
I sin konklusion skriver Martin Wolf:
“Storbritannien står midt i, hvad der ser ud til at blive den længste – og blandt de dyreste – af sine depressioner i mere end et århundrede. Denne depressions karakteristika, sammenlignet med forgængerne, er den skræmmende svaghed i genrejsningsfasen. Det er langt mere sandsynligt, at det skyldes efterspørgslens svaghed end et kollaps i det potentielle udbud. Alligevel er det konventionelle synspunkt, at der intet kan gøres. Det kan meget nemt blive en selvopfyldende profeti.” (FT, 2/9/11)
Det er en situation uden fortilfælde for Storbritannien og verden. Kapitalismens krise er på mange måder uddybet og blevet ustyrlig. Wolfs beskrivelse er ikke en beskrivelse af en cyklisk krise men en strukturel krise i kapitalismen. Mens der kan komme delvise genrejsninger, som i 1930’erne er der en overordnet nedgang. Produktivkræfterne, nøglen til samfundets udvikling, var i en blindgyde i 1930’erne. Det samme er tilfældet i dag. De hæmmes af det private ejerskab til produktionsmidlerne og nationalstaten.
Hvad end kapitalisterne gør, vil det være forkert. Hvis de skærer i de offentlige udgifter, skærer de i markedet og gøre krisen værre. Mens hvis de øger de offentlige udgifter, vil de gøre statsunderskuddene endnu større og fremprovokere en dybere gældskrise. De er i en catch-22 situation. Det er derfor, vi ikke befinder os i et normalt opsving.
Den endeløse turbulens på verdensplan udgør en foruroligende baggrund for angrebene på arbejderklassen i alle lande. Kapitalismen har ikke længere råd til blivende reformer. Den tid er for længst ovre. Tværtimod, står vi midt i en æra af kontrareformer og modbydelige angreb. For arbejderne betyder kapitalismen årtier med besparelser. Blot at lappe lidt på systemet giver ingen løsninger. Kun med kapitalismens omstyrtelse og etableringen af en socialistisk planøkonomi kan vi sætte en stopper for dette mareridt en gang for alle.
