I den seneste periode har der været en imponerende udvikling i den kinesiske økonomi med vækstrater på over 10 pct.

Nogle borgerlige økonomer mente, at Kina kunne redde verdensøkonomien, og andre, herunder nogle ledere i Kina, fremførte ideen om, at Kina kunne undslippe effekterne af en verdensomspændende økonomisk krise. De talte om såkaldt ”af-kobling”.

Men den seneste periode har vist, at Kina hverken kan redde verdensøkonomien eller undslippe den globale økonomiske krise. Ikke mindst er det tydeligt, at de forhold, der verden over skaber en socialt eksplosiv situation, også er til stede i Kina.

Kinas eksport i frit fald
I 1990’erne voksede Kinas eksport i gennemsnit 12,9 procent om året, men fra 2000 til 2006 fordobledes denne vækst næsten til 21,1 procent om året. Siden november 2008 er den kinesiske eksport, der udgør 40 procent af Kinas BNP, faldet, og i maj faldt den med 26,4 procent. Importen faldt med 25, 2 procent i maj. (epn.dk 18.06.09)

Den faldende efterspørgsel fra især amerikanske forbrugere rammer Kina, men derigennem også resten af de asiatiske lande. Omkring 60 procent af Kinas import kommer fra resten af Asien, og omkring halvdelen af denne import er komponenter, der samles i Kina og derefter sælges til den rige verden. (economist.com 14.05.09).
At Kina skulle være afkoblet verdensøkonomien er altså ikke andet end en myte.

Væksten opgraderes
I første kvartal af 2009 steg Kinas BNP med 6,1 procent, men den kinesiske regering regner med, at væksten stiger til otte procent i år. Også verdensbanken har i sin seneste prognose opgraderet sin forventning til væksten i den kinesiske økonomi fra 6,5 procent til 7,2 procent. Det er vækstrater, som landene i Vesten kun kender til i en fjern fortid. Men sagen er, at selv disse høje vækstrater kan vise sig at være langt fra nok for Kina, hvis BNP steg med 13 procent i 2007, og generelt har haft vækstrater på omkring 10 procent de seneste år.

Sidste gang Kina havde en vækst på under 7 procent var i 1989-90. (Far Eastern Economic Review, april 2009.) Derudover er spørgsmålet også, hvorvidt det er en vækst drevet af reel femgang i økonomien?

Hjælpepakke af massive dimensioner
Som en af de væsentligste årsager til opgraderingen af vækstskønnene er den massive hjælpepakke på 585 mia. dollars, som den kinesiske regering har vedtaget.

Men der er alvorlige overvejelser om, hvorvidt denne hjælpepakke skaber grobund for en reel vækst i den kinesiske økonomi.
Den kinesiske regering har valgt en mere keynsianistisk politik end den vestlige verden. 80 procent af Kinas hjælpepakke skal bruges til at sætte gang i investeringer i infrastrukturen. Men som vi så i slutningen af 1970’erne, så fører et øget offentligt forbrug ikke til vækst, men til stigende inflation og statsgæld. Derudover peges der på, at en del af hjælpepakken skal finansieres ved stigende udlån fra bankerne.
Det er endnu ikke til at sige, hvilken effekt hjælpepakken vil få på den kinesiske økonomi, men hvis ikke produktionen kommer i gang, så når hjælpepakken hurtigt sin begrænsning. Verdensbanken har beregnet af hjælpepakken står for tre-fjerdedele af væksten i Kinas BNP i år. (The Economist 16.04.09) Uden hjælpepakken ville den kinesiske økonomi altså reelt vokse yderst begrænset.

Overproduktionskrise
Det tyder på, at Kina lige nu kan fastholde højere vækstrater end i Vesten, men før eller senere vil det stoppe. Kina ser ud til at være på vej mod en klassisk overproduktionskrise.

The Economist argumenterer for, at eksporten ikke er så afgørende for den kinesiske økonomi, som man hidtil har troet, da væksten i økonomien allerede faldt i 2007, længe inden eksporten kollapsede. Vækstratens fald blev, ifølge The Economist, drevet af et kollaps indenfor ejendomsmarkedet og i byggeriet.

Samtidig stiger antallet af udlån, i takt med at regeringen løsner på restriktionerne for udlån. Kinesiske banker tredoblede deres udlån i første kvartal, og frygten er nu, at mange af disse lån vil vise sig at være dårlige, dvs. ikke blive betalt tilbage.
Som Far Eastern Economic Review forklarer i april, så ser det ud til, at ”Kina måske snart har sin egen finansielle boble at slås med”. Men det vil kun udskyde problemet.

Den kinesiske regering ser ud til at forsøge en blanding af de midler, de vestlige regeringer forsøgte i halvfjerdserne og de midler, der har været medvirkende til at øge den nuværende krises omfang. Begge dele har vist sig at spille fallit.
Som The Economist skriver, ”den klare risiko er, at politiske udlån skaber mere overkapacitet, dårlige tilbagebetalingsrater og fremtidige dårlige lån for bankerne.” (16.04.09)

Med andre ord; med Kinas overgang til kapitalisme har Kina fået de samme problemer at slås med som de kapitalistiske lande.

Kina og verdenshandelen
Kina stod for 19,5 procent af væksten i verden i 2007, den største andel fra nogen nation, ifølge IMF. Trods væksten er den kinesiske økonomi stadig ikke på en størrelse, hvor den, ifølge Verdensbanken, kan hive verdensøkonomien ud krisen. Tværtimod er der en reel risiko for, at Kina vil være medvirkende til at trække verdenshandelen nedad og dermed hele verdensøkonomien.

For det første er der den faldende eksport og import i Kina, men samtidig er der også en stigende protektionisme både i USA men også i stigende grad i Kina. Stigende protektionisme og handelskrige får verdenshandelen, der har været en vigtig drivkraft i det seneste opsving, til at skrumpe.

Men trods stigende protektionisme er Kina og USA dybt afhængige af hinanden. Kina øgede sine udenlandske valutareserver fra 340 mia. dollars i 2003 til næsten 2000 mia. dollars i marts, og omkring 1200 mia. af disse er investeret i den amerikanske økonomi (Bloomberg.com 18.05.09)

I takt med at USA trykker penge for at dække sit stigende underskud, bliver Kina mere og mere bekymret. En svag dollar, og truslen om inflation – nogen taler endda om hyperinflation – vil underminere de kinesiske valutareserver. Hvis dollaren falder for meget, kan det tvinge kineserne til at sælge ud, hvilket kan betyde et fuldstændigt kollaps i dollaren. Det vil betyde et total kollaps i verdenshandelen og sammentrækning af verdensøkonomien.

Hverken USA eller Kina er interesseret i dette scenarium, men heller ingen var interesseret i at aktierne skulle falde, men det gjorde de alligevel. Tallene viser tydeligt, at Kina ikke vil kunne redde verdensøkonomien – tværtimod kan Kina blive medvirkende til at hive den ned.

Klassekamp på dagsordenen
Et perspektiv for Kinas økonomi kræver en langt grundigere undersøgelse, end vi har foretaget i denne artikel. Men hvad vi med sikkerhed kan sige, er, at scenen er sat for sociale eksplosioner i Kina.

Den kinesiske regering peger selv på, at der kræves en vækst på 8 procent for at fastholde beskæftigelsen og social stabilitet (Bloomberg 18.06.09).
Arbejdsløsheden er allerede nu stigende. De nyeste tal tyder på, at op mod 23 millioner (!) ud af Kinas 140 millioner migrantarbejdere er arbejdsløse. Der er ikke anden udsigt for mange af dem end at vende tilbage til landsbyerne, hvor lønninger gennemsnitligt er en tredjedel af lønningerne i byen. Hvis altså de er så heldige at få et job.

Udviklingen i Kina har skabt verdens største arbejderklasse, og har undergået den hurtigste urbanisering nogensinde. Der er nu 221 byer med mere end 1 million indbyggere, Europa har til sammenligning 35 millionbyer.

Allerede de seneste år er antallet af sociale protester steget markant blandt arbejder og i landsbyerne, og den forventede vækst, uanset hvor stor den er, kan altså ikke skabe nok jobs og social sikkerhed. I år vil 6,1 millioner unge afslutte universitetet, hvilket er seks gange så mange som i år 2000, men samtidig er udsigten til et job faldende.

Regeringen frygter for protester fra de studerende, som hurtigt vil kunne sprede sig til arbejderklassen. Erindringen om den Himmelske Fredsplads, der i år har 20 års jubilæum, spøger blandt det kinesiske bureaukrati.

Uanset om væksten bliver 6 eller 9 procent vil den kinesiske arbejderklasse lære, at kapitalismen ikke sikrer dem bedre forhold, men at de tværtimod må kæmpe for en planøkonomi, men denne gang en demokratisk planøkonomi. En ny revolution i Kina vil ændre verdenshistorien.