For 100 år siden i 1916 fandt påskeopstanden sted i Dublin, Irlands hovedstad. Her ledte den internationale socialist James Connolly en dødsdømt opstand mod den britiske besættelse af Irland gennem flere hundrede år. Connolly og hans tilhængere kæmpede for et forene den irske arbejderklasse på tværs af katolikker og protestanter og for en international socialistisk verdensrevolution. Idéer, der kunne sikre øen ægte selvstændighed fra det engelske jerngreb.
Englands første koloni
Da britiske imperium var på højden af sin magt i slutningen af 1800-tallet gik solen aldrig ned over de britiske besiddelser. Fra Canada i vest til Australien i øst havde det britiske borgerskab undertvunget sig millioner og atter millioner af mennesker. Det britiske borgerskab herskede igennem undertrykkelse, terror og folkedrab, som ville få Hitler og Stalins forbrydelser til at blegne i sammenligning. Begyndelsen for det britiske imperium var Irland. Allerede i slutningen af 1500-tallet blev Irland Englands første koloni. En britisk overklasse af adelige dominerede øen i hundredvis af år. Derimod levede det store flertal af den irske befolkning på landet, hvad der mindede om en slavetilværelse, hvor deres arbejde blev massivt udplyndret af den britiske overklasse. Faktisk blev en del af den irske befolkning solgt som slaver af briterne til langt ind i 1700-tallet. I slutningen af 1700-tallet voksede en bevægelse frem i Irland, der kæmpede for national selvstændighed på baggrund af den franske revolution (1789).
Den første nationale frihedsbevægelse i Irland, som blev kaldt the United Irishmen, var en bevægelse på tværs af religiøse skel. Selvom bevægelsen havde mange medlemmer i det katolske syd, så var bevægelsens vigtigste leder, Wolf Tone, protestant, og bevægelsens vigtigste base var i det protestantiske Belfast. The United Irishmen kæmpede for et selvstændigt Irland fri af britisk dominans med basis i folk uden ejendom på tværs af det religiøse skel mellem det protestantiske nord og det katolske syd.
For at nedkæmpe denne bevægelse greb den britiske overklasse til et velbenyttet redskab i dens koloniimperium: del og hersk. Med held lykkedes det den at splitte den irske befolkning på religiøse linjer. Det protestantiske nord omkring byen Belfast blev ophidset mod det katolske syd. Det britiske borgerskab skabte og støttede reaktionære grupper og organisationer i det protestantiske nord, som gennemførte terror og massakrer på den katolske befolkning i Nordirland. Det førte til dybe fjendskaber mellem de to dele af den irske befolkning. En del af protestanterne blev købt til disse organisationer, da lederne var nogen af de største arbejdsgivere i nord. Her kunne et medlemskab af fx den reaktionær protestantiske Orange Orden betyde jobsikkerhed for livet.
På den anden side var det nationale irske borgerskab og den katolske kirke ikke et hak bedre i syd. Her pustede borgerskabet og kirken til den sekteriske ild og opildnede fattige katolske arbejdere og bønder mod fattige protestantiske arbejdere og bønder. I sidste ende forrådte det nationale irske borgerskab og den katolske kirke The United Irishmen til de britiske myndigheder og militær. Det førte til en blodig massakre på medlemmer og leder i 1798. Det skulle blive en trend for fremtiden.
James Connolly og det nationale spørgsmål
”Selv hvis du fjerner den engelske hær i morgen, og hejser det grønne flag over Dublin Castle, vil din indsats have været forgæves, med mindre du begynder organiseringen af den Socialistiske Republik. England vil stadig regere dig. Hun vil herske over dig gennem hendes kapitalister, gennem hendes godsejere, gennem hendes finansfolk, gennem hele viften af kommercielle og individualistiske institutioner, som hun har plantet i dette land, og som vandes af tårerne fra vores mødre og blodet fra vores martyrer.” (James Connolly 1897). 
Gennem 1800-tallet fortsatte det britiske borgerskab dets massive undertrykkelse af det irske folk. Under kartoffelpesten i 1845-1852 gjorde de britiske godsejere deres yderste for, at så mange irere som muligt skulle sulte ihjel eller emigrere til USA. Ud over de katastrofale menneskelige omkostninger fik det kravet om selvstændighed til at vokse i den irske befolkning. Desværre var denne kamp for selvstændighed overladt i hænderne på repræsentanter fra det nationale irske borgerskab, der havde pladser i det britiske parlament. De forhandlede og forhandlede. Der blev indgået nogle traktater, men uden den store effekt for størstedelen af den irske befolkning, som levede under massiv fattigdom.
Det irske borgerskab var ikke i stand til at løsrive øen fra England hverken økonomisk eller politisk. Det katolske nationale borgerskab var bundet til den britiske kapitalisme med hundredvis af tråde og var økonomisk dybt afhængig af det britiske imperium. På overfladen virkede det som om, at det irske og britiske borgerskab var fjender; men igen og igen viste det sig, at de havde de samme klasseinteresser. Dette gjaldt især, når det kom til at forsvare deres ejerskaber over produktionsmidlerne mod både den britiske og irske arbejderklasse. På trods af, at det katolske borgerskab sad som repræsentanter for det irske folk i det britiske parlament, forrådte dey den nationale frihedsbevægelse gentagne gange, hvis det tjente egen snævre økonomiske klasseinteresser. Det var på ingen måde i stand til at løse det nationale spørgsmål.
Fra 1890’erne tog frihedsbevægelsen dog en ny retning. Den europæiske arbejderbevægelse voksede i styrke i denne periode, og det fik også stor betydning for Irland. James Connolly var marxist og var med til at starte arbejderbevægelsen i Irland. Han oprettede det irske socialdemokrati (Irish Labour Party) og var dybt involveret i den unge fagbevægelse i Irland. I fagbevægelsen kæmpede han blandt andet for, at arbejderklassen på tværs af katolikker og protestanter skulle stå sammen og kæmpe for dens rettigheder og for en socialistisk omvæltning af samfundet.
Connolly indså på et tidligt tidspunkt, at Irlands frigørelse fra den britiske stat ikke ville være nok i sig selv, hvis den irske arbejderklasse skulle opnå ægte frihed. Et selvstændigt Irland på kapitalistisk basis ville stadig betyde fattigdom og udbytning fra den engelske herskende klasse. Under kapitalismen ville Irland være totalt domineret af britisk økonomi og militær. Det første skridt for at sikre Irlands ægte selvstændighed ville være en socialistisk revolution i Irland og resten af Europa. En socialistisk irsk republik ville på egen frivillig basis kunne beslutte, om den ville være forbundet med et socialistisk England, Wales og Skotland og dernæst en socialistisk føderation af europæiske stater, baseret på en international planøkonomi.
Irlands kamp for selvstændighed kunne derfor ikke adskilles fra kampen for en international socialistisk revolution. Uden at Connolly var klar over det, var det præcis den samme løsning på det nationale spørgsmål, som V.I. Lenin, lederen af de russiske bolsjevikker, var kommet frem til. Lenin såvel som Connolly kæmpede for, at alle undertrykte folk havde ret til national selvbestemmelse som et led i kampen for den socialistiske verdensrevolution. For at al undertrykkelse virkelig skulle ophøre var en socialistisk revolution nødvendig. Efter en sådan revolution ville det ikke nødvendigvis længere give mening med en opsplitning i mange små nationer. Den virkelige basis for undertrykkelse, nemlig kapitalismen, ville blive fjernet. Ud fra et økonomisk og socialt udgangspunkt under en international planøkonomi ville en socialistiske føderation være en fordel, men kun på baggrund af en frivillig sammenslutning, hvor nationerne var ligestillet økonomisk og politisk.
Optakten til opstanden
” ’De, der lever ved sværdet, skal dø ved sværdet’, siger Skriften, og det kan blive sådan, at arbejderklassen i Irland i de kommende begivenheders forløb kan blive kaldet til at rejse sig til den hårde nødvendighed af at bruge sværdet (eller riflen) mod kapitalistklassen… ” (James Connolly 1915).
I årene op til Første Verdenskrig (1914-1918) gennemgik Irland en stigende radikalisering af arbejderklassen og en militant klassekamp. Det britiske borgerskab svarede igen ved at militarisere de reaktionære protestantiske grupper. De startede spontane massedrab på katolikker i Nordirland for at yderligere at splitte den irske arbejderklasse. For at beskytte sig selv og den katolske befolkning blev der dannet militser i det sydlige Irland.
Den irske nationale frihedsbevægelse kunne deles op i to fløje. Denne ene, ledet af James Connolly, byggede på arbejderbevægelsen, hvis mål var en socialistisk republik. Den anden og den største af de to var det småborgerlige IRB (Irish Republican Brotherhood). Den var en meget bred bevægelse og indeholdt alt fra reaktionære pro-katolske elementer til folk, som så sig selv som socialister og var meget tættere på Connolly end deres egen ledelse. IRB’s ledelse bestod af borgerlige demokrater, som havde mistet tilliden til parlamentets evne til at sikre Irlands selvstændighed. Den så nu en vej ud igennem væbnet kamp mod den britiske undertrykkelse.
Connolly og IRB opbyggede hver deres milits for at beskytte deres organisationer mod protestantiske/britiske angreb. Det var ICA (Irish Citizen’s Army) med Connolly i spidsen, som byggede på arbejderklassen, og IRB’s Irish Volunteers, som byggede på småborgerskabet.
Klassekampen i Irland (og resten af Europa) blev stoppet midlertidigt ved udbruddet af Første Verdenskrig i august 1914. Over hele Europa forrådte de socialdemokratiske partier deres egen arbejderklasse og gik sammen med deres borgerskab. De stemte for krigen i deres nationale parlamenter, hvilket også var tilfældet i England og Tyskland på trods af, at de havde lovet at indkalde til generalstrejke for at stoppe den kommende krig. De eneste socialdemokratiske partier, der stemte mod krigen, var det serbiske, det russiske og så det irske under Connollys lederskab.
Krigen udviklede sig hurtigt til et meningsløst blodbad i skyttegravene i Frankrig. Det imperialistiske England sendte sin arbejderklasse i døden for at nedkæmpe sin rival, det imperialistiske Tyskland. Det blev en krig, der handlede om rå profit, kolonier og dominans over verdensmarkedet. Den britiske hær led massive tab, og det britiske borgerskab begyndte at kræve, at det irske folk skulle levere værnepligtige til blodbadet. Yderligere begyndte IRB at flirte med Tyskland om at modtage våben og og en mulig tysk invasion af Irland. Den skulle sikre landet selvstændighed og derved svække det britiske imperium i krigen.
Det britiske borgerskab sad ikke på hænderne og havde gode informationer om IRB’s planer, så den britiske hær begyndte på forberedelser for at knuse samtlige irske nationale organisationer inklusive den irske arbejderbevægelse. Alt pegede mod en kommende konfrontation mellem den irske frihedsbevægelse og den britiske besættelsesmagt. Connolly og kredsen omkring ham besluttede at komme begivenhederne i forkøbet. De handlede først.
Påskeopstanden
”Oddsene imod os er tusinde til én. Men hvis vi vinder, hold på jeres rifler, fordi the Volunteers kan have et andet mål. Husk, at vi kæmper ikke kun for politisk frihed, men også for økonomisk frihed.” (James Connolly 1916).
The Volunteers og ICA indgik en alliance. De to organisationer skulle gennemføre en væbnet opstand i påsken 1916. Målet var et selvstændigt republikansk Irland. ICA stod kun stærkt i Dublin og skulle lede opstanden i hovedstaden, mens The Volunteers stod for resten af landet. Connolly gik ikke naivt ind i opstanden. Han vidste, at opstanden højst sandsynligt ville blive nedkæmpet af den overlegne britiske hær; men han ønskede at slå først i stedet for at vente på at blive slagtet. Yderligere ville han komme med et eksempel for kommende generationer af revolutionære. Endelig håbede han, at opstanden ville mobilisere arbejderklassen ikke blot i Irland, men også i resten af Storbritannien i en bevægelse for at stoppe krigen. Opstanden kunne blive det første skridt i retning af den internationale socialistiske revolution.
Den 24. april startede opstanden i Dublin, hvor cirka 1200 medlemmer af ICA tog kontrollen over en række nøglebygninger i hovedstaden. Men det viste sig hurtigt, at opstanden var dødsdømt. IRB og The Volunteers forrådte Connolly og ICA. Lederne af The Volunteers satte deres klasseinteresser over et selvstændigt Irland. Under massivt pres fra den katolske kirke gav de ordre til deres medlemmer om øjeblikkeligt at opgive opstanden. Det kom kun til spredte kampe rundt omkring i Irland, hvor kontraordren ikke var nået frem i tide til the Volunteers. ICA var isoleret i Dublin.
Den britiske kommandant over Irland tilkaldte hurtigt forstærkninger til Dublin. Snart stod de 1200 militsmænd overfor 16.000 britiske soldater. På trods af den massive overmagt kæmpede ICA som løver og tilføjede briterne hårde tab uden, at de kunne genindtage Dublin. Den britiske hær svarede igen ved at bombardere områder i Dublin med artilleri og begå uprovokerede massakrer på civile. I alt blev 64 medlemmer af ICA, 116 britiske soldater og 318 civile dræbt. ICA holdt ud, så længe den kunne; men den 29. april besluttede Connolly og de andre ledere i Dublin at overgive sig til de britiske styrker.
Den 2. maj begyndte den britiske hær at henrette lederne af opstanden ved standretter. Den 12. maj blev det Connollys tur. Connolly var blevet såret under kampene og måtte sidde på en stol under sin egen henrettelse. Påskeopstanden var forbi.
Fejl og konsekvenser
”Uheldigvis er den irske opstand kommet for tidligt, for det europæiske proletariats oprør er endnu ikke modnet. Kapitalismen er ikke så harmonisk bygget, at forskellige mindre oprør af sig selv kan flettes sammen uden tilbageslag og nederlag.” (Lenin, 1916).
Påskeopstanden fandt genklang over hele Europa. For første gang siden det socialdemokratiske forræderi i 1914 slog arbejderklassen igen til mod den overklasse, der havde kastet verden ud i krig. Lenin og Trotskij modtog nyheden om opstanden med begejstring, og det var først gang nogen hørte om Connolly og ICA uden for Storbritannien. Men som overstående viser, kom påskeopstanden for tidligt. Der gik dog ikke en gang et år, før den russiske revolution startede i februar 1917, hvorefter revolutioner blusede op over hele Europa indtil 1923. Connolly og ICA blev et eksempel for den revolutionære bevægelse over hele verden, og ICA var verdens første røde hær.
Men der blev også begået fejl. Påskeopstanden var ikke politisk forberedt. Ingen havde prøvet at mobilisere den irske arbejderklasse før opstanden. Der kom heller ingen opfordring til at gennemføre en generalstrejke. Da opstanden startede i april 1916, kom det fuldstændigt bag på befolkningen i Dublin. Da bolsjevikkerne tog magten gennem en opstand i oktober 1917, var 9/10 dele af arbejdet gjort i forvejen. Det skyldtes, at bolsjevikkerne havde vundet flertallet af arbejderklassen over på deres side gennem tålmodigt at forklare nødvendigheden af magtovertagelsen, og derfor kunne den gennemføres med held. Dette gjaldt i modsætning til påskeopstanden.
Connolly var en bevidst marxist; men han havde ikke oprettet et parti, der var funderet i marxismen. Han havde ikke opbygget et marxistisk kadreparti, der netop var nøglen til den succesfulde socialistiske revolution i Rusland, som var ledet af Lenin og Trotskij. Ydermere betød dette, at med Connollys død blev de revolutionære socialistiske traditioner ekstremt svækket i Irland. The Irish Labour Party bevægede sig hurtigt mod reformisme. Det fik den konsekvens, at forræderne i IRB kom til at lede kampen for Irlands selvstændighed.
Uden en klar marxistisk analyse og organisation blev den fortsatte kamp mod britisk dominans og Nordirlands genforening en voldsomt rodet og voldelig affære. Igen og igen opstod muligheden for at samle protestanter og katolikker mod den britiske undertrykkelse i massebevægelser; men hver gang blev bevægelsen splittet af IRA, som blev IRB’s arvtagere. IRA troede, at den kunne besejre den britiske stat militært uden støtte fra hverken den irske eller engelske arbejderklasse. IRA splittede et utal af gange snart i venstre, snart i højre, mens Nordirland, som var forblevet en del af England ved Irlands selvstændighed i 1920, var en besat krigszone.
Den katolske og protestantiske arbejderklasse led begge under de konstante kampe og terrorangreb, der snart spredte sig til selve England, uden at det lavede så meget som en skramme i den britiske militærmaskine. Den irske arbejderklasse rejste sig i den ene massebevægelse efter den anden mod den britiske undertrykkelse. Mest markant skete det efter Bloody Sunday i 1971 og som følge af IRA fangers sultestrejker i 1976 og 1981; men der var ingen marxistisk kadreorganisation til at opfange potentialet. Bevægelserne blev afledt af nationale linjer og terror i stedet for at blive ledt ind i en revolutionær klassekamp.
Her i 100 året for påskeopstanden kan vi konkludere, at de individuelle terrorangreb ikke på nogen måde har løst problemerne for de irske masser. IRA’s taktik og strategi har fejlet. Til gengæld viser Connollys idéer vejen frem. En forenet irsk arbejderklasse sammen med den britiske, den walisiske og den skotske arbejderklasse i fælles kamp mod deres egne nationale borgerskaber kan gennemføre en socialistisk revolution som led i en international revolution. Det vil ikke blot sikre Irlands ret til selvbestemmelse, men forbedre livet for alle dele af arbejderklassen på de britiske øer.
