Bush’s besøg i England var første gang, en amerikansk præsident var på statsbesøg i England. Turen var planlagt lang tid i forvejen, og da den blev organiseret, havde Blair sikkert ingen idé om, hvor stærk anti-krigsstemningen i England ville blive. Men Blairs og Bush’s vedvarende løgne har overbevist mange om, at krigen var helt uberettiget – endda mange af dem, der til at begynde med gik med på deres argumenter. De reelle årsager til besættelsen af Irak er blevet tydelige – ønsket om at få fat på olien og opnå en strategisk vigtig stilling i Mellemøsten.
Begge de to ledere står over for voksende modstand derhjemme. Tidligere på året talte Blair ved et fællesmøde for det amerikanske Senat og Kongressen. Han fik ikke mindre end 17 stående klapsalver. Og det på et tidspunkt hvor man næppe ville kunne have fået mange englændere til at rejse sig op for manden, for slet ikke at tale om at klappe. Nu var det så Bush’s tur til at finde lidt trøst i udlandet. Han har brug for noget medieomtale, som kan vise, at verden bakker op om ham. I stedet blev han mødt af tusindvis af demonstranter. Mandag aften før besøget lykkedes det en 61-årig kvinde at kravle op til toppen af porten til Buckingham Palace og hejse et amerikansk flag vendt op og ned. Alle de forbipasse-rende udtrykte støtte, og mange sagde, at hun afspejlede den virkelige stemning i England.
Bush vil gerne fremstå som en præsident, der flyver rundt i verden og bliver hyldet. Desværre for ham er der massiv modstand i det land, der ellers bakkede mest op om hans krig. Bush-regeringen havde krævet, at store dele af det centra-le London skulle lukkes af. Sikkerhedshensyn var undskyldningen. Men hvordan kan manden være i fare, når det engel-ske politi har mobiliseret 14.000 betjente til at patruljere i Londons gader bare for at beskytte ham? Bush var dog ikke tilfreds med det – han havde ikke mindre end 700 amerikanske sikkerhedsfolk og hemmelige agenter med. Der spares ikke på omkostningerne, når det drejer sig om en skikkelse af så stor verdenshistorisk betydning! Børn må sulte, arbej-dere miste deres jobs, sundhedssystemet skæres ned, men de millioner af dollars, som denne operation koster, er tilsyne-ladende godt givet ud.
Besøget kunne ikke være kommet på et værre tænkeligt tidspunkt set fra imperialisternes synspunkt. Der var nogle i det engelske etablissement, der havde foreslået at aflyse besøget, men de fik svaret, at det allerede stod i “dronningens ka-lender”! Og man kan selvfølgelig ikke ændre i dronningens planer. Efter Clintons halløj med Lewinski blev hans besøg aflyst. Så dem, der organiserer dronningens kalender, ved godt, hvad der skal prioriteres!
Mens denne farce udspiller sig, bliver situationen i Irak værre og værre. Det samlede antal amerikanske soldater, der er blevet dræbt under Irak-krigen, og efter at den angiveligt er slut, er nu nået op på mere end 400. Over 50 engelske sol-dater er døde. Og for nylig fik italienerne et chok, da 19 af deres soldater og politifolk blev dræbt. Så det samlede antal dræbte fra “koalitionen” nærmer sig 500.
Situationen kan kun blive værre. I den såkaldte “Sunni-trekant”, nord og vest for Bagdad, er angrebene på amerikanske og andre udenlandske tropper blevet stadig hyppigere. Der sker omkring 30 angreb om dagen. Siden september har det ført til en fordobling af det daglige antal tilskadekomne. Derudover er der 1.500 sårede amerikanske soldater, der er blevet fløjet tilbage til USA, mens 9.000 andre er ude pga. andre helbredsmæssige årsager, hvoraf en er “mentalt stress”.
Det, der sker i Irak, er, at USA og deres allierede hænger godt og grundigt fast. Den amerikanske militærmaskine var meget dygtig til at besætte Irak. Når vi taler om konventionel krig, så kan ingen slå deres hær. Men det er ikke enden på historien. Det er én ting at vinde en krig, og noget ganske andet at holde et helt folk nede. Modstanden mod de uden-landske tropper vokser i den irakiske befolkning. Den officielle version er, at angrebene udføres af “lommer” af Sad-dam-støtter. Det er en løgn, der skal berolige dem derhjemme. Og det bliver stadig sværere at sælge denne version af “kendsgerningerne”. Det bliver mere og mere tydeligt, at modstandsbevægelsen vokser og bliver mere og mere selvsik-ker.
Hvis det bare drejede sig om at have de bedste våben, så kunne USA blive længe i landet – lige så længe de mente, at det var nødvendigt. Men en hær består af almindelige mænd og kvinder, og de fleste er unge fra arbejderklassen, som ikke gik ind i hæren for at blive slået ihjel, men for at få et job og tjene nogle penge.
Det, som modstandsbevægelsen i Irak opnår, er klart. Det viser den anden side af det amerikanske militær – deres manglende evne til at håndtere guerrillakrig. Det bringer også det gamle “Vietnam-syndrom” tilbage. I Vietnam havde USA militær kraft nok til at smadre landet ti gange. Men de blev smidt ud, fordi de amerikanske soldater ikke ville være der. Den amerikanske hærs moral brød sammen.
De amerikanske imperialister står nu over for en lignende situation i Irak. At en stor del af de 9.000 soldater, der er blevet sendt ud af landet, lider af “mentalt stress”, er et tegn på, hvad det er, der sker.
Alt dette har sin virkning, især tilbage i USA. Der er stigende modstand mod den fortsatte besættelse af Irak. Millioner af almindelige amerikanere er ved at fatte situationens alvor. De bliver bedt om at støtte en militær indsats, som koster milliarder af dollars, mens der bliver skåret ned på arbejdspladser derhjemme, og mange oplever alvorlige fald i leve-standarden.
Så mens USA fra et rent militært standpunkt ville kunne klare sig i Irak i en lang periode, begynder den politiske situa-tion derhjemme at bekymre Bush. Han vil gerne genvælges. Han troede, at en hurtig, klar og succesfuld krig ville give pote i form af vælgere og gøre det let for ham ved næste valg. Men nu er det ved at gå op for selv denne ikke specielt begavede mand, at tingene ikke er slet så simple.
I stedet for “chok og ærefrygt” (er der nogen, der kan huske det slogan?), som skulle undertvinge al modstand i hele Mellemøsten, er det et noget andet scenarie, vi står over for. Lige efter den amerikanske besættelse af Irak (som ikke mødte stor modstand fra den irakiske hær) var stemningen i de arabiske og muslimske masser dyster. Det så ud til, at der ikke var nogen, der kunne stoppe den amerikanske militærmaskine. Nu er holdningen, at jo – den amerikanske hær kan godt stoppes med tiden, eller i det mindste kan den låses fast i en situation, hvor den ikke kan vinde, hvis mod-standsbevægelsen kan holde presset oppe.
Alt dette kan måske forklare, hvorfor Paul Bremer, USA’s øverste administrator i Irak, fløj tilbage til USA i al hast i sidste uge for at tale med præsidenten. En af de muligheder, de diskuterede, var øjensynligt en hastig overførsel af mag-ten til en “irakisk regering”. Først havde de en plan om at lave en forfatning og så gå videre med valg. Nu overvejer de endda at udskrive et valg uden at have en forfatning. Det viser, hvor desperate de er.
De amerikanske efterretningstjenester prøver at finde ud af, hvor stærk modstandsbevægelsen er. Bedømmelserne varie-rer fra et par tusinder til måske titusinder. Det er der ikke rigtig nogen, der kan sige. Men det er heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at et overvældende flertal af irakerne ikke vil have det amerikanske militær i deres land. Og et helt folk kan ikke holdes nede mod deres vilje i særlig lang tid. Under disse forhold er der gunstige betingelser for modstanden, og den kan operere med stor opbakning fra en stor del af folket.
De amerikanske imperialisters problemer i Irak tvinger dem til at se sig om efter en anden måde at holde landet nede på. Et forslag er at bygge en irakisk hær og et politikorps, som kunne tage over og tillade de amerikanske tropper at trække sig, eller i det mindste at reducere antallet af tropper i landet kraftigt.
Problemet er, at de så ville blive nødt til at finde en politisk magt med nok myndighed til at forene de forskellige inte-ressegrupper i landet. Men det er lettere sagt end gjort. Det nuværende irakiske regeringsråd (som er et marionetforeta-gende, som USA har dannet) har ikke nogen autoritet i landet. Man betragter dem ikke som andet end amerikanske marionetter. De er mest kendt for deres interne slåskampe, korruption og nepotisme.
Hvor lidt dette såkaldte regeringsråd tænker på det irakiske folks behov, kan ses i de økonomiske forholdsregler, de besluttede sig for i september. Bladet The Economist (27. september 2003) skrev, at “hvis disse forholdsregler føres igennem, vil det være en ønskedrøm for udenlandske investorer mht. at udvikle markedet. Investorer på alle områder, bortset fra den vigtige olieproduktion og raffinaderier, ville få 100% ejerskab over de irakiske værdier, fuld repatriering af profitterne, og den samme lovmæssige stilling som lokale firmaer. Udenlandske banker kunne straks åbne forretning, eller købe sig ind i irakiske foretagender. Indkomsts- og selskabsskatten ville blive på 15%. Tolden ville blive skåret ned til 5%…”
Dette er det samme som total overgivelse til imperialisterne, især de amerikanske. Det afslører, hvad de store kapitali-stiske institutioner gerne vil gøre ved de såkaldte “udviklingslande”. De vil have frie hænder til at udnytte verdens folk, til at klemme selv den sidste øre af profit ud af arbejdernes sved i disse lande, der allerede er dybt forarmede. Det er ikke så underligt, at det irakiske regeringsråd har så lidt støtte i landet. Selv mange irakiske forretningsfolk var overra-skede over rådets program. Hvad ville der være tilbage til dem, hvis imperialisterne tog det hele?
Så det irakiske regeringsråd er ikke nogen reel mulighed. Den anden mulighed ville være at støtte sig til en af magt-grupperne i landet imod de andre. Saddam Husseins regime baserede sig på sunni-mindretallet. Flertallet af irakerne er shiitter, som blev undertrykt forfærdeligt under Saddam. Men de er også imod USA, af deres egne grunde. De vil heller ikke styres af en fremmed magt. Og for at gøre det endnu værre for USA ønsker det shiitiske præsteskab at danne et styre efter iransk mønster. Det er præcis, hvad de amerikanske imperialister ikke vil have. Lad os huske, at i 1991, da shiitterne gjorde opstand mod Saddam, stod USA bare og så til, mens regimet knuste dem. USA frygtede en iransk inspireret udvikling i den sydlige del af landet.
Den anden gruppe er kurderne i Nordirak, men de kan ikke tilbyde en løsning på det magttomrum, der er opstået. De ville ikke kunne styre landet.
Hvis USA og deres allierede trak sig tilbage fra Irak i den nuværende situation, ville de risikere at landet blev brudt op i mindre dele, hvor magten ville falde i hænderne på kræfter, der er fjendtligt indstillet over for USA. Det kan de ikke tillade. Det betyder, at de sidder fast i landet i den overskuelige fremtid.
Det forklarer de desperate tiltag, det amerikanske militær har gjort i den sidste tid. De har bombet bygninger, der tidli-gere tilhørte den republikanske garde. De har optrappet deres militære operationer mod guerrillaerne. Det ligger i en guerrillabevægelses natur, at den ikke kan holdes fast. Den har ingen faste baser. Der er ikke nogen frontlinje, hvor de stridende kræfter møder hinanden. Guerrillaer angriber og forsvinder igen. Men det amerikanske militær er ikke bange for at bruge store ord. For nylig sagde Ricardo Sanchez, USA’s top-general i Irak: “Den vigtigste besked er, at vi kom-mer til at blive temmelig hårde, og det er det, der er brug for for at besejre fjenden, og vi er bestemt ikke bange for at gøre det, når det er nødvendigt”. Derfor ser vi fjernsynsklip med amerikanske soldater, der trænger ind i civile hjem og mishandler kvinder og lægger rædselsslagne mænd i håndjern, mens forvirrede børn gemmer sig udenfor, mens deres forældre behandles på denne barbariske måde.
Nogle i CIA har dog et mere klart billede af, hvad der sker, end hærledelsen har, og nogle af dem forstår også, hvilken effekt det hele kan få. Opdaterede tal viser, at et sted mellem 11.000 og 15.000 irakere blev dræbt under “krigen”. Hvordan det skulle få irakerne til at elske imperialisterne, står hen i det uvisse. Jo flere angreb der finder sted, jo flere irakere der bliver dræbt, her efter at krigen efter sigende er slut, jo mere sympati vil modstandsbevægelsen få blandt almindelige irakere.
CIA-embedsmændene forstår dette, og de kan se, at støtten til modstanden er stigende i Irak. En rapport fra CIA, der kom for nylig, konkluderer, at en optrapning af operationerne mod guerrillaerne kan føre til flere civile tab og dermed skubbe flere og flere irakere over i den anti-amerikanske modstands lejr. Og det er rent faktisk det, der allerede sker.
Hele situationen i Irak er ved at blive til det modsatte af, hvad Blair og Bush havde tænkt sig. De sidder fast i sumpen. De troede, at de ville gå over i historien som store krigsherrer. I stedet vil de blive husket som to af de mest forhadte mænd i verdenshistorien. Intet kan redde dem fra den skæbne. Al den pomp og pragt og de fine ceremonier, der udspil-lede sig ved Bush’s London-besøg, kan ikke skjule denne kendsgerning. De er forhadte i den arabiske og muslimske verden. De er forhadte blandt millioner af mennesker i Europa. Og vigtigst af alt – de er forhadte blandt rigtig mange i deres egne lande. Bush og Blair vil komme til at fortryde deres irakiske eventyr bitterligt.
