Siden ”befrielsen” har der stort set været kamphandlinger i Irak hver dag. Og de seneste dage er ingen undtagelse, tværtimod. Især i Najaf er kampene blusset op. Under ledelse af Muqtada al Sadr har Mehdi militsen de seneste dage kæmpet imod amerikanerne. Mehdi militsen består først og fremmest af de fattigste Irakere, de folk hvis leveforhold er blevet forværret efter Saddams fald (man skulle tro at det ville være umuligt). Den opløsning af samfundet der fulgte efter USA’s sejr sendte mange ud i arbejdsløshed og USA og deres marionet regering har ikke gjort meget for at hjælpe dem. Dette er sammen med vreden over ikke at være herre i eget hus har fået mange til at tage kampen op mod besættelsesstyrkerne.
Det irakiske ”demokrati”
Selvom der ikke har været afholdt valg er der meget snak i aviserne om at man er ved at indføre demokrati i Irak. Men selv dette spæde forsøg på at få irakerne til at ordne det rod amerikanerne har lavet er ved at bryde sammen. Endda den konference man havde indkaldt for at udpege et parlament brød sammen, da en stor del af de delegerede udvandrede. Grunden var de kampe der samtidig udspillede sig i Najaf, flere nægtede at fortsætte indtil kampene blev indstillet. Dette udstiller den store splittelse der er iblandt selv de ledende irakere. Nogle står fuldstændigt på USA’s side, andre vil finde en middelvej og endnu andre vil ikke stoppe før USA og resten af koalitionen er fuldstændigt ude af Irak. Samtidig er støtten til oprøret vokset, dette sætter dem i den situation at de er nødt til at vælge.
Skal man støtte sig til amerikanerne eller støtte oprøret? Alt sammen noget der har indflydelse på håbefulde regeringsfolk.
Oprøret
Efter den amerikanske ”befrielse” af Irak fik vi tudet ørene fulde af hvordan demokratiet nu ville blive indført og der ville være fred. De seneste kamphandlinger viser endnu en gang hvordan dette var ønsketænkning, noget som de selv samme folk der sagde det udmærket var klar over. Netop derfor er der bestræbelser i gang på at få Sadr til at nedlægge våbnene og i stedet tage del i parlamentet. De håber selvfølgelig på den måde at tage pusten ud af oprøret og skaffe sig selv den legitimitet de mangler. Det virker dog ikke til at Sadr har nogen intention om at gøre dette, nok især fordi det ville stille ham i et dårligt lys i sine støtters øjne.
Hvilken rolle spiller arbejderbevægelsen?
Den irakiske arbejderbevægelse er meget svag. Under Saddam blev Kommunistpartiet jagtet hvilket stort set fik det til at kollapse. Tusinder af deres medlemmer blev smidt i fængsel eller henrettet. Dette fik ledelsen af kommunistpartiet til at bygge stærkere bånd med USA efter Operation Desert Storm i 1991. De støttede embargoen og er nu med i den irakiske regering. Dette har ført til at de har mistet den sidste rest af legitimitet, det er altså ikke fra kommunistpartiet at man skal forvente en organisering af socialistisk modstand mod besættelsen. Dette har ført til at ledelsen af modstandsbevægelsen er kommet i hænderne på præster, nationalister og andre reaktionære elementer. I flere irakiske byer er uafhængige organisationer dog ved at tage form, især fagforeninger, dette bliver dog besværliggjort af at USA og deres marionetter under dække af ILO (Internationalt LO) har startet fagforeninger for at stoppe bevægelsen. Dette kan nok lykkes på kort sigt, men vil ikke kunne stoppe bevægelsen på længere sigt.
Fremtiden for Irak
På kort sigt ser det ud til at situationen i Irak vil fortsætte som nu, med en optrapning af kampene. Dette betyder selvfølgelig at Irak ikke vil være stabilt i en større årrække. Det vil have en stor indvirkning på koalitions tropperne. Allerede nu er der tegn på træthed, især hos amerikanerne der har fået forlænget deres ophold flere gange. Og hos andre medlemmer af koalitionen ser det ikke bedre ud, samtidig har nogle lande, for eksempel Spanien, trukket deres tropper ud.
USA kan altså ikke regne med at fordele byrden. På længere sigt er det absolut nødvendigt at arbejderbevægelsen bliver samlet, fagforeningerne må lave et samlet angreb imod konsekvenserne af USA’s og deres irakiske lakajers politik. Med voksende utilfredshed omkring leveforhold og selvbestemmelse vil det være katastrofalt at lade reaktionære religiøse folk stå uimodsagt som ledelse for modstanden. En kapitalistisk religiøs stat vil ikke løse nogle af de problemer irakerne har, Irans nuværende økonomiske situation er et godt eksempel. Hvor lang tid det vil tage før bevægelsen bliver intensiveret kan vi desværre ikke spå om, til gengæld er det sikkert at arbejderklassen vil røre på sig.
