Det irakiske valg, der afholdtes 30. januar er af USA og deres allierede for længst blevet udråbt til en sejr for demokratiet. Med en stemmeprocent over det forventede (dvs. ca. 50%), og et mindre blodbad end forventet, tolkes valget som et skulderklap til de amerikanske ’befriere’ mens enhver iraker der ikke stemte stemples som fundamentalist. Men disse påstande er – om så mange andre USA har fremlagt – mildt sagt åbne til fortolkning.

Den forholdsvis høje stemmeprocent ville unægtelig sætte Bush i et mere behageligt lys, men selv i USA er de oplysninger modstridende. Fox News proklamerede tidligt en stemmeprocent på 72 mens CNN efter nogle timers forløb mere beskedent holdt på 60%. Tallet faldt støt, og var ifølge BBC senere nået ned på 50%.

Demokratiet gradbøjes
111 partier og adskillige løsgængere, alt i alt over 7000 kandidater til parlamentsvalget. Men, som følge af besættelsesmagtens politik har kun partier, der støtter den irakiske administrationslov (og altså soldaternes tilstedeværelse) mulighed for at stille op. Og hvis det ikke var selvcensur nok, kan det tilføjes at kun et fåtal af de lidt over 7000 kandidater var offentliggjort indtil få dage før valget. Det irakiske folk havde altså kun mulighed for at stemme på et parti indirekte godkendt af besættelsesmagten, og af disse kandidater var det kun de bedst beskyttede, der havde mulighed(og magt) til offentligt at stå frem.

Betegnelsen ’demokratisk’ er ikke passende for et sådan valg. Et valg hvor besættelsesmagten i så høj grad stiller betingelserne for deltagelsen, og hvor de selv sammes manglende ansvar og handling medfører livsfare ved ønsket om at opstille og sikre et demokrati.

Af samme grund er det i forvejen kendte personer som Iyad Allawi og Ali al-Sistani der har domineret billedet, og fået flest stemmer. Selvom Sistani ikke direkte har deltaget i valgkampen, har han givet Forenet Irakisk Alliance lov til at bruge hans billede på deres valgplakater, hvilket var med til at sikre dem 48% af stemmerne, dvs. et komfortabelt flertal på 140 mandater ud af 275 mandater pga. valgsystemet.

Slag til USA
Engels skrev engang at valg til borgerlige parlamenter kun kan ses som et barometer for klassekampens temperatur. Her er nederlaget til USA-marionetten Allawi (hvis blok kun fik en 3.plads med 13,8% af stemmerne), trods hans overvældende kontrol af medierne, og det faktum at han var den mest kendte politiker, endnu et tydeligt tegn på at USA ikke er velsete, men derved ikke nødvendigvis et tegn på at demokratiet fungerer specielt godt i det besatte Irak.

Modstanden mod USA ses også i den store opbakning til Forenet Irakisk Alliance, som støttes af Sistani. Bush og hans regering har et meget ambivalent forhold til Sistani og hans fokus på religion. På den ene side kan deres magtbasis i sidste ende blive truet af denne religiøsitet, men på den anden side fjerner det fokus fra reelle, socialistiske alternativer, som for alvor ville være en trussel for dem.

Sistani havde dog aldrig kunne opnå en så stor støtte hvis der havde været en stærkt arbejderbevægelse i Irak, der kunne opstille reelle og ægte alternativer til den amerikanske besættelse. Selvfølgelig øgede det Sistanis stemmetal blandt en hel masse Shiamuslimmer at han var Stor-Ayatollah, men hovedsagligt skyldtes støtten at han er en af de få der har formået at sætte foden ned overfor USA når det passede ham (og når han turde). Ikke ved at kræve tropperne ud af landet, men ved at være lidt mere kritisk overfor USA’s dekreter end f.eks. Allawi er. Han er derved noget nær det mest faste holdepunkt de besatte Irakere har. Et stærkt kommunistisk parti ville dog have kunne tilbyde et langt mere stålfast og troværdigt holdepunkt.

Hurra?
Dette er i sig selv en sørgelig anerkendelse, at valget ikke har medført andet end at en religiøs leder der ikke er parat til at tage et endeligt opgør med Iraks problemer, har fået mere at sige end han havde før. Dette er selvfølgelig ikke vejen frem, med den af medierne og imperialismen opblæste opdeling mellem Kurdere, Shiaer og Sunnier – vejen frem er et arbejderparti med en selvstændig revolutionær politik der kan forene kræfterne i den Irakiske arbejderklasse til at få stoppet USA’s imperialisme, få bragt landet i orden igen og få bygget en stærk økonomi op. Dette har det Irakiske valg ikke just lagt op til. Deres snak om demokrati er og bliver kun varm luft så længe militærmagten, og derved statsmagten, ligger i enten USA’s eller deres marionetters hænder.

Tropperne ud af Irak!