Særtillæg til torsdagens demonstration: Vi bakker hundrede procent op om Velfærdsalliancens kamp mod nedskæringer. Det er utrolig positivt, at der endelig er faglige organisationer, der har taget initiativ til at kæmpe imod angrebene på velfærden. Angreb der har stået på i årevis og skåret velfærden helt ned til sokkeholderne.
Man fristes til at spørge, hvad toppen i resten af fagbevægelsen laver?! Når man endelig hører noget fra dem, er det fra trepartsforhandlingerne med regeringen, hvor de har accepteret forringelser til gengæld for at sidde med ved forhandlingsbordet. Bl.a. har de sagt ja til indslusningsløn til flygtninge, som for det første svigter flygtningene, der nu vil fungere som en reserve af billig arbejdskraft, og samtidig betyder et pres nedad på alle lønninger. Det kan ikke undre, at fagbevægelsen har tabt medlemmer og ikke appellerer til de unge, når hele toppen er fuldstændig fraværende i forsvaret for løn, arbejdsforhold og velfærd.
Omprioriteringsbidrag
De aktuelle nedskæringer i kommunerme indeholdes i det såkaldte ”omprioriteringsbidrag”. Velfærdsalliancen forklarer på sin hjemmeside, hvad omprioriteringsbidraget betyder:
”Regeringen har besluttet, at den offentlige sektor som helhed ikke må blive større. Den reelle betydning af dette er minusvækst, fordi udgifterne til børn, ældre, flygtninge mv. vokser. Den praktiske konsekvens er, at hvis der skal findes penge til nye initiativer, så skal de findes ved besparelser på eksisterende bevillinger i stat, regioner og kommuner. Det kaldes omprioriteringer. Venstreregeringen indførte ved finanslovsforlaget for 2016 det såkaldte omprioriteringsbidrag. Det indebærer, at kommunerne i årene 2017, 2018 og 2019 skal spare 1 procent på de samlede driftsudgifter. Det svarer til 2,4 mia. kr. hvert år. Regeringen vil herefter have fuld råderet over pengene og kan beslutte, om de skal bruges til skattelettelser, eller om de skal tilbage til kommunerne i den ene eller anden form, som regeringen beslutter. ”
Altså skal der de næste tre år spares omkring 7,5 mia. kroner i kommunerne. Det kommer oveni årevis med besparelser, der har presset velfærden helt i knæ. Et par tal illustrerer situationen: I løbet af de sidste 7 år er der blevet 30.000 færre kommunalt ansatte. I folkeskolen er ressourcerne pr. undervisningstime pr. elev faldet med 26 procent siden 2009, og antallet af lærere faldet med 13 procent, mens elevtallet kun er faldet med 4 procent. Fra 2009 til 2013 er normeringen i SFO’erne forringet med 15 procent, så der er langt flere børn pr. pædagog end tidligere og i daginstitutionerne er der i dag ca. 10 procent flere børn pr. pædagogisk medarbejder i daginstitutionerne, end der var i 2009.
Nedskæringerne intensiveres
Sidste år var omprioriteringsbidraget allerede trådt i kraft, men her blev 1,9 mia. ført tilbage til kommunerne, så der ”kun” skulle spares 500 mio. kr. Velfærdsalliancen kræver helt korrekt, at omprioriteringsbidraget skrottes helt og ikke bare føres tilbage. En tilbageførsel betyder nemlig, at pengene først skal spares på kerneområder, og at de penge, der føres tilbage, skal bruges til ”nye” tiltag.
Formålet med demonstrationerne d. 12. maj er at lægge pres på regeringen – og kommunalpolitikerne – op til forhandlingerne mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) om kommunernes økonomi næste år.
Det ser dog ikke engang ud til, at pengene vil blive ført tilbage, men at nedskæringerne i stedet intensiveres. Regeringen har netop fremlagt en såkaldt ”konvergensrapport”, hvor de kommer til den konklusion, at der ikke er penge til at opretholde det offentlige serviceniveau. Regeringen peger på øgede udgifter til flygtninge og den faldende oliepris, der får indtægterne fra Nordsøolien til at styrtdykke, så regeringen forventer at få 20 mia. kr. færre ind frem mod 2020.
Det betyder ifølge regeringen at ”råderummet” falder til ca. 10 mia. kr., som vil betyde, at de offentlige udgifter kan vokse med 0,5% om året. Men det kræver en udgiftsvækst på 0,8 pct. om året at opretholde serviceniveauet. Altså skal der spares. Derudover kommer, at indkøb af nye kampfly kun kan gennemføres, hvis forsvarsbudgettet vokser, samt at regeringen har bebudet en skattereform – begge dele lægger et yderligere pres på de offentlige budgetter.
Det er naturligvis belejlig timing, at en sådan rapport kommer netop før, forhandlingerne med kommunerne starter, og regeringens egne beregninger er det svært at give meget for, da de gang på gang har vist sig at være meget langt fra virkelighedens verden. Men rapporten viser, hvad regeringens intentioner er, og det er ikke desto mindre korrekt, at det går elendigt for dansk økonomi. Regeringen selv har lige nedjusteret sit skøn for væksten i BNP næste år fra 1,9% til 1,1%. Det er dog alt for optimistisk ifølge mange borgerlige økonomer, fx Dansk Erhverv, der mener, at det er mere sandsynligt, at væksten ender på sølle 0,5%. Dette ikke særlig optimistiske scenarie holder vel at mærke kun, hvis verdensøkonomien ikke lander i en ny krise.
Kommunalt oprør?
Velfærdsalliancen skriver, at der er brug for et kommunalt oprør. Og mobiliseringerne indtil nu har allerede lagt et pres på de kommunale politikere, så selv borgerlige kommunalpolitikere har talt regeringen imod. Formanden for KL, Martin Damm fra Venstre, kræver nu på vegne af KL, at omprioriteringsbidraget sløjfes.
Men det er en fejl at tro, at kommunerne er mere progressive end regeringen. Og det er en farlig og forfejlet strategi at sætte sin lid til kommunalpolitikerne. I sidste ende er borgmestre og kommunalbestyrelser hverken mere eller mindre progressive end politikerne på Christiansborg, og de vil aldrig gå så langt som til at sætte regeringen over styr – de vil aldrig stille sig i spidsen for et ”oprør”.
Arbejderklassen kan kun stole på sin egen styrke til at få sat en stopper for nedskæringerne. I midten af 00’erne var der, hvad man måske kunne kalde et kommunalt oprør. Men det havde intet med kommunalbestyrelser at gøre. Her var offentligt ansatte ude i ugevis med strejker – både lovlige og vilde – og massive demonstrationer. Kun en bevægelse af større omfang kan gøre sig forhåbning om at stoppe omprioriteringsbidraget.
Men samtidig er det nødvendigt at indse, at tiden er en anden end i midt-nullerne. I 2008 blev verden ramt af en dyb økonomisk krise, som bare er fortsat. Også dansk økonomi er blevet hårdt ramt: ”Faktisk har væksten i dansk økonomi ikke været i nærheden af ’normale tilstande’, siden finanskrisen ramte verdensøkonomien i 2007. Og dermed har Danmark haft lavvækst 10 år i træk. Det er aldrig sket før, og der er ikke meget, der tyder på, at udviklingen vender. Danmark hænger uhjælpeligt fast i slæbesporet.” (pol.dk 02.04.16)
Bevægelsen i nulllerne fik, på trods af deres massive omfang, ikke stoppet nedskæringspolitikken, maksimalt fik den bremset den en smule op. Den lektie tog mange af dem, der deltog i bevægelserne, med sig , hvilket betød en stilstand efter krisen satte ind. Mange tænkte: ”hvorfor demonstrere og strejke når vi intet opnår?” Det betyder også, at der skal mere til i dag, før en massebevægelse bryder ud.
Der er ingen tvivl om, at en bevægelse vil komme – før eller siden. På alle arbejdspladser, skoler og uddannelsessteder ophobes presset. Utilfredsheden vokser under overfladen. På et tidspunkt når det bristepunktet, og folk har fået nok. Hvornår, dråben får bægeret til at flyde over, kan vi ikke spå om på forhånd, men vi kan og må forberede os på det. I den forstand er velfærdsalliancen positiv ved allerede nu at begynde at bygge netværk på tværs af arbejdspladser, partier og organisationer.
Regeringen er i offensiven med nedskæringer, dagpengereform, gymnasiereform, angreb på flygtninge osv. De forsøger i det skjulte et opgør med de kollektive overenskomster, med transportbranchen som prøveklud. Det vi indtil nu har set, er kun begyndelsen. Regeringen er klar over, at de ikke vil få lov at fortsætte deres angreb på arbejdere og unge uimodsagt og forbereder sig på fremtidige kampe. Deres forslag til ”Respektpakke” er seneste led i rækken af forslag, der begrænser ytrings- og protestfriheden. Respektpakken indeholder bl.a. forslag om at kunne stille arrangører af demonstrationer til ansvar for alt, hvad demonstrationsdeltagere kunne finde på at foretage sig. Det er forslag, som vil blive brugt imod arbejderbevægelsen og venstrefløjen i fremtiden.
Socialistiske svar
Nedskæringspolitikken er dog ikke et bare spørgsmål om politisk vilje, som dele af venstrefløjen fremstiller det. Over hele Europa – og resten af verden – ser vi regeringer uanset partifarve gennemføre den samme nedskæringspolitik. Det er en nedskæringspolitik, der dikteres af markedet i et dødelig sygt kapitalistisk system.
Det eneste, der kan presse regeringen til indrømmelser, er hvis den er truet på sin overlevelse, og især hvis den frygter for selve systemets fortsatte eksistens. Men enhver sejr bevægelsen måtte vinde, er kun midlertidig og under konstant angreb, så længe kapitalismen består.
Det er helt korrekt når venstrefløjen påpeger de borgerliges hykleri, når de siger, at der ikke er råd til velfærd, mens de køber kampfly for 30 mia. kr., giver skattelettelser og vender det blinde øje til, at eliten gemmer milliarder i skattely. Men det er en utopi at tro, at vi kan vende tilbage til ”de gode gamle dage” med opbygningen af en kapitalistisk velfærdsstat. Efterkrigsopsvinget var en historisk undtagelse. De sidste 30 år har vi set velfærden blive afmonteret bid for bid. En proces der kun er accelereret efter 2008.
Kapitalismen befinder sig i en blindgyde og kan ikke tilbyde nogen fremtid. Det er nødvendigt at sende dette pilrådne system på historiens mødding. Der er masser af ressourcer i verden til at sikre alle et godt liv – problemet er, at produktionsmidlerne ejes af en lille elite, hvis eneste interesse er jagten på profit. Det er deres interesser og deres system, som politikerne forsvarer. Arbejderklassen må tage sagen i egen hånd. Intet vindes uden kamp!
Bragt som særtillæg til Revolution nr. 19, i anledning af demonstrationen torsdag den 12. maj i 70 kommuner. Tegn abonnement på Revolution og få bladet 10 gange om året fra 100 kroner.
