I 2001 lykkedes det Rabi Nikoo at flygte til Sverige med kone og børn. Han søgte asyl men fortsatte med at have kontakt med aktivister i den iranske arbejderbevægelse. I radioudsendelser hver uge, gennem Internettet, på møder og i avisinterviews har han formidlet detaljeret information om faglige kampe, undertrykkelse, tortur og mord i Iran. Materialet har først og fremmest været på persisk. I 2004 fik familien (som samme år blev forøget med endnu en søn) afslag fra Migrationsverket (en slags udlændingestyrelse, overs.) på sin ansøgning om opholdstilladelse. Rabi appellerede og indsendte omfattende materiale på persisk ind til dem. I august 2005 kom Udlændingenævnets afslag. Hverken båndoptagelserne eller udskrifterne var blevet oversat da det blev anset som alt for “omkostningsfuldt” og nævnet har ikke været interesseret i at lade Rabi afgive en mundtlig redegørelse af indholdet. Ifølge beslutningen skal familien sendes tilbage til Iran indenfor to uger.

Socialisten (Socialistisk Standpunkts svenske søsteravis, overs.) mødtes med Rabi Nikoo d. 10. september for at få et billede af situationen for arbejdere i Iran, og hvad der venter ham hvis han bliver tvunget til at vende tilbage.

–Arbejdere i Iran bliver udsat for hård undertrykkelse, siger Rabi Nikoo. Efter revolutionen i 1979 vandt arbejderklassen visse demokratiske rettigheder, men de er siden hen blevet afskaffet lidt efter lidt af forskellige regeringer. Især under Khatami. Det findes ingen tryghed. Dødsulykker på arbejdspladserne sker ofte og mange arbejdere får ikke udbetalt deres lønninger. Lønningerne kan tilbageholdes mellem fire og seks måneder. Det findes eksempler på arbejdere der ikke har fået udbetalt sin løn i to år.

Størstedelen af vores industri er statslig, men nu er regeringerne begyndt at privatisere. De sælger fabrikkerne til deres venner, og de nye ejere begynder at afskedige folk for at spare. En del fabrikker der ligger i Teheran, nedrives for at ejerne skal kunne bygge boliger eller kontorer der kan sælges dyrt.

Arbejdere har ikke ret til at bygge uafhængige, selvstændige organisationer i Iran. Det eksisterer kun to tilladte arbejderorganisationer, ”Arbejderhuset” og ”Islamisk arbejderforsamling”, og de er begge to koblet til regeringen. De repræsenterer ikke arbejderklassens interesser, men spionerer kun på aktivisterne. Medlemmer i ”Arbejderhuset” har ikke ret til at strejke og ikke ret til at kritisere den islamiske regerings politik.
For noget tid siden krævede buschaufførerne i Teheran, at de måtte få lov til at opbygge en uafhængig fagforening med strejkeret. Efter at have truet med en strejke, der ville have lammet hele byen fik de tilladelse til at organisere et mindre møde i et begrænset tidsrum. Men regimet sagde samtidig, at de ikke kunne garantere at “der ikke ville ske dem noget”. Det der skete var, at bøller fra det statsligt kontrollerede “Arbejderhuset” angreb mødedeltagerne fysisk. “Arbejderhusets” boss Muhammed Sadeghi skar personligt buschaufføren Mansoor Osanloo i tungen. En uge senere tog Sadeghi til Genève og optrådte som iransk arbejderrepræsentant på et ILO-møde!

Rabi Nikoo fortæller, at han interviewede buschaufføren Mansoor Osanloo og spredte informationen om overfaldet. Han tilføjer:
–Staten har to forskellige ansigter. På den ene side vil den overfor resten af verden give indtryk af, at arbejderne har visse rettigheder. På den anden side sender den sine organisationer ud for at angribe aktivisterne.

Hvad indebar din politiske aktivitet i Iran?
–Jeg kommer fra en politisk familie. Min søster har siddet i fængsel i ti år. Syv af mine slægtninge, inklusive min bror, er blevet dræbt. Jeg blev socialist i begyndelsen af 90’erne og senere aktiv i en arbejderorganisation.

Da Khatami kom til magten i 1997 lovede han demokratiske reformer og ytringsfrihed. Vi var da nogle der forsøgte at anvende os af den mulighed. Vi skrev et brev til Khatamis administration, hvor vi sagde, at vi ville bygge en uafhængig fagforening. Efter flere måneder fik vi et svar, hvor der stod, at vi skulle gå med i “Arbejderhuset”. Uafhængige fagforeninger var ikke tilladte.

I 1999 blev jeg sat i fængsel for anden gang. Jeg blev isoleret i en lille celle og det varede fire måneder inden min kone, der ventede vores første barn, fik at vide at jeg var i live. I fængslet blev jeg udsat for tortur og der blev stillet spørgsmål som f.eks.: Hvorfor vil i bygge en arbejderorganisation? Hvem er aktivisterne? Hvad hedder de?

Kammeraterne fortsatte med at organisere sig, nu underjordisk. Mig kunne de ikke have kontakt med i et helt år efter min frigivelse, eftersom de vidste, at jeg var overvåget. Jeg ændrede navn og adresse. Siden blev kontakten genoptaget, og da organisationen, Independent Association of Iranian Workers (IAIW), i 2000 skulle vælge en ledelse var jeg en af de fem der blev valgt. Jeg blev ansvarlig for kontakten med arbejdere udenfor Teheran og rejste meget.

Hvad lavede i?
–Vi organiserede arbejdere i fabrikker i Teheran, Tabriz, Hamedan, Esfehan, Ghazcvin og fremførte krav. Hvis vi ikke kunne strejke så kunne vi f.eks. blokere vejene til fabrikkerne. I 2001 vovede vi os til at organisere en stor demonstration med næsten 3000 arbejdere foran parlamentet i Teheran. Kravet var: Udbetal de ubetalte lønninger!

Demonstrationen blev angrebet fra to sider. På den ene side slog politiet til, på den anden kom “Arbejderhusets” folk med knive og kæder. Flere blev dræbt og jeg blev selv skåret i hånden. (Rabi viser et ar).
–Jeg har indsendt papirer og artikler om hvordan demonstrationen blev mødt til Migrationsverket og Udlændingenævnet. Migrationsverkets kommentar var, at havde sagt at otte personer blev skadet, mens nyhedsbureauet Reuters rapporterede om 2-3 personer, altså løj jeg. Men Reuters hentede sine oplysninger fra det statslige informationskontor.

Efter den begivenhed blev flere arbejdere arresteret og styrelsen i IAIW mente, at det var farligt for mig at blive i Iran. Gennem min position havde jeg lært mange aktivister at kende i mange byer og hvis jeg skulle blive fængslet og tortureret var der risiko for, at jeg skulle afsløre mange af kammeraterne. Jeg blev opfordret til at flygte ud af landet.

Hvad sker der nu i Iran?

–Der er mange strejker i hele landet. I visse byer er produktionen i nogle tilfælde blevet stoppet 100%. Regeringen og staten svarer igen med at sende hæren. De arresterer og torturerer aktivisterne. Især i Behshahr i det Nordlige Iran. For to år siden sendte de helikoptere der skød mod en folkesamling i Khatoon Abad. Mindst fire personer blev dræbt og mere end 20 blev skadet.

–Første maj i fjor blev den kendte aktivist og forfatter Mohsen Hakimi arresteret. På grund af internationale protester har regimet ikke kunnet henrette ham, men hans familie måtte betale ca. 2 millioner kroner i kaution for at få ham frigivet. Sæt det i forhold til hvordan personer med kobling til sikkerhedspolitiet, som i en offentlig skandale blev afsløret som mordere, blev behandlet. Disse mordere blev løsladt mod en kaution på 25.000 kroner.

–Siden den nye regering kom til magten, bare i juli og august, er der ifølge FN blevet henrettet 53 personer i Iran. Syv af dem var under 18 år. To var homoseksuelle. To politiske aktivister i Kurdistan blev dræbt under tortur. Yderligere tre politiske aktivister i Kurdistan venter på henrettelse i sidste uge i september.
En del af dem der blev henrettet er kriminelle, men selv når det handler om politiske fanger siger regimet, at de er normale forbrydere.

– Jeg kan ikke vende tilbage nu. Det handler ikke bare om mit eget og min families liv. Jeg har stadig kontakt med arbejderbevægelsen i Iran og hvis jeg skulle blive tortureret, ville jeg kunne røbe navnene på mange aktivister der arbejder underjordisk.