Som mange læsere vil erindre, afholdt tillidsmandsnetværket Fagligt Ansvar en konference den 28. august. Målet var, at kæmpe for en ny regering, der vil føre en anden politik.

Men hvordan gik det med konferencen? Socialistisk Standpunkt spurgte en af deltagerne, hvordan han havde oplevet konferencen.

Lasse Bertelsen, du er malersvend og har været fagligt aktiv i en årrække – hvordan ser du initiativet med at samle fagbevægelsen bag krav til en ny regering?

Som noget af det mest rigtige fagbevægelsen har gjort de sidste 10 år.

Hvad havde du forventet af konferencen?

At den havde levet op til det som arrangørerne lagde op til. Nemlig at faglige aktive fra hele landet skulle fortælle de tre arbejderpartier hvilke krav der er til en ny arbejderregering.

Hvordan var stemningen blandt deltagerne?

Til at starte med var stemningen rigtig god. Det var en bred forsamling af fagligt aktive der var forsamlet. Men efterhånden gik det op for folk at vi ikke var inviteret for at stille krav, men bare for at få at vide hvad vi skulle mene og hvem vi skulle stemme på. I løbet af den sidste time var en stor del af deltagerne lige så stille smuttet hjem. Men andre ord faldt entusiasmen.

Hvilke krav blev fremsat?

Sagen er jo netop den at konferencen ikke fremsatte nogen krav, og at det ikke var åbent for debat i salen. De krav der blev fremsat blev stillet i de forskellige workshops. En repræsentant fra hver workshop fik 3 min. til at fremlægge kravene i salen. Men det var langt fra den tid der var nødvendig. Når man havde sat 2 timer af til de der workshops så er det jo mystisk at man kun giver dem 3 minutter til at fremlægge diskussionerne i salen. For mig minder det om et dårligt skjult forsøg på at bremse diskussionerne. Der var for eksempel ikke tid til at diskutere fremlæggelserne som for øvrigt var meget ringe. Jeg selv forslog i workshoppen om beskæftigelse at man skulle kæmpe for at al aktivering skulle regnes for overenskomstmæssigt arbejde og selvfølgelig aflønnes med en overenskomstmæssig løn, samt at en ny regering må bremse virksomhedernes udflytning til områder hvor arbejderne har elendige vilkår. Vil de flytte til Polen så lad dem det, men vi bør beholde virksomhederne og selv overtage kontrollen med dem. Men disse krav, som fik bifald af de andre, kom i hvert fald ikke videre.

Hvordan forløb konferencen alt i alt?

Min personlige holdning er at den var en skandale. Arrangørerne havde tilsyneladende fået kolde fødder med hensyn til at stille krav til arbejderpartierne. Det er en ærlig sag. Men hvorfor så ikke bare aflyse arrangementet? Det sørgelige med fagbevægelsen er at toppen har meget mere travlt med at fortælle medlemmerne hvad der er godt eller dårligt end at lytte efter hvad der bliver sagt på gulvet. De tør simpelt hen ikke stille sig i spidsen for medlemmernes krav. Ideen med konferencen var jo ellers rigtig god.

Hvordan kan fagbevægelsen sikre en ny regering, der fører arbejderpolitik?

Konferencen var en god ide til at gøre det. Men man må sætte tid af til at høre på kravene. Man må gøre klart overfor arbejderpartierne at de danske arbejdere ikke er tilfredse med en socialdemokratisk regering der skærer ned på velfærden. Det gør de borgerlige jo meget bedre. Grunden til at vi har socialdemokratiet og de andre arbejderpartier er jo at de skulle føre en politik der gavner arbejdere, unge og ældre. Derfor bør man organisere medlemmerne om deres krav og kæmpe for dem inde i arbejderpartierne. Og selvfølgelig gøre klart at man ikke bare vil give dem magten, men kræve at de fører en politik der tilgodeser arbejderne og at hvis de ikke gør det vil vi aktionere imod dem og kæmpe inde i partierne for en ordentlig og socialistisk politik.