Fra den 26-27. marts 2022 afholdte RS sin årlige kongres.Følgende dokument blev vedtaget på Revolutionære Socialisters kongres 2022 den 26-27. marts. Da perspektivet blev forfattet, var krigen i Ukraine endnu ikke brudt ud. Dokumentet berører derfor ikke krigen i Ukraine eller vores position på krigen, i stedet blev en seperat resolution udarbejdet, som specifikt analyserer krigen i Ukraine og dets betydning for klassekampen i Danmark. Resolutionen kan læses her. Selvom dette dokument derfor på visse områder er blevet overhalet af begivenhedernes gang, så givet det stadig et korrekt og dybdegående indblik i de processer, der har ledte op til den nuværende økonomiske og politiske situation i Danmark, og hvordan det vil påvirke klassekampen i den næste periode.
Kapitalismen er i forfald på alle niveauer. Den herskende klasse kan ikke længere opretholde den nuværende orden, som mere og mere smuldrer mellem fingrene på dem. Masserne mister tilliden til systemet og begynder at lede efter et alternativ. Denne proces udfolder sig i forskellige hastigheder rundt om i verden. Men fordi den subjektive faktor af historiske årsager er for svag – hvad der i sidste ende kan koges ned til manglen på et revolutionært masseparti – vil det blive en langstrakt proces. Denne proces bliver ikke lineær; der vil være stor udsving til højre og venstre, med ebbe og flod i klassekampen. Men der er ingen tvivl om retningen; kapitalismens nuværende periode er præget af forfald på alle planer med større radikalisering til følge.
Corona blev en katalysator for kapitalismens voksende modsætninger. Hvis borgerskabet troede, at de efter de første corona-nedlukninger ville vende tilbage til en stabil situation, så må de være godt skuffede. Alle de kriser som eksisterede før COVID-19, er blot blevet accelereret, og nye er kommet til. Vigtigst af dem er inflationens spøgelse, som er vendt tilbage fra 1970’erne.
Alt peger på, at verdensøkonomien står overfor et nyt krak i den kommende periode. Årsagen er ikke corona, selvom pandemien kun forværrer de økonomiske problemer. Årsagen er de modsætninger i kapitalismen, som er blevet opbygget gennem de sidste årtier. Det er ikke til at sige om krakket rammer om to måneder eller to år. Men alle advarselslamper blinker: Inflation, kaos i forsyningskæderne, rekordpriser i energisektoren, udsving i de kraftigt overvurderede aktie- og obligationsmarkeder og gigantiske gældsbobler i alle dele af økonomien. Men ustabiliteten er ikke kun forbeholdt økonomien. Den økonomiske ustabilitet har undermineret den politiske og sociale stabilitet. I den kommende periode vil vi se øgede sociale spændinger mellem klasserne, politiske konflikter internt i den herskende klasse og en stigende radikalisering til højre og venstre.
Dette dokuments opgave er at analysere den periode, vi netop har været igennem, for derved at optegne et perspektiv for klassekampen i Danmark i den næste periode. Da kapitalismen er et globalt system, og Danmark en lille og åben eksportøkonomi, er det naturligt at starte med at opstille den internationale kontekst.
EN USTABIL VERDEN
Globaliseringens æra er forbi. Den er blevet erstattet af en periode med internationale spændinger, økonomisk nationalisme og disintegration. Hvad der før var solidt og fast, fordufter, og de nationale kapitalistklasser skal navigere på en verdensscene, som er langt mere ustabil end tidligere.
Vi er vidner til afslutningen af en historisk epoke. Efter anden verdenskrig stod USA tilbage som den altdominerede imperialistiske verdensmagt. Under amerikansk ledelse blev den såkaldte liberale verdensorden møjsommeligt opbygget med dertilhørende internationale organisationer og aftaler. Det var en periode med stigende verdenshandel, øget international integration af de kapitalistiske økonomier og høje vækstrater i de såkaldt udviklede lande. Ikke længe efter efterkrigsopsvingets afslutning i 70’erne, betød Sovjetunionens kollaps og Kinas indtræden på verdensmarkedet en saltvandsindsprøjtning til verdensøkonomien, som på kort tid fik tilført gigantiske ressourcer og arbejdskraftreserver fra de tidligere planøkonomier.
Krisen i 2008 var et afgørende vendepunkt, som udtrykte den forfaldsproces, som kapitalismen befinder sig i. Med krisen blev modsætningerne mellem de nationale kapitalistklasser intensiveret; det blev alles kamp mod alle, og de forsøgte at eksportere sig ud af krisen på hinandens bekostning. En stigning i protektionistiske tiltag begyndte. Over årene er de taget til i omfang og styrke og har udviklet sig til noget nær handelskrige. USA’s førerposition på den globale scene er ikke så markant som tidligere. Efter anden verdenskrig var USA hele verdens kreditor. I dag er landet den største skyldner. USA har gået forrest i en række forskellige handelskonflikter mod EU, Canada, Mexico, men vigtigst mod den opadstigende nye verdensmagt, Kina. En stormagt som med gigantiske udenlandske investeringer gennem sit nye silkevejsprojekt (på engelsk: Belt and Road Initiative) forsøger at albue sig frem til en plads som imperialistisk stormagt, som matcher størrelsen på den nationale økonomi.
Resten af det geopolitiske landskab er ligeledes blevet kraftigt forandret. Gamle alliancer bliver kasseret, mens nye bliver smedet. Amerikansk imperialismes relative tilbagegang har skabt rum for, at nye regionale magter kan øve større indflydelse end tidligere. Den vigtigste konfliktlinje i den nuværende periode er mellem USA på den ene side og Kina på den anden. Det gør ikke de internationale relationer mindre kompliceret. EU står i en penibel situation, da handlen med Kina nu overstiger handel med USA. Handelsblokken bliver presset af begge sider, hvilket gør det sværere for den danske stat at vide, hvilket ben den skal stå på.
Lilleputstaten Danmark står i en ekstrem svær situation: Hvilken af de større magter kan det danske borgerskab støtte sig op ad, når de bevæger sig længere og længere væk fra hinanden? Som en gemen hestepranger forsøger det danske borgerskab altid at finde den bedste handel og bejler på forskellige tidspunkter til forskellige geopolitiske aktører: bøjer nakken for Kina, bakker op om USA’s håndtering af nederlaget i Afghanistan, godkender den kontroversielle Nord Stream 2 gasrørledning fra Rusland til Tyskland og hjælper franske militæreventyr i Afrikas Sahel-region.
Efter at have mistet sin traditionelle EU-alliancepartner med det britiske exit, er den danske stat endt i nogle mærkværdige alliancer: Nogle gange med østlandene på flygtningespørgsmålet, andre gange med de nordeuropæiske “gnier”-lande i forhold til at begrænse EU’s budget. På verdensscenen læner den danske stat sig op ad USA og forsøger i høj grad at gøre sig til ved at være en amerikansk stemme inden for EU.
EU selv er splittet i nord, syd, øst og vest. Unionen ligger i konflikt med Storbritannien, men på trods af den fælles “fjende” har det ikke skubbet de resterende EU-lande tættere sammen. Tværtimod præges det europæiske kontinent i stigende grad af centrifugale kræfter, hvor landene trækker i hver sin retning. Konsekvensen kan være enden på EU, som vi kender det.
De stigende interessekonflikter stormagterne imellem kommer til at stille det danske borgerskab i umulige udenrigspolitiske dilemmaer i fremtiden.
Samtidig er den danske stats dominans over sine kolonier presset. I sommers måtte statsministeren nødtvunget give et stadigt mere selvbevidst grønlandsk selvstyre ret til at tale og underskrive først i Arktisk Råd på vegne af det såkaldte Rigsfællesskab, dernæst fulgt af Færøerne og først til sidst Danmark. En mindre hændelse, men med stor politisk signalværdi.
USA udøver stadig større indflydelse på den danske stats vigtigste udenrigspolitiske aktiv: dets arktiske koloni, Grønland. De politiske diskussioner i Grønland centrerer sig mere og mere om selvstændighed. En grønlandsk løsrivelse fra den danske stat efter flere århundreder med brutal kolonial undertrykkelse vil være et kæmpe slag i hovedet på den danske herskende klasse, som ville miste en af sine vigtigste aktiver overfor USA.
ET KAOTISK VERDENSMARKED
Billede: Carlos Latuff
Det mere ustabile geopolitiske klima og den øgede protektionisme betyder, at staterne verden over begynder at trække forsyningskæderne hjem. En tendens som kun er blevet forstærket af corona. Med pandemien gik det op for nationalstaterne, at de havde udliciteret produktion af værnemidler og en lang række samfundskritiske varer til verdensmarkedet (det vil i høj grad sige Kina), hvor efterspørgslen eksploderede og udbuddet langt fra kunne følge med.
Da samfundet igen åbnede efter de første corona-nedlukninger eksploderede efterspørgslen på varer. Årsagen var dels et skift i efterspørgslen fra tjenesteydelser til varer, men frem for alt på grund af, at staterne kastede astronomiske hjælpepakker ud i økonomien i et omfang, der ikke er set tidligere. Det hele finansieret af gæld og seddelpressen. Alt dette kunne de globale forsyningskæder ikke holde til, og der rapporteres nu om mangel på råstoffer, halvfabrikata, komponenter, transportmuligheder osv., inden for næsten alle sektorer.
Borgerskabet brugte førhen de gamle sovjetstater og senere Venezuela som skræmmeeksempler på samfund med tomme hylder. Nu er det deres eget system, som ikke længere kan levere. Alt dette er med til at ændre bevidstheden hos et bredt lag i befolkningen om hvilken slags samfund, de lever i.
Samtidig har en energikrise ramt Europa og Asien. Prisen på el, gas og olie er eksploderet. I Storbritannien manglede ambulancer benzin, og der blev sendt advarsler ud om, at stater som Indien og Pakistan ikke ville have mere energi, når det blev vinter. Den egentlige årsag til energikrisen er kapitalismens anarkiske karakter og den politiske kastes tiltro til, at markedet altid vil levere. Særligt de europæiske lande har i en årrække nedtrappet investeringerne i fossile energikilder, samtidig med at mange atomkraftværker er blevet lukket. Men intet er blevet sat i stedet. Investeringerne i vedvarende energikilder, og den helt nødvendige lagringskapacitet og infrastruktur, har været alt for langsom, ja faktisk faldende. Mange europæiske lande løste dette ved at købe overskudsstrøm på markedet. Da der var strøm i overskud, var det en billig løsning. Problemet er, at næsten alle lande i Europa har gjort det samme. Og i vinteren 2021/22 var der pludselig ikke nok, og energipriserne eksploderede. Under kapitalismen er hverken økonomien eller energiforsyningen planlagt, hvilket vi for alvor mærker konsekvenserne af nu.
Og den grønne omstilling og den medfølgende elektrificering er end ikke begyndt. Den grønne omstilling kan indtil videre kun betragtes som symbolpolitik. Tag en såkaldt klimaduks som Danmark. Kun 22 % af det danske energiforbrug kommer fra vedvarende energikilder, ifølge ourworldindata.org i december 2021. Hvis de truende katastrofale klimaforandringer skal undgås, så er det energiproduktionen, der skal fokuseres på, da den står for 72 % af udledningerne på verdensplan.
Skal en reel grøn omstilling gennemføres, så kræver det populært sagt, at hele den eksisterede energiinfrastruktur rives op med rode og bygges forfra. Men indtil nu har selv de mest ambitiøse regeringer – inklusiv den danske – nøjedes med at skrue lidt ned for de fossile kilder uden at bygge et alternativ med potentielt katastrofale følger for arbejderklassen, som må betale prisen.
INFLATIONEN ER TILBAGE
Store strukturelle problemer vejer tung på verdensøkonomien, og nu banker inflationen også på døren. De borgerlige økonomer har altid givet arbejderklassens lønstigninger skylden for inflation, selvom de altid halter efter inflationen. Nu bør det være tydeligt for alle med øjne i hovedet, at det er en løgn og at inflationen er en direkte – omend utilsigtet – følge af den herskende klasses krise- og pengepolitik de sidste årtier.
Problemet er overordnet set, at borgerskabet de sidste årtier ikke længere har turde lade de periodiske overproduktionskriser rase, som de “burde”, for så at sige at genstarte økonomien. De har været rædselsslagne for, at en dyb krise ville føre til så store sociale uroligheder, at selve systemet ville blive truet. Derfor har de især siden krisen i 2008 pumpet økonomien fuld af papirpenge og holdt renterne kunstigt langt nede i et forsøg på at holde hjulene i gang. Fra et økonomisk synspunkt har det været et vanvittigt projekt, som at tisse i bukserne for at holde varmen: Det udskyder blot problemerne til fremtiden. Men de billige penge betød massive stigninger i de allerrigestes formuer. Uligheden og klassemodsætningerne blev større. På trods af den herskende klasses ihærdige forsøg kunne de ikke holde de arbejdende klasser i ro.
I 2019 og starten af 2020, altså i perioden umiddelbart inden corona ramte, tog den globale klassekamp dramatisk til: Der var stigende sociale uroligheder i 1 ud af 4 lande verden over. Til venstre så vi inspirerende, progressive massebevægelser i store dele af Sydamerika, i Hong Kong, Iran, Rusland, Irak, Frankrig, Indien og listen fortsætter. Til højre blev Capitol Hill stormet på direkte fjernsyn i USA af reaktionære horder. Seriøse borgerlige strateger advarede om, at det kunne blive den nye normal og at den sociale uro blot ville tage til i år 2020.
Så ramte COVID-19. Umiddelbart skar sygdommen igennem den stigende klassekamp, og mobiliseringerne døde ud. Men borgerskabet blev hurtigt bekymret: Hvad ville der ske, hvis millioner og atter millioner blev fyret, tvunget til at blive derhjemme og miste deres levegrundlag? Resultatet havde været øjeblikkelige opstande og social uro.
Nationalstaterne begyndte derfor verdenshistoriens største keynesianistiske projekt. I modsætning til 2008 var det ikke kun finanssektoren og enkelte virksomheder, som havde brug for hjælpepakker. Det var hele markedsøkonomien, rub og stub, som skulle på støtten. På blot to måneder kastede verdens regeringer 10 billioner dollars ud i økonomien, hvilket ifølge McKinsey instituttet svarer til 3 gange det beløb, der blev stimuleret med i hele to år efter krakket i 2008. Mængden af stimulipenge fra de vestlige lande alene i de første to måneder efter udbruddet var 30 gange større end efterkrigstidens Marshall-hjælp omregnet til nutidspenge. I årene før pandemien steg pengemængden (M2) med 3-4 % årligt. Men på et enkelt kvartal efter pandemien steg den med 16 % og har i skrivende stund (januar 2022) stabiliseret sig på en årlig stigningstakt på ca. 13 %. Det er en udviklingstendens, der er blevet genspejlet i store dele af verden.
Når mængden af penge stiger, men ikke afspejler stigende produktion, så vil det resultere i inflation. Værdien af penge er blevet udhulet, og derfor må priserne på varer nødvendigvis stige. Fra starten af 2021 begyndte inflationen støt at stige, også i Danmark. I december 2021 var inflationen i USA på 7 %, som er det højeste siden 1982. Og dengang var inflationen på vej ned efter et årti med høj inflation, mens retningen nu er op. Denne udvikling minder derfor mere om 1973, hvor inflationen var på samme niveau og bevægede sig i samme retning.
BOBLEØKONOMI
Staternes ekstremt lempelige pengepolitik både før og efter corona har også betydet en øget gæld. Gæld kan bruges til at booste økonomien, når tingene går fremad, eller forlænge et opsving. Men når økonomien bremser op eller går ned, bliver gæld et møllehjul om halsen. Især nu hvor den har nået hidtil usete niveauer. De tre vigtigste økonomiske blokke i verden – USA, EU og Kina – har hver en total gæld på omkring 300 % af BNP. Selvom statsgælden er relativ lav i Danmark sammenlignet med andre steder i verden, er der store gældsbjerge i den private del af økonomien.
En anden konsekvens af de sidste årtiers ultraløse pengepolitik har været at puste aktiemarkederne langt ud af proportioner med den virkelige økonomi. Mens det toneangivende amerikanske aktiemarked eksempelvis havde en markedsværdi på omtrent 103 % af det amerikanske BNP i 2007 på toppen før krakket i 2008 og 143 % i marts 2000, før “dot com”-boblen brast, var det i december 2021 nået til astronomiske 208 % af USA’s BNP.
Man mister lige nu penge på at have dem stående i de danske banker, der opkræver negative renter. Mange “almindelige mennesker” fra middelklassen og arbejderklassen der har lidt opsparing, er derfor blevet tilskyndet til at forsøge sig som aktiespekulanter på det overvurderede aktiemarked. Det samme er tilfældet for de danske pensionskasser, som på grund af det manglende afkast kører flere og flere af deres investeringer væk fra obligationer og over i aktiemarkedet. Såkaldte alternative investeringer som ejendomme, drift af infrastruktur osv., der er kendetegnet ved at være ekstremt svære at slippe ud af igen, er også blevet meget populære blandt pensionskasserne. Risikofaktorerne på finansmarkederne er med andre ord blevet flere og større. For ældre arbejdere kan et aktiekrak betyde, at deres pension og dermed fremtidige levegrundlag forsvinder som dug for solen.
Aktiespekulanterne har mistet deres frygt for risiko, fordi centralbankerne indtil nu har holdt hånden under markedet ved hjælp af stadig større hjælpepakker. Selv almindelige mennesker tilskyndes til at spekulere med gearing, altså for lånte penge, gennem online handelsplatforme. Det giver mange gange højere afkast, mens det er gået opad. Mobiltelefonen bliver en næsten magisk pengemaskine. Men når markedet vender, har gearingen omvendte fortegn, og selv et mindre fald kan udradere hele det investerede beløb og mere til i løbet af kort tid.
Alle indikatorer peger mod, at et finansielt krak på størrelse med 2008 er på vej. Det vil ramme hårdt. Ikke kun blandt professionelle spekulanter, men det vil også ramme bredere lag i de udviklede økonomier. Og i modsætning til under krisen i 2008 og corona-krisen i foråret 2020 vil regeringerne næste gang ikke bare kunne kaste penge ud i økonomien som før – uden at risikere en eksplosion i inflationen.
INGEN GODE LØSNINGER
Verdensøkonomien befinder sig med andre ord i uløselige problemer. Inflationen er blevet det internationale borgerskabs seneste hovedpine. Tidligere har det været enkelte sektorer eller lande, som har været ramt af prisstigninger. Nu er det et internationalt fænomen, som sætter den herskende klasse i en umulig situation. Inflationen presser nemlig borgerskabet som en lus mellem to negle.
Kapitalismens snævre, men brutale rammer giver basalt set borgerskabet to muligheder i forhold til inflationen. Den første er ikke at gøre noget, men at lade inflationen stige og rasere. Det vil underminere arbejderklassens købekraft, men også gøre store indhug i kapitalisternes profitter. Den vil tilføje et stort usikkerhedsmoment til alle kapitalistklassens investeringsplaner, fordi inflationen kan gå op og ned fra måned til måned og år til år. Men det vil ikke være en engangsforestilling, som hurtigt vil gå i sig selv. Utøjlet inflation bliver altså i sig selv en katastrofe, særligt for arbejderklassen. Men kombineret med en nedgang i økonomien, eventuelt i kølvandet på et krak, med massefyringer til følge, vil det kun ramme arbejderklassen desto hårdere.
Den anden mulighed vil være at trykke på den røde knap: at centralbankerne stopper støtteopkøbene og sætter renterne op, som en række centralbanker senest har signaleret med den amerikanske som den vigtigste. Men så længe renterne er under inflationen, virker de stadig som brænde på inflationsbålet i reale termer. Renterne skal væsentligt over inflationen for at slå den ned. Ligesom det offentlige forbrug skal begrænses. Altsammen for at tage efterspørgsel ud af markedet – arbejderklassens, vel at mærke. En sådan politik vil betyde en øjeblikkelig økonomisk opbremsning og en dyb recession til følge. Ikke noget man bliver populær på, og en politik som går 180 grader imod borgerskabets forsøg på at undgå store sociale eksplosioner.
Rentestigninger vil være en kæmpe bombe under dansk økonomi især i forhold til boligmarkedet. De stigende boligpriser har givet øget mulighed for øget forbrug og låntagning, som har været med til at stimulere resten af økonomien. En rentestigning kan hive tæppet væk under alt dette. Det vil ramme mange forgældede familier hårdt, især dem med variabelt forrentede lån, som udgør omkring halvdelen af alle realkreditlån, ligesom de afdragsfrie lån, der også udgør omkring halvdelen af realkreditlånene, kan komme i problemer, hvis boligpriserne falder.
Ligegyldigt om inflationen får lov til at hærge eller denne proces søges afkortet med rentestigninger, som vil udløse en recession, så vil begge dele have en destabiliserende effekt på det politiske system og den såkaldte sammenhængskraft. Systemets krise vil meget konkret blive følt af arbejdere og unge i Danmark. Det vil ryste dem ud af deres vante ramme og tvinge dem til at søge nye udveje fordi de ikke længere kan løse deres problemer individuelt, som de har kunnet hidtil. Det samme er tilfældet for den herskende klasse, som ikke vil have nogle gode løsninger ved hånden, og som derfor vil blive ramt af stadig større interne splittelser og konflikter om, hvilken vej samfundet skal styres for at undgå social ustabilitet. Alt dette vil øge radikaliseringen. Det er en opskrift på intens klassekamp.
DANSK ØKONOMI
Samtidig med at verdensøkonomien er filtret ind i et virvar af kriser og problemer, så hersker der en jubeloptimisme blandt danske politikere og økonomer i forhold til dansk økonomi. Arbejdsløsheden faldt i efteråret til under 100.000 ledige og til det laveste niveau siden december 2008 – lige inden krisen slog igennem herhjemme.
Den lave arbejdsløshed og BNP-væksten får de danske borgerlige økonomer til at male et rosenrødt billede af fremtidsudsigten for dansk økonomi. Tilbage i september 2021 skrev Nationalbanken eksempelvis: “Fremgangen ventes at fortsætte i de kommende år, hvor dansk økonomi bevæger sig ind i en moderat højkonjunktur som før pandemien. Det aktuelle pres vurderes som udgangspunkt ikke at udvikle sig til en overophedning.” I samme analyse forventer Nationalbanken, at den stigende inflation hurtigt vil ebbe ud igen.
At tro at alting bare vil flaske sig, er dog naivt. Intet tyder på, at inflationen hurtigt vil forsvinde af sig selv igen efter så mange år, hvor der er blevet pumpet så massive beløb ud i økonomien. Dernæst vil økonomien ikke blive rolig og stabil, hvilket er en gennemgående forventning i analysen. Som beskrevet har corona været med til at uddybe og forværre problemer, som allerede eksisterede i økonomien.
Intet tyder på et langstrakt, stærkt opsving i den globale økonomi. Tværtimod betyder alle de skitserede problemer i verdensøkonomien, at vi står overfor et krak på kort eller mellemlang sigt, som med al sandsynlighed vil blive dybere end 2008. At Danmark – en lille åben, økonomi, hvor halvdelen af BNP er hængt op på eksport – i denne situation skulle sejle gennem en velafbalanceret højkonjunktur de næste år, må siges at være ude at trit med den virkelige situation.
Vi har allerede oplevet nogle voldsomme økonomiske svingninger fra politikere og toneangivende økonomer de seneste år. Før pandemien var det økonomisk dogme, at staten skulle holde sig ude af økonomien og konstant stramme op på sine finanser, dvs. skære ned.
Med corona blev det vendt 180 grader: Staten, måtte vi forstå, er ikke et husholdningsbudget og kunne sagtens kaste milliarder, som den ikke havde, ud i økonomien. Som Mette Frederiksen formulerede det på et pressemøde: “[At pengene skal komme et sted fra] er en lidt gammeldags og måske også lidt en traditionel borgerlig måde at se det på.” Alle hidtidige “sandheder” fra økonomibøgerne som i et årti var blevet presset ned i halsen på arbejderklassen for at retfærdiggøre drakoniske besparelser på velfærden efter krisen i 2008, nemlig at “pengene skal passe”, at man må “sætte tæring efter næring” osv., blev sat ud af kraft. Der var nu ingen grænse for, hvor meget staten måtte låne, forbruge og blande sig i markedsøkonomien.
Men allerede nu har regeringen igen skiftet kurs og vendt sig fra denne “corona-økonomiske” tænkning og tilbage til det gamle lean and mean-dogme. Regeringens forslag til finanslov var den største økonomiske opstramning siden Poul Schlüter. Finansloven faldt på plads i december med opbakning fra SF og Enhedslisten i Folketinget, og i forhold til regeringens udkast blev den yderligere opstrammet med 2 milliarder. Men det er ikke gjort med det. Alle de mange milliarder der blev kastet ud i økonomien, skal nu hentes hjem for at bremse de inflationære tendenser og lægge pres på arbejderklassen for at holde lønningerne under inflationsniveauet. Kapitalistklassen kræver, at landets politiske ledelse svinger pisken. Og med sin nytårstale har Mette Frederiksen da også signaleret en tilbagevenden til det, der blev kendt som “nødvendighedens politik” under Helle Thorning.
DET BLEV IKKE SOCIALDEMOKRATIET “CLASSIC”
Mette Frederiksen. Billede: Flickr.
Mette Frederiksens forsøgte ellers at portrættere sin regering, som en der værnede om den vigtigste af de klassiske, traditionelle socialdemokratiske institutioner: velfærdsstaten. De fik fremstillet det som om, at efterkrigsopsvingets gamle Socialdemokrati var tilbage. Den illusion er brudt. Det eneste Mette Frederiksen kan sige at have bidraget med positivt, er den højt besungne Arne-reform, der gav lavere pensionsalder til nogle arbejdere, men dog først efter at regeringen havde gennemført en generel hævelse af pensionsalderen for alle.
Selvom regeringens ministre i ord forsøger at lægge afstand til dem, så fremstår Mette Frederiksens regering mere og mere som Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og resten af den sidste socialdemokratiske regering. Mette Frederiksen fremlægger ingen planer om at udvikle velfærden. Hun afvikler den, som når regeringen vil skære i dimittendernes dagpenge og gennemfører nedskæringer på uddannelserne med den såkaldte regionaliseringsreform.
På Mette Frederiksens vagt er presset på hele velfærden fortsat, og den nærmer sig bristepunktet, ikke mindst i sundhedssektoren. Offentligt ansatte flygter fra deres fag, og det er svært at rekruttere nye til uddannelserne. Alle der eksempelvis kender en lærer eller pædagog, ved, hvor grelt det står til. Førhen blev offentligt ansatte set som en privilegeret del af arbejderklassen med ordentlige arbejdsforhold og stor jobsikkerhed. Nu er velfærdsstaten ved at smuldre væk, og de der arbejder i den, er presset til det yderste.
Men mest akut står det på nuværende tidspunkt måske til i sundhedsvæsenet. Vi vil vende tilbage til sygeplejerskernes kamp og den radikalisering, som finder sted blandt dem, senere i dette dokument.
Sundhedsvæsenet er ved at falde fra hinanden. Årlige “effektiviseringer” fra skiftende regeringer rettet mod sundhedssektoren i regioner og kommuner, stigende medicinpriser, hyppigere indlæggelser af ældre og mere krævende behandlingsformer har sammen med presset fra COVID-19 betydet, at hospitalerne er ved at kollapse. Havde det ikke været corona, havde det været en anden “tilfældighed”, som havde skubbet sundhedsvæsenet ud over afgrunden. Allerede nu er der flere tusinder ledige sygeplejerskestillinger, og det vil stige til 6.000 manglende sygeplejersker om tre år. Antallet af patienter på de danske hospitaler er vokset med 31 % fra 2009 til 2018. I samme periode er antallet af læger, sygeplejersker og plejepersonale kun steget med 2 %. Siden da har hospitalerne blødt sygeplejersker. Det er intet mindre end en katastrofe.
Hvis der er noget, der er synonymt med velfærd, så er det god og gratis sundhed. Nu er hospitalsvæsenet ved at falde sammen på Socialdemokratiets vagt, og de gør intet. Én enkelt milliard bevilligede regeringen og støttepartierne efter sygeplejerskernes strejke. Sammenlignet med minkavlernes erstatning på små 20 milliarder kroner er det nærmest en hån. Krisen i sundhedsvæsenet kan have katastrofale konsekvenser for det parti, som i tidernes morgen stod ved roret, da velfærdsstaten blev bygget, men som nu står i spidsen for dets forfald.
Mette Frederiksens problem er, at hendes løfte om at være “Socialdemokratiet Classic” er umuligt at indfri. De økonomiske betingelser for udbygning af sociale rettigheder under kapitalismen som herskede, da velfærdsstaten blev opbygget under efterkrigsopsvinget, er for længst forsvundet. Og nu er der er ikke engang plads til venstrereformisternes naive illusioner til keynesianismens voodoo-økonomi på grund af den stigende inflation. I stedet har vi en kapitalisme med langt lavere gennemsnitlige vækstrater, stadig mere truende gældsbyrder og hårdere konkurrence på verdensmarkedet. Kapitalismen som system befinder sig i en blindgyde, og det underminerer reformismen. Der er simpelthen ikke råd til reformer. Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har ingen intentioner om at bryde med dette systems rammer, og konsekvensen af det er, at de må administrere en kriseramt kapitalisme, hvor det er arbejderklassen, der får regningen. Det er en opskrift på klassekamp.
REGERINGENS KONTROL SLÅR REVNER
Den herskende klasse er i dyb vildrede om, hvilken vej staten skal bevæge sig for at opretholde sin sociale base og legitimitet. Mette Frederiksen havde en meget håndfast plan, da hun kom til magten i 2019. Og den så for en stund ud til at virke – i hvert fald på overfladen.
Da Mette Frederiksens regering indtog regeringskontorerne, var det med en udtalt plan om at tage fuldstændig kontrol med embedsapparatet og alle statens institutioner. Helt uden fortilfælde blev et politisk sekretariat således opsat i statsministeriet, som skulle sikre at alle embedsfolk i alle ministerier fulgte den politiske taktstok fra regeringschefen. Der skulle ikke længere være slinger i valsen, og alle grene af staten skulle loyalt bakke op om regeringen og dens fortællinger.
COVID-19 passede perfekt i den sammenhæng. Alt blev styret fra statsministeriet med Mette Frederiksen og hendes nærmeste folk i front. I det følgende halvanden års tid var Mette Frederiksen urørlig. Men i sommeren 2021 endte Mette Frederiksens kontroleventyr. Den undtagelsestilstand som coronaen havde skabt, lakkede mod enden, og de underliggende problemer og modsætninger i samfundet flød tilbage op til overfladen.
Bruddet begyndte med den kaotiske tilbagetrækning fra krigen i Afghanistan. Selvom Forsvarets Efterretningstjeneste rapporterede, at Talibans overtagelse avancerede hurtigt, og andre vestlige regeringer forberedte evakuering af militær og civil personel, så forblev forsvarsminister Trine Bramsen og andre ansvarlige ministre på sommerferie. En klar fejlvurdering.
Resultatet var en ekstremt pinlig, kluntet og kaotisk evakuering af de civile danskere og afghanske tolke. Men vigtigere end selve rømningen er effekten af erkendelsen af nederlaget på bevidstheden i den brede befolkningen. Historisk set har militære nederlag altid ført til, at de siddende regimer har mistet legitimitet. USA, Danmark og de andre krigseventyrere stak af fra Afghanistan med halen mellem benene og overlod landet til, hvad der på papiret var en langt underlegen militær modstander. Et ydmygende nederlag for de sidste årtiers borgerlige tågesnak om, at vi med en “aktivistisk udenrigspolitik” var med til at gøre verden til et bedre og mere demokratisk sted.
Besættelsen af Afghanistan har varet to årtier, opslugt enorme mængder penge, tusindvis af civile liv og kostet 44 danske soldaters liv – et højere tabstal per indbygger end for noget andet land der deltog i besættelsen. Og til hvilken nytte? Absolut ingen. Intet er blevet opnået.
Nederlaget og ydmygelsen har også skabt en dyb demoralisering i militæret. Menige soldater har i to årtier været villige til at ofre deres liv og deres fysiske og mentale helbred for, hvad de fik at vide, var en højere sags tjeneste, men som tydeligvis har været én stor løgn. De affødte frustrationer medvirker til en radikalisering til højre blandt dele af de væbnede styrker, som det har været rapporteret i medierne. Men anekdotiske beviser vidner også om, at der formentligt finder en radikalisering sted til venstre blandt de lavere lag i militæret, som kommer til udtryk i, at RS for første gang har mødt et antal tjenestegørende personer, som opsøger socialistiske og marxistiske ideer. En sådan udvikling vil da heller ikke være underligt, siden det var venstrefløjen, som fra start var imod krigen i Afghanistan og forklarede, at den ville blive en katastrofe – hvilket viste sig fuldstændig korrekt.
KLØFT MELLEM REGERINGEN OG “DEN DYBE STAT”
Mandag den 24. august 2020 blev øverste chef for FE, Lars Findsen, fritaget for tjeneste. Billede: Pressefoto FE.
Forholdet mellem regeringen, med forsvarsministeren i spidsen, og ledelsen af de væbnede styrker er på et historisk lavpunkt. Militærets traditionelt mere politisk uafhængige institutioner blev allerede kraftigt svækket tilbage i 2014 under den sidste socialdemokratiske regering, da forsvarskommandoen blev lagt direkte under forsvarsministeriet og de civile regeringsstrukturer. Det har ført til en stigende utilfredshed i officerskorpset, der føler sig degraderet til stikirenddrenge for regeringen. Den sårede selvfølelse fik ekstra brændstof, da den daværende forsvarsminister Trine Bramsen tiltrådte og nonchalant lagde ud med offentligt at banke toppen af forsvaret på plads som en simpel “styrelse” med embedsfolk, der bare skulle makke ret, ligesom alle officerer nu skulle have ministeriel børnepasser på for at udtale sig offentligt om forsvaret.
Midt i denne konflikt og som forlængelse heraf er en sand intern krig mellem regeringen og den militære efterretningstjeneste (FE) brudt ud i lys lue med fængslingen af den siddende chef for FE, Lars Findsen. Lars Findsen er i skrivende stund stadig varetægtsfængslet. Sigtelsen er sket på baggrund af en længere overvågningsmission fra landets anden efterretningstjeneste, Politiets Efterretningstjenste (PET), og lyder på landsforræderi ved læk af hemmeligstemplet information.
Aldrig før i danmarkshistorien, ja i alle vestlige landes historie er en siddende spionchef blevet smidt i fængsel. De præcise omstændigheder er af naturlige årsager vanskelige at kortlægge. Men følgende billede tegner sig: en regering, der ønsker kontrol helt ud i alle forgreninger af statsapparatet. At alle støtter op om regeringens fortællinger og politik. Dette illustreres for eksempel af det faktum, at regeringen helt uhørt tilbageholdt PET’s sikkerhedsvurdering i forhold til de danske børn af IS-krigere, som sidder fængslet i Syrien. PET’s vurdering var, at det var farligere at lade dem sidde i Syrien end at få dem til Danmark. Lignende advarsler fra FE blev ignoreret. Det var ikke en udmelding, der passede i regeringens fortælling om, at alle islamister skal smides ud af landet. Regeringen tilbageholdt vurderingen fra PET et helt år, hvilket er højst usædvanligt. Mundkurven resulterede i, at vurderingen samt lignende advarsler fra FE alligevel blev lækket til pressen.
Der har været andre lignende sager, hvor regeringen har gennemtrumfet sine egne kortsigtede partipolitiske hensyn over hensynet til statens langsigtede interesser. Og selve sagen om fængslingen af spionchefen, som blev fulgt op af en sigtelse for landsforræderi rettet mod den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, har bragt konflikten til et helt nyt niveau, men også kastet hele det danske efterretningsvæsen ud i dets dybeste krise nogensinde. Det ligner en magtkamp med et Socialdemokrati plaget af storhedsvandvid på den ene side mod dele af staten selv.
Problemet som regeringen står overfor, er, at den herskende klasse som helhed har interesser, som rækker ud over den enkelte regeringsperiode, og som nogen gange kan gå imod den siddende regerings politiske interesser. Disse langsigtede interesser bliver forsvaret af de uformelle netværk i samfundets top, mellem topembedsfolk, dommerstanden, militærets top og det dominerende lag i det private erhvervsliv og finansverdenen. Et netværk som nogle har døbt den dybe stat. Efterretningstjenesterne og især den militære har i generationer opereret efter disse mere langsigtede linjer, hævet over smålige partipolitiske hensyn. Og tidligere regeringer har ærbødigst bøjet nakken, når den dybe stat har krævet, at forskellige regeringer har sat sig ud over deres egenhensyn “i nationens interesse”.
Men under indtryk af nødvendigheden i at sikre en stadig mere skrøbelig stabilitet mod risokoen for social ustabilitet a la de Gule Veste i Frankrig har Mette Frederiksens regering krævet fælles fodslag fra alle dele af staten og altså også efterretningstjenesterne. Denne såkaldte politisering af efterretningsvæsenet – en af statens allerinderste og mest hellige institutioner – er en direkte trussel mod den herskende klasses interesser.
Hvordan FE-sagen end spiller sig ud, om FE-chefen og Claus Hjort Frederiksen bliver dømt eller ej, så er noget helt fundamentalt gået i stykker: nemlig ideen om, at nationens interesser – det vil sige den herskende klasses interesser – altid kommer først.
Denne kløft mellem Socialdemokratiet og en af statens absolut vigtigste støttepiller, militæret og dets efterretningstjeneste, kan blive et kæmpe problem for både den herskende klasse og Socialdemokratiet på længere sigt.
Det er svært at overvurdere betydningen af denne splittelse i samfundets top. Hvis toppen var en sammentømret blok, ville arbejderklassens kamp have svære betingelser. Men konflikter i den herskende klasse, som den der udspiller sig omkring FE-skandalen, skaber revner, som arbejdere og unges utilfredshed kan trænge igennem. Det er ligeledes revner, som svækker den herskende klasses modstandskraft i de fremtidige kampe. FE-skandalen er således et forvarsel om kommende rystelser i den danske klassekamp.
ÆNDRINGER I DET POLITISKE LANDSKAB
Det danske politiske regime står i en enorm tillidskrise. Før corona var tilliden til politikerne faldet i næsten 20 år. Ved valget i 2019 var tilliden gået et hak op, så der nu var 15 % af befolkningen som havde ‘meget stor tillid’ eller ‘ret stor tillid’ til politikerne. Med corona og regeringens håndfaste håndtering der begrænsede pandemiens største effekter, fik Christiansborg et boost i tillidsundersøgelserne til over 36 %. Men også kun midlertidigt. En meningsmåling fra april i 2021 viste, at det nu kun var 28,5 %, der havde tillid til det politiske system. Ikke til politikerne, ikke til regeringen eller partierne, men det var systemet, som mindre end en tredjedel af danskerne har tillid til. Og det vil ikke være overraskende, hvis undersøgelsen i 2022 viser markant lavere tal efter det utal af skandaler, retssager og granskningskommissioner, som vi har været vidner til. Ligesom i lande som USA eller Storbritannien polariseres det politiske landskab, samtidig med at valget mellem blokkene i højere og højere grad bliver set som et valg mellem pest eller kolera.
Fra et revolutionært synspunkt er den faldende tillid et positivt fænomen. Det vidner om den underliggende radikaliseringsproces, der finder sted. Flere og flere tror ikke længere på magthaverne. Mistilliden er ikke blot rettet mod politikerne, men rammer den herskende klasses repræsentanter bredt: medierne, toppen af fagbevægelsen, embedsværket, uddannelsesinstitutionerne, osv.
Sagen om de slettede SMS’er illustrerer det skifte, der har været i forhold til regeringen. Da Mette Frederiksen på danmarkshistorisk vis nedlagde minkindustrien, blev det klaret med et pennestrøg. Der var bred opbakning i befolkningen og et stort flertal i Folketinget, som var nødsaget til at støtte op. Det var kun det yderste højre, som slog sig i tøjret. Dengang var der intet, Mette Frederiksen kunne gøre forkert.
Nu har det vendt sig til sin modsætning, og det virker til, at alt hun gør, er forkert. Det er ikke kun i forhold til mink, men det breder sig ud til alle politiske spørgsmål.
Hvad der ellers var Socialdemokraternes es i ærmet, den “stramme”, det vil sige racistiske, udlændingepolitik, har heller ikke haft samme effekt det sidste stykke tid. Da regeringen fremlagde deres såkaldte tryghedspakke i efteråret, blev det næsten ikke bemærket og druknede hurtigt i andre politiske dagsordener og skandaler, som regeringen var havnet i. Men vi kan forvente, at racismen fra Christiansborg vender tilbage og ikke bare på samme niveau. I takt med at regeringen bliver mere upopulær og skal lave flere “reformer”, det vil sige angreb på arbejderklassen og unge, så vil racismen blive mere hysterisk og skinger for, at socialdemokraterne kan være sikre på, at den overdøver protesterne.
De politiske udsving i den offentlige mening kan blive meget voldsomme i den næste periode. Corona har været med til at ændre mange menneskers forhold til politik. I dagligdagen er det begrænset, hvor meget de fleste går op i politik. De overlader det til de professionelle politikere og “eksperterne” i medierne, da mange har en følelse af, at politik jo ikke har noget med dem at gøre, eller at det ikke er noget, de har forstand på. Man udfører troligt sin demokratiske pligt og sætter kryds, når der er valg, men så er det også det.
Men store begivenheder – krige, kriser, krak, tilmed også pandemier – ryster bevidstheden hos masserne. Med corona blev politik allestedsnærværende: Politikerne bestemte, hvor du måtte være, hvem du måtte være sammen med, hvad der skulle holde lukket, hvad der skulle holde åbent, osv. Der blev sat høje krav og stramme retningslinjer for os alle. På den anden side betød det, at alle havde en holdning til, hvordan smitten skulle håndteres; hvilke restriktioner der skulle indføres, hvilke der skulle afskaffes, hvem der skulle vaccineres, osv.
Samtidig blev der gennemført store nationale politiske tiltag, som blev sat i søen på kort tid: samfundsnedlukninger, gigantiske kompensationspakker, massevaccinationsprogrammer, massetestning, osv. Det går imod den ekstreme konservatisme, som normalvis strømmer fra Christiansborg, hvor store politiske omvæltninger er en absolut sjældenhed. Det er derfor kun naturligt, hvis der er nogen, der stiller sig selv spørgsmålet: Hvis vi kan lave så store indgreb i samfundet og så hurtigt, når det gælder corona, hvorfor kan vi så ikke gøre det, når det gælder andre vigtige spørgsmål? Velfærden? Eller klimaet? Det åbner indirekte døren op for revolutionære konklusioner.
Corona har altså været medvirkende til at ændre den politiske situation. Det betød også, at dette kommunalvalg var det første i mands minde, der havde landspolitisk betydning og afspejlede de politiske forrykkelser, som finder sted på nationalt plan. Som et slags midtvejsvalg.
På den borgerlige fløj har der de sidste år været en løbende krise, som kun fortsatte ved dette kommunalvalg. Det yderste højre led et kæmpe nederlag. Dansk Folkeparti blev mere end halveret. Med Kristian Thulesen Dahls afgang som formand er partiets eksistentielle krise blot blevet dybere. Nye Borgerlige har ikke fortsat det momentum, som partiet især fik med den anden nedlukning, minkaflivningen og traktordemonstrationerne i slutningen af 2020. De fik ikke engang halvdelen af de byrådspladser, som Dansk Folkeparti mistede ved valget.
Dansk Folkeparti har domineret en god del af dansk politik i to årtier. For syv år siden til folketingsvalget i 2015 blev partiet det næststørste med 21,1 % af stemmerne. Nu er de reduceret til omkring 5 %. Hvis partiets krise fortsætter, er det usikkert, om det overhovedet kommer over spærregrænsen til næste folketingsvalg. Disse store skift på Christiansborg gør det sværere for kasten af politikere at navigere og regere, som de plejede.
På den anden side lukrerede De Konservative på krisen i Venstre og cementerede den fremgang, som de var blevet spået i meningsmålingerne i den sidste periode. De Konservative gik fra 6,5 % af stemmerne til 15,3 % på landsplan til kommunalvalget. Det er umuligt at spå om magtforholdet mellem de borgerlige partier til næste folketingsvalg. Men det er en mulighed, at De Konservative i de kommende år kan generobre deres plads som den danske kapitalistklasses primære parti.
Dynamikken på den politiske scene, men også i klassekampen, kan ændres med De Konservative som leder af oppositionen og som mulig leder af en kommende regering. De Konservative er borgerskabets ældste parti og har dybe rødder hos storkapitalen, den gamle adel og monarkiet. Men det er klart, at deres støtte ikke kun kan hvile på disse smalle sociale lag i toppen af samfundet. Ligesom Schlüter-regeringen vil de forsøge at oppiske opbakning fra småborgerskabet og mellemlagene.
Når det er sagt, så er det ikke fordi, der er nogen entusiasme eller stor begejstring for De Konservative eller noget som helst andet parti i Folketinget. Det borgerlige parlamentariske system står langt svagere end tidligere. Det ene parti efter det andet bliver ramt af krise og nedsmelter. Det har ikke kun været tilfældet for Dansk Folkeparti, men også for Venstre, De Radikale, Alternativet og Liberal Alliance. Det leder til en øget politisk fragmentering. Som det ser ud på nuværende tidspunkt, fortsætter trenden fra sidste valg, og der vil være 14 forskellige partier på stemmesedlen til det kommende folketingsvalg. Til sammenligning var der 11 ved jordskredsvalget i 1973.
De traditionelle magtpartier som borgerskabet har lænet sig op af, har over en lang periode gradvist mistet mere og mere opbakning. Det gælder især for de borgerlige varianter, men nu begynder det danske klassesamarbejdes vigtigste støtte, Socialdemokratiet, også at miste sin kraft. Hvis det fortsætter, som vi har set i andre europæiske lande, kan det blive farligt for de danske kapitalister. De har altid brugt toppen af Socialdemokratiet som et vigtig redskab til at holde arbejderklassen i ro og gennemføre upopulære tiltag. Hvem skal de danske kapitalister gå til, hvis Socialdemokratiet ikke længere kan spille den rolle?
ENHEDSLISTEN
Mai Villadsen. Foto: Folketinget, Steen Brogaard
Med så stor mistillid til hele det politiske system vil et anti-establishment parti eller bevægelse på bare et semi-radikalt program hurtigt kunne få stor støtte ved at udtrykke den store utilfredshed med status quo, som hersker i alle afkroge af samfundet. På nuværende tidspunkt har vi kun set en snert af det udtrykke sig på reaktionær vis. Både med Nye Borgerlige, da de havde momentum i slutningen af 2020 og hamrede løs på den politiske elite. Men også Men in Black har kunne mobilisere imod corona-politiken. Så længe venstrefløjen ikke giver den dybe utilfredshed, som eksisterer bredt i samfundet, et udtryk, vil den antage alle mulige fordrejede former.
Indtil nu er der ingen tegn på, at venstrefløjen udnytter situationen. Tværtimod. SF er efterhånden umulig at skelne fra Socialdemokratiet. Men også toppen af Enhedslisten har valgt at følge regeringen i tykt og tyndt. Kursen ind mod midten blev cementeret med det forståelsespapir, som støttepartierne underskrev, da regeringen blev dannet.
Til kommunalvalget gik Enhedslisten især frem i København, på Bornholm og på Frederiksberg. De to første steder, hvor fremgangen var mest markant, var det i høj grad et fravalg af Socialdemokratiet. Line Barfoed og de andre københavnske topfolk præsenterede ikke et politisk program for hovedstaden, som begejstrede nogen som helst. På landsplan gik partiet kun 1,4 procentpoint frem til 7,3 % af alle stemmer. Det viser, at på nuværende tidspunkt bliver partiet betragtet som nuanceforskelligt fra resten af Christiansborg-rosset.
Med deres tætte støtte til regeringen bliver Enhedslisten medansvarlig for de angreb, som regeringen udfører. Både direkte, som vi f.eks. så med regionaliseringsreformen af uddannelserne, hvor de stemte for på trods af advarsler om, at reformen ville betyde nedskæringer. Men også indirekte, fordi de holder hånden under Mette Frederiksen, når hun gennemfører politik med de borgerlige.
Uagtet de sure selfies fra Enhedslistens folketingspolitikere er konsekvensen af deres tilgang til regeringen, at de legitimerer den og giver den et venstredække. De bliver ved med at holde fast i, at med gode argumenter kan Socialdemokraternes trækkes i en anden retning. Men i kapitalismens nuværende epoke er der ikke plads til reformer, og det ender med, at det er Socialdemokratiet, der hiver hårdest i deres ende af rebet og trækker Enhedslisten mod højre og ind i den grå grød på midten af dansk politik.
Hele strategien fra toppen af Enhedslisten bygger på en analyse af, at den nuværende socialdemokratiske regering vil være anderledes progressiv end Helle Thorning & Co. Problemet er bare, at det er ønsketænkning. Alligevel binder Enhedslisten sig selv tættere og tættere sammen med regeringen og dens politik. Og jo længere Enhedslisten følger Socialdemokraterne, jo sværere bliver det at bryde med Mette Frederiksen igen. De ender i et større og større krydspres mellem regeringen og et voksende internt pres i partiet, og ikke mindst fra dets vælgere, om at sige fra over for Socialdemokraterne.
Men partiets folketingspolitikere har udråbt en række politiske aftaler som store sejre, selvom de i realiteten var det modsatte, hvilket desorienterer arbejdere og unge. Regionaliseringsreformen er et godt eksempel. Da den blev vedtaget med Enhedslistens stemmer, gik unge på uddannelserne umiddelbart ud fra, at der intet negativ ville være i den. Da kritikken så efterfølgende begyndte at bryde frem, og det viste sig, at reformen betyder nedskæringer, skabte det naturligvis forvirring.
Tidligere gik Enhedslisten ikke med i den slags aftaler om de facto nedskæringer. Dengang var det Enhedslistens folk i fagbevægelsen og studenter- og ungdomsfagbevægelsen som tog teten i forhold til – om ikke andet – at præsentere en venstreorienteret kritik. Partiet havde et apparat, der var stort nok til, at det kunne grave sig ned i tal og statistikker og fremlægge den primære kritik, som kunne føres videre ude i eksempelvis studenterbevægelsen. Vi har mange gange kritiseret Enhedslisten for at være for tilbageholdende og moderate. Men i det mindste var de et referencepunkt, man kunne navigere efter. Men den sidste tid har partiet ved at stå på samme side som regeringen og give dens politik et progressivt stempel de facto været en bremse for bevægelserne, ligegyldigt om det var intentionen eller ej. “Bevægelsen” bliver nu selv nødt til at improvisere sig vej frem – uden den baggrundsviden og politiske støtte, den trods alt fik fra Enhedslisten førhen.
FAGTOPPENS KONTROLTAB
Under recessionen efter krakket i 2008 dukkede de fleste arbejdere nakken af frygt for at miste sit levebrød. Der skete ikke meget på den faglige front. Men arbejdskonflikten på Axel Towers i 2016 blev startskuddet til noget nyt. Her lavede en række tømrere en effektiv blokade, og de stoppede ikke, før de til sidst fik deres krav igennem. Siden har vi set glimt af en begyndende opposition i fagbevægelsen, som især centrerer sig om netværket Arbejdere i Bevægelse. Det er en opposition, som bruger blokader, strejker og aktivisme frem for stramt at holde sig inden for det fagretslige system. Det er en opposition, som bruger solidaritet på gulvet, mellem forskellige faggrupper, som et aktivt våben, mens fagtoppen ligger i intern krig med hinanden. Det er stadig et relativt lille netværk blandt fagligt aktive, som på sit højeste har mobiliseret nogle hundreder i København. Men ikke desto mindre er det en vigtig udvikling i klassekampen. Dets betydning så vi med optakten til overenskomstforhandlingerne i 2020, som med overvejende sandsynlighed ville være kommet til en konflikt forberedt af dette netværk, hvis det ikke havde været for coronaens indtog.
Det seneste eksempel på en begyndende radikalisering blandt de lavere lag i fagforeningerne så vi i forbindelse med kampen for bedre løn i de kvindedominerede fag, især blandt sygeplejerskerne. Lederne af de offentlige fagforeninger havde forhandlet elendige overenskomstresultater hjem til OK21, som ville fastholde den lave løn til sygeplejersker, jordemødre, SOSU’ere, pædagoger osv. og betyde reallønstilbagegang. Sygeplejerskerne gik direkte imod toppen i deres egen fagforening og stemte forslaget fra deres forhandlere ned ikke én, men to gange med stadig større margin.
Demonstration på Rådhuspladsen. Fotograf: Rasmus Jeppesen.
Dette var udtryk ikke for noget særligt blandt sygeplejerskerne, men et symptom på den enorme afstand, der har udviklet sig mellem top og bund generelt i dansk fagbevægelse. Dansk Sygeplejeråd (DSR) var blot det svageste led i fagbureukratiets kæde. Lederne af DSR blev med afstemningerne tvunget til at igangsætte en strejke. Men ligesom ved tidligere konflikter var deres taktik at gøre konflikten så ufarlig som muligt og vente på et regeringsindgreb. DSR har altid haft fuld kontrol over sine medlemmer. Normalt ville historien have været slut med regeringens indgreb.
Men denne gang var det anderledes. DSR’s ledelse blev for første gang udfordret af fagligt aktive sygeplejerske både før og under strejken, og endnu vigtigere så kørte strejken spontant videre efter regeringsindgrebet. Der udbrød en række overenskomststridige punktstrejker rundt om i landet på skift mellem forskellige hospitaler. Det var en historisk “ulovlig” strejke, som strakte sig hen over hele efteråret direkte imod toppen af DSR’s vilje.
Det vidner om den radikalisering, som gryer i samfundet, og som med sygeplejerskernes kamp har udtrykt sig på større skala. Det er langt fra normalt, at sygeplejersker bryder med den danske model og strejker imod deres egne fagforeningsledere og en socialdemokratisk regering. Og det var ekstremt positivt, at de ikke bukkede under for alle forsøg på at spille dem ud imod de andre faggrupper. Lederne af fagbevægelsen i almindelighed og FOA og FH i særdeleshed gjorde ellers alt, hvad de kunne, for at modarbejde sygeplejerskernes kamp og skabe splittelse. Med flammetale advarede de om, at enhver ekstra krone til sygeplejerskerne ville blive taget fra SOSU-assistenterne og alle andre, og at regeringen aldrig måtte give efter for sygeplejerskernes pres. Men trods dette gigantiske pres og mediekampagne var de menige sygeplejerskernes taktik at skabe enhed blandt alle sundhedsarbejdere og derfor kræve højere løn som en del af en generel kamp for ligeløn til alle de traditionelle kvindefag. En imponerende bedrift.
På den anden side viser de kraftige udfald fra resten af fagbevægelsens top hvor bange de var for, at bevægelsen skulle sprede sig, og også at de selv ville miste kontrollen over deres medlemmer, som det var sket for DSR. Og de gør ret i at være bange.
Med sygeplejerskernes kamp er strejke som våben kommet på radaren igen. Historisk set er den danske model blevet taget for givet både af fagbevægelsen, fagligt aktive og menige fagforeningsmedlemmer. Enhver der kritiserede modellen, blev nærmest betragtet som kætter. Men i denne kamp brød sygeplejerskerne med den danske model, fordi det blev åbenlyst, at modellen udelukkende er til arbejdsgivernes fordel. Sygeplejerskerne har været med til at udstille fagtoppens elendighed, politikernes ligegyldighed overfor sundhedsarbejderne og den danske models ubrugelighed. Det har øget mistroen fra store lag af arbejderklassen mod alle disse institutioner. Institutioner som er vigtige støtter for dansk kapitalisme. Desuden er nye metoder i dansk klassekamp blevet afprøvet, såsom punktstrejker, der vil blive diskuteret i kommende kampe.
Det er svært at overvurdere, hvor stor betydning det har, at en veletableret fagtop, som den der sidder i DSR, fuldstændig mistede kontrollen over sine medlemmer. Effekten kommer måske ikke i morgen. Men noget i det hæderkronede danske klassesamarbejde er gået i stykker. Og det er på begge sider af klasseskellet.
I kapitalistklassens øjne bygger fagtoppens autoritet som samarbejdspartner på, at de kan styre deres medlemmer og dermed holde klassekampen i ro. Men hvad skal kapitalisterne bruge fagtoppen til, hvis de ikke længere kan kontrollere deres medlemmer? Og for arbejdere i resten af arbejderbevægelsen har sygeplejerskernes imponerende kamp vist, at det er muligt at sætte sig ud over den danske models såkaldte spilleregler, som ellers er blevet fremstillet som hellige, og som i øvrigt næsten udelukkende favoriserer arbejdsgiversiden. Regeringen – arbejdsgiveren – blev fuldstændig afklædt, da arbejdsretten truede med bod, og sygeplejerskerne bare fortsatte deres punktstrejker uden at ænse truslerne. Hvilke konklusioner vil resten af arbejderklassen ikke drage af dette?
UNGDOMMEN
Unge er et følsomt barometer, som ofte viser de processer, der foregår under overfladen og først senere viser sig andre steder i samfundet. Det politiske system har ikke leveret noget positivt i den unge generations levetid, og resultatet har været en øget radikalisering og øget mistillid til hele det politiske system. Socialdemokratiet stod til næsten 28 % af stemmerne blandt unge i september 2020, hvilket er den højeste opbakning i årevis fra dette segment. Det kollapsede til omkring 18 % kort før årsskiftet.
Samme tendens blev illustreret til kommunalvalget. Her gik Socialdemokratiet tilbage med 4 procentpoint til 28,4 % af stemmerne på landsplan. På trods af at partiet stadig er det største kommunale parti, så er tilbagegangen markant, især i storbyerne:
København: 17,2 % (-10,4 procentpoint)
Aarhus: 28,7 % (-9,1 procentpoint)
Odense: 31,3 % (-10,6 procentpoint)
Aalborg: 36,9 % (-11,8 procentpoint)
Det samme var tilfældet på den københavnske vestegn. Dette er alle områder med stor andel af unge. Valget var en lussing til den socialdemokratiske ledelse. Selvom de gik frem andre steder i landet, så er det her de traditionelle højborge for partiet. De tabte i det socialdemokratiske kerneland. Årsagen til dette katastrofevalg kan ikke kun begrænses til Mette Frederiksens “provinspopulisme”. Det udtrykker den generelle politikerlede, som var voksende før corona, og nu er kommet tilbage med fuld styrke. Og i særdeleshed den grøft som regeringen har gravet dyb mellem dem selv og ungdommen. Det er unge, som bliver ramt at politikernes angreb på uddannelser og dagpenge. Det er dem, som har fået skylden for corona-smitten. Det er dem, som er ude i usikre jobs med øget risiko for at blive syge, når samfundet lukker ned. Det er dem, som skal arbejde til de er langt op i 70’erne, før de kan få pension. Og det er dem, som regeringens løgne er rettet mod, når de lover klimahandling, men kun leverer varm luft.
Samtidigt med at politikerne frastøder de unge, så ser vi tegn på, at den frustration som ulmer blandt unge, begynder at få et udtryk.
Der opstod i slutningen af 2021 flere protestbevægelser uafhængigt af hinanden på forskellige universiteter, der modsatte sig regionaliseringsplanens nedskæringer. På trods af et forsøg på koordinering af disse bevægelser lykkedes det ikke på dette tidlige stadie at mobilisere tilstrækkeligt til en massebevægelse. Det blev tydeligt til demonstrationen d. 9. februar, at de studier der havde mobiliseret lokalt gennem deres egne demokratiske organer, var langt mere succesfulde i at mobilisere til bevægelsen, end den del af bevægelsen der blev organiseret af et lag, af hvad man kunne kalde ”superaktivister”, der ikke forstod vigtigheden af at mobilisere sine medstuderende og højne deres bevidsthed gennem aktiv mobilisering.
Ansvaret for at bevægelsen ikke blev større, ligger især på skuldrene af studenterorganisationer og regeringens støttepartier, især Enhedslisten. Ved oprindeligt at gå med i regionalingsaftalen skabte de enorm forvirring og overlod det til de studerende selv at opdage, hvad den gik ud på. Det har uden tvivl også været medvirkende til den manglende mobilisering fra studenterorganisationerne, der mange steder er fuldstændig tomme og på ingen måde påtog sig den ledende rolle i bevægelsen, som de burde.
Protestbevægelsen var blot et glimt af den enorme utilfredshed, der hersker blandt unge. Fordi elev- og studenterbevægelsen er mere eller mindre tømt for aktive, hvilket ikke er blevet hjulpet af pandemien, er der dog et kæmpe potentiale for at nye, friske lag kan generobre deres organisationer og genoplive dem politisk som kamporganer. I midten af 00’erne mobiliserede elev- og studenterbevægelsen titusindvis i demonstrationer, skolebesættelser og aktioner. Det kan ske igen med den rigtige politik og med gode folk i spidsen. Fra Revolutionære Socialister skal der lyde en klar opfordring til alle unge med initiativ og mod på reelt at kæmpe for bedre forhold: Tag jeres organisationer tilbage!
Hvis elev- og studenterbevægelsen blev udrustet med en kampklar ledelse og et solidt politisk program, ville regeringen kunne presses til indrømmelser. Det så vi med sygeplejerskerne. Og selvom de langt fra fik alle deres krav igennem, så viste deres kamp, at regeringen står svagt. En massebevægelse blandt unge vil lægge et kæmpe pres på regeringens støttepartier, der vil få meget svært ved at forsvare deres medvirken i regeringens angreb. Hvis presset bliver stort nok, kan regeringen blive tvunget til at droppe nedskæringerne. Men det kræver, at massen af unge mobiliseres med et klart mål om at kæmpe for at sejre.
KLIMAKAMP
Et andet spørgsmål som graver grøfterne dybere og dybere mellem politikere og unge, er klimaet. Unge er dødtrætte af Christiansborgs klimahykleri, hvor de føler sig snydt og bedraget. For de er igen og igen blevet lovet klimahandling fra politisk side. Og hvad er der sket? Ingenting. Gang på gang blev der forhandlet, men hver gang ender det med samme handlingsløse resultat.
Når der bliver lavet nye “grønne” politiske aftaler, så bliver de altid præsenteret som historiske og spektakulære nybrud. Men få dage efter aftalerne er indgået, og konfettien har lagt sig, ender det altid med at stå klart, at man ikke skal skrabe særlig meget i overfladen i disse aftaler for at finde ud af, at de ikke rykker noget. Det bliver mere og mere tydeligt, at politikerne lyver og vægter profit højere end de relle, store grønne omstillinger, der skal til.
Den generelle grønne dagsorden kommer ikke til at forsvinde, men ser ud til at fortsætte med at være et betydningsfuldt politisk spørgsmål og ikke kun for unge. Det bliver ikke mindre aktuelt af, at de voldsomme vejrfænomener rykker tættere og tættere på, som det var tilfældet med oversvømmelserne i Tyskland i sommeren 2021. Det vil kun gøre politikernes bevidste handlingslammelse tydeligere, det frie markedets ineffektivt mere grotesk og vreden, særligt blandt unge, dybere.
Alt det skubber unge i en mere radikal retning. De kan se, at systemet ikke kan levere, og mange af dem leder efter alternativer, som de på ingen måde får fra toppen af klimabevægelsen, som klamrer sig til det bestående politiske og økonomiske system.
Netop klimaspørgsmålet har været en katalysator for unge til at handle og blive “aktivistiske” i forskellige grupperinger og bevægelser. Intentionerne kommer fra et godt sted, og frustrationen der ligger bag, er ægte. De unge kan godt se, at den etablerede klimabevægelse ikke kan tilbyde dem noget. Og derfor søger de andre steder hen. Hvad de forskellige klimakampe – også de “mere radikale” – har til fælles, er, at de alle enten har mødt eller vil møde systemets utilstrækkelighed. Det vil på et tidspunkt gå op for folk, at det ikke bare handler om “at råbe politikerne op”. Klimabevægelsen har langt hen af vejen ret, når de påpeger de mange katastrofale konsekvenser af de menneskeskabte klimaforandringer. Til gengæld kan de ikke forklare, hvorfor vi gang på gang ser politikerne vedtage politik, der i bedste fald kun sætter farten ned på den evigt voksende klimakrise. Klimabevægelsens ledende aktivister tror, at det bare er et spørgsmål om politisk vilje. Men problemet er selve det profitbaserede system, hvad der bliver mere og mere tydeligt, og det vil gøre flere og flere unge åbne over for revolutionære idéer.
UDSIGTER
Vi er på vej ud af coronaens politiske undtagelsestilstand. Nye smittebølger, restriktioner og nedlukninger vil ikke have samme chokerende og passiviserende effekt som tidligere. Andre spørgsmål vil komme i front.
Det vil blive tilfældet med økonomien. Her vil de toneangivende centralbanker stå i et uløseligt dilemma mellem at lade inflationen køre ud af kontrol eller udløse en økonomisk krise. Ligegyldigt hvad de gør, er de økonomiske udsigter dystre i hele verden og dermed også i Danmark.
Det vil skubbe på polariseringen i samfundet. Det vil uddybe den voksende radikalisering, som begynder at få massebase, som vi så med sygeplejerskerne: Aldrig før har så mange sygeplejersker været involveret i “ulovlige” strejker og nægtet at adlyde deres faglige ledere. Det er noget, som toppen af fagbevægelsen, men også kapitalistklassen, har noteret sig med bæven.
Deres frygt er forårsaget af det samme som vores optimisme. Fagtoppen, der er tæt forbundet til den herskende klasse, har ikke længere samme kontrol over arbejderklassen som tidligere. I mere end 100 år har de udgjort en af de vigtigste støttepiller for dansk kapitalisme, og den støttepille begynder at smuldre. Samtidig er der store muligheder for, at kimene til at elev- og studenterbevægelsen kan transformeres til reelle kamporganisationer, kan lægges, hvilket vil have stor effekt på de kommende kampe.
Vi mærker selv, hvordan revolutionære idéer ikke er fremmede for de unge. De har kun oplevet en kapitalisme, som har forværret deres og deres forældres liv. Den herskende klasse og dens møjsommeligt opbyggede institutioner oplever en politisk legitimitetskrise. De klogeste af borgerskabet repræsentanter ved, hvilken kraft revolutionære idéer kan få på et tidspunkt, hvor den økonomiske og sociale stabilitet er ved at skride.
I Revolutionære Socialister har vi ikke tænkte os at holde igen, tværtimod. Flere og flere unge leder efter radikale idéer, der kan ændre verden – marxistiske idéer. Vi vil organisere dem, samtidig med at vi vil være med til at generobre vores organisationer ude på uddannelsessteder og arbejdspladser.
Der er ingen grund til at vente. Bliv en del af kampen for at ændre verden – bliv en del af Revolutionære Socialister og den Internationale Marxistisk Tendens i Danmark.
