Det foreliggende industriforlig falder meget kort for at kunne tilbagevinde den løn, som vi har tabt siden den sidste overenskomst. Selvom lønstigningen er højere, end den er for svendene, er vi lærlinge heller ikke på nogen måde sikret mod reallønsfald.
Hvis man kaster et overfladisk blik på det foreliggende forlig for industrien, så ser det ud til, at lærlingene står til at stige hele 12 procent i løn. Det lyder jo umiddelbart af meget, og det var da bestemt også det, som man fik at vide af fagtoppen både på de sociale og i de konventionelle medier, hvor de havde travlt med at forklare, hvorfor alle burde stemme JA til forliget. Men procentsatser er taknemmelige, så lad os i stedet gå tallene igennem, og se hvad det bliver til i kroner og ører.
Der er nemlig en del problemer med de 12 procent, som der bliver snakket meget om. For det første stiger lønnen kun rent med 8 procent – over to år. Altså en årlig lønstigning på 4 procent og ikke 8. Fritvalgskontoen stiger ligeledes med 2 procent både for lærlinge og svende, og det samme gælder ændringen i pensionsordningen, hvor arbejdsgiver nu skal betale 10 procent i stedet for 8, og arbejderen eller lærlingen skal betale 2 procent i stedet for 4. Det er herfra de 12 procent kommer. Men hertil skal tilføjes, at fritvalgskontoen først stiger pr. 1. marts 2024, så der er altså lige et helt år vi skal igennem, uden at vi kan medregne de 2 procent. Ligeledes ændres pensionsbidraget også først den 1. juni 2023, så der er også lige nogle måneder, hvor vi altså heller ikke får det ekstra.
Men som sagt er der tale kun tale om en årlig lønstigning på 4 procent i år. Lægger vi pensionen og fritvalg oveni – hvor vi tager forbehold for, at de først stiger hhv. til næste år og til juni i år – giver det os altså en overordnet stigning på omkring 6 procent i år. Lad os så se, hvor meget det bliver til, når vi omregner det til reelle tal.
Den laveste sats for lærlinge er på nuværende tidspunkt ikke mere end 73,75 kr. Mens den højeste sats for voksenlærlinge er på 127,15. For langt størstedelen af lærlinge følger arbejdsgiver disse tal slavisk, og man skal være overordentlig heldig, hvis man har fundet sig en læreplads, hvor mester er villig til at betale mere end disse satser, så det er dem, vi her vil gå ud fra.
6 procent af 73,75 kr. er 4,43 kr. Ganget op giver det os en stigning i månedslønnen på lige over 700 kr. Herfra trækker vi så 38 procent, som der betales skat af. I alt står en lærling på laveste sats altså med omkring 440 kr. mere i hænderne per måned efter skatten er betalt. Samme regnestykke for lærlinge på den højeste sats giver omkring 750 kr. efter skat.
Så begynder det pludseligt ikke at se så prangende ud. For langt de fleste af os lærlinge er vores udgifter steget betydeligt mere end det, især på helt basale og nødvendige ting som fødevarer, brændstof, el og husleje.
Lokale forhandlinger
»Men,« hører vi fagtoppen protestere, »der er jo netop blevet lagt vægt på, at det resterende løntab kan hentes lokalt.« Revolution har allerede behandlet problemet med lokalforhandlinger andetsteds, så der er ingen grund til at gentage dem her. Det skal blot nævnes, at alle de samme udfordringer med lokale lønforhandlinger for svendene også gør sig gældende for lærlinge. Og mere til endda.
Det er netop derfor, at det foreliggende industriforlig er så skuffende for os lærlinge. Ikke mindst når man også medregner, at vi lærlinge i Metal Ungdom i Hovedstaden op til forhandlingerne enstemmigt vedtog, at vi ønskede en fast lønstigning på minimum 15 kr. for alle lærlinge uanset sats per år, da vi mente, at det var det absolut mindste beløb, der kunne sikre, at alle lærlinge ikke ville lide reallønstab på grund af inflationen. På selv den højeste sats kryber de nuværende lønstigninger sig kun op på to tredjedele af vores minimumskrav, og for førsteårslærlinge er det kun en tredjedel af vores krav, og derfor vil jeg anbefale, at alle lærlinge, der kan stemme om den foreliggende overenskomst, stemmer NEJ.
For mens langt de fleste af os nu vender hver mønt, når vi er nede for at købe ind, har virksomhederne tjent boksen i løbet af de sidste tre år. Vi har alle muligheder for at tilkæmpe os et langt bedre resultat.
Hvis vores forhandlere ikke kunne overbevise arbejdsgiverne om at punge ud ved hjælp af gode argumenter og hurtige regnestykker, så er det på tide, at vi får dem overbevist af anden vej. Det er os på gulvet i industrien – inklusiv landets lærlinge – der står op og går på arbejde hver dag, som får det her samfund til at køre rundt, og som har skabt deres historisk høje overskud. Hvis vi nægter at sælge vores arbejdskraft så billigt, som forliget lægger op til, skal vi nok få arbejdsgiverne til hurtigt at gribe til pungen.
Og selvom vi lærlinge her i år 2023 åbenbart stadig skal behandles som børn uden ret til at strejke med vores kollegaer, og mester lovligt kan sende os på arbejde, mens svendene nedlægger arbejdet, kan arbejdsgiverne være sikre på, at vi lærlinge vil bruge alle midler for at gøre en eventuel strejke så effektiv som mulig – skulder ved skulder.
