Det nye industriforlig er mildest talt ikke noget at råbe hurra for | Foto: wistechcolleges, flickr.comDet nye industriforlig mellem DI og CO-industri er elsket af arbejdsgiverne. Fagbosserne i CO-industri har valgt at vise “samfundsansvar” og acceptere, at industriarbejderne skal være fattigere i 2025, end de var i 2021. Initiativet ligger nu hos de andre sektorer, men i sidste ende kan det være op til medlemmerne at sætte foden ned.
Industriforliget kom i hus uden dramatik den 19. februar. Der blev ikke udsendt strejkevarsler. Der blev ikke brug for forligsinstitutionen. Fagbosserne og arbejdsgiverne i DI klarede det hele i mindelighed. Men hvorfor skulle der dog også være dramatik, når den ene part bare lægger sig fladt på maven? Eller som DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen diplomatisk udtrykte det:
“Det er ganske enkelt enestående, at det selv i så svære tider er lykkedes at nå til enighed om et ansvarligt gennembrudsforlig for det private arbejdsmarked i Danmark. Særlig når der er høj bølgegang i verden omkring os, er det afgørende med så stabile hjemlige rammer som muligt. Derfor er aftalen først og fremmest et udtryk for, at begge parter tager deres samfundsansvar dybt alvorligt.”
For arbejdsgiverne er “samfundsansvar” altid ensbetydende med, at arbejderne må holde for. Og det udtrykker sig også i forliget.
Ser man bort fra de mere sekundære aspekter og tiltag, der kun vedrører mindre grupper, giver forliget kort fortalt 2 procent mere om året i lønposen (ligeligt fordelt mellem lavere pensionsindbetaling fra arbejderne og stigning i fritvalgskontoen), og 4,50 kroner på mindstesatserne. Det var, hvad det blev til efter det største reallønsfald siden Anden Verdenskrig! Hvis de seneste års overenskomster har været magre, så må dette betegnes som et helt uacceptabelt resultat for industriarbejderne, hvis leveomkostninger er eksploderet det sidste år.
Regningen gjort op
Lad os prøve at sammenligne med en “normal” situation fra de sidste 10 år. I denne periode var inflationen i reglen omkring 1% om året og lønudviklingen ca. 2%. Altså steg reallønnen for de overenskomstdækkede områder med gennemsnitligt 1%. Under “normale” forhold, var udgangspunktet ved forhandlinger af en ny overenskomst, at man gik ind i den nye overenskomst med et plus på 1% i forhold til inflationen året forínden.
Sådan forholdt det sig også sidste gang, ved OK20. Her forhandlede CO-industri sig, i de centrale forhandlinger, frem til 1% på fritvalgskontoen pr år - altså var den forventede prisudvikling dækket ved de centrale forhandlinger! Lokale løntillæg kom så oveni. Disse endte på gennemsnitligt 1% om året, og altså en reallønsfremgang på 1%.
Så lad os oversætte det til situationen i dag. Sidste år steg forbrugerpriserne gennemsnitligt set 7,7%. Det vil sige at reference- eller nulpunktet for OK23 burde være, at vi havde fået 8,7% mere i løn i 2022. Men lønningerne steg ifølge Dansk Arbejdsgiverforening imidlertid kun med 3,6% det år. Altså er vi gået ind i overenskomstforhandlingerne med et minus på 5,1%.
Nordea forventer en gennemsnitlig inflation i 2023 på 5%. Så lad os tage dette optimistiske scenarie som udgangspunkt. For at følge normalen, skulle CO-industri have sikret de 5,1% vi var bagud fra året før + 5% for den forventede gennemsnitlige inflation i 2023. Altså 10,1% KUN for 2023. Men vi fik 2%.
Til det vil nogen sige: Men aftalen er toårig, og Claus Jensen siger, vi kan hente det ind i løbet af 2-3 år?
Det er sandt, at industriforliget er toårigt. Men selv de mest overoptimistiske estimater forventer en inflation i 2024 på mindst 2,4%. Forliget giver 2% i 2024. Så når 2024 er gået, vil industriarbejderne stadig være markant fattigere end i 2021.
Men det er ikke bare reallønsudviklingen, der er vigtig, når vi snakker løn i OK23. Vi bør også se på, hvordan udbytningen af de danske arbejdere og særligt industriarbejderne er steget kraftigt det sidste årti. Vores bid af samfundskagen er blevet mindre, mens de rigestes er blevet større. Det skal vi presse tilbage.
Siden 2010 er virksomhedernes overskud steget med 278%. Aktieudbytterne fra de børsnoterede virksomheder er steget 347% og CEO-lønningerne i de største virksomheder steget med 173%. I samme periode er industriarbejdernes andel af produktionen faldet.
De industriarbejdere som Claus Jensen og CO-industri skulle repræsentere har således oplevet et fald i den såkaldte lønkvote på omkring 15% siden 2010. Med andre ord er industriarbejdernes andel af den velstand, de selv har skabt, faldet kraftigt.
2% om året ved de centrale forhandlinger er altså et elendigt resultat i en situation med hamrende inflation, gigantiske overskud, og en fridag, der er blevet nuppet af arbejdsgiverregeringen for næsen af os. Det er et resultat, der svarer til en direkte kapitulation overfor arbejdsgiverne, som kun har oplevet stigende overskud.
Lokale værktøjer?
Men men men, argumenterer forhandlerne: Industriens overenskomst er en minimallønsoverenskomst. Det er jo meningen, at hovedparten af lønstigningen skal forhandles lokalt! Javel ja.
Dette spin-argument bør vække bekymring. For mindre end et år siden var formanden for CO-Industri og Dansk Metal, Claus Jensen, selv flere gange i medierne og klage over, at arbejdsgiverne ikke giver tilstrækkeligt ved de lokale lønforhandlinger.
Hvad får dem til at tro at, at det skulle ændre sig nu? Hvilke industrivirksomheder er klar til dette forår at lægge 8,1% oveni de centralt forhandlede 2%? Næppe de samme industrivirksomheder, som siden 2010 konsekvent har holdt tilbage ved samtlige lokalforhandlinger.
Men, argumenterer forhandlerne videre: Med industriforliget har tillidsfolkene fået “nye værktøjer” til at vinde højere lønstigninger igennem lokalt. Hvad er disse nye værktøjer? Mulighed for at få indblik i dele af regnskabet og virksomhedens konkurrencesituation. Altså information.
Men problemet er ikke, at tillidsfolkene det sidste årti har manglet gode argumenter. Arbejdsgiverne har bare været ligeglade. Problemet er, at man lokalt – så længe man følger de fagretslige regler – ikke har nogen pressionsmidler på arbejdersiden i lokalforhandlingerne. Arbejdsnedlæggelser i forbindelse med en lokalforhandling er overenskomststridige og mødes med bod.
I den gældende industrioverenskomst som videreføres med industriforliget, står endda eksplicit i §13 stk 10 at: “Når den forsømte tid hidrører fra en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, ydes ikke overtidsbetaling for nogen timer, før de forsømte timer er præsteret af medarbejderen ud over dennes normale arbejdstid.”
Hvad betyder det? Det betyder at arbejdsgiverne i princippet kan være ligeglad med en lokal arbejdsnedlæggelse. For i overenskomsten står der sort på hvidt, at hvis arbejderne på en arbejdsplads strejker, f.eks. i forbindelse med en lokal lønforhandling, kan arbejdsgiverne pålægge dem at arbejde ud over deres normale arbejdstid uden overtidsbetaling, indtil de har indhentet det arbejde, der gik tabt, mens de strejkede, så arbejdsgiveren holdes skadesløs.
Ydermere kan arbejdsgiveren i praksis nedlægge veto mod kollektive lokalforhandlinger i det hele taget, og lade det være op til individuelle forhandlinger, hvor den enkelte er prisgivet arbejdsgiverens luner. Det kan arbejdsgiveren, fordi kollektive lønforhandlinger forudsætter arbejdsgiverens tilladelse, jf. protokolat nr. 26.
Disse bestemmelser fastholdes i det nye industriforlig. CO-industri beder altså arbejderne stole på, at vi med billig portvin og slesk tale kan overtale den enkelte arbejdsgiver til at give markant mere i løn, trods ti års erfaringer med det modsatte.
Det er ikke bare naivt. Det er definitionen på kapitulation i en situation, hvor vi har alle muligheder.
Tilbage på sporet
Året startede ellers positivt med, at fagtoppen for én gangs skyld tog kampen op og mobiliserede deres medlemmer ved demonstrationen den 5. februar og ved krav om en folkeafstemning om afskaffelsen af vores fridag.
Men i stedet for at følge op på dette og bygge videre for at skabe det størst mulige pres på arbejdsgiverne og samfundets top viser industriforliget og forløbet omkring forhandlingerne, at nogle i toppen sidenhen er blevet bange for sin egen skygge. At man har trukket følehornene til sig, og trukket sig tilbage til det overenskomstmæssige hul, dansk fagbevægelse har været i siden krisen i 2008.
Om det er af frygt for at miste anseelse i den herskende klasse og sætte sin plads ved de fine herres bord over styr, kan vi kun gisne om. Faktum er, at industriforliget lægger op til kapitulation på det værst tænkelige tidspunkt.
Den kurs kan og skal vendes. Initiativet ligger nu hos forhandlerne i de andre sektorer, som stadig kan nå at sætte foden ned og lade være at acceptere rammen fra industriforliget. Men som det ser ud nu, kan det meget vel blive op til medlemmerne at gøre dette ved at forkaste det samlede mæglingsforslag, når det skal til afstemning blandt medlemmerne.
Vi har alle muligheder
Vi står nu i en situation, hvor vi har en arbejdsgiverregering, der er gået i offensiven mod vores tilkæmpede rettigheder på den politiske front, og en arbejdsgiverstand som lugter blod og kræver, at vi skal blive markant fattigere for, at de kan forøge deres i forvejene abnorme overskud.
Angrebene på vores fridage, velfærd og overenskomstforhandlingerne hænger sammen. Det er samme kamp for at trykke arbejderklassens andel af samfundskagen tilbage. De er udtryk for en samlet herskende klasse, der kaster os handsken. Hvordan vi reagerer, vil have store konsekvenser for den nærmeste fremtid.
Vi kan gøre som Claus Jensen anbefaler os, og lægge os fladt ned og lade dem tromle os og så håbe på, at det er en enlig svale, og at arbejdsgiverne og regeringen fremover vil forbarme sig og blive blide som lam. Men som en vis Barbera Berthelsen engang sagde: Hope is not a strategy.
I stedet bør vi udnytte de favorable omstændigheder: Befolkningen er i forvejen sure på regeringen, der styrtbløder i meningsmålingerne. Befolkningen er frustrerede over at blive fattigere, mens de rige bliver rigere.
Hvis fagbevægelsens top vil det, så er her muligheden for at sætte foden ned og stå fast. Hvis arbejdsgiverne ikke vil bøje sig for fornuften og de gode argumenter, så lad os tage kampen og give arbejdsgiverne en lektie i, hvem, der får dette samfund til at køre rundt. De skal rammes på pengepungen. Det er det eneste sprog, de forstår.
Her vil nogen indvende, at regeringen bare vil gribe ind i en storkonflikt og ophøje mæglingsforslaget til lov, ligesom de gjorde det mod sygeplejerskerne, og ligesom det er blevet gjort ved alle storkonflikter, så længe nogen kan huske. Men en regering kan skrive alle de love, de vil. De kan ikke tvinge folk tilbage i arbejde, hvis de ikke vil. I klassekampen er det den stærkes ret, der gælder. Hvis vi står fast i sådan en situation, er det regeringen, der knækker – ikke arbejderklassen.
Der skal ikke mange ugers storkonflikt til, før arbejdsgiverne vil blive tvunget til at give sig. Bare se på, hvordan den franske regering reagerede på de Gule Veste, som kun i mindre grad ramte fransk økonomi, men som kæmpede beslutsomt. Den gav historisk store indrømmelser.
Hvis fagtoppen udviser styrke og beslutsomhed, kan det ikke udelukkes, at modstanderen vil bakke ned uden kamp. Men hvis vi på forhånd giver op og viser svaghed, som industriforliget er udtryk for, så indbyder det blot til nye angreb.
Derfor bør vi holde et vågent og kritisk øje med forhandlerne i de næste uger. Med den kurs CO-industri har lagt, lader det til, at der er nogen i fagtoppen, der igen har glemt, hvem de skal repræsentere, og det kan meget vel være, at medlemmerne må minde dem om det ved den kommende afstemning om det samlede forlig.
