– Kun arbejderklassen kan skabe fred i Mellemøsten
I midten af juni afsatte den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas den palæstinensiske regering og indsatte en såkaldt ”nødregering”. Denne nye regering blev hyldet af lederne fra USA, EU og Israel. Grunden til, at disse leder jubler, er at det er lykkedes for dem at vælte den demokratisk valgte regering, der har Hamas i spidsen, og indsætte en regering, der er lydig over for imperialisternes interesser i regionen og har solgt fuldstændig ud af samtlige af palæstinensernes rettigheder.
Vestens ledere holder gerne skåltaler om ”demokratisering” af Mellemøsten. Men dette er tomme ord og topmålet af hykleri. Hamas blev i 2006 valgt ved et af de ganske få demokratiske valg i Mellemøsten. Som vi tidligere har forklaret var dette valg resultatet af, at lederne af Fatah er dybt korrupte og har solgt ud af alle palæstinensernes krav, og i realiteten accepterer, at Israel bygger flere og flere bosættelser på Vestbredden og fortsat belejrer og bombarderer Gaza med granater.
Kup støttet af Vesten
Den nye ”regering” er overhovedet ikke valgt af nogen som helst. Den er indsat med hjælp fra de USA-lydige stater Egypten og Jordan, og med Israels støtte i ryggen.
Siden palæstinenserne stemte på Hamas er de blevet straffet for denne handling. De har nemlig stemt på ”de forkerte” og nægtet at opgive modstandskampen mod den israelske besættelse. Det er dette, imperialisterne ikke kan tilgive dem. Derfor har de blokeret de palæstinensiske områder og Israel har indefrosset de penge, som palæstinenserne selv har betalt i moms. Dette tyveri er ganske vist forbudt ifølge international lov. Men den herskende klasse i Israel er, sammen med lederne af USA og EU, fløjtende ligeglade med internationale konventioner, når det går imod deres interesser. Når det drejer sig om vigtige og grundlæggende spørgsmål, er der intet der afgøres ved internationale konventioner, men kun gennem virkelige styrkeforhold – økonomisk og militær kamp.
Situationen i de palæstinensiske områder har under blokaden været katastrofal. Arbejdsløsheden er eksploderet og økonomien er kollapset. Importtolden, momsen samt afgifter for handlen mellem israelske og palæstinensiske virksomheder (som alle er blevet indefrosset under blokaden) udgjorde sidste år omkring 4,266 milliarder kroner. Det svarer næsten til to tredjedele af det palæstinensiske ”selvstyres” samlede indkomst.
Forsøg på at knække palæstinenserne
Blokaden har været katastrofal for almindelige palæstinensere, og især i Gaza. Den egyptiske avis Daily Star (der ikke kan beskyldes for at have en kritisk holdning til imperialisterne) kunne 18. maj berette om en mand i Gaza, der havde solgt sine to døtre for at kunne overleve. Patienter er jævnligt døde af de mest banale ting, fordi der er mangel på stort set al slags medicin og lægeudstyr i Gaza. Imperialisterne har ikke haft nogen skrupler over at lade nyrepatienter dø, fordi de ikke kan få dialyse, at lade patienter dø i ambulancer ved de lukkede israelske checkpoints, eller at lade bløderpatienter dø på grund af mangel på blødermedicin. Imperialisternes ”bekymring” for palæstinensernes ve og vel begrænser sig til en ”bekymring” om at få dem til at opgive al modstand mod imperialismens dominans og den israelske besættelse.
Baggrunden for det kup, som imperialisterne iværksatte er, at de ønsker at knække det palæstinensiske folk. Årsagen til at Mahmoud Abbas og hans imperialistiske støtter har tabt i Gaza er på grund af, at ligesom i Libanon forstår masserne, at bag angrebene på Hamas er der et forsøg på at få dem til at opgive ethvert håb om at blive fri fra imperialistisk undertrykkelse.
Fatah: imperialisternes marionetter
Egypten og Jordan har i længere tid haft planer om at omstyrte den palæstinensiske regering, og planen er blevet bakket op af Washington. Det egyptiske regime under Hosni Mubarak har i flere omgange sendt bevæbnede Fatah-styrker ind i Gaza fra Egypten. Egypten har trænet og bevæbnet Mahmoud Abbas’ væbnede styrker. USA har ifølge The Economist støttet Fatahs væbnede tropper med 300 millioner kroner. I maj kunne Daily Star rapportere, at 500 Fatah-soldater var blevet sendt over grænsen til Gaza. Formålet var at starte en borgerkrig imod Hamas-regeringen. Denne borgerkrig sluttede i midten af juni ved at Hamas besejrede Fatah-soldaterne og dermed havde besejret Israel og Egyptens forsøg på at vælte den demokratisk valgte regering.
Denne nedkæmpelse af Fatahs opstand blev af imperialisterne og deres købte presse beskrevet som et ”Hamas-kup” (selv om det stik modsatte var tilfældet), og de handlede hurtigt; på Vestbredden kuppede de sig til en ny regering med Salam Fayyad i spidsen. Salam Fayyad kan kun beskrives som Israel og USA’s kransekagefigur. Han har en fortid i Verdensbanken og IMF og har tætte forbindelser til Bush-administrationen, og især til USA’s udenrigsminister Condoleeza Rice.
Den nye kup-regering vil ikke tilbyde palæstinenserne nogen løsninger. Israels kolonisering af Vestbredden vil fortsætte. Som det er nu, er det kun halvdelen af Vestbredden, der er tilgængelig for palæstinensere, og det er ofte umuligt at besøge familie og venner i byer, der ligger blot 50 kilometer væk. Ifølge en undersøgelse, der blev offentliggjort i Haaretz fredag 10. november 2006, er 57 ubevæbnede børn blevet dræbt af IDF siden juni, og mellem den 27. juni og 28. oktober alene, er 247 palæstinensere, herunder 155 civile (63 procent), blevet dræbt af den israelske hær. I samme periode er 996 palæstinensere blevet såret, og næsten en tredjedel, 337, var børn. Vi har ikke de officielle tal fra 2007, men de må ligne dem fra sidste år.
Hvad med Hamas?
Betyder vores modstand mod Fatah og deres imperialistiske bagmænd, at vi støtter op omkring Hamas? Absolut ikke. Vi støtter palæstinensernes ret til national selvbestemmelse, deres ret til at kæmpe imod Israels besættelse og deres ret til at stemme på de partier, de ønsker – herunder Hamas. Men problemet er, at Hamas ikke kan tilbyde en vej frem for den palæstinensiske befrielseskamp.
Hamas er et populistisk parti, der læner sig op ad massebevægelsen. De har et snævert nationalistisk udsyn, der aldrig vil kunne løse palæstinensernes problemer. I stedet for at appellere til den israelske arbejderklasse om fælles kamp imod Israels korrupte herskende klasse, skræmmer de almindelige israelere over i de reaktionæres arme ved at de ikke skelner mellem ledere og befolkning. Her skal det retfærdigvis siges, at Hamas har holdt en ensidig våbenhvile over for Israel indtil 24. april i år – på trods af, at Israel dagligt har bombarderet Gaza med 2-300 granater.
Al vores sympati i denne konflikt ligger hos de fattige og undertrykte palæstinensiske masser. Problemet er, at der ikke er en revolutionær ledelse for befrielseskampen. De palæstinensiske masser kan først få deres frihed, når krigen vendes til en klassekrig imod Israels kapitalister og de korrupte arabiske regimer. I denne kamp er Israels arbejderklasse en afgørende alliancepartner, da det reelt er dem, der har magten til at standse den zionistiske krigsmaskine. Først når Mellemøsten forenes i en socialistisk føderation og befris for imperialismens dominans kan vi begynde at tale om egentlig frihed og selvbestemmelse for palæstinenserne.
