Der er ingen fremtid ude en fortid. En empirisk, mekanisk og pragmatisk tilgang til den revolution, der fejer over regionen fra Atlanterhavet til det Arabiske Hav vil ende i en forkert analyse og en katastrofal skæbne for masseopstanden.
Det er kun fra et historisk perspektiv, ved at forbinde fortiden med dagens begivenheder, at man kan give et fuldstændigt billede af situationen og optegne den revolutionære bevægelses perspektiver og behov.
Imperialismens rolle, som den fremstilles i medierne, er ikke blot forkert, men et åbenlyst bedrag for at forvirre masserne. Der er intet nyt ved den imperialistiske aggression i Libyen. Det er den samme gamle historie med en ond, enevældig hersker, der er utilregnelig og befinder sig på vanviddets rand og som brutalt forsøger at drukne en opstand i blod, og som i tilgift råder over nogle af verdens største svovlfrie oliereserver i verden. De borgerlige medier glammer efter denne diktators blod – den selvsamme diktator, der for få måneder siden holdt fromme taler for lederne fra G8-landene, der omhyggeligt lyttede til ham.
Hvis vi ser på den ikke så fjerne fortid, blev den samme historie fortalt om Noriega i Panama, Saddam Hussein i Irak og adskillige andre af imperialismens militære og civile håndlangere i den neo-koloniale verden, som endte på ”den forkerte side af historien”.
Imidlertid er det vigtigste påskud for den imperialistiske ”intervention” deres ”dybe bekymring” for demokrati, frihed og menneskerettigheder. Dette motiv har været det vigtigste kneb i de krige og invasioner, der under imperialistisk aggression har dræbt millioner i det seneste århundrede. Den 6. august 1945 gav USA’s præsident Harry Truman ordre til at det amerikanske luftvåben skulle smide en atombombe over Hiroshima. Tre dage senere smed de endnu en bombe over Nagasaki. Det gjorde de på trods af, at disse byer var fyldt med civile og ikke havde nogen militær betydning, og desuden var den japanske hær allerede besejret og ansøgte om fred.
Den amerikanske magts arrogance blev udtalt af New York Times’ administrerende direktør, Neil McNeil, der skrev, at både USA og resten af verden havde brug for en fred på amerikanske præmisser – en Pax Americana. Den tidligere version af dette var Monroe-doktrinen fra 1823, der blev udarbejdet for at underkaste hele det latinamerikanske kontinent under USA.
I 1960’erne regnede det ned med sprængstoffer, napalm og klyngebomber over Vietnam. USA’s luftvåben kastede giftige kemikalier – herunder det berygtede Agent Orange – på skovene, angiveligt for at slå vegetationen ihjel og berøve guerillaerne deres ly. I alt blev der kastet 18 millioner tons plantegift. I alt kastede USA mere sprængstof over Vietnam end alle sider til sammen brugte i Anden Verdenskrig.
Af nyere dato har Iraks folk høstet demokratiets og menneskerettighedernes velsignelser. På imperialismens alter måtte de ofre mere end en million børn for at opnå disse perler, som planetens herrer har udarbejdet. Folkemordet i Afghanistan og Pakistan med klyngebomber og drone-angreb er prisen for at opnå de riges ”demokrati” for de rige af de rige.
Imidlertid viser den nuværende aggression i Libyen en vis udmattelse hos USA’s uhyrlige militære magt. Bortset fra den økonomiske katastrofe, der har ramt dem, er de hæmmet af deres nederlag i Irak og Afghanistan. Det er grunden til, at de vil have europæerne til at lede angrebet.
Sarkozy og Cameron er upopulære på hjemmefronten, og de forsøger derfor at lege røvere og soldater i Libyen. De ønsker at fremstille sig som nogle, der er ”på historiens rigtige side” og som sidegevinst opnå let adgang til de store oliereserver og indtægterne, der kan gå gennem børserne i London og Paris.
Det vil ikke hjælpe dem stort i at tæmme den vrede hos de franske og britiske unge og arbejdere, der er blevet inspirerede og opmuntrede af den arabiske revolution. Retorikken med at ”redde Benghazis folk” er – for at sige det mildt – meget lusket. Efter at Gaddafis faldefærdige styrker havde vist sig ude af stand til at knuse oprørerne i Misrata og Ajdabiya, lå erobringen af Benghazi – en bevæbnet og fjendtligt indstillet by med over 700.000 indbyggere uden for Gaddafis lejesoldaters formåen.
Imidlertid vil og kan den imperialistiske aggression ikke fortsætte som planlagt. Stratfor, en tænketank der hovedsageligt består af tidligere CIA-folk, skrev for nylig: ”Prøven vil komme, når en krig, der skulle stoppe menneskelig lidelse, begynder at koste menneskelig lidelse.” Missionens erklærede formål er allerede blevet erstattet af regimeskifte. Ingen af de ønskede resultater kan opnås ved bombardementer fra luften eller fra skibe. Det vil nødvendigvis blive ”fødder på landjorden”. Selv Pentagon er bange for en sådan udsigt. Nederlag til missionen er ikke en seriøs mulighed.
Da de imperialistiske håndlangere faldt i Tunesien og Egypten, lagde herrerne afstand til dem. Men nu ryster de største despoter. Og her kommer dobbeltmoralen om menneskerettigheder og det borgerlige demokratis farce. Hvorfor nægter de at indføre flyveforbud imod Bahrain, Oman og Yemen? USA’s ”militære rådgivere” tager aktivt del i den repression, som Yemens diktator udfører. Men hæren splitter og saudierne forsøger at køre en anden despot, general Mohsen, i stilling som afløser.
Kernelandet er Saudi Arabien, verdens største olieproducent. Dette despotiske dynasti er blevet rystet og forsøger nu desperat at kvæle det oprør, der simrer lige under overfladen.
Her er der igen en slående enighed mellem USA’s imperialisme og den islamiske fundamentalisme. Den religiøse højrefløj i Pakistan er så undvigende omkring deres hellige Saud-regimes tyranni og brutalitet, at de anser det for en synd at tale imod denne bande ørkenpirater.
Imidlertid vil de undertrykte i Saudi Arabien mere end blot at tale. De har lidt under pinefuld repression fra den fromme elites side. Det er nu et spørgsmål om liv og død for disse arbejdere, der udfører slavearbejdet i den arabiske ørkens stegende hede. Imperialismen er grebet af økonomisk krise og politisk forfald og opfører sig som et såret dyr. Interventionen i Libyen har til hensigt at standse den arabiske revolutions tidevand. De arabiske masser kan kun vinde ved at vælte det system, de har rejst sig imod – kapitalismen – og smadre alle forhindringer.