Vi lever i en tid kendetegnet af voldsomme imperialistiske krige og konflikter, som har kastet hele regioner ud i barbari. For at bekæmpe imperialismen i dag må vi studere Lenins analyse af imperialismen som fænomen. Det var netop bevæbnet med en klar forståelse af samfundets dynamikker, at han sammen med bolsjevikkerne formåede at stå i spidsen for den Russiske Revolution, som væltede kapitalismen og afsluttede 1. verdenskrigs imperialistiske blodbad.
Krigen i Ukraine, konflikten i det Røde Hav og den israelske stats massakre på Gazas befolkning har fået arbejdere og unge over hele verden til at stille spørgsmålet; hvordan kan vi standse dette systems krig og ødelæggelse?
Alle disse konflikter er udtryk for imperialisme. For at gøre en ende på imperialistisk udplyndring og destruktion, er det nødvendigt at forstå hvad det er. I denne artikel dykker vi derfor ned i fænomenet imperialisme, som den ser ud i sin moderne form.
Imperialismen som kapitalismens højeste stadie
På venstrefløjen reduceres imperialisme ofte til en stræben efter annekteringer og erobring af landområder. Det er helt bestemt et vigtigt aspekt af imperialisme, som fx i høj grad gør sig gældende for israelsk imperialisme, der gennem 75 år med rå vold har besat og koloniseret palæstinensernes historiske hjemland.
Lenin forklarede imidlertid, at en definition af imperialisme, der begrænser sig til stræben efter annekteringer, er ufuldstændig og mangelfuld for at forstå moderne kapitalistisk imperialisme. Mange præ-kapitalistiske samfund levede fx op til kriteriet om stræben efter annekteringer, heriblandt Romerriget, der erobrede kolonier og udplyndrede dem.
I stedet forklarede Lenin, at imperialisme som fænomen forandrede sig med kapitalismens udvikling, hvor især den frie konkurrence som Marx beskrev i Kapitalen, blev erstattet af store monopolvirksomheders dominans over økonomien. Imperialismen var nu blevet et nyt stadie af det kapitalistiske system.
I sin bog Imperialismen som kapitalismens højeste stadie formulerer Lenin en videnskabelig definition af imperialismen i sin moderne kapitalistiske epoke. Han opstillede dens vigtigste træk i fem punktformer:
»1. en koncentration af produktion og kapital, der har nået et så højt udviklingstrin, at den har skabt monopoler, der spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv; 2. bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og skabelse af et finansoligarki på basis af denne »finanskapital« 3.kapitaleksporten, til forskel fra vareeksporten, opnår særlig stor betydning; 4. der opstår internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger, som deler verden mellem sig, og 5. Jordens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stormagter er afsluttet«
Lenin opsummerede denne korte definition af imperialismens grundlæggende træk med konklusionen:
»Imperialismen er kapitalismen på det udviklingstrin, hvor finanskapitalens og monopolernes herredømme er skabt, hvor kapitaleksporten har nået fremtrædende betydning, hvor verdens opdeling mellem de internationale truster er begyndt, og opdelingen af jordens hele territorium mellem de største kapitalistiske lande er afsluttet.«
Imperialismen er altså en epoke i kapitalismen udvikling, som stadig kendetegner kapitalismen i dag. Men for at forstå verden er det ikke nok blot at have klare definitioner. Lad os derfor se på, hvordan imperialismen konkret udtrykker sig.
Imperialismen efter Lenin
Sovjetisk plakat om imperialisme. Billede: Kent Wang Flickr
Udviklingen af kapitalismen efter Lenins død har fuldt ud bekræftet hans generelle analyse. Koncentrationen af kapital har nået et punkt, hvor hele verden er domineret af omkring 200 gigantiske virksomheder, hvoraf de fleste er baseret i USA. De enorme monopoler er smeltet sammen med staten, som forsvarer deres interesser udenrigspolitisk. Det er fx vanskeligt at afgøre, hvor Mærsk ender, og hvor den danske stat begynder.
Som en sideløbende udvikling har vi set finanskapitalens enorme vækst, til et punkt hvor den nu dominerer alle sektorer af økonomien samt selve staten. Verdens virkelige magtcentre ligger i dag i bestyrelseslokalerne hos de store finansielle institutioner – Citigroup, JPMorgan, Bank of America, Goldman Sachs – og herhjemme i Danmark bla. i bestyrelseslokalerne hos Danske Bank, som i 2013 ejede værdier svarende til 186% af Danmarks BNP.
De sidste 100 års udvikling har bekræftet alle Lenins forudsigelser om, hvordan monopolernes opståen og finanskapitalens dominans skærper modsætningerne mellem nationalstaterne, som uundgåeligt resulterer i krige og imperialistisk aggression.
Imperialismens drivkraft består stadig i dag af en kamp for markeder, råmaterialer, dominans og indflydelsessfærer. Men for at forstå imperialismen i dag, er det ikke tilstrækkeligt blot at gentage, hvad Lenin skrev i 1916, vi må i stedet analysere situationen konkret. Over de sidste 100 år er der imidlertid sket mange ting som Lenin hverken forudså eller kunne have forudset.
Den internationale magtbalance, som Lenin beskrev i Imperialismen, eksisterer ikke længere. Både Storbritannien og Frankrig, som på daværende tidspunkt var de to dominerende imperialistiske magter, er blevet reduceret til andenrangs magter på den verdenspolitiske scene. USA, som på Lenins tid først lige var begyndt at gøre sin entré på verdensscenen, er i dag den dominerende imperialistiske verdensmagt.
Da Lenin skrev sin bog, var verden opdelt i koloniimperier, hvor størstedelen af verdens befolkning var underlagt et militært-bureaukratisk regime med enten britisk, fransk, belgisk, russisk eller hollandsk fortegn.
Situationen ændrede sig imidlertid radikalt som resultat af først Den Russiske Revolution og de efterfølgende befrielseskampe i kolonierne.
Efter afslutningen af 2. verdenskrig rejste millioner af mennesker, der tidligere havde været dømt til et liv som koloniale slaver, sig op imod deres koloniherrer på tværs af Afrika, Asien og Mellemøsten. Den Kinesiske Revolution, Indiens selvstændighed og mange andre landes frihedskamp markerede et historisk vendepunkt. Opnåelsen af national selvstændighed var et enormt fremskridt. Men selvstændighed i sig selv løste ikke de undertrykte massers problemer, som tværtimod på mange måder blev forværrede.
“Jo mere ting forandrer sig, jo mere uændret forbliver de”
Billede: public domain
I dag, næsten 80 år efter afslutningen af 2. verdenskrig, er imperialismens dominans over de tidligere kolonier stærkere end nogensinde før. Den eneste forskel er, at i stedet for direkte militær-bureaukratisk kontrol, så udøver imperialismen i dag sit herredømme indirekte gennem mekanismerne ved verdenshandlen, gæld, “bistand” og ulige handelsrelationer – hvilket i øvrigt er langt billigere for imperialisterne. De tidligere kolonier er stadig bundet på hænder og fødder af de imperialistiske magter, selvom deres lænker i dag er mindre synlige.
Under betegnelsen globalisering er der i realiteten over de sidste mange årtier foregået en systematisk udplyndring af de tidligere kolonier. Under pres fra bl.a. internationale finansinstitutioner som IMF, Verdenshandelsorganisationen og Verdensbanken har landene som betingelse for lån været tvunget til at åbne deres interne markeder for udenlandske varer, som har udkonkurreret deres nationale industrier og forkrøblet deres økonomier.
Afrikas tilstand illustrerer tydeligt, hvordan den indirekte moderne imperialisme fortsat trælbinder hele kontinentet. Kontinentet tynges af sin ubetalelig gæld, som mange lande blev pålagt, da de stadig var kolonier. Afrikas samlede statsgæld er siden 2010 blevet tredoblet, hvilket betyder at kontinentet nu årligt bruger op mod 23% af sit samlede BNP på at afbetale sine lån!
Gennem historien har vi set mange former for slaveri, hvoraf financiel slaveri er dets moderne form. Den knusende gæld tillader ikke landene at bruge sine ressourcer på basale nødvendigheder såsom sundhedsvæsen, uddannelse og infrastruktur, som dermed ødelægger millioner af menneskers liv. Gælden udgør et kæmpe dræn på landenes udvikling, og bidrager til at holde dem i en tilstand af underudvikling og afhængighed af de imperialistiske magter, primært i Vesten.
Tusindvis af arbejdere i Asien og Afrika arbejder under kummerlige forhold i fabrikker ejet af multinationale selskaber, som tjener super-profitter på den ekstreme udbytning af arbejderne. Over 150 millioner børn arbejder under slavelignende forhold, hvilket svarer til ét ud af ti børn på verdensplan. Mange af disse børnearbejdere bruges i afrikanske miner til at udvinde råstoffer, som Tesla, Microsoft og mange andre af verdens rigeste virksomheder er storforbrugere af.
Selvom imperialismen på overfladen har gennemgået en betydelig udvikling, idet de tidligere kolonier nu på papiret er selvstændige, så leder imperialismens moderne form tankerne hen på den franske forfatter Jean-Baptiste Alphonse, der på berømt vis sagde, at “Jo mere ting forandrer sig, jo mere uændret forbliver de”.
Den neokoloniale udbytningsmodel er lige så brutal som fortidens udplyndring baseret på militær-bureaukratisk overherredømme. Overordnet set er det de samme tidligere kolonimagter, som i dag suger deres gamle kolonier i Afrika, Asien og Latinamerika, tørre for værdi og rigdom. Men modsat tidligere, hvor udplyndringen foregik for enden af et geværløb, så foregår den i dag på “civiliseret” vis gennem verdenshandlen.
Kan der opstå nye imperialistiske magter?
Vladimir Putin og Xi Jinping. Billede: kremlin. ru Wikimedia Commons
Som Lenin beskriver i Imperialismen, så spreder finanskapitalen sine fangarme ud over hele verden, i form eksport af kapital såsom lån og investeringer. I starten af 1900-tallet havde de store kapitaleksporterende lande opdelt hele verden imellem sig, og der var ingen nye landområder at kolonisere. Men det betød imidlertid ikke at en genopdeling af verden var udelukket – tværtimod.
En genopdeling af verden gennem handelskrige, diplomatiske traktater og regulære krige finder nødvendigvis sted, i takt med at magtforholdet mellem de imperialistiske nationer forskyder sig, som resultat af kombineret og ujævn udvikling. Forskellige dele af verdensøkonomien, i forskellige lande, udvikler sig i forskellige tempi. Det er netop denne ujævne udvikling, som afgør de forskellige magters storhed og fald.
Over det sidste århundrede har vi set verden blive genopdelt flere gange. Vi så således med 1. verdenskrig, at de gamle europæiske magter blev svækket, mens USA opstod som en ny verdensmagt. Udviklingen blev kun forstærket yderligere med 2. verdenskrig, som genopdelte verden radikalt, nu med USA som den dominerende imperialistiske magt, der fortrængte de gamle europæiske magter, Frankrig og Storbritannien.
Den internationale verdensorden, der blev etableret efter 1945, forblev nærmest uændret i et halvt århundrede, hvor verden var splittet i to gigantiske blokke, med Sovjetunionen på den ene side og amerikansk imperialisme på den anden.
Men den daværende verdensorden ændrede sig kraftigt med Sovjetunionens fald i 1991, hvorefter USA blev udråbt som sejrherrer. Det var imidlertid en kortvarig fornøjelse, for de sidste 30 år har internationalt været kendetegnet af amerikansk imperialismes relative forfald. I 1960 udgjorde den amerikanske økonomi 40% af verdens totale BNP, hvorimod den i 2019 var faldet til kun 24%.
Først Sovjetunionens fald og sidenhen amerikansk imperialismes forfald indledte en tumultarisk periode med enorm global ustabilitet og adskillige krige. Samtidig har Kinas, og i mindre grad Ruslands, opståen som stærke kapitalistiske stater skabt nye internationale spændinger og konflikter.
I sidste ende er det udviklingen i produktivkræfterne, som afgør hvorvidt et land er i stand til at sætte sit præg på verdensscenen. Tysklands voldsomme økonomisk udvikling i perioden op til 1914 viser, at en voksende industriel magt, før eller siden, må udtrykke sig i voksende politisk og militær magt. Det var Tysklands fremgang, der resulterede i 1. og 2. verdenskrigs rædsel og barberi. Vi ser den samme proces udfolde sig i dag, hvor Kinas voksende indflydelse i verdensøkonomien konstant skubber landet i konflikt med USA, den dominerende imperialistiske verdensmagt. Det betyder dog ikke at vi står overfor en ny verdenskrig, men derimod en langstrakt periode med voldsom ustabilitet, konflikter og mindre krige.
Imperialismens våben
Fragtskib i det Røde Hav. Billede: Hour House Photography Flickr
På den verdenspolitiske scene udtrykker imperialismen sig som en kamp mellem forskellige statsapparater og deres militære kræfter. Det er ikke tilfældigt, eftersom monopolernes og finanskapitalens vækst for længst har smeltet dem sammen med staten, et redskab der forsvarer den herskende klasses interesser.
Det tætte bånd mellem monopolerne og staten bliver tydeligt illustreret i den igangværende konflikt ved Suez-kanalen ved i det Røde Hav, en hovedpulsårer for international skibsfart. Efter Houthi-militsen indledte angreb på først israelske og siden vestlige handelsskibe, sendte Vesten, med USA i spidsen, en militærkoalition til området for at forsvare deres virksomheders økonomiske interesser.
I en fælles erklæring udtrykte den amerikanske og danske regering forfriskende ærligt, hvad formålet med missionen er: “Vi vil ikke tøve med at forsvare liv og beskytte den frie samhandel på en af verdens mest kritiske vandveje.” Den danske stat var naturligvis heller ikke længe om at sende en fregat til at deltage i missionen, for at beskytte de vestlige handelsskibe, herunder ikke mindst Mærsks containerskibe.
Den moderne kapitalistiske produktion er global, og består af produktionskæder og handel på tværs af alle kontinenter. Så længe kapitalismen er i en opsvingsperiode og verdensmarkedet udvides, er det ikke et problem. Under opsvingsperioder kan der lægges en midlertidig dæmper på de værste spændinger og konflikter mellem de imperialistiske magter. Kinas voksende rolle i verdensøkonomien forårsagede derfor ikke væsentlige konflikter med USA før krisen i 2008. Men kapitalismens opsving er slut, fx voksede verdenshandlen i 2023 kun med sølle 0,8%, mod 4,5% i 2003.
Når kapitalismen oplever en periode med krise og tilbagegang, går den globale produktion og internationale handel fra at være en stabiliserende faktor til i stedet at blive en sårbarhed og en kilde til konflikter. Alle magter må kæmpe indædt for at sikre deres markedsandel og profitter på bekostning af hinanden. De konflikter, der under opsvingsperioder kunne løses ved handelsaftaler og diplomati, udkæmpes nu i stedet med militære konfrontationer og stedfortræderkrige.
Det er netop sådan en periode vi befinder os i, med konflikter og krige, hvor diverse stater for enhver pris forsøger at forsvare sine egne virksomheders interesser på bekostning af alle andre lande. Den imperialistiske rivalisering, vi er vidner til mellem diverse stater, er udtryk for monopolernes kamp om opdelingen af verdensmarkedet.
Men borgerskabets repræsentanter i regeringsbygningerne verden over, udstiller ikke offentligt de kyniske egennyttige interesser, som ligger bag deres bombetogter og invasioner af lande i Mellemøsten eller andre steder. Politikerne pakker i stedet deres imperialistiske handlinger ind i hykleriske argumenter om at forsvare “suverænitet”, “demokrati” eller “menneskerettigheder”.
Vestens “demokratiske” imperialisme
Vestens imperialistiske krige føres i “demokratiets” navn. Billede: The White House Wikimedia Commons
Borgerskabet i Vesten retfærdiggør deres imperialistiske aggression under påskud af at forsvare “demokratiske rettigheder”. Men som Trotskij sagde, så “kæmper [imperialister] ikke for politiske principper, men for markeder, kolonier, råstoffer, for hegemoni over verden og dens rigdomme.” Konflikten mellem russisk og amerikansk imperialisme, som udkæmpes i Ukraine, er et åbenlyst eksempel på vestens hykleri.
I relation til krigen sagde den amerikanske præsident Joe Biden, at Rusland udgør “en trussel mod verdens fred og stabilitet, mod de demokratiske værdier vi holder af, og mod selve friheden.”. Den samme retorik blev brugt til at retfærdiggøre Vestens invasion af Irak og Afghanistan, hvor Vestens daværende statsledere påstod, at det var nødvendigt at at forsvare frihed og demokrati – det danske borgerskab gik endda så langt, som til at påstå at de invaderede Afghanistan for forsvare kvinders rettigheder!
Uanset hvad borgerskabets journalister, professorer og “eksperter” forsøger at bilde os ind, så har Vestens udenrigspolitik intet at gøre med at forsvare demokrati – tværtimod! Vestlig imperialisme, med USA i spidsen, kvaser glædeligt massernes demokratiske ønsker for at forsvare sine egne imperialistiske interesser, en kendsgerning som især de afghanske og latinamerikanske masser kan bekræfte.
Vestlig imperialisme har under påskud af at “eksportere demokrati” som i Iraks tilfælde, eller forsvare “demokratiske rettigheder” som med Libyen, spredt sine fangarme til det ene land efter det andet, for i realiteten blot at udplyndre dem og forsvare deres interesser i regionen. I intet andet tilfælde er Vestens demokratiske maske imidlertid mere tyndslidt, end når det kommer til den israelske stats massakrer på Gazas befolkning. De samme vestlige ledere, der fordømmer Ruslands krænkelse af Ukraines “ret til selvbestemmelse” står fuld og fast bag israelsk imperialismes folkemord på palæstinenserne.
Imperialisterne fører ikke krig, for at forsvare moralske eller etiske idealer, men derimod for at erobre markeder, investeringsmuligheder, indflydelses-sfærer og råstoffer. Men hvis man udelukkende ser på den økonomiske side af imperialismen, så risikerer man at falde ned i økonomisk reduktionisme. Borgerskabet fører også krige, for at opnå militærstrategiske fordele, eller for at sikre deres greb om magten i samfundet.
Et eksempel på en krig, som ikke kan reduceres til direkte økonomiske interesser (såsom olie), er NATO’s krig i Afghanistan. For amerikansk imperialismens synspunkt var angrebet den 11. september en enorm ydmygelse, som de ikke kunne tolerere at gå ustraffet hen.
Hvis USA, verdens stærkeste imperialistiske magt, ikke svarede igen med overvældende magt, risikerede det at statuere en farlig præcedens, der ville underminere deres dominerende position på verdensscenen, og derigennem på længere sigt få enorme konsekvenser for deres økonomiske interesser. For hvis en ubetydelig islamisk terrorgruppe kunne angribe USA og slippe af sted med det, kunne USA’s andre rivaler så ikke også tillade sig at skubbe tilbage imod amerikansk indflydelse i deres del af verden?
Som det gamle ordsprog siger, så indbyder svaghed til aggression, og amerikansk imperialisme havde ikke råd til at fremstå svag. Men i stedet for at understrege amerikansk imperialismes overmagt, så endte den 20 år lange krig i Afghanistan med at udstille amerikansk imperialismes svækkelse og forfald. Krigen, der skulle have genoprettet det amerikanske borgerskabs magt og anseelse, endte på dialektisk vis, med at svække amerikansk imperialismes autoritet yderligere.
Bekæmp imperialismen, vælt kapitalismen!
Over de seneste måneder har millioner af mennesker verden over demonstreret mod blodbadet i Gaza, og appelleret til politikerne om at tage handling, men imperialisme er ikke en politik, som den enkelte regering kan vælge at føre eller ej. Imperialismen er derimod en epoke i det kapitalistiske system, som udspringer af kapitalismens objektive udvikling. Det var derfor Lenin kaldte sin bog for Imperialismen som kapitalismens højeste stadie.
Så længe kapitalismen består, vil krige og væbnede konflikter også bestå. De vil oven i købet kun blive hyppigere som resultat af systemets krise. Den bloddryppende imperialisme skaber imidlertid ikke kun krig og ødelæggelse, men har også frembragt rygraden til en fremtidig global planøkonomi, i form af de gigantiske multinationale monopoler som imperialismen bygger på. Under arbejderklassens kollektive ejerskab og kontrol, vil det enorme produktionspotentiale kunne bruges til at bygge et fremtidigt kommunistisk samfund; et samfund med fuld frihed og lighed for alle mennesker.
Imperialismens har ligeledes skabt den kraft, der kan føre dette ud i livet, i form af en enorm, global arbejderklasse – den eneste magt i samfund, der er i stand til at lægge imperialismen i graven og skabe en ny verden fri for krige og konflikter, en verden baseret på samarbejde og solidaritet mellem alle verdens folkeslag.
